Min mand dræner mig for energi, hvad kan man gøre?

Skriver lige ano af hensyn til min mand og familien. 

Sagen er, at min mand og jeg nu har været sammen i godt og vel syv år, forholdet har altid været turbulent, og kombinationen "super sensitiv" og "meget temperament" kan være utroligt svær af og til. 

Når det er sagt har vi også virkelig vores gode tider sammen, men synes der er langt imellem disse perioder. Vi har sammen to børn, som også af og til bliver påvirket af vores turbulente forhold. (Kortere lunte over for dem, manden kan blive meget vred og råbe unødigt af dem, han har bl.a. Svært ved at sætte sig i deres sted.) Når dette er sagt kan det skrevdende virke utroligt hårdt og ikke godt for børn at vokse op i, men lad mig understrege at vores børn er velfungerende og vi/jeg har ikke oplevet de har været påvirket af dette. 

Men men... for tiden er har min mand haft ferie og må indrømme jeg er helt slået ud af, hvor meget jeg glæder mig til han et tilbage på arbejde... han dræner mig for alt min energi og stemningen i huset er bare mere øv og ingen får lavet noget overhovedet... 

Hvis man prøver at løse problemet med ham, bliver han sur og går... (dette løser jo intet, tværtimod gør det mig endnu mere frustreret.) 

Skal siges at vi står til om et år at skulle finde ny bolig, da vores udlejer vil sælge. Dette er min mand selvfølgelig også voldsomt presset over, og ved det fylder hos ham. 

Vi har snakket om at købe en tvangsaktion, men jeg er så nervøs for at det at få vores eget (som virkelig hat og er min mands og mit store ønske)... måske alligevel ikke vil gøre alting bedre mellem os... jeg er bange for at det ikke ændre på hans temperament og det at vi ikke kan være sammen alle fire uden stemningen bliver negativ... 

Men hvad nu hvis det er det som ændre alt? At få et hus der er vores til billige penge kunne være svaret på vores situation. Men frygten for det ikke ændre på hvordan vi er sammen er virkelig stor, for så ikke nok med at vi binder os til et hus (dog uden gæld), så vil vi også have rykket vores børn op med rødderne til en helt ny by, for at mor og far måske skal gå hver til sit pga. Vores forskelligheder.... 

Jeg elsker ham, men hold op hvor er jeg træt af at føle min energi bliver suget ud af mig efter et døgn med ham. Og det at han bliver så voldsomt sur på ungerne, det gør mig så utroligt ked af det...

Hej

Det er ikke nogen sjov situation at stå i, jeg står der selv. Et skridt længere fremme end dig...

I flere år (kan jeg se nu) har vi suget energien ud af hinanden og kærligheden og respekten har manglet. Det har bare været svært at se, fordi vores venskab og forældreskab egentlig har fungeret fint. Vi har ikke været uvenner, men har alligevel gået med en kold luft mellem os, som jeg er sikker på vores barn kan mærke, uden at være dysfunktionel af den grund.

Vi har forsøgt at købe nye projekter sammen, og vi har i øvrigt givet det flere "nye chancer", men det ændrer ikke på hvem vi er. Vores forskelligheder gør at vi ikke giver hinanden noget godt.

Jeg er efterhånden ret afklaret med situationen, det er han bare ikke. Og det er svært.

Hvis du har rigtige kæreste følelser for ham og han har det for dig, så synes jeg det er værd at kæmpe for - ville dog nok vente lidt med projekt tvangsauktion, men i stedet se om man kan få noget gratis familierådgivning i den kommune I bor i. Men kan du ikke få hjertet med ind i det, skal I nok have en snak om det mon er det rigtige at I bliver sammen. Jeg tror ikke på at et miljø med dårlig energi gavner børnene på nogen måde (og jeg er selv dele-barn)!

Ønsker dig al held og lykke med det!

Anonym skriver:

Skriver lige ano af hensyn til min mand og familien. 

Sagen er, at min mand og jeg nu har været sammen i godt og vel syv år, forholdet har altid været turbulent, og kombinationen "super sensitiv" og "meget temperament" kan være utroligt svær af og til. 

