Når kvinden er klar til børn først? hjælp

Hej baby.dk 

sagen er den at herhjemme er det helt klar mig der har mest lyst til børn, og har udtrykt det et stykke tid. Vi har snakket frem og tilbage og vi blev enige om at starte december 2017 

det jo lige om lidt, men vi havde en snak igen igår og her udtrykker manden at han "gør det fordi jeg vil", altså at hvis det stod til ham behøvede det ikke være nu  Men at han var vænnet sig til tanken om at "vi gør det nu" 

men problemet er egentlig at jeg bliver lidt ked af, at jeg føler han "gør det for min skyld". Men er det måske normalt? At man finder et kompromis sammen? 

Jeg ville jo gerne vi allerede havde et barn, så har jo også gået lidt på kompromis 

men hvad er folks erfaring? Ventede i til i begge var stensikre, eller var det via snak at i kom frem til en "kompromis" ?

Anonym skriver:

Hej baby.dk 

 

sagen er den at herhjemme er det helt klar mig der har mest lyst til børn, og har udtrykt det et stykke tid. Vi har snakket frem og tilbage og vi blev enige om at starte december 2017 

det jo lige om lidt, men vi havde en snak igen igår og her udtrykker manden at han "gør det fordi jeg vil", altså at hvis det stod til ham behøvede det ikke være nu  Men at han var vænnet sig til tanken om at "vi gør det nu" 

 

men problemet er egentlig at jeg bliver lidt ked af, at jeg føler han "gør det for min skyld". Men er det måske normalt? At man finder et kompromis sammen? 

Jeg ville jo gerne vi allerede havde et barn, så har jo også gået lidt på kompromis 

 

men hvad er folks erfaring? Ventede i til i begge var stensikre, eller var det via snak at i kom frem til en "kompromis" ?

Vi var begge klar, da vi startede, han ventede på mig.

Jeg meddelte at jeg var klar, og så lod jeg det derefter være op til ham. Der gik et par år før han var klar og jeg ventede tålmodigt.

Jeg er ret sikker på at han nok ikke følte sig 100% klar da vi gik igang, men jeg havde jo besluttet at lade det være op til ham, så vi gik igang og 4 måneder senere stod vi med positiv test. Rigtig klar blev vi begge først i løbet af graviditeten.

Vi ventede indtil min kæreste var klar. 

Ville ikke turde gøre det før han sagde "nu", for jeg ville være bange for at han ikke ville have barnet (groft sagt)

Men at han måske ikke ville få et særlig godt forhold til barnet, hvis han ikke føler sig klar til rollen og er utryg.

Så jeg ville vente, selvom det ikke er sjovt, jeg ventede selv længe på at han var klar til det 

Her var det så mig, der ikke var klar og følte mig usikker på, om jeg overhovedet ville egne mig til rollen som mor. Første gang han udtrykte, at han gerne snart ville have barn var, da min nevø kom til verden. Der var jeg i gang med studie og vi boede i en lille kollegielejlighed, så den afviste jeg blankt.

Han nævnte det en gang imellem gennem årene, og først da min nevø var 2 år, begyndte han at presse lidt på. Der var jeg færdig med uddannelse og havde fået tilbudt job. Her afviste jeg igen og ville gerne have haft jobbet lidt tid. Da jeg havde været ansat i 6 måneder fortalte han igen, at han gerne ville. Meeen jeg skulle jo lige have brugt den nye pakke p-piller, så jeg trak den yderligere små 4 måneder.

Da vi så løb tør for p-piller havde jeg faktisk regulære panikanfald over tanken om at skulle igang med projektet. Der var intet i vejen med hverken timing, alder, økonomi eller boligsituation. Jeg var regulært skrækslagen for om jeg kunne magte opgaven. Og var sjovt nok også bange for at blive ensom - om min introverthed kunne tåle at blive "lukket inde" i et år.

Trolden er nu næsten 4 år og jeg venter nr. 2. Med hensyn til hvor hårdt det var, så levede det på alle måder op til min værste frygt. Men heldigvis havde jeg undervurderet mine egne evner. Jeg kæmper stadig lidt med eftervirkninger rent socialt.

