Tænk for pokker på dig selv!

Hej læsere. 

Jeg har nu levet i et forhold med en skøn fyr, i 4 år. Desværre så har vi i de år kæmpet med at han er syg. Han kan ikke tåle at spille, drikke eller tage stoffer hvilket har været hans livsstil igennem mange år før jeg kom ind i billedet. Han erkendte først sit problem 1 år inde i vores forhold og har fået hjælp flere gange. 

Jeg har fra da jeg var helt ung kæmpet med lavt selvværd og selvtillid så havde rigtig svært ved at håndtere hans sygdom og tilbagefald. Vidste ikke hvad der var det rigtige at gøre og stolede på at han ville ændre sig for min skyld. Vi elsker hinanden og når sygdommen ikke fylder så er det blevet så meget bedre et forhold end før hen. 

Desværre så er det lige gyldigt hvor godt vi har det derhjemme, så kan han falde i og jeg græder og græder og tænker hvorfor gør han det. Jeg har prøve at gå til et møde for pårørende men følte de låste ham inde i en kasse som værende ikke i stand til at tage sig af sig selv og jeg skulle have al magt over økonomien og hans penge. Det ville jeg ikke gå med til for sådan vil jeg ikke leve. Han betaler altid sine udgifter så har aldrig været bange for den del. 

Jeg har længe gået og tænkt hvor mange chancer jeg skulle give ham og da han får tilbagefald i sidste uge, føler jeg ikke at jeg kan mere. Jeg har mistet mig selv og troen på jeg fortjener kærlighed som ikke skal knuses hele tiden. Jeg har slet ikke været egoistisk men hele tiden tænkt på ham og hans behov som jo har været min kærlighed og vores kærlighed. Han lover mig altid mere og mere og denne gang er han virkelig sikker på hvad der skal til for han vil aldrig miste mig. Men jeg kan ikke mere. Jeg kæmper stadig med mine ting og skal til at gå til psykolog, så hvordan skal jeg kunne klare det når han også kæmper. Jeg har bare så svært ved at tænke på mig selv. Han er jo syg. Han er ikke utro. Han kæmper hver dag med indre dæmoner som fortæller ham at han godt må de ting. Jeg har så dårlig samvittighed over at han har det så svært og jeg ønsker ikke for min værste fjende at andre skal have det som han har. Han har også skæv ryg som han døjer med hver dag og luftveje som driller. Jeg har så ondt inden i over at hans glæde er med mig. 

Men for pokker hvor må jeg lære ikke at tænke sådan. Det jo derfor jer mister mig selv og ikke kommer ovenpå. Undskyld det blev et langt indlæg og håber det er til at overskue. I er velkommen til at sige lige hvad I vil. Jeg har også skrevet indlægget "Jeg er en forfærdelig kæreste" som fortæller hvilke kampe jeg har med mig selv. 

Anonym skriver:

Hej læsere. 

Jeg har nu levet i et forhold med en skøn fyr, i 4 år. Desværre så har vi i de år kæmpet med at han er syg. Han kan ikke tåle at spille, drikke eller tage stoffer hvilket har været hans livsstil igennem mange år før jeg kom ind i billedet. Han erkendte først sit problem 1 år inde i vores forhold og har fået hjælp flere gange. 

Jeg har fra da jeg var helt ung kæmpet med lavt selvværd og selvtillid så havde rigtig svært ved at håndtere hans sygdom og tilbagefald. Vidste ikke hvad der var det rigtige at gøre og stolede på at han ville ændre sig for min skyld. Vi elsker hinanden og når sygdommen ikke fylder så er det blevet så meget bedre et forhold end før hen. 

Desværre så er det lige gyldigt hvor godt vi har det derhjemme, så kan han falde i og jeg græder og græder og tænker hvorfor gør han det. Jeg har prøve at gå til et møde for pårørende men følte de låste ham inde i en kasse som værende ikke i stand til at tage sig af sig selv og jeg skulle have al magt over økonomien og hans penge. Det ville jeg ikke gå med til for sådan vil jeg ikke leve. Han betaler altid sine udgifter så har aldrig været bange for den del. 

