At komme videre efter skilsmisse

Hej baby.dk

Lang historie kort. Jeg har en bekendt der for 5 år siden blev skilt. De har fælles børn. 

Denne skilsmisse har virkelig sat sig i hende og hun nægter al form for samarbejde med henedes eksmand. Ifølge hende er det eksmanden der ikke vil samarbejde, men eftersom hun ofte har vist mig samtaler mellem hende og hendes eksmand er det tydligt at hun ikke imødekommer nogen form for samarbejde. 

Jeg er ikke typen der taler folk efter munden og siger det jeg tror de gerne vil høre. Men desværre kører hun rundt i det samme omkring den skilsmisse og lige meget hvordan jeg forsøger at hjælpe/rådgive, vender hun det hele tiden til at jeg da må kunne forstå hvor slem ham eksmanden er. 

Jeg vil virkelig gerne hjælpe hende. Hjælpe hende til at kunne komme videre i livet, uden den kæmpe bitterhed, vrede og sorg hun bærer rundt på. 

Desværre har jeg også stor bekymring omkring børnenes trivsel, fordi hun bruger dem i forbindelse med den skilsmisse og ofte overværer børnene når hun hælder "l..." ud omkring hendes eksmand. Dette tolererer jeg faktisk ikke, og har ofte påpeget at de ikke skal være en del af det. Det er tydligt at se og mærke på dem at de er trykket, usikre og bliver ofte kede af det. 

Hvad søren stiller jeg op. Hvordan hjælper jeg hende bedst? Og skal jeg overhovedet gøre noget? 

Anonym skriver:

Hej baby.dk

Lang historie kort. Jeg har en bekendt der for 5 år siden blev skilt. De har fælles børn. 

Denne skilsmisse har virkelig sat sig i hende og hun nægter al form for samarbejde med henedes eksmand. Ifølge hende er det eksmanden der ikke vil samarbejde, men eftersom hun ofte har vist mig samtaler mellem hende og hendes eksmand er det tydligt at hun ikke imødekommer nogen form for samarbejde. 

Jeg er ikke typen der taler folk efter munden og siger det jeg tror de gerne vil høre. Men desværre kører hun rundt i det samme omkring den skilsmisse og lige meget hvordan jeg forsøger at hjælpe/rådgive, vender hun det hele tiden til at jeg da må kunne forstå hvor slem ham eksmanden er. 

Jeg vil virkelig gerne hjælpe hende. Hjælpe hende til at kunne komme videre i livet, uden den kæmpe bitterhed, vrede og sorg hun bærer rundt på. 

Desværre har jeg også stor bekymring omkring børnenes trivsel, fordi hun bruger dem i forbindelse med den skilsmisse og ofte overværer børnene når hun hælder "l..." ud omkring hendes eksmand. Dette tolererer jeg faktisk ikke, og har ofte påpeget at de ikke skal være en del af det. Det er tydligt at se og mærke på dem at de er trykket, usikre og bliver ofte kede af det. 

Hvad søren stiller jeg op. Hvordan hjælper jeg hende bedst? Og skal jeg overhovedet gøre noget? 

Åh, den er svær. Jeg har heldigvis aldrig været i din situation. Måske du kunne bruge hendes negative følelser mod hende ala: "Du har så meget vrede og bitterhed, og jeg synes ikke du fortjener at skulle blive ved at bære på al den negativitet. Måske skal du få (professionel) hjælp til at lægge den bag dig, for du fortjener virkelig at være lykkelig?" 

En psykolog vil kunne hjælpe hende til at se, hvor meget hun skader/sårer sine børn ved at blive ved at bære nag.  

Stivdie skriver:

Åh, den er svær. Jeg har heldigvis aldrig været i din situation. Måske du kunne bruge hendes negative følelser mod hende ala: "Du har så meget vrede og bitterhed, og jeg synes ikke du fortjener at skulle blive ved at bære på al den negativitet. Måske skal du få (professionel) hjælp til at lægge den bag dig, for du fortjener virkelig at være lykkelig?" 

En psykolog vil kunne hjælpe hende til at se, hvor meget hun skader/sårer sine børn ved at blive ved at bære nag.  

Jeg synes at have forsøgt alt. Men tak for dit svar! 

Hun har både været ved psykologer, diverse terapeuter og været igennem kommunal familierådgivning/hjælp(ved ikke hvad det hedder). Men det hjælper hende ikke. Hendes stædighed og bitterhed overtager alt og nægter derfor også at samarbejde med dem. 

