Godmorgen ladies & gentlemen
Åh jeg aner ikke hvor jeg skal begynde - håber ikke indlægget bliver for langt! - Lidt forhistorie først.
Til at starte med, vil jeg sige at jeg altid har holdt utrolig meget af mine svigerforældre og gør det også stadig. Vi hygger os normalt rigtig meget når vi er sammen og vi har virkelig tilbragt rigtig mange hyggestunder sammen.
Men lang historie kort. Min mand har 2 søskende, hvoraf han er den yngste. En efternøler.
Vi har det, trods den store aldersforskel, rigtig godt sammen med hans søskende og vi ses ofte med dem. Jeg har børn fra tidligere forhold som er blevet taget utrolig godt imod af min svigerfamilie og mine børn er og bliver inkluderet på nøjagtig samme måde som søskendes børn. Min mand og jeg venter vores første fælles barn.
Nu til mit problem - eller frustration...
Min mands forældre tror et eller andet sted, at fordi min mand er sidstfødte barn, kan de "bestemme" over ham(os) og planlægge forskellige ting på min mands(vores) vegne. Vi havde en periode på et halvt år, hvor vi ikke talte sammen, fordi de blev sure over vi havde valgt at blive gift i al hemmelighed. Det var de enormt skuffede over. At de ikke skulle med til deres sidstfødtes bryllup. Hvilket de heller ikke har været ved min mands søskende da de også er blevet hemmeligt viet, men det havde åbenbart ingen betydning.
De mener at de kan planlægge vores jul, nytår, fødselsdage mv. og bliver frygtelig fornærmet hvis vi afviser dem og fortæller at vi skal/vil noget andet. For de mener vi har aftalt det - men vi har bare ikke været tilstede, da aftalen blev lavet. Og jeg har sådan set også en familie vi også gerne vil være sammen med.
Udover det, anser de ikke min mands søskende eller deres børn, for at være vigtige i deres liv, kun min mand, mig og mine børn - som jo slet ikke er deres biologiske børnebørn. Jeg kan mærke det påvirker mig meget, da mine børn eksempelvis får jule - og fødselsdagsgaver fra dem. De får gaver, hvis mine svigerforældre har været på ferie. Hvis vi er hos mine svigerforældre, får de ofte penge med hjem til sparegrisen og sådan kan jeg blive ved. Mens min mands søskendes børn intet får, som i INTET.
Min mands søskende har ofte skubbet på til at de skal give deres børn jule - og fødselsdagsgaver også, hvilket både min mand og jeg også har sagt, netop fordi det jo i virkeligheden er deres biologiske børnebørn, men de mener de ikke de har råd til, når de har så mange børnebørn. - Her mener jeg jo så at så hedder det enten alle eller ingen.
Jeg er selvfølgelig taknemmelig for at mine børn er elsket af min mands familie, men jeg synes ikke det er rart at der er den forskelsbehandling på mine ikkebiologiske børn og deres biologiske børnebørn.
Sidste år var vi samlet hele familien 1. søndag i advent, til julehygge. Inden vi slutter helt af, kommer min svigermor med to flotte chokoladejulekalendre, som så kun var til mine børn. Og der sad der 6 andre børnebørn og bare kiggede på. Jeg anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv og jeg blev faktisk rigtig ked af det indeni, fordi jeg ikke synes de kunne være det bekendt. Og der var bare sådan en underlig stemning og afsked.
Heldigvis er det noget vi nemt kan tale med min mands søskende om. Men uanset hvad synes jeg bare det ubehageligt.
Det blev langt, det beklager jeg. Jeg fik i hvert fald luftet lidt af mine tanker. Håber at nogle kan komme med lidt inputs til at rumme mine svigerforældre bedre.