Anonym skriver:
Hejsa :-)
Jeg har været i ikke kun 1 men 2 voldelige forhold, og jeg forstår udmærket med hvordan man nogensinde vil kunne stole på et andet menneske igen, men utroligt nok, mødte jeg min nuværende kæreste, Ca 6 måneder efter jeg var stukket af fra min voldelig eks..
Jeg mødte ham på et kursus jeg var ved at tage og vi faldte lidt i snak, jeg var slet ikke klar på et nyt forhold og grundet at min eks stalket mig konstant.. men jeg valgte simpelthen at den man ikke skulle ødelægge mere af mit liv, det var hans skyld at jeg havde så ringe selvtillid og at jeg ikke troede på mig selv.. det var hans skyld at jeg ikke stolede på nogle, men ikke mere.. Jeg begyndte at snakke med en psykolog og hun hjalp mig meget med at få min selvtillid igen, også selvom min eks stadig prøvede at skræmme mig tilbage.. min nuværende kæreste havde skrevet en del til mig, men jeg havde ikke svaret ham i 3 måneder, men nu tog jeg skulle sprænget og tog på date med ham:-)
Jeg forklarede ham hele min situation inden jeg gik ud med ham, både med min psyke, min stakler eks og meget mere.. og han var utrolig imødekommende og sad og lyttede og stillede spørgsmål omkring det.. Jeg åbnede op til ham og han forstod det så godt pga hans egen mor havde været ude for det samme..
Vi har Idag været sammen i 7 år og han er noget af den mest fantastiske mand jeg nogensinde har kendt❤❤
Men når vi skændes (hvilket sker i alle forhold) så har jeg stadig den følelse af nu får jeg snart en knytnæve, men det sker ikke :-) ( min kæreste er utrolig rolig i skænderier faktisk) og det har jeg begyndt at vende mig til, men tror aldig følelsen helt forsvinder..
Min eks har ikke stoppet hans stalken, selvom.han hat kæreste og barn på vej.. vi bor på hemmelig adr og har hemmelige numre, men min kæreste støtter mig stadig 100% selvom den nat stadig ikke lade os være :-)
Ikke most håbet.. der findes gode mænd derude ikke alle er voldelige bæster 
Tak for svaret og din åbenhed! Det er virkelig sødt af dig. Jeg har kunne "nøjes" med psykisk vold, om end jeg selvfølgelig ikke vil kalde det "nøjes". Det er skræmmende, for man får nedbrudt den man er lidt efter lidt, begynder at betvivle ens egen mentale tilstand, fordi man bliver hjernevasket tro, at man er dum, forkert, klodset, sindssyg.. Alle de ting, men en gang troede var gode ved en selv, bliver vendt til noget negativt, indtil man til sidst føler sig formålsløs og forkert, tom og deprimeret. Kombineret med mangel på kærlig opmærksomhed. Og det er jo sådan nogle forfærdelige snedige metoder. Det kommer lidt efter lidt, så selvom man til at begynde med kan se, at man bliver behandlet uretfærdigt, begynder man til sidst at tro, at man faktisk fortjener det, og at det er en selv, der er noget i vejen med, hvis man synes, det er unfair 
Er virkelig glad for, at du har fundet dig en god mand! Dog ked af, at du må leve sådan. Det er en syg mand! Og stakkels hans kæreste og barn, det kan gyse helt i en!
Jeg fik ikke nævnt det i tråden, men jeg har selv fundet drømmemanden. Det er ham, der har hevet mig tilstrækkelig langt op til at jeg kan se, at jeg var udsat for psykisk vold, og at det ikke er mig, der er noget galt med. Jeg føler mig meget heldig! Det er så værdifuldt at blive set, hørt og respekteret. At han sætter ord på alt det smukke i mig, som min x tog fra mig. At han er der på de dårlige dage, at han ikke skælder mig ud og taler ned til mig, fordi jeg kommer til at tabe noget, men i stedet bare samler det op for mig og giver mig et kram. Han er noget helt særligt, og jeg er så heldig!
Desværre kan jeg jo mærke arrene alligevel. Min kæreste og jeg skændes EKSTREMT sjældent. Og når vi gør, så er det "ordenligt". Altså det er om konkrete ting, og aldrig noget med han nedgør min person. Du ved, vi holder os til bolden, ikke manden. Alligevel bliver jeg påvirket både i, at jeg bliver angst, men også i, at jeg faktisk bliver ekstremt stædig, selv når jeg kan se, at jeg er forkert på den. Jeg har været så vant til, at der var en der fratog mig min stemme, at jeg nu holder desperat på den, selv når jeg tager fejl, og sådan skal det ikke være. For min kæreste ville aldrig bruge det mod mig, at jeg indrømmer mine fejl.
Desværre er min x stadig i mit liv, fordi vi har et barn sammen. Derfor er det ekstra svært at lukke det kapitel og komme videre..
