Opfølgning på: "Hviklen beslutning skal jeg træffe?"
Jeg bliver simpelt hen nødt til at reagere på dit svar til mig.
Først og fremmest skrev jeg, at jeg har fået et ph.d-stipendium, fordi det er den korrekte formulering. Dine bekendte, der tager en Ph.d (du må mene Ph.d-uddannelse, for at tage en Ph.d er noget vrøvl) formulerer det sådan, fordi de er i gang. Det er jeg ikke endnu, men jeg har FÅET tildelt stipendiet, så det behøver du slet ikke at tolke på. Inden du skyder med skarpt mod betegnelser og formuleringer, bør du som minimum have styr på, hvad der i virkeligheden er korrekt.
Dernæst skriver jeg, at udenlandsophold betragtes som en nødvendighed. Det er sådan det forholder sig, og det fortæller intet om, hvad jeg betragter eller ikke betragter som en nødvendighed og det behøver jeg heller ikke at forklare, for det er ikke det væsentlige og det har ingen betydning for det spørgsmål, jeg faktisk søger svar på. Det eneste eksisterende forbehold, omhandler dét, at skulle rejse fra mit barn. Det gør mig ikke til en utaknemmelig, uværdig ph.d-studerende, det ikke har fortjent stipendiet. Det er blot skrevet for at undgå misforståelser om muligheden for, at kunne gennemføre uddannelsen enten uden udenlandsophold eller opholde mig i et naboland, som dermed kunne fjerne fokus fra det væsentlige. Du har ingen anelse om, hvad jeg betragter som nødvendigt eller fordelagtigt, så det behøver du heller ikke tolke det mindste på.
Fortiden eksisterer, fordi oplevelser forankres i mennesker. At fortiden hører fortiden til og at se livet liniært, er en forenklet og unuanceret forståelse af mennesket og tid.
Jeg bad dig ikke vurdere, hvorvidt du synes, jeg er en dedikeret fremtidig ph.d-studerende, eller om du tror jeg kan træffe modne beslutninger eller om du synes, jeg tager ansvar for mit liv. Jeg bad dig heller ikke om at tage beslutningen for os, hvilket din selvvalgte overskrift indikerer at du også har misforstået. Jeg bad om et kompetent og professionelt blik på, hvordan to mdr. uden mor kan opleves af en 8-årig, der kunne indgå som en del af det samlede hele, vi træffer beslutningen ud fra. Men selve mit spørgsmål til dig, dét du egentlig skulle være kompetent til at svare på, forholder du dig i så ringe grad til, at din fordømmende, ukorrekte og malplacerede analyse af mig, er uden værdi. Konfrontatoisk tilgang til andre mennesker, må altid foregå med stor respekt og finfølelse over det andet menneskes indre.
Når mennesker henvender sig til dig, i alt fald på denne måde, er de i svære situationer og søger efter råd og vejledning, med henblik på at få hjælp. Når du så sender svar af sted, der er så ubehagelige, træder du på mennesker, der allerede er nede, og nogen er måske endda fortabte søgende sjæle. Derfor rækker de ud efter hjælp, hvilket i sig selv kan være ganske vanskeligt, og modtages denne form for reaktion, trækker mange sig naturligt tilbage og beder ikke om hjælp igen. Det er altså en ret alvorlig konsekvens. Du har sat dig i en position, hvor du giver mennesker muligheden for at lægge deres indre sårbarhed og skrøbelighed i dine hænder, hvorfor det etiske og moralske ansvar bør vægtes meget højt.
Jeg burde have læst alle dine svar i brevkassen igennem. Så ville jeg have vidst, at det ikke er første gang du svigter dette ansvar og derfor er det i sidste ende mig, der har svigtet mig selv, da jeg lagde en sårbarhed over i en fremmedes hænder uden at baggrundstjekke ordentligt.
Når du en anden gang fristes til at spørge, om den søgende er "klar" til at læse dit svar, burde det nok være en indikator for, at du skal vende et kritisk blik mod dig selv og din besvarelse og mindre mod spørgsmålet, inden du trykker på 'send-knappen'.
