Er det normale tanker?

Hej læsere.

Jeg er en smule forvirret over mine tanker og vil virkelig gerne finde ud af om det er normalt eller ej. 

Sagen er den at jeg er skruk, men samtidig skræmt for tanken om at tanker bliver til handlinger. Det er så stor en beslutning, så jeg finder undskylder konstant for at folk skal forstå at jeg venter. Er 26. Jeg tror bare jeg finder undskyldninger til mig selv så jeg ikke skal tage valget om at sige nu er det nu. 

Kæresten og jeg har været sammen i lidt over 4 år. Turbulent, men vi ved hvor vi har hinanden og det er kun blevet bedre med tiden. Desværre så ved jeg ikke om jeg er bange for at få børn, fordi jeg er bange for at føle mig bundet til ham resten af livet. Eller i hvert fald mange år. Jeg tager mig selv i at kigge på andre fyre når jeg går rundt. (Snakker ikke med nogen) og får den der følelse af, han er da pæn. Men længere tænker jeg ikke. Er jeg bange for at binde mig og er det normalt eller har jeg mistet lysten til min kæreste og egentlig ikke synes han er min for evigt? Jeg forstår det ikke. Føler lidt det som at skulle giftes, hvor folk bliver nervøse op til og er bange for det er det forkerte. Jeg er ikke bange for hvordan han bliver som far men måske bange for at miste det vi har sammen. Pludselig er der fokus på et andet menneske og læser tit hvordan det kan smulre med sex og kærlig opmærksomhed. 

Jeg er en stor tænker og tænker alt for meget over små ting. Jeg tænker fremtid konstant i stedet for nuet, men jeg er bevidst om det og er også i gang med hjælp til at slippe det. 

Jeg kunne nok skrive meget mere om mine tanker men vil måske helst hen der hvor i kan fortælle mig om jeg er forkert mht min kæreste og vores fremtid eller det er normalt at være lidt skræmt for en fremtid der "låser" mig til den samme mand. Jeg elsker ham, men vi kan jo ikke teste om vi er gode sammen som forældre eller vi fuldstændig glemmer hinanden. 

Jeg er ikke helt sikker på om jeg forstår hvad det er du er i tvivl om er normalt, men jeg prøver at svare så godt jeg kan.

Dety er helt normalt at være lidt bange for at tage skridtet videre og få børn; specielt hvis man ikke er 100% sikker på sin partner - eller ikke føler at man er helt færdig med bare at være "par" og ikke "familie". Man kan sagtens være skruk, uden rent faktisk at være helt klar til hele det der med at få børn. Jeg var selv skruk allerede som tidlig teenager, men blev "først" mor i en alder af 22 år - og selv da var det uplanlagt.

Det er da også helt normalt at kigge andre mænd og tænke at de er pæne. Mens min mand og jeg var indlagt med vores søn, var der én af rengøringsassistenterne/køkkenfolkene som var en særdeles flot ung mand. Min mand synes at det var hyle morsomt at jeg satte hår og sådan bare for at gå ned og hente mad, fordi det var ham der stod i "boden" den dag. Han morede sig endnu mere når han (den flotte mand) havde rengøringstjeneste og derfor kom ind på vores familierum mens jeg sad i nattøj, med håret i knold og det hele - jeg blev så forfjamsket at selv ham den flotte mand bare grinede af mig.

Ud over det, ved jeg ikke hvad jeg skulle kunne svare. Du behøver ikke at komme med undskyldninger for HVORFOR du ikke er klar til børn - udover måske til din kæreste - men bare sige at du ikke er klar og at det ikke er tid endnu. For hvis du går og bekymrer dig om hvad ANDRE synes at du skal, bliver moderskabet sgu heller ikke sjovt for dig.

LoveEnough skriver:

Jeg er ikke helt sikker på om jeg forstår hvad det er du er i tvivl om er normalt, men jeg prøver at svare så godt jeg kan.

Dety er helt normalt at være lidt bange for at tage skridtet videre og få børn; specielt hvis man ikke er 100% sikker på sin partner - eller ikke føler at man er helt færdig med bare at være "par" og ikke "familie". Man kan sagtens være skruk, uden rent faktisk at være helt klar til hele det der med at få børn. Jeg var selv skruk allerede som tidlig teenager, men blev "først" mor i en alder af 22 år - og selv da var det uplanlagt.

