Skuffet over mandens familie

Jeg er simpelthen så skuffet over min mands familie.

min mand har fået børn sent, dvs at hanssster har to store børn der næsten er voksne. De børn har fået en masse opmærksomhed og kærlighed fra hele familien igennem deres opvækst og bedsteforældrene har været og er stadig en stor del af deres liv. 

Min mand og jeg fik så det første barn for 3 år siden og nr 2 igen halvandet år efter. Der er absolut INGEN i mandens familie der i interesserer sig for vores børn. Hans søster og hendes mand og børn har kun set dem til barnedåb og en enkelt fødselsdag. Hans mor har set dem når vi har holdt deres fødselsdage så det er så 2 gange om året. En sjælden gang imellem kan manden finde på at køre forbi dem med drengene men de kommer aldrig på besøg hos os. Når se bliver inviteret er der altid 1000 dårlige undskyldninger. Lillebror har snart fødselsdag, og i den forbindelse er 7 personer fra mandens familie inviteret. 6 har svaret nej. 

Jeg synes det er så dårligt, og synes ikke de Lan være det bekendt. Manden er så konfliktsky og vil ikke tage det op med dem, hvor jeg synes han burde banke i bordet og sige at han er skuffet på børnenes vegne. Men det vil han ikke selvom jeg har sagt at det gør mig ked af det. 

Jeg har aller mest lyst til bare at droppe kontakten til dem helt, men manden vil ikke i klemme. 

Er det mig der er for nærtagende eller hvad? Jeg synes manden burde sige noget til sin familie og jeg synes det er så synd for mine børn..

Jeg synes bestemt ikke, at du er nærtagende. Det er aldrig rart, når nær familie ikke viser interesse for ens børn. Det har jeg selv prøvet. Kan godt forstå, at du er ked af det, men kan omvendt også godt forstå, at din mand har svært ved at tage det op. Det er ikke rart at skulle opsøge familie og "tigge" dem om en interesse, der tilsyneladende ikke er der og viser det sig, at de ikke er interesseret er i vel også bedst tjent uden.

Jeg kan ikke lade være med at spørge om interessen for din mands voksne børn er "vokset" med tiden? Er det en mulighed, at den er kommet efter, at de er blevet lidt større, fordi familien måske er bedre til større børn? Og synes, at det er længe siden, at der sidst har været småbørn omkring dem?

Eller har de på en eller anden måde et problem med, at hans første ægteskab /forhold til børnenes mor er ophørt og har svært ved at vænne sig til, at han har stiftet en ny familie? 

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen så skuffet over min mands familie.

min mand har fået børn sent, dvs at hanssster har to store børn der næsten er voksne. De børn har fået en masse opmærksomhed og kærlighed fra hele familien igennem deres opvækst og bedsteforældrene har været og er stadig en stor del af deres liv. 

Min mand og jeg fik så det første barn for 3 år siden og nr 2 igen halvandet år efter. Der er absolut INGEN i mandens familie der i interesserer sig for vores børn. Hans søster og hendes mand og børn har kun set dem til barnedåb og en enkelt fødselsdag. Hans mor har set dem når vi har holdt deres fødselsdage så det er så 2 gange om året. En sjælden gang imellem kan manden finde på at køre forbi dem med drengene men de kommer aldrig på besøg hos os. Når se bliver inviteret er der altid 1000 dårlige undskyldninger. Lillebror har snart fødselsdag, og i den forbindelse er 7 personer fra mandens familie inviteret. 6 har svaret nej. 

Jeg synes det er så dårligt, og synes ikke de Lan være det bekendt. Manden er så konfliktsky og vil ikke tage det op med dem, hvor jeg synes han burde banke i bordet og sige at han er skuffet på børnenes vegne. Men det vil han ikke selvom jeg har sagt at det gør mig ked af det. 

Jeg har aller mest lyst til bare at droppe kontakten til dem helt, men manden vil ikke i klemme. 

Er det mig der er for nærtagende eller hvad? Jeg synes manden burde sige noget til sin familie og jeg synes det er så synd for mine børn..

Kan godt forstå du føler sådan, man bliver jo ked  af det på sine børns vegne. Tænker så også om det kun gælder den ene vej? Altså er du og din mand interesseret i familien, opsøger dem og kontakt med dem? Der er måske en anden form for forhold og dynamik mellem dem og søsteren, hvor de er vant til masser af kontakt og omgang mellem dem alle? Hvis I ikke har etableret et særligt tæt forhold og kun forventer at de opsøger jer, så bliver I måske nemmere valgt fra til fordel for andre ting i deres liv og andre mennesker. Og ellers må I snakke med dem om der ligger andet bag, med henblik på ønsket om at det skal ændre sig. 