Vi var denne gang enige om, at vi skulle have en nummer 2, men mest af alt fordi vi gerne vil, at trolden får en søskende. Hvis det ikke var for dét, så havde min mand helt klart ikke ønsket et barn mere. 

Kompromis her. Han ønskede det ikke men jeg ville ikke vente længere. Så ville ud af forholdet så jeg selv kunne komme vidre da han ik vidste om og hvornår han fik lysten til børn. Han valgte dog at gå med på at få barn da han ikke ønskede vores forhold skulle slutte. Det var dog ikke lykken for ham med barnet og vi levede nogle år hver for sig. Barn nr 2 kom først 9 år senere men nu har vi 4 børn og nr. 3 foreslog han selv vi skulle have og nr 4 var en fælles tanke og beslutning. Men ja det er lidt indviklet når man ikke er enige om tidspunktet. Håber I finder ud af hvad der er bedst for jer..

Her var det også mig som var klar. Stod som færdiguddannet, 24år, vi var gift (ikke at det er nødvendigt), men det var vigtigt for os. Han gik også med til at begynde trods ham syntes det var meget tidligt. 

For os var det en god beslutning, da vi skulle igennem adskillige år uden jeg blev gravid, skulle i udredning og vi endte i icsi behandling som så også tog et år før jeg stod med en positiv test. 

Så i løbet af denne proces som tog 4 år�� blev han klar og fortryder ingenting idag. 

Tak for alle jeres gode svar. Det en virkelig svær situation og kan mærke jeg ikke ved hvad ben jeg skal stå på. Jeg har været klar de sidste 4-5 år af mit liv så i følge mit ego hovede har jeg jo ventet længe 

Men de mænd i ventede på, "pressede" i lidt på i form af at sige i gerne ville, og nu måtte det være tid? Eller sagde i intet?

Jeg har mistet lidt glæden ved det pga den samtale, for føler jo ikke det er fælles beslutning når han siger sådan, og det ødelægger lidt ens Forestilling om hvordan det skal være. 

Tilgengæld er han en mand der nok aldrig bliver klar. Han er ikke god til at springe ud i forandringer og har aldrig været det. Han er fin nok når han er i det nye men han vil helst bare blive i det gode trygge område hele livet (siger han selv), så han har udtrykt at han måske "er klar" men bare ikke tør tage springet.. jeg syntes det såå svært!

men igår kom han hjem og sagde stolt at han skulle snakke med en god ven der har børn og høre om hvordan det er og hvordan han kan forberede sig  så jeg håber han måske selv er ved at tage de sidste par skridt, så prøver at trække mig lidt i baggrunden og lade ham finde sin egen vej

Anonym skriver:

Hej baby.dk 

 

sagen er den at herhjemme er det helt klar mig der har mest lyst til børn, og har udtrykt det et stykke tid. Vi har snakket frem og tilbage og vi blev enige om at starte december 2017 

det jo lige om lidt, men vi havde en snak igen igår og her udtrykker manden at han "gør det fordi jeg vil", altså at hvis det stod til ham behøvede det ikke være nu  Men at han var vænnet sig til tanken om at "vi gør det nu" 

 

men problemet er egentlig at jeg bliver lidt ked af, at jeg føler han "gør det for min skyld". Men er det måske normalt? At man finder et kompromis sammen? 

Jeg ville jo gerne vi allerede havde et barn, så har jo også gået lidt på kompromis 

 

men hvad er folks erfaring? Ventede i til i begge var stensikre, eller var det via snak at i kom frem til en "kompromis" ?

Hvis det var mig der stod i din situation, ville jeg nok udskyde 'projektet', til manden også er klar. Jeg kan godt forstå, at det er hårdt for dig, når du har været klar længe, men for mig er det vigtigt, at vi begge ønsker graviditeten, før vi står i det  Et kompromis ville føles forkert for mig, selvom jeg i den grad forstår dig! Nu ved jeg ikke hvor gamle I er, men det der har gjort min kæreste klar til at springe ud i det er, at flere af hans venner + nær familie er begyndt at få børn. 