Anonym skriver:

Jeg synes at have forsøgt alt. Men tak for dit svar! 

Hun har både været ved psykologer, diverse terapeuter og været igennem kommunal familierådgivning/hjælp(ved ikke hvad det hedder). Men det hjælper hende ikke. Hendes stædighed og bitterhed overtager alt og nægter derfor også at samarbejde med dem. 

Så tænker jeg de fagfolk ikke har været særlig gode til deres arbejde?

Er hun blevet "afsluttet" fra samarbejde med de forskellige instanser? De må jo kunne høre/se at hun ikke har det godt endnu.

Må være forfærdeligt for alle parter.

Var det ham der sluttede det siden hun er så bitter?

Anonym skriver:

Jeg synes at have forsøgt alt. Men tak for dit svar! 

Hun har både været ved psykologer, diverse terapeuter og været igennem kommunal familierådgivning/hjælp(ved ikke hvad det hedder). Men det hjælper hende ikke. Hendes stædighed og bitterhed overtager alt og nægter derfor også at samarbejde med dem. 

Kunne man prøve at vække hende ved at sige: jeg er så bange for, at du ender med at miste dine børn. Enten fordi statsforvaltningen vurderer, at du chikanerer din ex. Eller - og det er MEGET værre - fordi du sårer dine børn, når du taler dårligt om deres far til. Dine børn er halvt deres far. Det kan blive så svært for dem at være i, og de kan blive så bitre på dig, at de en dag beslutter, at det er for svært for dem at have deres mor i deres liv.

Er der familiemedlemmer, du kan alliere dig med? En mor, en søskende?

Loa skriver:

Så tænker jeg de fagfolk ikke har været særlig gode til deres arbejde?

Er hun blevet "afsluttet" fra samarbejde med de forskellige instanser? De må jo kunne høre/se at hun ikke har det godt endnu.

Må være forfærdeligt for alle parter.

Var det ham der sluttede det siden hun er så bitter?

Hun har selv afsluttet fordi hun ikke mener det hjælper og er spild af penge. Udover det, er det svært når hun blokerer fuldstændig hvis hun ikke bliver forstået og bliver talt efter munden. 

Kommunen er ikke afsluttet endnu, men jeg føler hun skubber dem væk og mener de er inkompetente. Jeg synes ærligt det er en trist situation og jeg er faktisk magtesløs netop fordi jeg kan se hvordan hun ødelægger det mere og mere for sig selv og endnu værre er at det påvirker børnene og går ud over det. Det gør ondt i mig og derfor jeg søger hjælp til håndtering af denne situation. 

Ja det var ham der afsluttede forholdet. 

L-mor skriver:

Kunne man prøve at vække hende ved at sige: jeg er så bange for, at du ender med at miste dine børn. Enten fordi statsforvaltningen vurderer, at du chikanerer din ex. Eller - og det er MEGET værre - fordi du sårer dine børn, når du taler dårligt om deres far til. Dine børn er halvt deres far. Det kan blive så svært for dem at være i, og de kan blive så bitre på dig, at de en dag beslutter, at det er for svært for dem at have deres mor i deres liv.

Er der familiemedlemmer, du kan alliere dig med? En mor, en søskende?

 

Det har jeg også forsøgt mig med, men det er som om det ikke rigtig går ind på lystavlen. Og hun mener bestemt heller ikke at barnefaderen taler pænt om hende. 

Ofte bliver det også sådan noget barnligt fis med: "du gjorde sådan, så gør jeg også sådan." Altså hele tiden at skulle give tilbage af samme skuffe. Og ofte også uden at det i virkeligheden er sådan, altså at hun gætter sig til mange ting og tror det er sådan det er. 

Jeg har også nævnt det med fremtiden omkring børnene. Ikke direkte sagt at de vil blive bitre på hende, men ført samtalen hen på at det jo kan være de en dag fx vælger at flytte til deres far, eller selv ønsker mere samværd med deres far. Dette afviser hun blankt og mener ikke at dette nogensinde vil ske. 

Jeg kender ikke hendes forældre som sådan og har kun mødt dem få gange, derfor vil det for mig virke lidt grænseoverskridende at tage kontakt til dem og bede om "hjælp." Men jeg kan godt se pointen i det og det ville klart være nemmere hvis jeg havde nogen jeg kunne alliere mig med. 

