Giver snart op....

Og så alligevel ikke. Men har nu godt nok haft lyst til det et par gange.
Vi har prøvet i et år nu... Smed pillerne i sept. sidste år, og er desværre stadig ikke gravid

Der er kommet 6 babyer i familien, hvis man tæller held den extended del med. Så sent som igår kom min kærestes lille niece til verden. Og ja, det er da rigtig dejligt, men synes godt nok, at det også er hårdt at stå på sidelinjen og se på, at alle andre bare bliver gravide og får børn mens der ingenting sker for os.

Næste skridt for vores vedkommende er udredning. Har en tid til starten af november, og kæresten er heldigvis - indtil videre - med på ideen. 

Jeg er kan bare mærke at jeg er lidt udbrændt og egentlig slet ikke har lyst lige nu. Selv om jeg også godt ved, at jeg ikke vil være foruden at blive undersøgt.

For det er jo trods alt rart, at få en afklaring så man ikke skal spekulere på det også... Følelserne svinger bare helt vildt. Det er hårdt

Ja undskyld jeg ynker mig selv, men trængte lige til at lette mit hjerte. Tror også bare det lige kommer så meget mere i fokus med alle de babyer som er kommet på det seneste, og fordi så mange jeg kender venter sig.

Er der andre, som har det på samme måde???? Føler mig totalt Palle...

 Tak fordi du læste med.

Kh Alexis

ih altså. Ønsker jer held og lykke med undersøgelserne. Håber i finder en måde til snart at få lavet en lille....

Jeg har lige fået min mens for et par dage siden. har snart prøvet i 5 mdr. så kan ikke helt sætte mig ind i din situation. Men synes også det er ved at være hårdt. Min kærestes søster har lige født og en kollega fra arbejdet fortalte i går at hun er gravid. Skete i første forsøg. Det jeg bekymre mig om er om jeg også skal være en af dem der skal prøve over et år og igennem undersøgelser og alt muligt. Det ville jeg bare ikke kunne forstå, for for 4 år siden da vi lige var blevet kærester blev jeg gravid selvom jeg var på p-piller. Der skete en masse på det tidspunkt, min kæreste var ude i noget lort og ja, en masse ting gjorde at jeg valgte at få en abort. Det har jeg egentlig ikke fortrudt, men nu hvor man prøver så forstår man ikke hvorfor det skal tage så lang tid.

Jeg ved ikke hvilke tanker du gør dig omkring de undersøgelser i skal igennem, kunne forestille mig at man håber der ikke er noget i vejen, men samtidig ønsker man også et eller andet form for svar på hvorfor det ikke er lykkes jer at blive gravide endnu...

Ja lidt langt indlæg, men krydser fingre for i snart får jeres ønske opfyldt om at få et lille spir i maven

nøj hvor jeg ved hvordan du har det! vi har prøvet at få et barn siden maj 2007, vi er p.t. igang med vores 5. IUI forsøg og jeg er SÅ træt af det hele. Jeg tænker ofte, at vi bare skal holde op med at prøve og så komme videre med vores liv - samtidig ved jeg jo godt, at jeg aldrig vil holde op med at ønske at blive mor og eftersom vi er uforklarligt barnløse, vil jagten aldrig for alvor ende!

men det er hårdt og der er rigtig mange følelser på spil! jeg kan huske før vores udredning, at jeg var helt ude at skide følelsesmæssigt, nej  hvor var jeg bare bange for at få at vide, at der var et eller andet helt galt med en af os!

du må gerne ynke dig selv, det tror jeg lidt man er nødt til for at finde kræfterne til at fortsætte kampen, for gu er det synd for os, at det skal være sådan en kamp!! jeg syntes dog at der er et helt fantastisk netværk herinde, som er det jeg primært støtter mig op af både i gode og svære tider i forbindelse med projekt baby

Jeg ved gogt hvordan det er at du føler!!!

Da vi havde prøvet i et år var jeg sikker på at vi aldrig ville få et barn Men snakkede med lægen og blev sendt videre til indserminering (staves). Vi fik 3 forsøg og blev ikke gravid Der var jeg meget sikker på at jeg aldrig ville få et barn! Men blev sendt videre til Dronninglund for at snakke om regensglas befrugtning. Vi valgte at holde en lille pause for at lave huset færdig. Efter pause skulle vi så til dronninglund for at snakke med dem. De undersøger mig og siger at jeg snart får en meget stor mens. Men den skulle jeg ha haft for en uge siden. Vi spurte lægen om jeg var gravid men det ville han ikke sige jeg var. Vi fik nogen piller med hjem hvis nun jeg ikke fik min mens skulle jeg ta dem. Men efter nogen dage fik min mor mig til at ta en graviditets test og den var super positiv

I dag har jeg min dejlige søn på 17mån. og der er en lille ny på vej

Så du skal ikke miste håbet!!!

Jeg håber at det snart lykkes for jer

Hold ud selv om det kan være hårdt, jeg ved desværre alt for godt hvad du føler, da vi skulle igennem 12 år inden det lykkedes for os.

Mit bedste råd til dig og din mand/kæreste er, at I skal mærke godt efter hvornår I synes I har brug for en pause i de måske kommende behandlinger, selv om det godt kan virke fuldstændigt tåbeligt at holde pause fra noget som man virkelig gerne vil og at man kan føle at man opgiver. Det vil betyde at I kommer samlet ud på den anden side.

