Dele børnene op?

Hejsa!

Jeg skriver, fordi jeg/vi er meget i tvivl om, hvad der er det rette at gøre.

Sagen er den, at jeg har to børn fra tidligere, min kæreste har 1, og så har vi et fælles barn på vej.

Mine børn har vi i en 8/6-ordning, og min bonusdreng har vi hver anden weekend, da han bor meget langt væk. Pt. er det sådan, at når vi har weekender med børnene, så har vi dem den samme weekend. Så hver anden weekend er vi børnefri (indtil den lille ny kommer) og hver anden weekend har vi alle 3 (snart 4) børn. Sådan har det været i et par års tid nu. Derudover selvfølgelig i ferier.

Vores børn kan egentlig rigtig godt sammen, og bonusbørn i mellem er der en god relation. Men vi har alligevel overvejet, om det var bedre at dele dem om, så vi har mine børn den ene weekend og hans barn den anden.

Årsagen er, at min bonusdreng tumler lidt følelsesmæssigt, og det er svært at give ham den plads og opmærksomhed, som han kunne have brug for, når vi er samlet allesammen - ISÆR når den lille ny kommer. Til den tid vil det være en stor mundfuld, hvis jeg hver anden weekend skal stå alene med mine to og en lille baby for at far og bonus kan have alenetid.

Som det er nu, prioriterer vi self. at far og søn har noget tid til sig selv, men min pointe er, at det er lidt begrænset, hvor meget det kan nå at blive til på en weekend. Far henter bonus fra skole kl. 14 fredag, de er hjemme kl. 17 fredag aften, og så bliver bonus hentet igen søndag kl. 15.

På samme tid oplever vi, at trods de kan godt med hinanden, så går der noget helt galt i familiedynamikken fra et voksenperspektiv, når de er samlet alle tre. Min bonusdrengs opdragelse til daglig er MEGET MEGET MEGET anderledes end den måde, hvorpå både vi og min xkæreste og hans kæreste opdrager børnene og har familieliv på. For min bonus er det meget grænseløst, og han er vant til at blive stimuleret af en skærm hele tiden og at man ikke er sammen som familie eller hjælper hinanden.

Det vil vi gerne rumme, imens vi på samme tid gør ham til en del af familien ved at vise ham, hvordan tingene gøres her (med kærlighed) - Fx at vi kan tilbringe tid sammen, spille et brætspil, også lave fælles aktiviteter som bonus nyder (fx plusplus) osv. Men hans følelsesmæssige ting kombineret med, at han kommer ind hver anden weekend med nogle helt andre vilkår, det er rigtig svært at tage hensyn til, når vi er så mange.

Det ville helt sikkert være noget andet, hvis vi havde ham noget mere (det gad vi godt, men kan ikke aflevere ham i skole og hente ham til daglig grundet afstanden) og han derfor var "vant" til det liv, han har her. MEn det er klart, at når han er her så lidt, så er han ligesom nulstillet hver gang, og man kan starte forfra. Det er næsten ligesom at få en gæst hver anden weekend. Forstå mig ret - Vi ser ham ikke som gæst! Vi elsker ham! Det jeg mener er det her med, at der træder et menneske ind, som er vant til at leve på en helt anden måde.

Det er vigtigt for mig at sige, før anti-bonusmor angrebende kommer, at det IKKE handler om, at bonus er til besvær! Tvært imod handler det om, at vi gerne vil have plads til at rumme ham og have mulighed for, at han er mere i fokus, den korte tid han er her. Det handler ikke om, at vi ikke kan holde til at have 3 børn - det kan vi sagtens. Også 4. Men at når han kommer ind fra sidelinjen med SÅ anderledes vilkår, forholdemåder og forventninger, så er det rigtig vanskeligt at kombinere en omfavnelse af hans livsverden med vores, når vi også har to andre børn.

Men hvis vi adskiller dem, giver det ganske vist mere plads til bonus, men betyder omvendt, at han næsten aldrig kommer til at se sine stedsøskende, som han er glad for. Mine børn vil også savne ham, men nok ikke helt i samme omfang, fordi de har hinanden. Vi ville så fortsat holde ferie sammen alle.

Vi er MEGET i tvivl om, hvad der er det rette. Vi har forsøgt længe nu at skabe et miljø for ham, der gav ham plad til at være ham med alt han er, men hvor han stadig favnes. Men han har det tiltagende svært (grundet andre ting), og vi synes efterhånden det er umuligt at komme i mål med den opgave.

Hvad tænker i?