Når det er sagt har vi også virkelig vores gode tider sammen, men synes der er langt imellem disse perioder. Vi har sammen to børn, som også af og til bliver påvirket af vores turbulente forhold. (Kortere lunte over for dem, manden kan blive meget vred og råbe unødigt af dem, han har bl.a. Svært ved at sætte sig i deres sted.) Når dette er sagt kan det skrevdende virke utroligt hårdt og ikke godt for børn at vokse op i, men lad mig understrege at vores børn er velfungerende og vi/jeg har ikke oplevet de har været påvirket af dette. 

Men men... for tiden er har min mand haft ferie og må indrømme jeg er helt slået ud af, hvor meget jeg glæder mig til han et tilbage på arbejde... han dræner mig for alt min energi og stemningen i huset er bare mere øv og ingen får lavet noget overhovedet... 

Hvis man prøver at løse problemet med ham, bliver han sur og går... (dette løser jo intet, tværtimod gør det mig endnu mere frustreret.) 

Skal siges at vi står til om et år at skulle finde ny bolig, da vores udlejer vil sælge. Dette er min mand selvfølgelig også voldsomt presset over, og ved det fylder hos ham. 

Vi har snakket om at købe en tvangsaktion, men jeg er så nervøs for at det at få vores eget (som virkelig hat og er min mands og mit store ønske)... måske alligevel ikke vil gøre alting bedre mellem os... jeg er bange for at det ikke ændre på hans temperament og det at vi ikke kan være sammen alle fire uden stemningen bliver negativ... 

Men hvad nu hvis det er det som ændre alt? At få et hus der er vores til billige penge kunne være svaret på vores situation. Men frygten for det ikke ændre på hvordan vi er sammen er virkelig stor, for så ikke nok med at vi binder os til et hus (dog uden gæld), så vil vi også have rykket vores børn op med rødderne til en helt ny by, for at mor og far måske skal gå hver til sit pga. Vores forskelligheder.... 

Jeg elsker ham, men hold op hvor er jeg træt af at føle min energi bliver suget ud af mig efter et døgn med ham. Og det at han bliver så voldsomt sur på ungerne, det gør mig så utroligt ked af det...

 

Først og fremmest; intet materielt ændrer jeres forhold, det handler om jer som par og jeres måde at agere på.

Det er lige netop par i jeres situation, der skal købe hus eller få et barn mere eller noget helt tredje, for DET løser problemet.

I skal snakke sammen, holde om hinanden, rykke tættere sammen og hjælpe hinanden, I er et team, og hvis den ene har det svært, må den anden støtte.

Anonym skriver:

Først og fremmest; intet materielt ændrer jeres forhold, det handler om jer som par og jeres måde at agere på.

Det er lige netop par i jeres situation, der skal købe hus eller få et barn mere eller noget helt tredje, for DET løser problemet.

I skal snakke sammen, holde om hinanden, rykke tættere sammen og hjælpe hinanden, I er et team, og hvis den ene har det svært, må den anden støtte.

Det er også lidt der mine tanker jo er. Men det et bare svært at hjælpe en der altid er sur eller griber til løsningen at flygte fra det hele. Jeg siger ikke jeg ikke har fejl, for det har jeg 100% og måske er jeg endda medvirkende til de problemet der opstår så han bliver træt. Men så ville jeg ønske vi netop kunne tale om det. 

Jeg er nemlig så bange for at et hus ikke vil ændre vores forhold. Men han giver udtryk for at det er lige der der skal til for at alt vil blive godt og bedre...  jeg ville virkelig ønske han har ret... men jeg tvivler på det...

Skriver lige ano af hensyn til min mand og familien. 

Sagen er, at min mand og jeg nu har været sammen i godt og vel syv år, forholdet har altid været turbulent, og kombinationen "super sensitiv" og "meget temperament" kan være utroligt svær af og til. 

