Hvad skete der?

Hejsa.

Lidt baggrundsviden. Vi er en lille familie på 3, mand og kone og vores datter på 8 måneder.

Her til formiddag havde vi et skænderi og under det hele begynder min mand at ryste og blive helt fjern og hyperventilere. Han tager sig til brystet og jeg bliver bange og er lige ved at ringe 112, men efter nogle minutter kommer han ovenpå igen.

Han beskriver det selv som åndenød, ondt/trykken for brystet og bare ubehag.

Jeg tænker han skal til læge, men tror ikke jeg kan få ham til det.

Han har meget travlt på jobbet for tiden og bølgerne går sommetider højt herhjemme. Jeg er selv rigtig god til at skabe en dårlig stemning og er virkelig ked af det og træt af det, for det er ikke sådan det skal være og jeg elsker ham jo så højt, kun overgået af vores datter, men jeg har også bare selv munden fuld. Prøver at være den perfekte mor og alt skal være hjemmelavet osv osv. Jeg kan mærke på mit humør at jeg stresser, uden at have stress. Jeg går selv rundt med hjertebanken som plejer at være indikation på at jeg skal sætte tempoet ned, men vasketøjet klarer jo ikke sig selv, baby træner ikke selv krydsbevægelser, fodrer ikke sig selv  eller skifter sin ble. Der er hele tiden så meget.

Det går ud over kæresten når han kommer hjem og jeg er totalt opbrugt efter dårlige nætter og travle dage.. Nå men det handler jo ikke om mig.

Hvad skal jeg stille op? Lyder det ikke spm stress eller angst eller et eller andet hvor han lige skal kigges på af en læge? Og hvordan får jeg ham afsted? 

Anonym skriver:

Hejsa.

Lidt baggrundsviden. Vi er en lille familie på 3, mand og kone og vores datter på 8 måneder.

Her til formiddag havde vi et skænderi og under det hele begynder min mand at ryste og blive helt fjern og hyperventilere. Han tager sig til brystet og jeg bliver bange og er lige ved at ringe 112, men efter nogle minutter kommer han ovenpå igen.

Han beskriver det selv som åndenød, ondt/trykken for brystet og bare ubehag.

Jeg tænker han skal til læge, men tror ikke jeg kan få ham til det.

Han har meget travlt på jobbet for tiden og bølgerne går sommetider højt herhjemme. Jeg er selv rigtig god til at skabe en dårlig stemning og er virkelig ked af det og træt af det, for det er ikke sådan det skal være og jeg elsker ham jo så højt, kun overgået af vores datter, men jeg har også bare selv munden fuld. Prøver at være den perfekte mor og alt skal være hjemmelavet osv osv. Jeg kan mærke på mit humør at jeg stresser, uden at have stress. Jeg går selv rundt med hjertebanken som plejer at være indikation på at jeg skal sætte tempoet ned, men vasketøjet klarer jo ikke sig selv, baby træner ikke selv krydsbevægelser, fodrer ikke sig selv  eller skifter sin ble. Der er hele tiden så meget.

Det går ud over kæresten når han kommer hjem og jeg er totalt opbrugt efter dårlige nætter og travle dage.. Nå men det handler jo ikke om mig.

Hvad skal jeg stille op? Lyder det ikke spm stress eller angst eller et eller andet hvor han lige skal kigges på af en læge? Og hvordan får jeg ham afsted? 

Jeg synes, det lyder som et panikangstanfald... det er i hvert fald de symptomer man kan få ved det. I hvert fald hvis der intet er nu?

Det lyder ret meget som det andre oplever, når jeg får et mildt angst anfald. Somme tider kommer jeg til at hyperventilere så meget at jeg besvimer. Jeg plejer dog også at have tårer trillende ned af kinderne, fuldstændigt ustoppeligt. Det sker også ret tit for mig når jeg skændes med nogen, at et enkelt ord/sætning/tone kan triggere det.

Det kan også være stress, men det plejer bare at være en lidt mere konstant følelse og ikke noget man oplever som et andfald. Stress kan dog gøre en mere følsom så man nemmere får angst anfald.

Anonym skriver:

Hejsa.

Lidt baggrundsviden. Vi er en lille familie på 3, mand og kone og vores datter på 8 måneder.

Her til formiddag havde vi et skænderi og under det hele begynder min mand at ryste og blive helt fjern og hyperventilere. Han tager sig til brystet og jeg bliver bange og er lige ved at ringe 112, men efter nogle minutter kommer han ovenpå igen.

Han beskriver det selv som åndenød, ondt/trykken for brystet og bare ubehag.

Jeg tænker han skal til læge, men tror ikke jeg kan få ham til det.

