Hvorfor kan jeg ikke lade være med at håbe ?

Hver eneste gang min biologiske mor tager kontakt, kan jeg ikke lade være med at håbe på at denne gang bliver det anderledes...

Denne gang vil hun rent faktisk være en mor for mig fremfor at prøve at være storesøster...

3 gange indenfor de sidste 6 år har jeg prøvet at lade hende ind i mit liv...

Hver gang er det endt med at jeg sidder og tuder og føler mig som den 5-årige pige igen der blev efterladt hos fremmede...

hver gang ender jeg med at sidde og føle mig dum og naiv fordi jeg bliver ved med at prøve...

Denne gang skrev hun og spurgte hvordan det gik... Jeg tænkte okay vi prøver igen.. denne gang gav jeg et helt ærligt svar, fortalte om de kampe vi kæmper lige nu og prøvede at lade være med at håbe på for meget... prøvede at lade være med at forvente noget fra hende af...

Alligevel så sårer hendes korte svar mig... eneste svar var bare: okay håber det bedste for jer.. ingen smiley eller på nogen anden måde interesse i at snakke videre...

hvorfor er jeg så dum og naiv?

Hvorfor bliver jeg ved med at lade hende få kontakt?

Der er så meget forhistorie.. så meget barndom spildt og så mange problemer jeg har i dag pga de ting hun har gjort eller ikke gjort...

Jeg havde bare mest brug for at komme ud med det...

Min kæreste siger hver gang hvorfor jeg dog lader hende komme ind... Hun er min biologiske mor, men har aldrig rigtigt været en mor for mig... hun har aldrig rigtig taget min side i konflikter eller beskyttet mig når jeg havde brug for det... slet ikke hvis det betød hun risikerede en konflikt...

Mine plejeforældre har sagt at det er op til mig om jeg vil hende eller ej... min plejemor har fået alt af vide jeg har husket fra min barndom og det fik hende til at græde over at hun aldrig havde opdaget hvor slemt det var for mig... Hun forstår mig godt at jeg ikke ønsker kontakt til min biologiske mor, men hun forstår også at jeg et sted håber på at have det...

jo mere jeg skriver desto mere kommer der frem jeg har lyst til at dele...

nu slutter jeg... jeg skal have puttet min søn...

Jeg tænker det må være helt normalt at håbe!!

Og på et tidspunkt, når man er blevet skuffet nok gange, kommer frem til en beslutning om, om en person bidraget med noget godt i ens liv, eller bare gør tingende være.

Måske er du nød til at erkende, at din mor, bare ik ka finde ud af at være den mor, du har brug for, og at hun måske derfor ik ka være en del af dit liv.

Måske opdager du, at hun er en fantastisk mormor, og på den måde ka være en positiv del af jeres liv..

Og måske du igen holder en pause fra hende, og kommer frem til, at i slet ik har brug for hende i jeres liv.

Hvorom alting er, er du nød til at tage et valg om, hvilken rolle hun skal ha, for hun ka tydeligvis ik finde yd af det.

Ingen fortjener at blive svigtet, men forhåbenlig er der nogen til at samle en op igen, og her lyder det til at du har god støtte i plejemor/familen og heldigvis så ka man jo selv vælge sin udvidet familie! Vh Stine 

StineW79 skriver:

Jeg tænker det må være helt normalt at håbe!!

Og på et tidspunkt, når man er blevet skuffet nok gange, kommer frem til en beslutning om, om en person bidraget med noget godt i ens liv, eller bare gør tingende være.

Måske er du nød til at erkende, at din mor, bare ik ka finde ud af at være den mor, du har brug for, og at hun måske derfor ik ka være en del af dit liv.

Måske opdager du, at hun er en fantastisk mormor, og på den måde ka være en positiv del af jeres liv..

Og måske du igen holder en pause fra hende, og kommer frem til, at i slet ik har brug for hende i jeres liv.

Hvorom alting er, er du nød til at tage et valg om, hvilken rolle hun skal ha, for hun ka tydeligvis ik finde yd af det.

Ingen fortjener at blive svigtet, men forhåbenlig er der nogen til at samle en op igen, og her lyder det til at du har god støtte i plejemor/familen og heldigvis så ka man jo selv vælge sin udvidet familie! Vh Stine 

Mange tak for svar :)

Jeg tror at beslutningen bare må være at jeg tager afstand igen...

jeg aner slet ikke hvordan jeg nogensinde ville skulle få hende til at forstå hvad det gør ved mig de ting hun siger og gør...

Hun bor i den modsatte ende af landet af os så det bliver ikke akavet med risiko for at bumpe ind i hinanden tilfældigt...

Det er super svært at erkende det jeg jo godt ved... og det jeg godt ved jeg er nødt til at gøre...

Det er super hårdt at skulle acceptere at det ikke bliver anderledes... at hun faktisk er sådan og at det ikke bare var hendes x der gjorde hende sådan som hun lod os børn tro i hele vores opvækst...

helt klart at min plejefamilie er min redning.. de er også den eneste familie vores søn kender fra min side af... han har aldrig mødt nogen af de andre...

jeg skal sætte mig ned og finde ordene... men puha det er hårdt.. for der er så meget historik der spiller ind...