Det er da også helt normalt at kigge andre mænd og tænke at de er pæne. Mens min mand og jeg var indlagt med vores søn, var der én af rengøringsassistenterne/køkkenfolkene som var en særdeles flot ung mand. Min mand synes at det var hyle morsomt at jeg satte hår og sådan bare for at gå ned og hente mad, fordi det var ham der stod i "boden" den dag. Han morede sig endnu mere når han (den flotte mand) havde rengøringstjeneste og derfor kom ind på vores familierum mens jeg sad i nattøj, med håret i knold og det hele - jeg blev så forfjamsket at selv ham den flotte mand bare grinede af mig.

Ud over det, ved jeg ikke hvad jeg skulle kunne svare. Du behøver ikke at komme med undskyldninger for HVORFOR du ikke er klar til børn - udover måske til din kæreste - men bare sige at du ikke er klar og at det ikke er tid endnu. For hvis du går og bekymrer dig om hvad ANDRE synes at du skal, bliver moderskabet sgu heller ikke sjovt for dig.

Sikke et dejligt svar. Haha, jeg griner lidt over din historie med den flottemand, men nikker desuden genkendende til det du skriver :-) Her er det en flot håndværker der ligger nogle rør ved boligblokken. Super flot mand, og jeg tror han ved, hvad jeg synes, selvom jeg selvfølgelig ikke har snakket med ham.. men det har været super sjovt - indtiljeh rendte ind i ham i fakta  

Til ts, det er helt normalt, tænker jeg. Har følt mig skruk siden jeg var 18 - men fik et barn da jeg var 27. Hele graviditeten var jeg også usikker på det hele, men jeg vidste at min kæreste ville være en fantastisk far, og man kan aldrig helgradrre sig og nogle ting må man tage som det kommer. :-) (vi er stadig sammen, 1,5 år efter vi fik vores søn). 

Det er jo aldrig til at vide om et forhold vil holde..

Da min mand og jeg flyttede sammen og begyndte at snakke børn, så jeg det som at han i hvert fald var en mand jeg ville kunne holde ud at skulle have et samarbejde med omkring børnene, selv hvis vores forhold ikke lykkedes. Jeg var med på at han skulle være en del af mit liv uanset på hvilken måde det måtte ende. - på den måde forpligtede jeg mig heller ikke (overfor mig selv) til at skulle sige at det var det jeg ville for evigt. (Det er jeg nu ret sikker på at det er)

Og jeg kan da også syntes at andre mænd er flotte, præcis som min mand kan syntes andre kvinder er flotte. Vi lægger heller ikke skjul på det overfor hinanden, hvis vi ser en der er flot.

Med hensyn til børn. Hvis du er usikker, så vent. Du er kun 26 og I har "kun" været sammen 4 år (og som jeg forstår det er det endda nogle turbulente år). Der er ingen krav til at I skal bringe børn til verden nu, eller indenfor de næste par år. 

LoveEnough skriver:

Jeg er ikke helt sikker på om jeg forstår hvad det er du er i tvivl om er normalt, men jeg prøver at svare så godt jeg kan.

Dety er helt normalt at være lidt bange for at tage skridtet videre og få børn; specielt hvis man ikke er 100% sikker på sin partner - eller ikke føler at man er helt færdig med bare at være "par" og ikke "familie". Man kan sagtens være skruk, uden rent faktisk at være helt klar til hele det der med at få børn. Jeg var selv skruk allerede som tidlig teenager, men blev "først" mor i en alder af 22 år - og selv da var det uplanlagt.

Det er da også helt normalt at kigge andre mænd og tænke at de er pæne. Mens min mand og jeg var indlagt med vores søn, var der én af rengøringsassistenterne/køkkenfolkene som var en særdeles flot ung mand. Min mand synes at det var hyle morsomt at jeg satte hår og sådan bare for at gå ned og hente mad, fordi det var ham der stod i "boden" den dag. Han morede sig endnu mere når han (den flotte mand) havde rengøringstjeneste og derfor kom ind på vores familierum mens jeg sad i nattøj, med håret i knold og det hele - jeg blev så forfjamsket at selv ham den flotte mand bare grinede af mig.