Jeg har længe gået og tænkt hvor mange chancer jeg skulle give ham og da han får tilbagefald i sidste uge, føler jeg ikke at jeg kan mere. Jeg har mistet mig selv og troen på jeg fortjener kærlighed som ikke skal knuses hele tiden. Jeg har slet ikke været egoistisk men hele tiden tænkt på ham og hans behov som jo har været min kærlighed og vores kærlighed. Han lover mig altid mere og mere og denne gang er han virkelig sikker på hvad der skal til for han vil aldrig miste mig. Men jeg kan ikke mere. Jeg kæmper stadig med mine ting og skal til at gå til psykolog, så hvordan skal jeg kunne klare det når han også kæmper. Jeg har bare så svært ved at tænke på mig selv. Han er jo syg. Han er ikke utro. Han kæmper hver dag med indre dæmoner som fortæller ham at han godt må de ting. Jeg har så dårlig samvittighed over at han har det så svært og jeg ønsker ikke for min værste fjende at andre skal have det som han har. Han har også skæv ryg som han døjer med hver dag og luftveje som driller. Jeg har så ondt inden i over at hans glæde er med mig. 

Men for pokker hvor må jeg lære ikke at tænke sådan. Det jo derfor jer mister mig selv og ikke kommer ovenpå. Undskyld det blev et langt indlæg og håber det er til at overskue. I er velkommen til at sige lige hvad I vil. Jeg har også skrevet indlægget "Jeg er en forfærdelig kæreste" som fortæller hvilke kampe jeg har med mig selv. 

Du har ikke mistet dig selv endnu, for så ville du ikke være i stand til at se du skal videre. Er glad for du er nået dertil, og gør så virkelighed ud af det. 

Det er pisse hårdt at gå fra en man elsker og som elsker og forguder en, men nogle gange er det altså nødvendigt. 

Håber i endnu ikke har børn, det gør det hele noget nemmere.

sommerbarn<3 skriver:

Du har ikke mistet dig selv endnu, for så ville du ikke være i stand til at se du skal videre. Er glad for du er nået dertil, og gør så virkelighed ud af det. 

Det er pisse hårdt at gå fra en man elsker og som elsker og forguder en, men nogle gange er det altså nødvendigt. 

Håber i endnu ikke har børn, det gør det hele noget nemmere.

Jeg har endnu ikke taget snakket med ham om at gøre det forbi for det er så svært for mig. Har prøvet at slå op før hvor vi endte med at tude og så kunne jeg ikke alligevel for jeg er pisse bange for hvad der skal ske med mig. 

Nej vi har ikke børn men vi var tæt på at begynde snakken om hvornår det skulle være. Vi havde det fantastisk i lang tid inden det skete. Han falder ikke i hver måned. Jeg synes bare det er svært for Ja jeg elsker ham virkelig. Men har også sagt at hvis han virkelig elsker mig så ville han også ha gjort mere for ikke at falde i. 

Jeg er svag og er bange for ikke at holde fast ved denne beslutning. Hvordan deler vi tingene op, hvordan skal vi sige farvel uden gråd og følelsen af det hele er så dumt og det nemmest hvis jeg bliver. Han kæmper stadig for at holde på mig og vil have mig til at tro på ham. Men sådan har det også været de andre gange. Så har han kæmpet en kamp den første måned og derefter er det gået stille for sig og så er det jo at han kan falde i når som helst. Ville ønske jeg vidste hvad der skulle til for at han stoppede og give mig tilliden til at han mener det. Jeg tror ikke på ham selvom en indre stemme siger jeg skal.

Anonym skriver:

Jeg har endnu ikke taget snakket med ham om at gøre det forbi for det er så svært for mig. Har prøvet at slå op før hvor vi endte med at tude og så kunne jeg ikke alligevel for jeg er pisse bange for hvad der skal ske med mig. 

Nej vi har ikke børn men vi var tæt på at begynde snakken om hvornår det skulle være. Vi havde det fantastisk i lang tid inden det skete. Han falder ikke i hver måned. Jeg synes bare det er svært for Ja jeg elsker ham virkelig. Men har også sagt at hvis han virkelig elsker mig så ville han også ha gjort mere for ikke at falde i. 

Jeg er svag og er bange for ikke at holde fast ved denne beslutning. Hvordan deler vi tingene op, hvordan skal vi sige farvel uden gråd og følelsen af det hele er så dumt og det nemmest hvis jeg bliver. Han kæmper stadig for at holde på mig og vil have mig til at tro på ham. Men sådan har det også været de andre gange. Så har han kæmpet en kamp den første måned og derefter er det gået stille for sig og så er det jo at han kan falde i når som helst. Ville ønske jeg vidste hvad der skulle til for at han stoppede og give mig tilliden til at han mener det. Jeg tror ikke på ham selvom en indre stemme siger jeg skal.

Kan sagtens forstå dig. Jeg er også i et forhold med faste op og nedture, dog en anden slags. Vi flyttede fra hinanden for et år siden, men fortsatte med at være kærester (vi har børn) men vi står endnu en gang ved en skillevej. Denne gang er jeg træt af at kæmpe, og for en gang skyld kæmper han helt vildt. 

