Jeg føler noget er galt

Jeg føler mig ret åndssvag lige nu. Jeg er en meget videnskabeligt anlagt person. Evidens, statistikker, den slags taler meget til mig.

Og derfor føler jeg mig dum. Fordi jeg har en mærkelig "fornemmelse" af, at noget er galt med baby i maven. ELler ikke nødvendigvis noget er galt lige nu, men måske at noget snart går galt, eller der kan opstå en komplikation snarest, og jeg ved ærligt ikke, hvordan jeg skal/ikke skal reagere på den "fornemmelse". Fordi den er helt uvidenskabelig.

Jeg er 28+4 og det er 3. barn, dog var de to første med en anden mand. Graviditeten har været nem so far. Det var nemt at blive gravid, NF var fin, MD var fin, alles gut. Mærkede liv fra 20+0 (moderkagen ligger ud mod maven) og liv hver dag fra 22+0.

Men.. Jeg synes bare.. Jeg synes han har været mere inaktiv de senere dage, men det er jo ikke sådan, at jeg slet ikke mærker ham. Fx mærkede jeg ikke så meget til ham i aftes, og hellere ikke i nat (hvor jeg vel at mærke var vågen mange gange). Så møflede han lidt rundt i 5 minutters tid her kl. 8, og så har der været stille. Men mærkede ham bestemt flere gange i går, helt umiskendeligt, for han sparkede lige på blæren. Nu har han vist vendt sig om, så jeg mærker ham sparke i toppen i stedet.

Men summa summarum: Jeg mærker ham, men jeg synes det er noget mindre. Over nogle dage. Men jeg mærker ham jo..

Så er der plukveer, som er helt normale at have, måske især i stigende grad i 3. trimester. Jeg synes jeg får dem jævnligt. De er ikke regelmæssige, de kommer ofte uprovokeret (altså hvor jeg ligger og slapper af), og nok 4 ud af dem jeg har om dagen er med medfølgende menssmerter, der spænder foran og om i lænden. Men ikke de øvrige, og de er ikke regelmæssige.

Endelig er der det forhold, at mit papp-a var meget lavt (0.3, til sammenligning var det 1.5 med min søn). Videnskabsnørden har via videnskabelige studier kunne snuse sig frem til, at lavt papp-a i flere studier har en statistisk signifikant sammenhæng med lav fødselsvægt, fødsel før tid og i nogle tilfælde fosterdød. Andre studier finder svagere sammenhænge. Men koblet med den fornemmelse, som jeg i forvejen har, tænker jeg meget på, om han er lille.

Jeg har født to store børn på 4+ kilo over termin. Men som sagt med en anden mand, der selv var stor ved fødsel. Min nuværende kæreste var en meget lille fis på under 3000 gram ved fødsel, det samme med hans søskende.. Så alarmklokkerne ringer, om han mon er lille og svag derinde.

Jeg ved godt, hvad i vil sige.. Hold op med at bekymre dig, alt er garanteret fint. Men.. Hvad nu hvis min mavefornemmelse har ret i, at noget er på færde?

Anonymor skriver:

Jeg føler mig ret åndssvag lige nu. Jeg er en meget videnskabeligt anlagt person. Evidens, statistikker, den slags taler meget til mig.

Og derfor føler jeg mig dum. Fordi jeg har en mærkelig "fornemmelse" af, at noget er galt med baby i maven. ELler ikke nødvendigvis noget er galt lige nu, men måske at noget snart går galt, eller der kan opstå en komplikation snarest, og jeg ved ærligt ikke, hvordan jeg skal/ikke skal reagere på den "fornemmelse". Fordi den er helt uvidenskabelig.

Jeg er 28+4 og det er 3. barn, dog var de to første med en anden mand. Graviditeten har været nem so far. Det var nemt at blive gravid, NF var fin, MD var fin, alles gut. Mærkede liv fra 20+0 (moderkagen ligger ud mod maven) og liv hver dag fra 22+0.

Men.. Jeg synes bare.. Jeg synes han har været mere inaktiv de senere dage, men det er jo ikke sådan, at jeg slet ikke mærker ham. Fx mærkede jeg ikke så meget til ham i aftes, og hellere ikke i nat (hvor jeg vel at mærke var vågen mange gange). Så møflede han lidt rundt i 5 minutters tid her kl. 8, og så har der været stille. Men mærkede ham bestemt flere gange i går, helt umiskendeligt, for han sparkede lige på blæren. Nu har han vist vendt sig om, så jeg mærker ham sparke i toppen i stedet.

Men summa summarum: Jeg mærker ham, men jeg synes det er noget mindre. Over nogle dage. Men jeg mærker ham jo..

Så er der plukveer, som er helt normale at have, måske især i stigende grad i 3. trimester. Jeg synes jeg får dem jævnligt. De er ikke regelmæssige, de kommer ofte uprovokeret (altså hvor jeg ligger og slapper af), og nok 4 ud af dem jeg har om dagen er med medfølgende menssmerter, der spænder foran og om i lænden. Men ikke de øvrige, og de er ikke regelmæssige.