Når det er sagt har vi også virkelig vores gode tider sammen, men synes der er langt imellem disse perioder. Vi har sammen to børn, som også af og til bliver påvirket af vores turbulente forhold. (Kortere lunte over for dem, manden kan blive meget vred og råbe unødigt af dem, han har bl.a. Svært ved at sætte sig i deres sted.) Når dette er sagt kan det skrevdende virke utroligt hårdt og ikke godt for børn at vokse op i, men lad mig understrege at vores børn er velfungerende og vi/jeg har ikke oplevet de har været påvirket af dette. 

Men men... for tiden er har min mand haft ferie og må indrømme jeg er helt slået ud af, hvor meget jeg glæder mig til han et tilbage på arbejde... han dræner mig for alt min energi og stemningen i huset er bare mere øv og ingen får lavet noget overhovedet... 

Hvis man prøver at løse problemet med ham, bliver han sur og går... (dette løser jo intet, tværtimod gør det mig endnu mere frustreret.) 

Skal siges at vi står til om et år at skulle finde ny bolig, da vores udlejer vil sælge. Dette er min mand selvfølgelig også voldsomt presset over, og ved det fylder hos ham. 

Vi har snakket om at købe en tvangsaktion, men jeg er så nervøs for at det at få vores eget (som virkelig hat og er min mands og mit store ønske)... måske alligevel ikke vil gøre alting bedre mellem os... jeg er bange for at det ikke ændre på hans temperament og det at vi ikke kan være sammen alle fire uden stemningen bliver negativ... 

Men hvad nu hvis det er det som ændre alt? At få et hus der er vores til billige penge kunne være svaret på vores situation. Men frygten for det ikke ændre på hvordan vi er sammen er virkelig stor, for så ikke nok med at vi binder os til et hus (dog uden gæld), så vil vi også have rykket vores børn op med rødderne til en helt ny by, for at mor og far måske skal gå hver til sit pga. Vores forskelligheder.... 

Jeg elsker ham, men hold op hvor er jeg træt af at føle min energi bliver suget ud af mig efter et døgn med ham. Og det at han bliver så voldsomt sur på ungerne, det gør mig så utroligt ked af det...

 

Hej med dig, 

Det der sprang mig i øjnene, var din konstatering ang. det at dine børn ikke tager skade og er velfungerende. 

Som et barn, der er vokset op i et hjem, hvor der ofte var eksplosive skænderier fordi min far var agressiv, kan jeg love dig for at dine børn tager skade. 

Du nævner at han unødigt skælder dem ud bl.a. 

Jeg kan fortælle dig at dine børn inderst inde lever i frygt. Frygt for at gøre eller sige noget forkert på det forkerte tidspunkt, så far endnu en gang flipper ud på dem og skælder ud. De går rundt med en knude i maven hver dag fordi de ikke ved om det er den søde eller den aggressive far de møder hjemme idag. 

Hver gang far hæver stemmen overfor for mor, frygter de at han vil slå hende. Slå dem...

Jeg kan også fortælle dig at det ikke bliver bedre af sig selv. Din mand har et alvorligt problem med sin aggressive adfærd som han skal have hjælp til at styre. 

Da jeg blev voksen og begyndte at gå til psykolog fordi jeg havde problemer i mit tidligere ægteskab, sagde psykologen noget til mig, som jeg aldrig har glemt: 

“Børn, som er opvokset med en agressiv far, har højere sandsynlighed for at ende med en agressiv partner senere i livet fordi deres tærskel er højere ift. aggressivt adfærd og der går lang tid inden de ser det som et problem.  Hvis en kvinde, som er vokset op med en ikke agressiv far, møder en mand, som viser agressiv adfærd overfor hende, så vil hun formentligt ende forholdet meget hurtigt.” 

I første omgang synes jeg at det var en latterlig kommentar, men jo mere vi talte om det, indså jeg at han havde ret. De problemer jeg havde med min daværende mand, var netop fordi han var agressiv og jeg ubevidst accepterede hans opførsel. 

Så tro mig, dine børn tager skade. 

Hvis I skal redde den, så kan det kun gøres ved at få prof hjælp. Ellers er det nok bedst for alle parter at gå hver deres vej. 

Held og lykke. 

