Lavt selvværd

Godaften!

Er der andre end jeg, der døjer med lavt selvværd? Jeg lever et dejligt liv med kæreste, børn, hele pakken. Jeg har en god stilling og ved (rationelt) at jeg er god til mit arbejde. Men jeg går ofte i sort - laver jeg fejl går jeg helt ned og bliver så ked af det - tænker at jeg ikke duer osv. På hjemme fronten kan det være, at jeg ser en mega smart familie på gågaden, og de ser bare lykkelige ud i deres smarte outfits og måske med nogle venner ved siden ad (lyder så latterligt når jeg selv læser hvad jeg skriver). Så tænker jeg at mit liv er kedeligt ved siden af, at vi også skal til at gøre noget mere eller noget...Det der med græsset der er grønnere!

Jeg er opdraget med jantelov - og ved udemærket hvad den gør ved et menneske!

Er der nogle af Jer der har nogle helt konkrete gode råd til hvordan jeg får styrket mit selvværd/selvtillid? Har overvejet hypnose...

Jeg ER glad for mit liv og de mennesker jeg har omkring mig-  men det er som om, at jeg har en lænke om foden ift. at være tilfreds - fx griner jeg sjældent, det er jeg rigtig ked af. Jeg føler mig jævn, neutral- det er faktisk ret frustrerende! Håber at høre fra nogle! Pft. 

Jeg kan også godt føle mig jævn og ligegyldig. For mig hjælper det at sige det til min kæreste og spørge hvad pokker hsn egenligt ser i mig. Så får jeg en strøm af komplimenter og han fortæller mig præcis hvordan og hvorfor jeg gør en forskel i hans liv, og hvad han elsker ved lige præcis mig. Det hjælper  

Mor11 skriver:

Jeg kan også godt føle mig jævn og ligegyldig. For mig hjælper det at sige det til min kæreste og spørge hvad pokker hsn egenligt ser i mig. Så får jeg en strøm af komplimenter og han fortæller mig præcis hvordan og hvorfor jeg gør en forskel i hans liv, og hvad han elsker ved lige præcis mig. Det hjælper  

Det lyder godt med lidt bekræftigelse Men det skal jo komme indefra, tænker jeg...

Det er lidt mærkeligt at have det sådan midt 30'erne...

Anonym skriver:

Godaften!

Er der andre end jeg, der døjer med lavt selvværd? Jeg lever et dejligt liv med kæreste, børn, hele pakken. Jeg har en god stilling og ved (rationelt) at jeg er god til mit arbejde. Men jeg går ofte i sort - laver jeg fejl går jeg helt ned og bliver så ked af det - tænker at jeg ikke duer osv. På hjemme fronten kan det være, at jeg ser en mega smart familie på gågaden, og de ser bare lykkelige ud i deres smarte outfits og måske med nogle venner ved siden ad (lyder så latterligt når jeg selv læser hvad jeg skriver). Så tænker jeg at mit liv er kedeligt ved siden af, at vi også skal til at gøre noget mere eller noget...Det der med græsset der er grønnere!

Jeg er opdraget med jantelov - og ved udemærket hvad den gør ved et menneske!

Er der nogle af Jer der har nogle helt konkrete gode råd til hvordan jeg får styrket mit selvværd/selvtillid? Har overvejet hypnose...

Jeg ER glad for mit liv og de mennesker jeg har omkring mig-  men det er som om, at jeg har en lænke om foden ift. at være tilfreds - fx griner jeg sjældent, det er jeg rigtig ked af. Jeg føler mig jævn, neutral- det er faktisk ret frustrerende! Håber at høre fra nogle! Pft. 

Jeg har meget få venner, ikke noget job, dog næsten færdig med uddannelsen, forhåbentlig. Jeg er 32 og føler mig ofte helt bagud i livet ift andre afklarede mennesker, der bare ser ud som om de har styr på tilværelsen. Det synes jeg ikke har, aner ikke hvad jeg skal lave når jeg er færdig med at læse.. synes nogle gange jeg bliver helt trist, og usikker, for hvad kan jeg her i livet.. Men så har jeg den dejligste datter og kæreste. Og jeg har nu efterhånden lært mig selv lidt at kende, og har fundet nogle værdier, der ligesom er ryggraden af min personlighed, som ikke kan ændres eller gås på kompromis med, og synes det er nogle gode universelle menneskelige værdier, der gør at jeg alligevel føler jeg kan være mig bekendt, og have de her gode ting at tilføre verden. Ved ikke om det giver mening.. det er kun noget jeg tænker på når usikkerhed og tvivlen melder sig, og så føler jeg alligevel en vis tilstrækkelighed... 

Anonym skriver:

Jeg har meget få venner, ikke noget job, dog næsten færdig med uddannelsen, forhåbentlig. Jeg er 32 og føler mig ofte helt bagud i livet ift andre afklarede mennesker, der bare ser ud som om de har styr på tilværelsen. Det synes jeg ikke har, aner ikke hvad jeg skal lave når jeg er færdig med at læse.. synes nogle gange jeg bliver helt trist, og usikker, for hvad kan jeg her i livet.. Men så har jeg den dejligste datter og kæreste. Og jeg har nu efterhånden lært mig selv lidt at kende, og har fundet nogle værdier, der ligesom er ryggraden af min personlighed, som ikke kan ændres eller gås på kompromis med, og synes det er nogle gode universelle menneskelige værdier, der gør at jeg alligevel føler jeg kan være mig bekendt, og have de her gode ting at tilføre verden. Ved ikke om det giver mening.. det er kun noget jeg tænker på når usikkerhed og tvivlen melder sig, og så føler jeg alligevel en vis tilstrækkelighed... 