Han har meget travlt på jobbet for tiden og bølgerne går sommetider højt herhjemme. Jeg er selv rigtig god til at skabe en dårlig stemning og er virkelig ked af det og træt af det, for det er ikke sådan det skal være og jeg elsker ham jo så højt, kun overgået af vores datter, men jeg har også bare selv munden fuld. Prøver at være den perfekte mor og alt skal være hjemmelavet osv osv. Jeg kan mærke på mit humør at jeg stresser, uden at have stress. Jeg går selv rundt med hjertebanken som plejer at være indikation på at jeg skal sætte tempoet ned, men vasketøjet klarer jo ikke sig selv, baby træner ikke selv krydsbevægelser, fodrer ikke sig selv  eller skifter sin ble. Der er hele tiden så meget.

Det går ud over kæresten når han kommer hjem og jeg er totalt opbrugt efter dårlige nætter og travle dage.. Nå men det handler jo ikke om mig.

Hvad skal jeg stille op? Lyder det ikke spm stress eller angst eller et eller andet hvor han lige skal kigges på af en læge? Og hvordan får jeg ham afsted? 

Ja, jeg synes han skal en tur til lægen, eller i det mindste ringe derop. 

Det lyder til, at I trænger til at sænke forventningerne til jer selv, hinanden og livet som børnefamilie. Hjemmelavet mad, et rent hjem og motorik øvelser er jo ikke det, der skaber en lykkelig familie. Ligesom mange penge og et prestigefyldt job heller ikke betyder noget, hvis det medfører stress, som det godt kunne lyde, som om din mand lider af - måske ubevidst...

fokuser på de bløde værdier i stedet, hyg jer sammen, lad rengøring og vasketøj ligge en ekstra dag. Sænk tempoet. Det er ikke der værd at sapotere sit familieliv for, at fasanen udadtil skal virke perfekt... Det er min mening 

Jeg syntes det lyder som et angstanfald din mand havde. Sådan er mine angstanfald i hvert fald. Stress kan sagtens udløse angst, men et enkelt anfald ville ikke få mig til at søge læge (men jeg ved jo så også at jeg lider af angst og jeg ved hvad der skal gøres ved det).

Til gengæld lyder det som om du er stresset, og hvis I begge går og er en smule stresset, så ender det først galt, fordi I ikke har en stabil støtte i hinanden.

Sænk forventningerne. Drop den hjemmelavede mad og gør det nemt for jer selv istedet. Lad huset sejle, det har folk forståelse for når man har småbørn i huset. Hverken I eller jeres barn bliver lykkeligere af at alt skinner og maden er lavet fra bunden. Lad vasketøjet ligge bare en enkelt dag og slap istedet af på sofaen og sæt dig selv først. Sænk forventningerne til træning af barnet og lad det komme af sig selv. Læg baby på gulvet med lidt legetøj mens du fx lægger tøj sammen og kan holde øje, så får de helt automatisk trænet motorikken. Lad baby sidder på gulvet foran vaskemaskinen mens du ordner vasketøj osv. En tør håndvask i køkkenet og lidt køkkenredskaber er også fantastisk opbevaring/legested af baby mens du får lavet noget ved siden af. 

Og så afstem forventningerne med din mand. Hvad forventer han du laver i løbet af dagen, og hvad forventer du han gør når han kommer hjem? Kan I leve op til hinandens forventninger eller skal der justeres på dem?

Herhjemme er aftalen at jeg når hvad jeg når i løbet af dagen, og resten gør vi i fællesskab eller på skift når han kommer hjem. Det gælder både tøjvask, madlavning osv. Da jeg fik en fødselsdepression med den første, er vi denne gang meget obs på mine behov, og min mands forventninger til hvad jeg når mens han ikke er væk, er ganske minimale. At jeg selvfølgelig giver barnet mad og ren ble og dernæst at jeg sørger for selv at få hvilet og ikke mindst spist noget. Han vil hellere have at jeg sover hele formiddagen end at jeg går død når han kommer hjem og han så står alene med begge børn og madlavning. Til gengæld forventer han så at jeg gør noget når han er hjemme og kan tage sig af børnene (nu er den lille meget lille herhjemme). Jeg forventer til gengæld at han tager del i rengøring, madlavning, natteroderiet, pustningen af den store osv. Hvis jeg så har haft overskud til mere i løbet af dagen, betyder det bare mere afslapning til os begge efter den store er puttet i seng.

Vores hjem er ikke altid rent og maden holdes så nemt som muligt. Vores gæster må acceptere det eller blive væk. Heldigvis elsker både barn og mand at få pasta med kødsovs...