Men personligt ville jeg synes det ville være rigtig synd at give dine børn en far som de aldrig vidste om røg i igen.

hvad er det han tager, og på hvilken måde, alene eller en gang imellem til fest?

sommerbarn<3 skriver:

Kan sagtens forstå dig. Jeg er også i et forhold med faste op og nedture, dog en anden slags. Vi flyttede fra hinanden for et år siden, men fortsatte med at være kærester (vi har børn) men vi står endnu en gang ved en skillevej. Denne gang er jeg træt af at kæmpe, og for en gang skyld kæmper han helt vildt. 

Men personligt ville jeg synes det ville være rigtig synd at give dine børn en far som de aldrig vidste om røg i igen.

hvad er det han tager, og på hvilken måde, alene eller en gang imellem til fest?

Øv med dit forhold. 

Han er clean i lang tid og pludselig når jeg er på arbejde, eller har en aftale kan han ende med at købe alkohol og hygge derhjemme for så at ende med at tage hjem til andre og more sig videre eller ende i byen. Han får altid mødt folk som tilbyder ham stoffer og hvis ikke han spillede før på andres pokersider eller spille maskiner så gør han det efter stoffer. Jeg ved ikke hvad det hedder men han fik angstanfald og troede at folk var efter ham. Han fik blackout som han normalt ikke har fået før. Så denne gang var rigtig slem. 

sommerbarn<3 skriver:

Kan sagtens forstå dig. Jeg er også i et forhold med faste op og nedture, dog en anden slags. Vi flyttede fra hinanden for et år siden, men fortsatte med at være kærester (vi har børn) men vi står endnu en gang ved en skillevej. Denne gang er jeg træt af at kæmpe, og for en gang skyld kæmper han helt vildt. 

Men personligt ville jeg synes det ville være rigtig synd at give dine børn en far som de aldrig vidste om røg i igen.

hvad er det han tager, og på hvilken måde, alene eller en gang imellem til fest?

Sidste gang i februar da han faldt i var fordi han fik kontakt til en ven som desværre er alkoholiker. Min kæreste ville invitere ham hjem for at se vores nye lejlighed og desværre tog han alkohol med på trods af at han ved at min kæreste ikke skal drikke. Men igen så tænker en alkoholiker ikke så langt. Troede ikke han havde kontakt til ham fordi han før hen har lovet mig at droppe ham. Så det er forskelligt men jeg er aldrig hjemme når han starter. Han gør det enten først selv eller ender med at få kontakt til folk som ikke er de bedste for ham og så ved han hvilken vej det kan gå. Hans hjerne siger til ham at en enkelt øl skader ikke eller det at hjælpe en ven med at oddse/spille poker ikke har nogen dårlig effekt. Desværre så jo. 

Kender følelsen, der var bare ikke stoffer involveret, men også det med man bare bliver nedbrudt af en hvor man ikke føler sig som så vigtig en prioritet så man kan lade være med de ting. Og man elsker ham og elsker ham dybt og inderligt, så hvordan kan man forlade ham når han behøver en mest? Men DU behøver DIG mest. Og det tog mig 6 år at blive træt, få nok, og få så stor en efter-reaktion så jeg næsten fik kvalme ved tanken om en anden kæreste i månedsvis. Havde bare fået nok. Og man trøster, støtter, motivere, lytter, og tilgiver heeeele tiden.. "næste gang" og alt det der.  

Og til sidst blev jeg bare sådan "Du må gøre hvad du vil, hvis du har lyst til at drikke hjernen ud, så gør det, hvis du har lyst til at blive væk nå´r jeg forventer noget af dig, så gør det, men JEG vil ikke være kæreste med en der gør det". Det er et frit land og et frit valg, og man må helt ærligt også kræve noget af folk, og sig selv. Man må gerne have en række krav hvor man tænker at hvis han som minimum skal gøre et problem ud af f.eks. ædruelighed, jamen så farvel og tobak. 

Jeg havde det virkelig sådan da jeg mødte min nye, nu forlovede, at jeg SKULLE ikke have en kæreste. Jeg BEHØVEDE ikke en kæreste. Så for hver gang der var gnidninger i starten, som I mange parforhold, så gjorde jeg det også klart at jeg ikke vil have den slags problemer mere, og ellers så stoppede samarbejdet her. 

Jeg vil aldrig nogensinde igen spilde så mange tåre, energi og humør på at være SÅ ked af det, at jeg har glemt mig selv. 

Man fortryder kun man ikke stoppede i tide, man fortryder aldrig man stoppede for tidligt...

og husk, der er mange måder at være utro på i et forhold, ikke alle måder har med en anden kvinde at gøre, men det at man bare er utro imod de principper og aftaler, og respekt for hinanden.

