Jeg havde en dyb depression i sommer og er først nu ved at være mig selv igen. Jeg troede, det var stress og “bare” skulle gennemleves en dag ad gangen, så jeg søgte ikke den rigtige hjælp, men sad bare forstenet og apatisk i mange uger og så ud i luften. Spiste ikke, vågnede alt for tidligt, var uden mimik, sagde ingenting. Begyndte på job igen efter en lang sommerferie, da det gik en smule bedre, da jeg trængte til struktur på min dag og ikke kunne holde ud at være alene. En sygemelding virkede skræmmende. Så jeg tog på arbejde trods panik og hjertebanken og klarede min kerneydelse, undervisning, time for time. I pauser og mellemtimer låste jeg mig inde i et mødelokale og lå på en sofa og tog dybe indåndinger. Kunne ikke klare kontakten med bekymrede og omsorgsfulde kolleger.
For 5-6 uger siden fik jeg et kærligt skub og opsøgte en psykolog med speciale i stress. Troede, jeg skulle have nogle konkrete “redskaber”. Han sagde så, at han slet ikke var i tvivl om, det var en depression. Alle brikker faldt på plads, og jeg gik i samråd med min læge op i antidepressiva. Og de sidste uger er det gået meget fremad. Jeg snakker, smiler, tager initiativ, sover godt, spiser igen.
Mine omgivelser ånder lettet op og er glade for, jeg er vendt stærkt tilbage. Det er jeg selvfølgelig også selv. Men jeg er SÅ træt og hudløs, som havde jeg været i krig, og det har jeg jo på sin vis også. Jeg er forskrækket og trist over, at jeg har haft det så skidt, og jeg føler mig så ensom og forladt. Uden grund, for jeg har mødt så meget omsorg og støtte undervejs, og min mand har været min klippe. Men det HAR jo i den sidste ende været en ensom kamp alligevel, for jeg har været så introvert og lukket.
Den hjælp, jeg ikke søgte undervejs, føler jeg nu, jeg har behov for. At sætte ord på det skete igen og igen. Men det er jo ovre, og mine nærmeste har brug for at se mig glad og til stede igen, ikke for at dvæle ved en hård, overstået periode. Og psykologen, som jeg nu har været hos to gange, har jeg kun to samtaler mere med - og hans fokus er naturligt også på “Hvad nu og fremover?” og ikke på det, der er gået forud.
Er det naturligt at føle sig så udmattet og ked som en efterreaktion? Jeg har det så svært med krav og forventninger bl.a. på jobbet, hvor man jo med glæde noterer sig, jeg er stor og stærk igen. Jeg vil så gerne “levere varen” som den bedste udgave af mig selv igen, også overfor familie og veninder, men det er virkelig ensomt, når jeg nu egentlig føler, jeg stadig slikker mine sår.
Det var rart at få luft her, om ikke andet.
