Som overskriften siger så går jeg med dumme og irrationelle tanker som nok kommer sig af alle de hormoner der fuser rundt i min krop. Jeg er 7 uger henne så der sker en del inde i mig. Men jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke er sådan oprigtigt glad.. For det er et stort ønske fra både mig og min kæreste. Men det er som om at nogle af de negative aspekter tager over ind imellem. Jeg kan ikke li at sige det til nogen omkring mig for jeg tror bare at folk vil ryste på hovederne hvis de hørte hvad jeg gik med af tanker. Men ud skal det altså, så tænkte at dette forum var rette sted for her kender jeg ikke nogen personligt og omvendt 
Nå men here it goes.. Jeg har altid gået meget op i mit udseende. Aldrig følt mig god nok hvis ikke jeg så godt ud (dette grundet min fortid) Er altid blevet ekstremt meget påvirket af idealerne hvilket jeg godt ved er en kamp man aldrig vil ku vinde og at man skal lære at hvile i sig selv.. Er bare aldrig lykkedes mig. Og nu oplever jeg jo så at jeg ikke kan gøre de ting som før, altså træne igennem, gå med selvbruner osv osv, for at bedre min selvtillid. Tænker på min krop efter jeg har født. Har i forvejen mange strækmærker oh bryster der hænger.. Og ved jo godt at det kun blir værre. Her i går lå jeg og nussede min kæreste på armen mens han sov. Hele hans ene arm er fyldt med nøgne damer med kæmpe silikonebryster og små taljer. Og hold nu K***, hvor det ramte mig.. Har prøvet at snakke med ham om det, men han synes det er noget pjat og at han elsker mig lige meget hvad der sker med min krop. Men hvorfor reagerer jeg SÅ voldsomt på nogle åndssvage tatoveringer? Det er jo bare tegninger på en krop. Forstår ikke at jeg sammenligner mig med dem, og at det gør mig så ked af det.. Føler virkelig at jeg er langt ude og næsten direkte flov over mig selv. Andre der kender til sådanne irationelle tanker? 

Anmeld
Citér