Åh, det er et svært dilemma. Jeg har ikke nogen gode råd, da jeg aldrig selv har været i en lignende situation. Men jeg vil lige give dig et kram med på vejen 

Stivdie skriver:

Åh, det er et svært dilemma. Jeg har ikke nogen gode råd, da jeg aldrig selv har været i en lignende situation. Men jeg vil lige give dig et kram med på vejen 

Tusind tak, det er tiltrængt  det er vildt svært. For jeg tænker også at det må være svært og mærkeligt for ham at have de her bonussøskende, som han så næsten ikke ser. Altså det er sådan lidt pest eller kolera, føler jeg næsten.. Der er ingen tvivl om, at vores overskud som forældre ville stige markant hvis vi havde dem adskilt - ikke fordi vi ikke kan rumme antallet af børn, men fordi det ville være nemmere at rumme hans forskellighed og give ham plads, hvis min kæreste primært kunne fokusere på ham, og jeg på baby, når han var her. For selvom vi gerne vil gøre ham til en del af den måde vi er familie på, synes vi også vi er nødt til at slippe tøjlerne lidt og rumme den måde han plejer at leve på, men det kan vi bare ikke, når der er to andre børn, som har brug for at hverdagen fortsætter med de samme ramme og struktur, som vi plejer at have..  

Anonym skriver:

Hejsa!

Jeg skriver, fordi jeg/vi er meget i tvivl om, hvad der er det rette at gøre.

Sagen er den, at jeg har to børn fra tidligere, min kæreste har 1, og så har vi et fælles barn på vej.

Mine børn har vi i en 8/6-ordning, og min bonusdreng har vi hver anden weekend, da han bor meget langt væk. Pt. er det sådan, at når vi har weekender med børnene, så har vi dem den samme weekend. Så hver anden weekend er vi børnefri (indtil den lille ny kommer) og hver anden weekend har vi alle 3 (snart 4) børn. Sådan har det været i et par års tid nu. Derudover selvfølgelig i ferier.

Vores børn kan egentlig rigtig godt sammen, og bonusbørn i mellem er der en god relation. Men vi har alligevel overvejet, om det var bedre at dele dem om, så vi har mine børn den ene weekend og hans barn den anden.

Årsagen er, at min bonusdreng tumler lidt følelsesmæssigt, og det er svært at give ham den plads og opmærksomhed, som han kunne have brug for, når vi er samlet allesammen - ISÆR når den lille ny kommer. Til den tid vil det være en stor mundfuld, hvis jeg hver anden weekend skal stå alene med mine to og en lille baby for at far og bonus kan have alenetid.

Som det er nu, prioriterer vi self. at far og søn har noget tid til sig selv, men min pointe er, at det er lidt begrænset, hvor meget det kan nå at blive til på en weekend. Far henter bonus fra skole kl. 14 fredag, de er hjemme kl. 17 fredag aften, og så bliver bonus hentet igen søndag kl. 15.

På samme tid oplever vi, at trods de kan godt med hinanden, så går der noget helt galt i familiedynamikken fra et voksenperspektiv, når de er samlet alle tre. Min bonusdrengs opdragelse til daglig er MEGET MEGET MEGET anderledes end den måde, hvorpå både vi og min xkæreste og hans kæreste opdrager børnene og har familieliv på. For min bonus er det meget grænseløst, og han er vant til at blive stimuleret af en skærm hele tiden og at man ikke er sammen som familie eller hjælper hinanden.

Det vil vi gerne rumme, imens vi på samme tid gør ham til en del af familien ved at vise ham, hvordan tingene gøres her (med kærlighed) - Fx at vi kan tilbringe tid sammen, spille et brætspil, også lave fælles aktiviteter som bonus nyder (fx plusplus) osv. Men hans følelsesmæssige ting kombineret med, at han kommer ind hver anden weekend med nogle helt andre vilkår, det er rigtig svært at tage hensyn til, når vi er så mange.

Det ville helt sikkert være noget andet, hvis vi havde ham noget mere (det gad vi godt, men kan ikke aflevere ham i skole og hente ham til daglig grundet afstanden) og han derfor var "vant" til det liv, han har her. MEn det er klart, at når han er her så lidt, så er han ligesom nulstillet hver gang, og man kan starte forfra. Det er næsten ligesom at få en gæst hver anden weekend. Forstå mig ret - Vi ser ham ikke som gæst! Vi elsker ham! Det jeg mener er det her med, at der træder et menneske ind, som er vant til at leve på en helt anden måde.

