Skal du så bare være ham dem gode weekendfar?

Hej alle herinde  

Jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle placere det her indlæg. 

Jeg er lidt fortvivlet, forvirret og måske også lidt såret i virkeligheden? 

Min kæreste og jeg venter en maj baby. Jeg er 9+3 idag og alt er dejligt.. 

Vi har et hus sammen og vores forhold fungerer godt. Vi er begge indstillet på, at vi vil finde en god og sund måde at forene karriere og familieliv på, når vi skal være 3. Jeg har stadig 3 års uddannelse tilbage og min kæreste er allerede igang med at danne sin karriere. Han er meget ambitiøs, hvilket jeg elsker ham for. 

Nu har han lige fået et job tilbud 4 timers kørsel fra vores hjem. Det er (efter sigende) et tilbud han virkelig gerne vil have. Men jeg vil ikke flytte med, jeg vil ikke flytte fra mit netværk, vores familier, vores base og al min tryghed. Det er han ked af, men han forstår mig godt. 

Vi taler om, at han kan bo der i hverdagene og komme hjem i weekenden. Men kan det fungere? Jeg er fuldt besluttet på at jeg ikke vil, kan eller skal forhindre ham i at udleve sine drømme. Der er tale om en 2 årig kontrakt. 

Men jeg er i tvivl, hvordan vil vores liv blive? Er der nogen herinde der har stået i en lignende situation? Nogen der har prøvet at have et langdistance forhold - med en baby? 

Hvad følte i? Hvordan gik det? 

Simsev skriver:

Hej alle herinde  

Jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle placere det her indlæg. 

Jeg er lidt fortvivlet, forvirret og måske også lidt såret i virkeligheden? 

 

Min kæreste og jeg venter en maj baby. Jeg er 9+3 idag og alt er dejligt.. 

Vi har et hus sammen og vores forhold fungerer godt. Vi er begge indstillet på, at vi vil finde en god og sund måde at forene karriere og familieliv på, når vi skal være 3. Jeg har stadig 3 års uddannelse tilbage og min kæreste er allerede igang med at danne sin karriere. Han er meget ambitiøs, hvilket jeg elsker ham for. 

Nu har han lige fået et job tilbud 4 timers kørsel fra vores hjem. Det er (efter sigende) et tilbud han virkelig gerne vil have. Men jeg vil ikke flytte med, jeg vil ikke flytte fra mit netværk, vores familier, vores base og al min tryghed. Det er han ked af, men han forstår mig godt. 

 

Vi taler om, at han kan bo der i hverdagene og komme hjem i weekenden. Men kan det fungere? Jeg er fuldt besluttet på at jeg ikke vil, kan eller skal forhindre ham i at udleve sine drømme. Der er tale om en 2 årig kontrakt. 

Men jeg er i tvivl, hvordan vil vores liv blive? Er der nogen herinde der har stået i en lignende situation? Nogen der har prøvet at have et langdistance forhold - med en baby? 

Hvad følte i? Hvordan gik det? 

Der er rigtig mange, der lever på den nåde.

Hos os er far (til 5 børn) væk fra søndag aften eller meget tidligt mandag morgen og så indtil torsdag aften, hvor han som regel sørger for at nå hjem til aftensmad. Fredag er han også på arbejde, nogle gange er der også en opgave lørdag, der lige skal laves. Børnene kender ikke til andet og det er bare deres hverdag, han er dog fantastisk til at tage dem med, hvis en opgave tillader det, og når han så er hjemme, er børnene hans ét og alt.

Simsev skriver:

Hej alle herinde  

Jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle placere det her indlæg. 

Jeg er lidt fortvivlet, forvirret og måske også lidt såret i virkeligheden? 

 

Min kæreste og jeg venter en maj baby. Jeg er 9+3 idag og alt er dejligt.. 

Vi har et hus sammen og vores forhold fungerer godt. Vi er begge indstillet på, at vi vil finde en god og sund måde at forene karriere og familieliv på, når vi skal være 3. Jeg har stadig 3 års uddannelse tilbage og min kæreste er allerede igang med at danne sin karriere. Han er meget ambitiøs, hvilket jeg elsker ham for. 

Nu har han lige fået et job tilbud 4 timers kørsel fra vores hjem. Det er (efter sigende) et tilbud han virkelig gerne vil have. Men jeg vil ikke flytte med, jeg vil ikke flytte fra mit netværk, vores familier, vores base og al min tryghed. Det er han ked af, men han forstår mig godt. 