Det giver rigtig god meing.Jeg har det på præcist samme måde som dig! At det går begge veje - nogle gange med en god positiv selvfølelse og andre dage.....Ja, en knap så god selvfølelse. 

Godt du har en dejlig familie

Hvad med kognitiv terapi eller coaching ?

Smølfine123 skriver:

Hvad med kognitiv terapi eller coaching ?

Ja, jeg har tænkt på noget terapi-  har overvejet hypnose... ellers psykolog.

Min barndom/ungdom har båret præg af Jantelovs-opdragelse bl.a og det betyder meget for den personlighed og de tanker jeg har med mig i dag. At jeg aldrig får et nyt og bedre job, at jeg ikke er kompetent nok, at jeg er kedelig i sociale kontekster og ikke klog nok til at byde ind med politiske diskussioner osv osv. Total selvudslettende

Anonym skriver:

Det lyder godt med lidt bekræftigelse Men det skal jo komme indefra, tænker jeg...

Det er lidt mærkeligt at have det sådan midt 30'erne...

Det er usundt at være afhængig af andres konstante bekræftelse for at føle sig god nok, men det er sundt og godt at have en samværsform i familien/parforholdet, hvor man giver udtryk for, at man værdsætter hinanden, anerkender den andens bidrag til hverdagen og familielivet, at man elsker hinanden for lige præcis den den anden er, osv. Du skal ikke stille det krav til dig selv, at det hele ‘skal komme indefra’. Så jeg vil da opfordre dig til at anerkende din mand og børn, veninder osv. eksplicit. Så vil mange af dem gøre det samme overfor dig - ‘hvor var det dejligt at få talt godt med dig. Jeg blev i så godt humør af det’ eller ‘hvor er det fedt, at du altid gider at tømme opvaskemaskinen. Det er min hadeopgave. Hvor er jeg heldig at have en kæreste, der gider’. 

Jeg tænker også, at du kan tænke over, hvilke værdier, der er vigtige i dit liv. Og så i hverdagen koble værdierne til dine handlinger og dit liv, når du tænker negative tanker. Måske prioriterer du og din mand tid til jeres børn højt. I så fald har I måske mindre drøn på fritidsaktiviteterne og karrieren end mange andre. Men det er jo ok, når det er sådan, I gerne vil leve jeres liv.

Jeg kender godt ‘nej, hvor er alle andres liv spændende og hvor er mit lille og stillestående’-tanken. Så tænker jeg på, at min søn har en alder, hvor de stille stunder, god tid, få aktiviteter og skift betyder meget for hans trivsel. Og så tænker jeg, at jeg er en god mor, der skaber et godt liv for mit barn. Og så minder jeg mig selv om at trække stikket på FB, Instagram, osv. Slut, ud i skoven med os og kaste med blade.

L-mor skriver:

Det er usundt at være afhængig af andres konstante bekræftelse for at føle sig god nok, men det er sundt og godt at have en samværsform i familien/parforholdet, hvor man giver udtryk for, at man værdsætter hinanden, anerkender den andens bidrag til hverdagen og familielivet, at man elsker hinanden for lige præcis den den anden er, osv. Du skal ikke stille det krav til dig selv, at det hele ‘skal komme indefra’. Så jeg vil da opfordre dig til at anerkende din mand og børn, veninder osv. eksplicit. Så vil mange af dem gøre det samme overfor dig - ‘hvor var det dejligt at få talt godt med dig. Jeg blev i så godt humør af det’ eller ‘hvor er det fedt, at du altid gider at tømme opvaskemaskinen. Det er min hadeopgave. Hvor er jeg heldig at have en kæreste, der gider’. 

Jeg tænker også, at du kan tænke over, hvilke værdier, der er vigtige i dit liv. Og så i hverdagen koble værdierne til dine handlinger og dit liv, når du tænker negative tanker. Måske prioriterer du og din mand tid til jeres børn højt. I så fald har I måske mindre drøn på fritidsaktiviteterne og karrieren end mange andre. Men det er jo ok, når det er sådan, I gerne vil leve jeres liv.

Jeg kender godt ‘nej, hvor er alle andres liv spændende og hvor er mit lille og stillestående’-tanken. Så tænker jeg på, at min søn har en alder, hvor de stille stunder, god tid, få aktiviteter og skift betyder meget for hans trivsel. Og så tænker jeg, at jeg er en god mor, der skaber et godt liv for mit barn. Og så minder jeg mig selv om at trække stikket på FB, Instagram, osv. Slut, ud i skoven med os og kaste med blade.

Det var heller ikke det jeg mente-  min pointe var at den stærke selvfølelse skal komme indefra - selvfølgelig skal man anerkende sine medmennesker og det går også den anden vej. 

Jeg bliver anerkendt meget alle de steder jeg kommer qua mit job, og også gennem min familie som elsker mig for lige den jeg er. Men når ens barndom og ungdom har båret præg af " du skal ikke sætte dig selv for højt", "der er også andre der er gode til det...." osv osv, så sætter det sig bare. 

Tak for dit input, du ramte hovedet på sømmet

Hvis du har mod på at læse artikler på engelsk synes jeg, at du skal prøve at søge lidt på "self-compassion" som

blandt andet handler om at tilgive sig selv for de fejl, man begår, at tilgå dig selv med medfølelse og venlighed osv. :-)