Jeg er ledig, og er i noget skole værk gennem komunen 3 gange i ugen, det vil sige, jeg har meldt mig syg den sidste måneds tid, pga en blanding af jeg har svært ved og overskue tingene pt, og ondt i kroppen især underlivet/lysken/skamben der omkring, og efter en dag bare med det skole er jeg slet ikke til noget pga smerte og træthed. Jeg kan hverken være der for mit store barn, hjem eller mand, og så er kvalmen vendt stærkt tilbage.
Jeg har i forvejen en psykisk diagnose (emotionel personligheds forstyrrelse (staves)), men har indtil nu haft det fantastisk i over et år uden nogen nedturer osv, og været medicin fri i ca 3 år.
Min læge en ældre herre vil bestemt ikke sygemelde mig trods jeg brød sammen på hans kontor for en måned ca siden og forklarede jeg pt bare havde brug for ro til og komme ovenpå og nyde den sidste tid min store er enebarn og den sidste del af graviditeten.
Min jordemoder sendte mig ned til ham igen for 2 uger siden ca da hun mente der burde kunne hjælpes på den ene eller anden måde. Kom ind til ham igen og han mente jeg bare havde det lidt svært og det bedste for mig er og komme afsted, og han har ældre patienter der er sye og mere positive end mig, og jeg bare skulle se positivt på det hele og komme afsted.
Nu står jeg og bliver trukket i min ydelse da lægen har skrevet til min sagbehandler at jeg ikke har grund til og melde mig syg. Men jeg kender mig selv og ved presset fra dem ikke gør en disse bedre lige nu. Jeg har lidt over en måned til barsel, og det lyder måske af lidt, men jeg kan ikke se igennem det.
Nu har jeg så tid ved en anden læge imorgen i håb om hun vil lytte, men tror desværre hun vil følge sin kollegas fodspor.
Sagbehandler lytter heller ikke da hun mener jeg har alt det skåne man kan få, hun har sørget for jeg kan komme ned og ligge efter behov osv og tiden ikke er mere, og hun mener jeg lige så godt kan være der end og være hjemme, men hvem ville hellere være i en skole og have ondt og have det skidt frem for derhjemme. Og så mener hun som min læge at graviditet ikke er en sygdom, og det ved jeg jo godt, men syntes der er flere faktorer, og mener ikke det er det rigtige tidspunkt og presse mig til de ting jeg har svært med, det sociale osv.
Nu har jeg ikke brug for og høre en masse om jeg ikke bør få børn (den kommentar ha jeg fåt smidt i hovedt), eller at jeg bare må tage mig sammen den sidste tid og lignende kommentarer.
Det og skal afsted påvirker mig unøddigt meget fysisk og psykisk og vil ikke ende ud i et hul jeg ikke kan komme op af inden vores længe ønsket nr 2 kommer.
Anmeld
Citér