Lillefis90 skriver:

Jeg synes, det lyder som et panikangstanfald... det er i hvert fald de symptomer man kan få ved det. I hvert fald hvis der intet er nu?

Han er helt ok nu

Anonym skriver:

Han er helt ok nu

Det lyder meget som et angstanfald.

Det lyder også til, at I liige skal have sat jeres tempo ned i jeres liv. Og ja, måske skal han snakke med lægen? Kan være, han er stresset blandt andet.

Anonym skriver:

Jeg syntes det lyder som et angstanfald din mand havde. Sådan er mine angstanfald i hvert fald. Stress kan sagtens udløse angst, men et enkelt anfald ville ikke få mig til at søge læge (men jeg ved jo så også at jeg lider af angst og jeg ved hvad der skal gøres ved det).

Til gengæld lyder det som om du er stresset, og hvis I begge går og er en smule stresset, så ender det først galt, fordi I ikke har en stabil støtte i hinanden.

Sænk forventningerne. Drop den hjemmelavede mad og gør det nemt for jer selv istedet. Lad huset sejle, det har folk forståelse for når man har småbørn i huset. Hverken I eller jeres barn bliver lykkeligere af at alt skinner og maden er lavet fra bunden. Lad vasketøjet ligge bare en enkelt dag og slap istedet af på sofaen og sæt dig selv først. Sænk forventningerne til træning af barnet og lad det komme af sig selv. Læg baby på gulvet med lidt legetøj mens du fx lægger tøj sammen og kan holde øje, så får de helt automatisk trænet motorikken. Lad baby sidder på gulvet foran vaskemaskinen mens du ordner vasketøj osv. En tør håndvask i køkkenet og lidt køkkenredskaber er også fantastisk opbevaring/legested af baby mens du får lavet noget ved siden af. 

Og så afstem forventningerne med din mand. Hvad forventer han du laver i løbet af dagen, og hvad forventer du han gør når han kommer hjem? Kan I leve op til hinandens forventninger eller skal der justeres på dem?

Herhjemme er aftalen at jeg når hvad jeg når i løbet af dagen, og resten gør vi i fællesskab eller på skift når han kommer hjem. Det gælder både tøjvask, madlavning osv. Da jeg fik en fødselsdepression med den første, er vi denne gang meget obs på mine behov, og min mands forventninger til hvad jeg når mens han ikke er væk, er ganske minimale. At jeg selvfølgelig giver barnet mad og ren ble og dernæst at jeg sørger for selv at få hvilet og ikke mindst spist noget. Han vil hellere have at jeg sover hele formiddagen end at jeg går død når han kommer hjem og han så står alene med begge børn og madlavning. Til gengæld forventer han så at jeg gør noget når han er hjemme og kan tage sig af børnene (nu er den lille meget lille herhjemme). Jeg forventer til gengæld at han tager del i rengøring, madlavning, natteroderiet, pustningen af den store osv. Hvis jeg så har haft overskud til mere i løbet af dagen, betyder det bare mere afslapning til os begge efter den store er puttet i seng.

Vores hjem er ikke altid rent og maden holdes så nemt som muligt. Vores gæster må acceptere det eller blive væk. Heldigvis elsker både barn og mand at få pasta med kødsovs...

Jeg et virkelig dårlig til bare at smide mig og får nærmest mere stress hvis jeg ved der skal gøres rent eller vaskes.

Og mht. Til vores pige og motorik så føler jeg at jeg svigter hvis ikke jeg laver lidt øvelser, synger og leger med hende. Jeg ved godt det er dumt men sådan er det.

Lillefis90 skriver:

Det lyder meget som et angstanfald.

Det lyder også til, at I liige skal have sat jeres tempo ned i jeres liv. Og ja, måske skal han snakke med lægen? Kan være, han er stresset blandt andet.

Det tænker jeg han er, men han mener bare at så må han tage sig sammen, hvor jeg jo siger at han skal snakke med lægen og ja vi burde nok sætte tempoet ned, men det er nemmere sagt end gjort.. 

Anonym skriver:

Jeg et virkelig dårlig til bare at smide mig og får nærmest mere stress hvis jeg ved der skal gøres rent eller vaskes.

Og mht. Til vores pige og motorik så føler jeg at jeg svigter hvis ikke jeg laver lidt øvelser, synger og leger med hende. Jeg ved godt det er dumt men sådan er det.

Det er så noget du må lære at arbejde med, ellers knækker du nakken og det er ingen af jer tjent med. Og faktisk er det et tegn på stress at man ikke kan give slip og slappe af.

Bare det at du ser leg og kommunikation med dit barn som en daglig opgave, er bekymrende. Det er jo netop det du gerne skulle slappe af med.