Bliver ved med at få dårlig samvittighed og føler

Hej 

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med mit indlæg, jeg tror bare jeg  er lidt ked af det og må ud med det. Jeg står i en lidt træls situation der egentlig bare bunder i træthed men som gang på gang giver mig dårlig samvittighed. Efter både min kæreste og jeg er i beskæftigelse efter barsel, han arbejder, jeg studerer, så prøver vi at lave lidt aftaler om at dele weekenderne op. vi gør indtil videre således at jeg står om med vores søn den ene dag og han gør den anden. Så får vi begge en dag vi lige kan sove lidt længere. Jeg tar hverdagene da jeg er den eneste der vågner når sønnen gir lyd fra sig. I weekenderne får jeg tit følelsen af dårlig samvittighed når jeg vækker kæresten, han går typisk senere i seng end mig og sønnen står altid op kl 5. Min kæreste er altid sur om morgenen hvis han ikke har sovet nok, og det er typisk sådan det er når det er hans tur til at stå op med knægten. I nat har jeg rendt en del frem og tilbage ved sønnen da han har pyldret en del og jeg vækker derfor min kæreste da sønnen vågner fordi jeg selv er rigtig træt og jeg havde lige brug for lidt ekstra søvn. Det faldt absolut ikke i god jord og tog 15 minutter fra jeg havde vækket kæresten til han rent faktisk stod op mens vores søn stadig små pyldrede. Da de var stået op sendte jeg en sms til kæresten om hvor meget medicin sønnen skal ha (han får dagligt medicin om morgen men det svinger lidt i doser så det er mig der har styr på det) jeg stod op og fandt tøj til ham og lagde klar imens kæresten var på toilet hvilket han hørte for da han var færdig kom han ind til mig og spurgte om jeg ikke havde tænkt mig at sove eller hvad siden jeg listede rundt og lavede det ene og det andet og så gik han og smækkede døren ind til soveværelset.
Nu står jeg igen med mega dårlig samvittighed over at jeg har vækket ham og sådan vil jeg sgu ikke ha det. Jeg snakker med kæresten om det når sønnen er afleveret i dagpleje men jeg tror bare lige at jeg skulle ud med det inden. 

Tak fordi du læste med så langt 

I skal helt klart have en snak om fair fordeling. Din kæreste skal kunne acceptere at hjælpe til. Men! Jeg er også nødt til at sige, at du nok skal slippe tøjlerne lidt. Jeg kan forestille mig, at din kæreste må føle sig vildt umyndiggjort, når du lister rundt og finder tøj til den lille, efter du har instrueret ham om medicin på SMS, frem for at sove. Han er jo faren, han er ikke et lille barn, og hvorfor kan han ikke selv finde tøj? Så kan det godt være, at det ikke lige matcher eller noget, men so what?

Jeg har jordens dejligste kæreste, og nu vil jeg ikke lige sammenligne din eller min situation. Men der er nogle principper. Han er sådan en pleaser, der gerne vil gøre alt for alle, og noget for sig selv til sidst. Før ham var jeg vant til at ordne alting og var meget aktiv hjemme. Jeg har været nødt til at tage en snak med ham om måske at han skulle hjælpe og gøre tingene lidt mindre, fordi jeg pludselig kunne mærke jeg blev mere doven af det. Det var ikke bevidst. Men jeg kunne sidde og sige "puha, jeg er tørstig", med henblik på jeg ville hente noget at drikke. Men dårligt havde jeg sagt det, før han allerede stod og hældte noget op til mig.

Og med tiden erfarede jeg så, at jeg helt ubevidst blev vant til det. Hvorfor gøre noget selv, når han gør det for mig? Og jeg har ellers aldrig været doven! Og som sagt. Det var ikke en bevidst tanke, men man vænner sig jo til ikke at løfte et finger, og pludselig er man gået med på det handlemønster uden det var meningen. Vi fik snakket med det, han holdt op med at springe op og gøre alt, og nu er tingene normale.

Det jeg prøver at sige er. Det er så nemt at bebrejde ens partner for de ikke hjælper til. Eller komme ind i et mønster hvor man gør alt. Men det er virkelig vigtigt at reflektere over, om man faktisk selv kommer til at forstærke den adfærd. Og det gør du jo, når du springer op, når det er det mindste, og umyndiggør ham ved ikke en gang at give ham en chance. Du skal give ham mere ansvar, ellers forandrer det sig jo ikke, og ellers vil han med tiden bidrage mindre og mindre. 

Selvfølgelig har han selv et ansvar for sin adfærd, men nogen gange er det lidt nemmere og meget meningsfuldt at starte med at se indad.