Det er vigtigt for mig at sige, før anti-bonusmor angrebende kommer, at det IKKE handler om, at bonus er til besvær! Tvært imod handler det om, at vi gerne vil have plads til at rumme ham og have mulighed for, at han er mere i fokus, den korte tid han er her. Det handler ikke om, at vi ikke kan holde til at have 3 børn - det kan vi sagtens. Også 4. Men at når han kommer ind fra sidelinjen med SÅ anderledes vilkår, forholdemåder og forventninger, så er det rigtig vanskeligt at kombinere en omfavnelse af hans livsverden med vores, når vi også har to andre børn.

Men hvis vi adskiller dem, giver det ganske vist mere plads til bonus, men betyder omvendt, at han næsten aldrig kommer til at se sine stedsøskende, som han er glad for. Mine børn vil også savne ham, men nok ikke helt i samme omfang, fordi de har hinanden. Vi ville så fortsat holde ferie sammen alle.

Vi er MEGET i tvivl om, hvad der er det rette. Vi har forsøgt længe nu at skabe et miljø for ham, der gav ham plad til at være ham med alt han er, men hvor han stadig favnes. Men han har det tiltagende svært (grundet andre ting), og vi synes efterhånden det er umuligt at komme i mål med den opgave.

Hvad tænker i?

tager virkelig hatten af for alle dine / jeres overvejelser. Syns det er så fedt, at i ser og tager hånd om hans behov. 

Jeg er lidt ude i, om man en overgang prøver at bytte weekend.? Fx over 3-4 måneder, hvis det kan lade sig gøre. Så kan man se, om det gør noget godt for ham / jer. 

For som du selv nævner, at der jo fordele / ulemper ved begge ting. Det kan være svært for ham, at komme ind i en harmonisk og velfungerende familie, som er meget sammen. Samtidig med at han har andre behov. 

Ønsker jer i hvertfald det bedste 

Synes også det fremgår tydeligt at I virkelig vil det bedste for ham. Jeg tænker lidt at hans behov for alenetid med far, overskud og ro på vejer tungere end behovet for bonus søskende. Men har ingen erfaring, så det er lidt gætværk fra min side. Måske hans personlighed også bør spille ind - nogen har jo brug for rolige omgivelser, andre har brug for en masse folk omkring sig for at trives.

Men rigtig god ide med at afprøve det i en periode for st se om det er bedre for ham.

Jeg er selv bonus mor, jeg har en pige på 12. Min mand har en dreng på 16 og en datter på 10 år. Sammen har vi et hold tvillinger på 3,5 år. 

Sikke en masse overvejelse, som er for din bonus søns skyld - jeg læser det som kærlighed og intet andet!! 

Vi har hveranden weekend med alle 5 børn, og hveranden kun med tvillingerne. Jeg oplever, især efter at de er blevet større, at de små trænger til den weekend bare med os. Og ærligt så sætter jeg stor pris på den weekend, hvor jeg ikke skal veje og måle hvad heg siger, gør mm. For uanset hvordan vi vender og drejer det ( jeg får så mange tæsk nu!!!) så er der forskel på dine mine og vores!! Ikke i kærligheden til børnene, det er så svært at forklare for nogen der ikke har prøvet det. Men vi opdrager vores fælles børn ens, der er ikke en anden forældre der kan “ødelægge” vores “arbejde” eller holdning til opdragelse! Og jeg tror ofte udfordringerne består i at man ser forskelligt på opdragelsen i forhold til ens x/bio-forældre?? 

Jeg holder meget af mine bonusbørn, den ældste er på efterskole og den anden bor 7/7 hos os. Min bor hos os 11/3 - pt fuld tid.... vores bonus unger er glade for hinanden og tænker vores familie dynamik ville dø hvis børnene ikke var så meget samme . 

Kram til dig 

Hvis i kunne blive enige med mor og det gav mening kunne i måske lave en løsning hvor i havde ham alene hver anden gang og sammen med dine hver anden gang. Jeg ved ikke om det er praktisk muligt men det ville give noget godt fra begge verdener og være knap så ofte du stod med alle ungerne. 

Har i prøvet at spørge ham? Han er jo ikke helt lille mere

Anonym skriver:

Hejsa!

Jeg skriver, fordi jeg/vi er meget i tvivl om, hvad der er det rette at gøre.

Sagen er den, at jeg har to børn fra tidligere, min kæreste har 1, og så har vi et fælles barn på vej.

Mine børn har vi i en 8/6-ordning, og min bonusdreng har vi hver anden weekend, da han bor meget langt væk. Pt. er det sådan, at når vi har weekender med børnene, så har vi dem den samme weekend. Så hver anden weekend er vi børnefri (indtil den lille ny kommer) og hver anden weekend har vi alle 3 (snart 4) børn. Sådan har det været i et par års tid nu. Derudover selvfølgelig i ferier.

