Kære Linda.
Jeg har fået et Ph.D-stipendium, som opfylder alle mine faglige drømme.
Problemet viser sig i kravet om, at jeg skal deltage i forskningsarbejde i udlandet i længere tid, min. to mdr. Mit udgangspunkt var at vælge Tyskland, England eller et andet sted, hvorfra jeg kunne komme hjem i weekenderne. Men pga. projektets felt (samfund, kulturer og styreformer) anses det som en nødvendighed, at jeg opholder mig mere "eksotiske" steder og noget af tiden i mørke afkroge af verden. Jeg kan egentlig ikke tænke mig noget mere spændende, men jeg har en, til den tid, otte-årig pige. Det virker fuldstændigt vanvittigt at være væk fra mit barn så lang tid og jeg har allerede, her halvandet år før, ondt i maven og er trist ved tanken. Da jeg var ca. samme alder som min datter vil have, var min mor på en tur i tre mdr, men kun til London og vi så hende derfor et par gange. Jeg er jo ikke ødelagt af det, men har lovet mig selv, at det ville jeg aldrig gøre mod mine egne børn. Og her er jeg så... MIn mand er klar og støtter mig, og vi har aftalt at uanset, hvor i verden jeg ender, sparer vi op til min. en gang, hvor de kommer over til mig, eller jeg kommer hjem. Han er også klar til at tage fx tre ugers ferie/orlov og være hos mig sammen med vores datter og undervise hende. Morfar og farmor står også klar, som begge til den tid er pensionister og hellere end gerne vil være der for os. Farmor kan endda bo hos os i perioder, og hende og vores datter har et meget tæt bånd. Det handler altså om to måneder med gode mennesker omkring os, men jeg er i tvivl om det vil være for hårdt for en otte-årig?
På forhånd tak for hjælpen
Lindas svar
Kære Ena
Sikke en god kærlighed du har for din datter, at du vil beskytte hende mod det du oplevede som negativt, da du var barn! Det er en intention de fleste starter ud med, men som de fleste ofte må revidere hen ad vejen. Jeg vil i dag tillade mig at give dig et kærligt spark mod en ansvarsfuld beslutning – er du klar? Her kommer det:
Du kan ikke beskytte dit barn mod din fortid
Din fortid eksisterer ikke længere – de forhold du voksede op under er forbi. De erindringer du har, fra da din mor rejste væk, vil aldrig kunne blive præcist de samme for din datter. ” Vi så hende et par gange” – skrev du, hvilket tydeligvis ikke opfyldte dine behov som barn – men dit barn har ikke præcist samme behov, som du havde; og hun har andre familierelationer og ’sikkerhedspersoner’ end du havde.
Med andre ord kan du ikke komme til at genskabe præcist det samme for din datter, som du blev udsat for – men du kan lære af din fortid og forberede og dig på fremtiden OG træffe de foranstaltninger, der er nødvendige, så alle får en ordentlig behandling.
Tag ansvar for dit liv
Jeg beklager det bliver lidt konfronterende; for at tage ansvar for dit liv er jo netop det, du forsøger at gøre. Det jeg mener er: Jeg hører i din tekst, at du har ” fået” et phd stipendium – andre jeg kender ”tager” en phd. Jeg hører også, at det ” anses som nødvendigt” – ikke at du anser det for fx fordelagtigt og nødvendigt. Jeg hører også at ” far er klar til…” og ” morfar og farmor står også klar…” men hvad er du egentligt selv klar til? Du lyder til i din fortvivlelse at være endt i en offerrolle, hvor du fastholder dig selv som afmægtig i forhold til din beslutning – alt sammen med begrundelse i en lille piges beslutning om aldrig at forlade sine egne børn… Så lad mig tage fat på den:
Kunsten at træffe modne beslutninger…
De fleste mennesker oplever at skulle bryde med fortidens afhængighed og hjælpeløshed, når vi bliver forældre. Om ikke andet, så vil virkeligheden banke på, når vi får ansvar for et barn. Du (som lille barn) kunne let beslutte, at ” sådan vil jeg aldrig gøre mod mine børn” – men det du besluttede dengang, havde du ikke indsigt til at kræve af dig selv som voksen – simpelthen fordi et barn ikke har hele billedet.
Noget andet er, at det er vigtigt at adskille årsag og effekt: Det du IKKE ville udsætte dine egne børn for var at opleve de samme negative følelser/spændinger og savnet, som du oplevede. Det egentlige problem var derfor ikke, AT din mor tog væk i en periode – derimod alt det, som det skabte i dig (og evt. dine søskende). Mon det giver mening for dig at se denne forskel?
Din opgave i dag
Derfor er din opgave, som jeg ser den: At træffe en ansvarsfuld og moden beslutning om, HVAD du ønsker [dig!] og HVORDAN du kan skærme dit barn fra de følelser, du ved kan komme, når mor rejser ud. Som jeg hører det, har du et helt arsenal af gode folk, du kan lave en praktisk ordning med. Disse mennesker kan mindske din datters negative følelser i processen… men du kan ikke skærme dit barn 100 %. Nu har du kun tilbage at vælge. Når du tør tage ansvaret på dig, vil beslutningen blive lettere. En beslutning ingen andre end du og din mand kan træffe, for ingen andre end jer ser hele billedet.
Jeg ønsker dig og hele din familie alt det bedste i planlægningen af jeres liv sammen!
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