Nupa-Sofia skriver:

Jeg synes bestemt ikke, at du er nærtagende. Det er aldrig rart, når nær familie ikke viser interesse for ens børn. Det har jeg selv prøvet. Kan godt forstå, at du er ked af det, men kan omvendt også godt forstå, at din mand har svært ved at tage det op. Det er ikke rart at skulle opsøge familie og "tigge" dem om en interesse, der tilsyneladende ikke er der og viser det sig, at de ikke er interesseret er i vel også bedst tjent uden.

Jeg kan ikke lade være med at spørge om interessen for din mands voksne børn er "vokset" med tiden? Er det en mulighed, at den er kommet efter, at de er blevet lidt større, fordi familien måske er bedre til større børn? Og synes, at det er længe siden, at der sidst har været småbørn omkring dem?

Eller har de på en eller anden måde et problem med, at hans første ægteskab /forhold til børnenes mor er ophørt og har svært ved at vænne sig til, at han har stiftet en ny familie? 

Det er ikke manden der har store voksne børn - men hans søskende. Ts og manden har 2 små børn. 

Mor11 skriver:

Det er ikke manden der har store voksne børn - men hans søskende. Ts og manden har 2 små børn. 

Du har ret Så meget mere underligt med den manglende interesse for hans børn. Og så giver mit indlæg ikke så meget mening  

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen så skuffet over min mands familie.

min mand har fået børn sent, dvs at hanssster har to store børn der næsten er voksne. De børn har fået en masse opmærksomhed og kærlighed fra hele familien igennem deres opvækst og bedsteforældrene har været og er stadig en stor del af deres liv. 

Min mand og jeg fik så det første barn for 3 år siden og nr 2 igen halvandet år efter. Der er absolut INGEN i mandens familie der i interesserer sig for vores børn. Hans søster og hendes mand og børn har kun set dem til barnedåb og en enkelt fødselsdag. Hans mor har set dem når vi har holdt deres fødselsdage så det er så 2 gange om året. En sjælden gang imellem kan manden finde på at køre forbi dem med drengene men de kommer aldrig på besøg hos os. Når se bliver inviteret er der altid 1000 dårlige undskyldninger. Lillebror har snart fødselsdag, og i den forbindelse er 7 personer fra mandens familie inviteret. 6 har svaret nej. 

Jeg synes det er så dårligt, og synes ikke de Lan være det bekendt. Manden er så konfliktsky og vil ikke tage det op med dem, hvor jeg synes han burde banke i bordet og sige at han er skuffet på børnenes vegne. Men det vil han ikke selvom jeg har sagt at det gør mig ked af det. 

Jeg har aller mest lyst til bare at droppe kontakten til dem helt, men manden vil ikke i klemme. 

Er det mig der er for nærtagende eller hvad? Jeg synes manden burde sige noget til sin familie og jeg synes det er så synd for mine børn..

Jeg synes ikke, at du er nærtagende og jeg forstår godt dine sårede følelser. Jeg synes, du skal overveje en mindre konfliktsøgende tilgang. Hvorfor skal din mand droppe sin familie? Det er fx hans ældre børns - dine børns søskendes - elskede bedsteforældre. Hvorfor skal han slå i bordet og sige, han er skuffet? 

Jeg ville opfordre ham til at tage en stille og rolig snak med den af sine forældre, han taler bedst med, om hvad der har forandret sig. Hvordan kunne de tænke sig at være involveret i deres børnebørns liv. Måske har dine svigerforældres energiniveau ændret sig. De er blevet 20 år ældre siden sidste gang.  

Jeg synes umiddelbart det lyder som om, at der ligger noget andet bag end bedsteforældre/børnebørnforholdet. 

L-mor skriver:

Jeg synes ikke, at du er nærtagende og jeg forstår godt dine sårede følelser. Jeg synes, du skal overveje en mindre konfliktsøgende tilgang. Hvorfor skal din mand droppe sin familie? Det er fx hans ældre børns - dine børns søskendes - elskede bedsteforældre. Hvorfor skal han slå i bordet og sige, han er skuffet? 

Jeg ville opfordre ham til at tage en stille og rolig snak med den af sine forældre, han taler bedst med, om hvad der har forandret sig. Hvordan kunne de tænke sig at være involveret i deres børnebørns liv. Måske har dine svigerforældres energiniveau ændret sig. De er blevet 20 år ældre siden sidste gang.  

Jeg synes umiddelbart det lyder som om, at der ligger noget andet bag end bedsteforældre/børnebørnforholdet. 

Jeg ser nu, at det er din mands søster, der har store børn. Det ændrer ikke så meget i min optik. Jeg tænker stadig, at det er et andet sted, hunden ligger begravet.