Bananaalice skriver:

Kender følelsen, der var bare ikke stoffer involveret, men også det med man bare bliver nedbrudt af en hvor man ikke føler sig som så vigtig en prioritet så man kan lade være med de ting. Og man elsker ham og elsker ham dybt og inderligt, så hvordan kan man forlade ham når han behøver en mest? Men DU behøver DIG mest. Og det tog mig 6 år at blive træt, få nok, og få så stor en efter-reaktion så jeg næsten fik kvalme ved tanken om en anden kæreste i månedsvis. Havde bare fået nok. Og man trøster, støtter, motivere, lytter, og tilgiver heeeele tiden.. "næste gang" og alt det der.  

Og til sidst blev jeg bare sådan "Du må gøre hvad du vil, hvis du har lyst til at drikke hjernen ud, så gør det, hvis du har lyst til at blive væk nå´r jeg forventer noget af dig, så gør det, men JEG vil ikke være kæreste med en der gør det". Det er et frit land og et frit valg, og man må helt ærligt også kræve noget af folk, og sig selv. Man må gerne have en række krav hvor man tænker at hvis han som minimum skal gøre et problem ud af f.eks. ædruelighed, jamen så farvel og tobak. 

Jeg havde det virkelig sådan da jeg mødte min nye, nu forlovede, at jeg SKULLE ikke have en kæreste. Jeg BEHØVEDE ikke en kæreste. Så for hver gang der var gnidninger i starten, som I mange parforhold, så gjorde jeg det også klart at jeg ikke vil have den slags problemer mere, og ellers så stoppede samarbejdet her. 

Jeg vil aldrig nogensinde igen spilde så mange tåre, energi og humør på at være SÅ ked af det, at jeg har glemt mig selv. 

Man fortryder kun man ikke stoppede i tide, man fortryder aldrig man stoppede for tidligt...

og husk, der er mange måder at være utro på i et forhold, ikke alle måder har med en anden kvinde at gøre, men det at man bare er utro imod de principper og aftaler, og respekt for hinanden.

Jeg er nemlig nedbrudt, men samtidig så tror jeg bare så meget på det han siger. Vi havde det vidunderligt inden han faldt i og han forstår ikke hvorfor han gjorde det. Han er min bedste ven og har aldrig følt mig så tryg ved en fyr før. Har altid følt mig sikker i at han vil mig og aldrig forlader mig. Han har haft store fremskridt og så har han desværre også været for doven og ikke gået til de møder han skal. Den konsekvens mærker han nu og derfor tror han på at nu slutter hans dovenskab. Fast møde hver uge osv. 

Jeg er så meget i vildrede. Vi har været sammen i 4 år. 

Du fortæller, at du skal til at gå til psykolog for at få hjælp til at holde fast i dig selv, hvilket er rigtig fornuftigt. Men hvad får din kæreste af professionel hjælp? Du/I beskriver det som en sygdom, så selvfølgelig skal der professionelle ind over, når det er noget han ikke selv er i stand til at styre. Hvis han ikke allerede er i et fast behandlingsforløb, så synes jeg faktisk du skal kræve det af ham, med metadon og hele svineriet. På den måde får han hjælp til at holde fast i, at være den fantastiske mand og kæreste du VED han også er. Jeg ønsker Jer og jeres kærlighed al mulig held og lykke 

Stivdie skriver:

Du fortæller, at du skal til at gå til psykolog for at få hjælp til at holde fast i dig selv, hvilket er rigtig fornuftigt. Men hvad får din kæreste af professionel hjælp? Du/I beskriver det som en sygdom, så selvfølgelig skal der professionelle ind over, når det er noget han ikke selv er i stand til at styre. Hvis han ikke allerede er i et fast behandlingsforløb, så synes jeg faktisk du skal kræve det af ham, med metadon og hele svineriet. På den måde får han hjælp til at holde fast i, at være den fantastiske mand og kæreste du VED han også er. Jeg ønsker Jer og jeres kærlighed al mulig held og lykke 

Han har fået i behandling og han vil hver uge få til aa møder for at holde fast i sin ædruelighed for det hele.

Problemet er at han flere gange har gået til møder men så efter noget tid har han skubbet det og haft dårlige undskylder for ikke at gå til det. Lidt ligesom man lover sig selv at træne men ikke overholder det. Han er fantastisk men jeg ved bare ikke om jeg med mine problemer kan klare at han også har problemer. Har grædt så mange gange over hans tilbagefald og været så ked af hvorfor han ikke vil stoppe for min skyld.