Jeg er meget enig med Vivienne. Jeg synes, at det er grænsende til naivt at tænke, at jeres børn ikke påvirkes. At de virker glade, søde og velopdragne kan lige så vel skyldes, at de er blevet tilpasningsdygtige, og at de har lært, at jo mindre "væsen" de gør af sig, jo mindre konflikt i hjemmet. Det er så farligt at tro at glade børn pr. Automatik er lig med børn i trivsel, hvis der er faktorer i det nære miljø, der kan tale for, at de kan være påvirkede. Jeg kender bl.a. En meget velopdragen og evigglad dreng som er sådan, fordi han er sp vant til at tage hensyn til og passe på mors følelser, at han har parkeret sine egne. 

Dertil tænker jeg, at det også er noget risikofyldt at tænke, at en anden boligsituation skulle kunne løse jeres problemer. Jeg tænker snarere, at I har brug for parterapi og hjælp til at tackle kommunikation bedre, og måske også en erkendelse af, at ind i mellem er man så dårligt et match, at man kommer til at forstærke hinandens skyggesider..  

Hvad nu hvis det netop er et problem dine børn ikke påvirkes?? Hvad nu hvis de netop bare tænker "Det er sådan det er", acceptere, og måske selv bliver sådan i deres voksenliv?? Det I to viser, er det som børnene kan risikere at tage med ind i deres voksenliv og kommende forhold? Jeg er selvopvokset med stærke kvinder der gerne kaldte deres mænd for idiot i alles påhør, og hurtig var kritisk. Jeg har mødt verdens sødeste mand og der burde ikke være en finger at sætte på ham, alligevel kan jeg høre både min mormor og min farmor komme ud af munden på mig, fordi det er bare det jeg har set og oplevet. 

Du skal ikke finde dig I det. Sig han må finde en anden måde at reagere på, for du tillader ikke at børnene gør det, og nu tillader du altså heller ikke at han gør det. Det er ikke en måde at kommunikere på.

I må have gang i noget proffesionelt hjælp, og vil han ikke det, må det jo være et udtryk for han ikke vil ændre situationen, og leve sådan til I bliver 80 år gamle og kun har hinanden.. Gider du virkelig ende alene med en der dræner dig for energi? 

Jeg tænker også i skal opsøge noget familieterapi, parterapi eller anden hjælp inden I køber noget som helst.

Hvis du kigger på jeres børns reaktionsmønster, minder det så mest om dit eller din mands? Jeg tænker det minder mest om dit. Forestil dig så (nu ved jeg ikke hvor gamle de er) at de bliver teenagere og adopterer din mands reaktionsmønster. Hvordan vil han håndtere at hans børn råber ad ham? Hvordan vil du have det?

Jeg er selv opvokset med en temperamentsfuld far (med mange barndomstraumer, der aldrig var blevet bearbejdet) og en konfliktsky mor. Som barn var jeg enormt konfliktsky og gjorde bare hvad der skulle til for ikke at presse stemningen. Som teenager vendte jeg på en tallerken, lukkede barndommens damp ud og tog alle konflikterne. Alle. Min storebror gjorde samme men startede med at svare igen og tage konflikterne noget tidligere end jeg gjorde. Han flyttede hjemmefra, da han var 16.

I dag har jeg ro på mit temperament igen (snart 33 år), men kæmper stadig med selvtilliden og følelsen af ikke at være god nok og ikke at passe ind. Jeg ved, min bror gør det samme. 

For det første.. At have en mand med så noget temperament er ikke sjovt! Du skal vide dine børn 100% der hvordan du takler din mands vrede.. at du skal gå på listetå når din mand er hjemme er ikke ideelt. Jeg har været i et voldeligt forhold, både psykisk og fysik og jeg kunne intet lave når han mente noget andet.. Jeg fik heldigvis ingen børn med ham! 

Men mange af de ting du skriver lyder meget velkendt og både det med at de materielle ting skulle kunne hjælpe.. dette hjælper ikke, men gør faktisk tingene værre! For så kan der komme virkelig stress på. 

Mit råd til dig at både du og din mand søger hjælp.. enten hver for sig eller sammen.. For som tingene lyder lige nu er dette ikke en lykkelig familie