Jeg har selv døjet med migræne med aura hele livet, med adskillige anfald om ugen igennem min barndom, som så stilnede af til et par gange om måneden i mine teenage år og blev til "en gang imellem" efter jeg blev voksen. Med min store pige havde jeg ingen problemer med for lidt søvn, da jeg så vidt muligt forsøgte at benytte mig af det gamle råd med at sove når barnet sover og min datter ret hurtigt begyndte at sove nattten igennem.
Da jeg blev gravid med min søn, begyndte jeg at få hormon-migræner. Det var HVER dag, hvor jeg stod op og egentlig havde det sådan okay, men så i løbet af dagen (omkring middag) begyndte at få det skidt og endte med et full-blown migræne anfald med opkast og svimmelhed inden jeg nåede "fyraften". Jeg kunne af gode grunde ikke fylde mig selv med smertestillende og var i en måneds tid en rigtig dårlig mor for min datter og kone for min mand, da jeg bare lå i sengen i mørke og stilhed fra jeg kom hjem og til næste morgen.
Jeg endte med at få sådan en "daith" piercing i øret imod migræne og den hjælp faktisk rigtig meget. Jeg gik resten af graviditeten uden de store anfald (der var et par stykker stadig), men fik stadig aura'en. Nu efter bettemanden er født og jeg ikke har sovet mere end 4-5 timer i alt i løbet af natten de sidste 9 måneder, er jeg ret glad for den, for jeg har stadig aura'en hver gang jeg BURDE have et anfald, men får dem meget sjældent - faktisk endnu sjældnere end jeg gjorde, før jeg fik børn.
Anmeld
Citér