Ud over det, ved jeg ikke hvad jeg skulle kunne svare. Du behøver ikke at komme med undskyldninger for HVORFOR du ikke er klar til børn - udover måske til din kæreste - men bare sige at du ikke er klar og at det ikke er tid endnu. For hvis du går og bekymrer dig om hvad ANDRE synes at du skal, bliver moderskabet sgu heller ikke sjovt for dig.

Jeg føler bare at når jeg kigger efter andre eller tænker på andre, så begynder jeg at tvivle om det så er tegn på at jeg ikke er helt tilfreds med ham jeg har. Vi kan også snakke om skuespillere der ser godt ud eller kommentere hvis vi ser en flot mand/dame. Jeg har bare tendens til at føle mig tarvelig hvis jeg går for mig selv og studerer fyre og tænker wow om dem. 

Det er nok det ukendte om personen som kan virke tiltrækkende. Det her forhold er mig længste og har ikke haft så meget seriøst før ham, så derfor var der altid noget spændende ved det. Efter 4 år kan jeg godt mærke at jeg skal hive mig selv i at nu er det gået lidt for meget op i hverdag og kedelige rutiner. Kan føle at hans bekræftelse til mig ikke er nok. �� 

Jeg har nok bare en idé om at alt skal være perfekt inden jeg sætter et barn til verden. Forholdet skal være så stærkt og vi skal være enige om alt. Men det er nok der jeg indser at jeg så måske ikke er klar. Desværre. Føler nemlig at jeg har lysten til at blive mor. 

Anonym skriver:

Jeg føler bare at når jeg kigger efter andre eller tænker på andre, så begynder jeg at tvivle om det så er tegn på at jeg ikke er helt tilfreds med ham jeg har. Vi kan også snakke om skuespillere der ser godt ud eller kommentere hvis vi ser en flot mand/dame. Jeg har bare tendens til at føle mig tarvelig hvis jeg går for mig selv og studerer fyre og tænker wow om dem. 

Det er nok det ukendte om personen som kan virke tiltrækkende. Det her forhold er mig længste og har ikke haft så meget seriøst før ham, så derfor var der altid noget spændende ved det. Efter 4 år kan jeg godt mærke at jeg skal hive mig selv i at nu er det gået lidt for meget op i hverdag og kedelige rutiner. Kan føle at hans bekræftelse til mig ikke er nok. �� 

Jeg har nok bare en idé om at alt skal være perfekt inden jeg sætter et barn til verden. Forholdet skal være så stærkt og vi skal være enige om alt. Men det er nok der jeg indser at jeg så måske ikke er klar. Desværre. Føler nemlig at jeg har lysten til at blive mor. 

Det behøver ikke nødvendigvis at være et tegn på at du ikke er tilfreds. Det kan det vel godt være, men så må du mærke efter inde i dig selv om det virkelig er dét? Går du og leder efter den næste mand i dit liv? Opsøger du nogle af disse mænd som du finder tiltrækkende? Eller nyder du bare synet af en flot mand, ligesom man nyder fin kunst eller et billede af noget lækkert mad?

Det er jo helt normalt at finde andre mænd attraktive, selvom du er i et fast forhold. Bare fordi du nu har en mand på armen, ændrer din "smag" sig jo ikke. Der har være mange andre mænd end bare ham der flottemanden på sygehuset (men han var nu et særligt godt eksemplar og jeg kan sidde lidt og salve bare ved mindet), men bare fordi jeg har fundet dem fysisk attraktive, betyder det jo ikke at jeg er ude på at danne et forhold til dem.

Jeg har sågar haft flirts med kollegaer og én af min mands gode venner og jeg har en løbende joke om at hvis han stiller træskoene (min mand, altså), så flytter mig og ungerne bare ud til ham (vennen) og fortsætter familielivet - det er dog kun en joke, da han er alt for ung efter min smag - og flirter også en smule.

Jeg er på ingen måde utilfreds med min mand. Nej, han er da ikke lige så meget en flottenmand som han var da vi mødtes og har lagt sig godt ud, gør ikke så meget ud af sig selv og har fået nogle fine, sølvstriber i håret. Ja, der kan da godt gå lidt meget hverdag i den nogle gange - specielt efter vi har fået børn. Men så er det op til os - som par - at bryde hverdagen lidt op, finde pasning til ungerne og komme ud at lave noget sammen.