Wampires skriver:

Mange tak for svar :)

Jeg tror at beslutningen bare må være at jeg tager afstand igen...

jeg aner slet ikke hvordan jeg nogensinde ville skulle få hende til at forstå hvad det gør ved mig de ting hun siger og gør...

Hun bor i den modsatte ende af landet af os så det bliver ikke akavet med risiko for at bumpe ind i hinanden tilfældigt...

Det er super svært at erkende det jeg jo godt ved... og det jeg godt ved jeg er nødt til at gøre...

Det er super hårdt at skulle acceptere at det ikke bliver anderledes... at hun faktisk er sådan og at det ikke bare var hendes x der gjorde hende sådan som hun lod os børn tro i hele vores opvækst...

helt klart at min plejefamilie er min redning.. de er også den eneste familie vores søn kender fra min side af... han har aldrig mødt nogen af de andre...

jeg skal sætte mig ned og finde ordene... men puha det er hårdt.. for der er så meget historik der spiller ind...

Det er virkelig også en urimelig situation at sætte sit barn i.

Men i sidste ende er det nok desværre dig, der står med valget, hvilket igen er helt urimeligt.

Nogle mennesker lære bare aldrig, at sætte andre højre, end sig selv.

Men hvor er det dejligt, at du stadig har så tæt kontakt til din "pleje" FAMILIE vh Stine 

StineW79 skriver:

Det er virkelig også en urimelig situation at sætte sit barn i.

Men i sidste ende er det nok desværre dig, der står med valget, hvilket igen er helt urimeligt.

Nogle mennesker lære bare aldrig, at sætte andre højre, end sig selv.

Men hvor er det dejligt, at du stadig har så tæt kontakt til din "pleje" FAMILIE vh Stine 

Ja.. sådan har det været altid med hende...

det er superhårdt at skulle tage det voksne ansvar for tingene...

og ja det er dejligt at have min familie som støtte :)

Det her er ikke for at forsvare din mor - men måske synes hun det er lidt overvældende svar du giver hende på spørgsmålet “hvordan går det?”.

Behøver det være alt eller intet..? Jeg ved det kan være svært at tilgive. Men så længe du holder fast inat hun skal være en “normal” mor der er kærlig, betænksom, ansvarsfuld, om sig favnende osv. bliver du skuffet. Der er en grund til at du kom til en plejefamilie- og det var dit held. Men hvis du sænker dine forestillinger om hvad hun bør være og i stedet kigger på hvad hun reelt kunne være - så kunne nye døre åbne sig. 

Du kan nok ikke regne med hende som en du kan læsse af hos og dele sorger med. Men måske kan I hygge med en middag eller tur i skoven med børnene. Det behøver ikke altid at være sort/Hvidt ... alt eller intet. 

Hun holder sig sikker væk fordi hun kan mærke dine forventninger og ved hun ikke kan leve op til dem. 

En klog mand sagde engang til mig “alle mennesker opfører sig på bedste måde med de ressourcer de har tilrådighed på et pågældende tidspunkt” .

Det her er ikke for at forsvare din mor - men måske synes hun det er lidt overvældende svar du giver hende på spørgsmålet “hvordan går det?”.

Behøver det være alt eller intet..? Jeg ved det kan være svært at tilgive. Men så længe du holder fast inat hun skal være en “normal” mor der er kærlig, betænksom, ansvarsfuld, om sig favnende osv. bliver du skuffet. Der er en grund til at du kom til en plejefamilie- og det var dit held. Men hvis du sænker dine forestillinger om hvad hun bør være og i stedet kigger på hvad hun reelt kunne være - så kunne nye døre åbne sig. 

Du kan nok ikke regne med hende som en du kan læsse af hos og dele sorger med. Men måske kan I hygge med en middag eller tur i skoven med børnene. Det behøver ikke altid at være sort/Hvidt ... alt eller intet. 

Hun holder sig sikker væk fordi hun kan mærke dine forventninger og ved hun ikke kan leve op til dem. 

En klog mand sagde engang til mig “alle mennesker opfører sig på bedste måde med de ressourcer de har tilrådighed på et pågældende tidspunkt” .

Jeg er helt enig. 

Til ts. 

Mine forældre er vokset op i en anden tid (selvfølgelig) og i en anden kultur - med et helt andet syn på børn, familieliv og kvinder. Det har selvfølgelig haft betydning ift. den måde de har opdraget mig og mine søstre på, de værdier de har haft med sig, det syn de har på børn. I forhold til de standarder der er i Danmark, vil man mene, at vi er blevet udsat for omsorgssvigt. Men mine forældre gjorde blot hvad de har lært. Det har ikke været bevidst.

Idag ved jeg at de elsker os, men jeg ved også, at det ikke er mine forældre jeg kan bruge til at snakke om svære følelsesmæssige problematikker med. De er søde ved mine børn, ved min kæreste, ved mig men de kan ikke bruges til de dybe samtaler, til pasning af mine børn, jeg inviterer dem  til fødselsdage uden nogen forventning om at de kommer og de husker sjældent at sige tillykke.

Men trods alt det her ved jeg at de elsker mig og mine børn. Jeg ved også at de til enhver tid vil hjælpe os økonomisk- for det er sådan de viser kærlighed.

Vi snakker sammen om hverdagsting. Og det er helt fint. De gør deres bedste. Og faktisk synes jeg de har rykket sig for hvert år