 

Vi taler om, at han kan bo der i hverdagene og komme hjem i weekenden. Men kan det fungere? Jeg er fuldt besluttet på at jeg ikke vil, kan eller skal forhindre ham i at udleve sine drømme. Der er tale om en 2 årig kontrakt. 

Men jeg er i tvivl, hvordan vil vores liv blive? Er der nogen herinde der har stået i en lignende situation? Nogen der har prøvet at have et langdistance forhold - med en baby? 

Hvad følte i? Hvordan gik det? 

Jeg har kun prøvet det i mindre omfang. Kæresten var på kursus/uddannelse i ca 16 -18 uger, kan ikke helt huske det, måske var det endda mere. Men det var over to omgange, første gang mens jeg var gravid og anden gang mens vores datter var ca 5 mndr gammel. Ingen af os nød det overhovedet. Jeg synes ikke det var fedt at stå alene med en masse baby - udfordringer, og han synes det var forfærdeligt at gå glip af en masse ting i hendes udvikling. Han var rigtig ked af ikke at have været med til en masse ting, og være væk fra os hele ugen indtil weekenden. Jeg er i hvert fald glad for det kun var en periode. For jeg har virkelig sat pris på at have vores lille kærligheds-klump på 3, hvor vi delte hele glæden og det fantastiske og livsændrende ved at blive forældre for første gang. Det er for mig et helt specielt kapitel i vores liv, som jeg ikke ville undvære. Havde det været permanent, ville jeg ikke kunne lade være med at flytte med. Men jeg kan også sagtens forestille mig at flytte til et andet land, og det har vi også snakket om vi vil gøre til en hver tid, hvis det blev nødvendigt for den anden. Er godt klar over det ikke nødvendigvis er sådan for en masse andre, mange er super gode til også at være single forældre. Jeg kan dog huske jeg mange gange sagde dengang, at nøj hvor var jeg glad for jeg ikke var single mor, og hold da op hvor er de seje de kan klare det hele selv. Ved godt du ikke er single, men det ville det vel næsten være som meget af tiden. Du vil få dine egne rutiner, måder at gøre ting og opdrage på, og din kæreste vil skulle passe ind og indordne sig den hverdag du skaber med barnet, mere end han vil være med til at forme den, og barnet. På den anden side, er det jo kun to år. Undskyld det blev så langt...

Hvis du er indstillet på at være alene med det hele og din mand er indstillet på at gå glip af en masse med baby og især gå glip af et tæt bånd i starten, så er der vel intet galt i det.

Jeg ville ikke kunne det. Jeg ville ikke være enlig mor og så blot have en kæreste i weekenden. Og min mand ville helt sikkert ikke ønske at være væk fra vores børn så længe ad gangen. 

Har en veninde hvis mand arbejder meget. Han kommer sent hjem og er taget afsted igen inden de står op næste morgen. Han er ganske vist hjemme i weekenderne. Deres datter på ca  8 måneder har ingen tryghed hos sin far. Han kan ikke få hende til at stoppe med at græde og nogle dage græder hun endda bare fordi han tager hende. Han er så ked af ikke at være en del af datterens tryghedsbase endnu, selvom han ved at det jo nok skal komme.

min mand og jeg støtter hinanden i meget. Jeg flyttede fra min netværk for at flytte sammen med ham, da han ikke var klar til at flytte fra sit (han er så også yngre end mig). Nu overvejer jeg at tage en ny uddannelse der kræver skoleophold 5 timers kørsel væk, og min mand er klar til at vi flytter alle sammen hvis det er det jeg vælger. - hellere miste netværket end skulle undvære hinanden og ikke leve som en familie. Sådan har vi det i hvert fald.

Jeg er vokset op med en far der arbejder som langturs chauffør, og var væk i 5-14 dage ad gangen. Vi har et meget overfladisk forhold, og det var rigtig hårdt for min mor da vi var små. Hun betegnede sig selv som alenemor i perioder. 

Men, det var også i mange år, og han ikke noget andet jobvalg. Så på trods af det, hvis i er enige om at forsøge, så go for it. Hvis det går helt galt må i lave en ændring eller du må flytte med ham. Det er en 2 årig periode, så jeg ville selv give det forsøget.