Vores børn kan egentlig rigtig godt sammen, og bonusbørn i mellem er der en god relation. Men vi har alligevel overvejet, om det var bedre at dele dem om, så vi har mine børn den ene weekend og hans barn den anden.

Årsagen er, at min bonusdreng tumler lidt følelsesmæssigt, og det er svært at give ham den plads og opmærksomhed, som han kunne have brug for, når vi er samlet allesammen - ISÆR når den lille ny kommer. Til den tid vil det være en stor mundfuld, hvis jeg hver anden weekend skal stå alene med mine to og en lille baby for at far og bonus kan have alenetid.

Som det er nu, prioriterer vi self. at far og søn har noget tid til sig selv, men min pointe er, at det er lidt begrænset, hvor meget det kan nå at blive til på en weekend. Far henter bonus fra skole kl. 14 fredag, de er hjemme kl. 17 fredag aften, og så bliver bonus hentet igen søndag kl. 15.

På samme tid oplever vi, at trods de kan godt med hinanden, så går der noget helt galt i familiedynamikken fra et voksenperspektiv, når de er samlet alle tre. Min bonusdrengs opdragelse til daglig er MEGET MEGET MEGET anderledes end den måde, hvorpå både vi og min xkæreste og hans kæreste opdrager børnene og har familieliv på. For min bonus er det meget grænseløst, og han er vant til at blive stimuleret af en skærm hele tiden og at man ikke er sammen som familie eller hjælper hinanden.

Det vil vi gerne rumme, imens vi på samme tid gør ham til en del af familien ved at vise ham, hvordan tingene gøres her (med kærlighed) - Fx at vi kan tilbringe tid sammen, spille et brætspil, også lave fælles aktiviteter som bonus nyder (fx plusplus) osv. Men hans følelsesmæssige ting kombineret med, at han kommer ind hver anden weekend med nogle helt andre vilkår, det er rigtig svært at tage hensyn til, når vi er så mange.

Det ville helt sikkert være noget andet, hvis vi havde ham noget mere (det gad vi godt, men kan ikke aflevere ham i skole og hente ham til daglig grundet afstanden) og han derfor var "vant" til det liv, han har her. MEn det er klart, at når han er her så lidt, så er han ligesom nulstillet hver gang, og man kan starte forfra. Det er næsten ligesom at få en gæst hver anden weekend. Forstå mig ret - Vi ser ham ikke som gæst! Vi elsker ham! Det jeg mener er det her med, at der træder et menneske ind, som er vant til at leve på en helt anden måde.

Det er vigtigt for mig at sige, før anti-bonusmor angrebende kommer, at det IKKE handler om, at bonus er til besvær! Tvært imod handler det om, at vi gerne vil have plads til at rumme ham og have mulighed for, at han er mere i fokus, den korte tid han er her. Det handler ikke om, at vi ikke kan holde til at have 3 børn - det kan vi sagtens. Også 4. Men at når han kommer ind fra sidelinjen med SÅ anderledes vilkår, forholdemåder og forventninger, så er det rigtig vanskeligt at kombinere en omfavnelse af hans livsverden med vores, når vi også har to andre børn.

Men hvis vi adskiller dem, giver det ganske vist mere plads til bonus, men betyder omvendt, at han næsten aldrig kommer til at se sine stedsøskende, som han er glad for. Mine børn vil også savne ham, men nok ikke helt i samme omfang, fordi de har hinanden. Vi ville så fortsat holde ferie sammen alle.

Vi er MEGET i tvivl om, hvad der er det rette. Vi har forsøgt længe nu at skabe et miljø for ham, der gav ham plad til at være ham med alt han er, men hvor han stadig favnes. Men han har det tiltagende svært (grundet andre ting), og vi synes efterhånden det er umuligt at komme i mål med den opgave.

Hvad tænker i?

Sikke mange fine og kærlige refleksioner, du gør dig på hele din families vegne - helt derud, hvor andre slipper inden. 

Alt taget i betragtning, synes jeg det lyder rigtig fornuftigt at dele børnene op, måske bare for en periode. En anden foreslår 3-4 mdr. og det kunne være et godt tidspunkt at lave en "midtvejsevaluering" og overveje, hvilken form delingen af børn, børnene trives bedst med. 

Måske I kan finde en ordning, hvor alle børnene indimellem er sammen alle tre, så de ikke bliver fremmede for hinanden, hvilket jo er ret vigtigt.