Jeg kan ikke fortælle dig om din kæreste er manden du skal have børn sammen med - det er kun dig selv der kan tage den beslutning - men jeg kan råde dig til at tænke over hvad det er der skal til, for at du finder en mand det rette faderskabs materiale og så finde ud af om din kæreste er eller kan blive sådan en far.

Altså, jeg ser ret mange flotte mænd. Jeg er godt godt og synes også min mand er virkelig lækker! 

Jeg knuselsker min mand og vil da helst, at det holder hele livet ud men jeg er jo ikke blind? Og jeg kan jo også godt se, når en trøje er pæn. Men det betyder jo ikke, at de trøjer jeg har derhjemme skal smides ud, eller at jeg heller vil have den nye trøje og KUN gå med den.

Det med at se efter mænd/kvinder er kun et tegn, hvis du selv tillægger det noget.:-) hvis du selv kan mærke, at det faktisk handler om, at du ikke længere kan lide din kæreste/elsker ham eller er usikker på ham. Så tegn betyder kun det, du selv tillægger det. 

Hos os betyder det, at vi "kan" se/lægge mærke til andre ikke, at vi fravælger hinanden, men at det er menneskeligt. Og mere lægger der ikke i det. :-) vi har været sammen i 4 år og har et barn på 2. 

Så hvis det handler om, at du tillægger det noget, fordi du faktisk er i tvivl om jeres relation - så ja, så er det nok ikke positivt.

MEN hvis du bare ser en lækker mand på gaden, registrerer det også går hjem og kysser din kæreste, stadig elsker ham, stoler på ham og kan se jer være forældre sammen uanset hvad, så er det ikke negativt at se efter andre. :-) 

Så hvad er der, der gør, at det er negativt at se efter mænd (uden at gøre mere ved det)? 

Anonym skriver:

Jeg føler bare at når jeg kigger efter andre eller tænker på andre, så begynder jeg at tvivle om det så er tegn på at jeg ikke er helt tilfreds med ham jeg har. Vi kan også snakke om skuespillere der ser godt ud eller kommentere hvis vi ser en flot mand/dame. Jeg har bare tendens til at føle mig tarvelig hvis jeg går for mig selv og studerer fyre og tænker wow om dem. 

Det er nok det ukendte om personen som kan virke tiltrækkende. Det her forhold er mig længste og har ikke haft så meget seriøst før ham, så derfor var der altid noget spændende ved det. Efter 4 år kan jeg godt mærke at jeg skal hive mig selv i at nu er det gået lidt for meget op i hverdag og kedelige rutiner. Kan føle at hans bekræftelse til mig ikke er nok. �� 

Jeg har nok bare en idé om at alt skal være perfekt inden jeg sætter et barn til verden. Forholdet skal være så stærkt og vi skal være enige om alt. Men det er nok der jeg indser at jeg så måske ikke er klar. Desværre. Føler nemlig at jeg har lysten til at blive mor. 

Umiddelbart lyder det mere til, at det handler dig. Om din forståelse af et liv med mand og børn. 

Intet er perfekt (hvilket du godt ved). Men det skal helst være stabilt. Og et nogenlunde positivt miljø. Men at være enige om alt er en utopi. Også selvom man har været sammen i 1000 år. 

Vi blev forældre efter at have kendt hinanden i 17 måneder. Vi har det stadig fantastisk, fordi vi giver plads til forskelligheder og kan tale om dem. Men enige er vi ikke :-) 

Men du må kunne mærke om du elsker din kæreste. Det lyder ikke helt sådan på mig. Det lyder mere som om, du forsøger at finde "fejl".

kærligheden hos os, er selvfølgelig noget andet, end den ca for 4 år siden. Men det er ikke negativt. - det er bare noget andet. Den er stærk og vi har vist, at vi kan og vil hinanden i meget svære tider. Men spontan sex og vilde byture - det er lagt på hylden for en stund. Men så kommer der noget andet og måske mere betydningsfuldt :-) 

Anonym skriver:

Jeg føler bare at når jeg kigger efter andre eller tænker på andre, så begynder jeg at tvivle om det så er tegn på at jeg ikke er helt tilfreds med ham jeg har. Vi kan også snakke om skuespillere der ser godt ud eller kommentere hvis vi ser en flot mand/dame. Jeg har bare tendens til at føle mig tarvelig hvis jeg går for mig selv og studerer fyre og tænker wow om dem. 