Lindas svar
Kære Ena
Tusind tak fordi du giver dig tid til at give mig kritik og fortælle mig det, der gør dig vred. Det sætter jeg oprigtigt pris på, da jeg altid ønsker feedback.
Er konteksten vigtig?
Jeg forsøger altid at gøre mit bedste for at svare (og bruger faktisk lang tid på svarene) og oftest ligger det virkelige spørgsmål bag det mest fremtrædende spørgsmål. De fleste forældre jeg rådgiver har to sideløbende problemstillinger: Selve dilemmaet og grunden til dilemmaet. Mit mål er primært at give klarhed og hjælpe spørgeren håndtere sine grunde til dilemmaet. For på den måde kan spørgeren lettere selv træffe egne beslutninger på familiens reelle præmisser og ikke på en eller anden eksperts mening og fjerne vurdering (dem er der desuden mange forskellige af).
Af samme grund spurgte jeg ind til, om du var for meget bundet af dine egen fortid, til at turde træffe en beslutning. Måske det for et øjeblik var gavnligt for dig at betragte tiden mere ”lineært” og lade fortiden ligge, så du lettere kunne forholde dig til en fremtid på din datters præmisser… Igen bruger jeg evt. begreberne forkert – men det er mig ligegyldigt, så længe du får overvejet de relevante forhold i dit dilemma.
Må ekspertrådgiveren tolke?!?
I dit spørgsmål til mig gik jeg ud fra, at hvis du virkelig ville vide - om et barn på 8 år kunne undvære sin mor i to måneder, hvis der blev sørget for besøg 2-3 gange undervejs og evt. et ophold hos mor var muligt. Så ville du sikkert bare have skrevet dette - formodede jeg. På grund af din meget lange beskrivelse af rammerne og dine forhold i familien og på studiet, så formodede jeg, at disse havde relevans.
Jeg får nemlig også korte spørgsmål indimellem - så jeg tolkede, at alt dette bagved havde relevans. Når jeg går så meget op i ordlyden (som jeg faktisk altid gør) så er det, fordi der oftest ligger meget vigtig viden bag de umiddelbare ord. Igen forsøger jeg altid at spørge mig frem (selv i et skriftligt svar), fordi jeg naturligvis aldrig kender og kan tjekke op på, om det jeg skriver er relevant for den enkelte.
Fordi jeg kun har adgang til et meget snævert materiale at vurdere både dilemmaet og baggrunden for dilemmaet på, så oplever jeg, at det er nødvendigt at tolke (og faktisk gætte) på det, der KUNNE have relevans, men ikke står direkte. Det er ikke for at dømme, fordømme eller provokere (det har jeg ingen gavn af) men simpelthen for at sikre, at den, der spørger, får tænkt alle mulighederne igennem.
Så tilbage til dit spørgsmål: Kan en 8-årig undvære sin mor 2 måneder?
Ja et 8 årigt barn er mentalt og tilknytningsmæssigt så modnet, at det ikke vil ’vælte’ af at mor rejser i 2 måneder. Men som du selv har erfaret, så vil det mærkes og huskes. Mere svar vil jeg – som før- ikke give dig. For jeg kender ikke din specifikke datter. For mig ligger en sådan beslutning mere i dit barns personlighed, reaktionsmønster, relation til dig og i dine erfaringer af, hvad hun reagerer på. Dette er grunden til, at jeg ikke giver et for entydigt ”ekspertsvar” på dit spørgsmål. Dit spørgsmål er ikke simpelt og kan slet ikke besluttes af en fremmed ”ekspert”, som ikke har den fulde indsigt i dit barn og jeres familie.
Så tak fordi du gav dig tid til din kritik – den tager jeg altid gerne imod. Du er velkommen til at vende tilbage – og ellers til at ringe på 28 58 77 98 og tale tingene igennem.
Jeg ønsker dig og din familie ALT det bedste
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