Endelig er der det forhold, at mit papp-a var meget lavt (0.3, til sammenligning var det 1.5 med min søn). Videnskabsnørden har via videnskabelige studier kunne snuse sig frem til, at lavt papp-a i flere studier har en statistisk signifikant sammenhæng med lav fødselsvægt, fødsel før tid og i nogle tilfælde fosterdød. Andre studier finder svagere sammenhænge. Men koblet med den fornemmelse, som jeg i forvejen har, tænker jeg meget på, om han er lille.

Jeg har født to store børn på 4+ kilo over termin. Men som sagt med en anden mand, der selv var stor ved fødsel. Min nuværende kæreste var en meget lille fis på under 3000 gram ved fødsel, det samme med hans søskende.. Så alarmklokkerne ringer, om han mon er lille og svag derinde.

Jeg ved godt, hvad i vil sige.. Hold op med at bekymre dig, alt er garanteret fint. Men.. Hvad nu hvis min mavefornemmelse har ret i, at noget er på færde?

Alt er helt sikkert i fineste orden 

Men hvorfor ikke købe dig til et tjek i privat regi???

Jeg kan kun sige at min jordemoder skældte mig ud da jeg ventede tre dage (da jeg der skumle til kontrol) med at fortælle at tvillingerne var mindre aktive. Tror det var omkring 30+ - hun sagde man skulle ringe når man mærkede dem som værende mindre aktive, så de kunne køre en strimmel. Det hele var heldigvis fint, men hvis jeg var dig ville jeg lige ringe til fg og rådføre mig med dem, så er du også selv mest tryg, omend det hele nok er fint

FruStolpe skriver:

Alt er helt sikkert i fineste orden 

Men hvorfor ikke købe dig til et tjek i privat regi???

Vi har for flere uger siden bestilt 3d scanning torsdag i næste uge, hvor jordemoderen jo også ser alt igennem. Og så skal vi til jordemoder onsdag i næste uge. Det er også derfor jeg ikke lige er møj for at gøre en hel masse, for vi skal jo alligevel snart ses med JM samt kigge ind.. Men ved ikke om det er en forkert tilgang 

Mille123 skriver:

Jeg kan kun sige at min jordemoder skældte mig ud da jeg ventede tre dage (da jeg der skumle til kontrol) med at fortælle at tvillingerne var mindre aktive. Tror det var omkring 30+ - hun sagde man skulle ringe når man mærkede dem som værende mindre aktive, så de kunne køre en strimmel. Det hele var heldigvis fint, men hvis jeg var dig ville jeg lige ringe til fg og rådføre mig med dem, så er du også selv mest tryg, omend det hele nok er fint

Men hvordan vurderede du at det var mindre? For så er der også hele tiden tanken, at ja jo, der bliver jo også mindre plads derinde efterhånden oh de får mere et døgnmønster, og så føler man sig alligevel lidt pylret.. 

Synes du skal se og få ringet, eller alternativt få en privat scanning, så du ikke skal gå weekenden igennem med uro i kroppen - der er lang tid til næste uge!

Anonymor skriver:

Men hvordan vurderede du at det var mindre? For så er der også hele tiden tanken, at ja jo, der bliver jo også mindre plads derinde efterhånden oh de får mere et døgnmønster, og så føler man sig alligevel lidt pylret.. 

Det er svært at svare på, intuition, og ud fra den normale “rutine” de havde. Og mine sparkede faktisk ikle mindre selvom jeg var højgravid (bortset fra da jeg frygtede det var noget galt) drengen havde vendt så hvorfor han pludselig sparkede indad og derfor mærkede jeg ham ikke på samme måde. - keg ved godt man ikke vil være til besvær, men de er søde på fg, og hellere ringe for meget end stå i en “lortesituation”. 

Giv fødegangen et kald, forklar dem dine tanker og lad dem vurdere om du skal tjekkes eller ej. 

Lyt til din mavefornemmelse! Du ved hvorfor jeg respekterer den så meget  

Jeg tilslutter mig også koret om hellere at ringe en gang for meget end for lidt.

I denne graviditet har jeg haft forhøjet blodtryk, og da jeg udviklede svangerskabsforgiftning i sidste graviditet, har været ekstra fokus og jeg har selv målt blodtryk hjemme.

I mandags ringede jeg ind. Mine blodtryk var egentlig ikke alarmerende høje, men i kombi med en smule hovedpine (heller ikke i alarmerende grad) og lidt indre uro og hjertebanken om natten, tænkte jeg "hellere én gang for meget...".

Nu har jeg været indlagt siden mandag, er diagnosticeret med ssf igen, i indkøring med medicin og der planlægges igangsættelse i 37+0. Hvis jeg ikke havde ringet ind, men valgt at gå lidt over en uge til næste kontrol, havde jeg i yderste konsekvens risikeret en eller flere hjerneblødninger.