Det største problem for mig er børnene, fordi jeg føler de mistrives og skal overvære for mange ting, som børn i den alder ikke skal bekymre sig om. 

Hvis hendes adfærd skader børnene, i din optik, pga hendes konfliltsøgende adfærd og bagtaleri overfor børnene, så kunne jeg faktisk godt finde på at sende en underretning. Simpelthen fordi det ville være en hjælp for børnene. Som jeg forstår det, er far ikke rent faktisk det monster, hun gerne vil gøre ham til, og jeg kan lige forestille mig hvordan det som far må være at stå i den umulige kamp, at mor er så fanget i sine dårlige følelser, at hun ikke magter at samarbejde for børnene. Det siger jeg som kæreste til en mand, der har stået i en lignende situation.

Her kan biomor ikke acceptere, at han er videre med sit liv og trives, så hun har forsøgt at gøre hans liv til et helvede gennem barnet i flere år. Og her står vi magtesløse i at beskytte barnet, fordi det er ord mod ord, og kommunen tror på mor. I vores tilfælde henvendte mors veninde sig til os var dybt bekymret for barnet grundet mors adfærd, men hun ville ikke være uvenner med mor og ville derfor ikke fortælle kommunen om sine tanker.

Havde hun turde fortælle sandheden, havde vi haft en chance for at kommunen faktisk tog os alvorligt, og gjorde hvad de kunne for at hjælpe barnet. Så min holdning er virkelig, at når hun fortsætter en så destruktiv adfærd, der klart skader børnene på både kortere og længere sigt, så ville jeg underrette. Især når du har forsøgt at tale hende til fornuft uden held. 

Anonym skriver:

Hvis hendes adfærd skader børnene, i din optik, pga hendes konfliltsøgende adfærd og bagtaleri overfor børnene, så kunne jeg faktisk godt finde på at sende en underretning. Simpelthen fordi det ville være en hjælp for børnene. Som jeg forstår det, er far ikke rent faktisk det monster, hun gerne vil gøre ham til, og jeg kan lige forestille mig hvordan det som far må være at stå i den umulige kamp, at mor er så fanget i sine dårlige følelser, at hun ikke magter at samarbejde for børnene. Det siger jeg som kæreste til en mand, der har stået i en lignende situation.

Her kan biomor ikke acceptere, at han er videre med sit liv og trives, så hun har forsøgt at gøre hans liv til et helvede gennem barnet i flere år. Og her står vi magtesløse i at beskytte barnet, fordi det er ord mod ord, og kommunen tror på mor. I vores tilfælde henvendte mors veninde sig til os var dybt bekymret for barnet grundet mors adfærd, men hun ville ikke være uvenner med mor og ville derfor ikke fortælle kommunen om sine tanker.

Havde hun turde fortælle sandheden, havde vi haft en chance for at kommunen faktisk tog os alvorligt, og gjorde hvad de kunne for at hjælpe barnet. Så min holdning er virkelig, at når hun fortsætter en så destruktiv adfærd, der klart skader børnene på både kortere og længere sigt, så ville jeg underrette. Især når du har forsøgt at tale hende til fornuft uden held. 

Tak for dit svar! 

Tanken har strejfet mig mange gange og jeg har været på nippet til flere gange at indsende en anonym indberetning. Men igen, så er det så fandens svært når jeg kender mennesket og så gøre hende mere ondt. Men i sidste ende er det jo en hjælp for børnene. 

Hun er virkelig fanget i hendes følelser. Hun sidder fast. Jeg kender ikke far, andet end at have set ham et par gange, men ikk talt med ham. Jeg "kender" ham kun ud fra nogle af deres skrivekorrespondencer hvor jeg slet ikke ser og opfatter den problematik med eksmanden som min bekendte gør. Han virker ud fra hvad jeg har læst, meget rolig, fatter og velovervejet. Samtidig viser han stort engagement i forbindelse med børnene, men bliver mødt af negative kommentarer, hvilket medfører at de forslag han kommer med, for at hjælpe/imødekomme min bekendte, altid bliver negligeret og lukket. 

Jeg må tage op til overvejelse og gøre op med mig selv, hvordan jeg bedet håndterer denne situtation. Jeg er virkelig glad for de inputs der kommer her. Men for fanden hvor er det bare svært at se på. At se på at hun ødelægger sig selv og sine børn i den grad som hun gør.