Jeg skrev en mail til manden i starten af 2017, hvor jeg forklarede om mine tanker i.fh.t. barn (det var slet, slet ikke ny information for ham, men jeg ville gerne give ham indblik i alle mine tanker om det). Jeg følte at jeg pressede ham, hver gang jeg snakkede om baby, og bad ham derfor om at det var ham der skulle sige til, når han var klar. Samtidig ville jeg så prøve at lægge babysnakken på hylden (lettere sagt end gjort). En mail var den bedste måde for mig, for hvis jeg skulle tage snakken ville jeg IGEN være bange for, at budskabet ikke kom klart nok frem, og at det netop ville lægge mere pres på. Da han havde læst beskeden, tog vi en snak. Det var sådan set meget positivt, både for ham og mig. I går havde vi så en snak om fremtiden og han fortalte, at han var klar nu  Vi har nær familie, der snart skal have barn, så vi venter lige til de har fået deres basse, før vi snakker videre om hvornår jeg smider p-pillerne - det giver mest mening for os sådan.

Hvis jeg var dig, ville jeg nok tale med ham om, at det gør dig ked af det at du føler, at det kun er for din skyld. Om det er "nok", at han har vænnet sig til tanken, og I starter PB fra december alligevel, må være op til jer, men jeg ville i hvert fald tage snakken og lade ham opleve, at det ikke er ligegyldigt for dig, at han også er klar. Held og lykke med det

Anonym skriver:

Hvis det var mig der stod i din situation, ville jeg nok udskyde 'projektet', til manden også er klar. Jeg kan godt forstå, at det er hårdt for dig, når du har været klar længe, men for mig er det vigtigt, at vi begge ønsker graviditeten, før vi står i det  Et kompromis ville føles forkert for mig, selvom jeg i den grad forstår dig! Nu ved jeg ikke hvor gamle I er, men det der har gjort min kæreste klar til at springe ud i det er, at flere af hans venner + nær familie er begyndt at få børn. 

 

Jeg skrev en mail til manden i starten af 2017, hvor jeg forklarede om mine tanker i.fh.t. barn (det var slet, slet ikke ny information for ham, men jeg ville gerne give ham indblik i alle mine tanker om det). Jeg følte at jeg pressede ham, hver gang jeg snakkede om baby, og bad ham derfor om at det var ham der skulle sige til, når han var klar. Samtidig ville jeg så prøve at lægge babysnakken på hylden (lettere sagt end gjort). En mail var den bedste måde for mig, for hvis jeg skulle tage snakken ville jeg IGEN være bange for, at budskabet ikke kom klart nok frem, og at det netop ville lægge mere pres på. Da han havde læst beskeden, tog vi en snak. Det var sådan set meget positivt, både for ham og mig. I går havde vi så en snak om fremtiden og han fortalte, at han var klar nu  Vi har nær familie, der snart skal have barn, så vi venter lige til de har fået deres basse, før vi snakker videre om hvornår jeg smider p-pillerne - det giver mest mening for os sådan.

 

Hvis jeg var dig, ville jeg nok tale med ham om, at det gør dig ked af det at du føler, at det kun er for din skyld. Om det er "nok", at han har vænnet sig til tanken, og I starter PB fra december alligevel, må være op til jer, men jeg ville i hvert fald tage snakken og lade ham opleve, at det ikke er ligegyldigt for dig, at han også er klar. Held og lykke med det

Tak for dit fine svar og er lidt de samme tanker jeg står med 

Jeg er også kommet frem til at jeg lige ligger snakken på hylden lidt og så høre ham om noget har ændret sig i ham eller hvordan. Har før sagt "så dropper vi det" og det har han det også mærkeligt med  typisk mænd 

han har venner der har børn og er gift, men han er også fodbold dreng med stor F og bliver lidt påvirket af alle de drenge røve 

Jeg kan mærke jeg også gerne vil have ham til at melde mere klart på banen at det er det vi gør!

problemet med os er at vi har allerede smidt præventionen så at sige. Jeg er igang med at blive undersøgt for om jeg fejler noget, da jeg i tidligere forhold ikke er blevet gravid. Dette påvirker mig meget og derfor jeg også gerne vil igang. Så kan ikke være på p-piller og på trods af påminding flere gange køber han ikke kondomer det frustrere mig virkelig at han er så tvetydig med det