Håber det bedste for Jer.

Trine

nu er det jo ikke unormalt at der kan gå et år desværre....men nogle ligger i den hurtige ende og nogle i den langsomme..i ligger så i den lidt langsomme

Her gik der 14 mdr første gang før jeg pludselig stod med en test der hadve de magiske streger.

Havde dog desværre en MA og der gik yderligere 2 år før jeg stod med en ny positiv test..aner ikke hvorfor der gik så land tid, det gjorde der abre.

Til gengæld gik det ret hurtigt da vil skulle lave lillesøster...)

4 mdr gik der, havde dog en SA, men var sørme gravid igen 4 uger senere.

Så lad være med at give op, det skal nok komme men man skal virkelig være tålmodig nogle gange selv om det er hårdt.

Mange af dem der vil til udredning kan sagtens selv blive gravide og bliver det faktisk også ofte når de planlægger en udredning, netop fordi de så slapper mere af fordi de nu har et næste mål.

Jeg ved hvordan du har det, men her får du en lille solstråle historie..

Min kæreste og jeg havde prøvet at blive gravide i ca 11 måneder, jeg lyver ikke hvis jeg siger at vi min. havde sex en gang hver eneste dag i 11 måneder.. no matter what!!

Men der skete bare ikke noget, så vi gjorde ligesom mange vi fik en tid på Dronninglund fertilitetsklinik, vi var deroppe til undersøgelser og samtaler.. alt så fint ud, men fordi jeg havde MEGET ujævne mensturationer blev vi tilbudt at få hjælp.. dette gav ro på det hele, for nu vidste man jo ligesom at der var lys for enden og vi bekymrede os ikke så meget mere....

Da vi nåede til juni måned, hvor det hele ligesom skulle til at sættes igang med hele processen, havde jeg utolig meget arbejde og var meget stresset, og vi snakkede lidt frem og tilbage, min kæreste og jeg, og vi blev enige om at udskyde det hele til jannuar måned 2010.

Men så skete det helt utolige, det vi troede vi ikke kunne, vi stod lige pludselig der med en positiv test, efter 14 måneders forgæves forsøg, og venter nu vores lille mirakkel til maj næste år..

det jeg egentlig vil sige med det er at du må ikke give op det kan sagtens lade sig gøre, også for jer det er jeg sikker på. Jeg vil ihverfald håbe at vores historie kan give lidt håb og på samme tid til jeg krydse alt hvad jeg kan for at det nok skal lykkeds for jer.

Stort kram fra Anette 

Brams skriver:

Hold ud selv om det kan være hårdt, jeg ved desværre alt for godt hvad du føler, da vi skulle igennem 12 år inden det lykkedes for os.

Mit bedste råd til dig og din mand/kæreste er, at I skal mærke godt efter hvornår I synes I har brug for en pause i de måske kommende behandlinger, selv om det godt kan virke fuldstændigt tåbeligt at holde pause fra noget som man virkelig gerne vil og at man kan føle at man opgiver. Det vil betyde at I kommer samlet ud på den anden side.

Håber det bedste for Jer.

Trine

rigtig vigtigt råd Brams kommer med her! Vi har holdt pauser og jeg kan mærke, at lykkes det ikke denne gang, er jeg nødt til at tage en pause igen meget snart. Det er både fordi hormonbehandlingen er hård ved systemerne og fordi at man er nødt til at finde hinanden ind imellem behandling, hvor alting ligesom går op i æg og sæd (so to speak). Så HUSK at I er SAMMEN om det her projekt og husk, at man ikke altid er det samme sted følelsesmæssigt i det her. min mand er fx positiviteten selv, hvilket er dejligt men overhovedet ikke sådan jeg er i den her forbindelse

jeg ved det er meget svært ik at tænke på det når man virkelig brænder for det .

men nogen gange kan stress og det at man tænker konstant på det være med til man ik bliver. mig og manden prøvede i 2 år intet skete, der vi så lagde det på hylden fordi jeg skulle starte i skole så kun en uge efter jeg startede testede jeg positiv  så nogen gange hjælper det at fokuser på andet og nyde hinanden

Jeg prøver at svar alle på en gang, for ellers vil det tage mig for lang tid. Så håber i forstår, hvis jeg ikke lige har besvaret hvert enkelt indlæg. Jeg er meget glad for den store respons. Tusind mange gange tak for alle jeres tilbagemeldinger og medfølelse - og ikke mindst de mange gode råd. Det betyder virkelig meget for mig.

Mit studie optager mig heldigvis, og kæresten er med på at lade sig undersøge. Så jeg stresser heldigvis ikke så meget over det. Selv om det selvf. fylder en del i min hverdag. Men det gør godt nok ondt, at se alle andre rende rundt med mave og babyer... og 6 babyer i familien i år og en til på vej gør det ikke nemmere...

Dejligt med solstrålehistorier. Jeg tror på, og trøster mig med, at når det lykkes vil glæden være de mange tusind gange større og stærkere, end hvis man ikke har kæmpet lidt for det... Så det prøver jeg at se som en gave.... selv om det er SÅ svært... Og i længden nok ikke holdbar

Knus til jer alle.