Det er nok det ukendte om personen som kan virke tiltrækkende. Det her forhold er mig længste og har ikke haft så meget seriøst før ham, så derfor var der altid noget spændende ved det. Efter 4 år kan jeg godt mærke at jeg skal hive mig selv i at nu er det gået lidt for meget op i hverdag og kedelige rutiner. Kan føle at hans bekræftelse til mig ikke er nok. �� 

Jeg har nok bare en idé om at alt skal være perfekt inden jeg sætter et barn til verden. Forholdet skal være så stærkt og vi skal være enige om alt. Men det er nok der jeg indser at jeg så måske ikke er klar. Desværre. Føler nemlig at jeg har lysten til at blive mor. 

I mit 9-års lange eks- forhold der startede da jeg var 19, kiggede jeg også efter andre mænd, ville gerne flirte, i høj grad som en del af min personlighed, der var under intens udvikling i de der unge år. Men jeg skammede mig jo helt vildt ud fra de rammer et fast forhold havde. Det førte til følelser af at være forkert, moralsk fejlslagen, seksuelt forvirret, og generelt utilfreds. Derfra tog kiggen efter andre mænd mere form af søgen på alternativer og løsninger på det der jo måtte være galt i mit forhold. Jeg følte mig fanget og begrænset af de forventninger kærligheden og forholdet havde til mig, men som jeg jo helt oprigtigt havde svært ved at leve op til. Udover utroskab og negativt selvbillede var resultatet, at i mine øjne, så ville en indrømmelse af oprigtig engagement og satsning på vores forhold og fremtid, være ensbetydende med at låse mig fast i hvad der er passende for mig at være nysgerrig omkring..

Ved ikke hvor meget af det du kan bruge. Men mit råd er i hvert fald at du sætter dig ned og overvejer hvad præcist er drivkraften for din kiggen på andre. Du skal skille tingene så meget ad som muligt, forholde dig til dine tanker og lyster helt separeret fra skammen og dit forhold. Er det hele personen der er spændende som en del af alternative veje dit liv kunne tage? Er det bekræftelse der er vigtigt, og fyrens personlighed egentlig ikke er så intetessant? Er du nysgerrig omkring egen og andres seksualitet etc? Alle disse er legitime ting, som ikke skal skammes eller gemmes væk, men adresseres ærligt. Min pointe er, at man måske har tendens til at tænke parforhold som "pakker", hvor tingene bliver blandet sammen. Måske finder du ud af at det faktisk er din kæreste du allerhelst vil, at han er et fantastisk menneske, men der er andre ting du mangler ikke desto mindre. Og derfor skal du også redefinere hvad det ideelle lykkelige forhold er for dig, for jer sammen, og hvordan I bevæger jer hen i den retning.

Vil tilføje, at jeg er så glad for jeg ikke blev  gravid med min eks, til trods for opstart hos fertilitetsklinik og skrukhed blandet sammen med panisk angst og tvivl. Dengang havde jeg ikke de her tanker, og vores forskellige værdier og forventninger var nok blevet afdækket helt i en senere og mere moden alder, hvor vi så skulle skilles. Jeg har nu også lært, at det for mig aldrig mere vil være tilstrækkeligt med et forhold beskrevet i mere rationale termer, som at passe godt sammen, være bedste venner, vide hvor man har hinanden mm.. Jeg har mødt manden i mit liv, hvor der ikke er tvivl, og forelskelsen er som intet før. Han er den jeg ønskede at være halvdelen af mit barn, og at give livets største ting til og dele den med. Og vores datter er bare et kærlighedsbarn. Vi startede for 5 år et forhold, der skulle igennem krise for at forstå, at vi ikke vil nøjes og begrænses, men at vi vil hinanden, har samme værdier og har lagt mange timer i komplet åbenhed og ærlighed omkring alle aspekter af vores identiteter. Vi har fået en hel særlig tæthed og tillid, og selvtillid, hvor vi kan være os selv, ikke være jalous og mistroiske etc. Undskyld den lange roman, med tvivlsom brugbarhed, men det har gavnet mig så meget, at arbejde med mig selv, definere min identitet og min lykke og krav til partner, før børn kom til. Så pres ikke dig selv, har du tvivl, er der grund til at undersøge og forstå dem.