Eksperthjælp: Gravid som 43 årige med barn der har down syndrom

Linda Stæhr

Hej Linda.

Jeg oprettede nedenstående tekst som tråd på baby.dk, men har egentlig behov for at høre en eksperts kommentar. Vi har i forvejen en dreng på 12 og en pige på 10. Vores pige er meget sensitiv og vi har haft mange udfordringer med hende i forbindelse med helt basale ting i hverdagen. Det har været hårdt, og jeg har ikke oplevet mig selv som en mor med super-overskud, og er hundeangst for, hvordan det vil blive med et barn med Downs syndrom(det venter jeg nu), men en del af mig, vil så gerne have barnet. Så jeg ved simpelt hen ikke hvad det rigtige er, og min mand er lige så fortvivlet, som jeg er.

Her teksten i "tråden":
"For 3 år siden fik jeg en abort, da vi ved første scanning så, at barnet manglede noget af kraniet. Vi fik at vide, at hvis barnet overlevede graviditeten, ville det dø kort efter fødslen, og det kunne være farligt for mig at gennemføre graviditeten. Så en abort var det eneste, vi kunne gøre. Men vi blev rigtige kede af det. Både vi og vores 2 ældre børn har drømt om en efternøler. Der er ingen fætre eller kusiner til trods for søskende både på min mands og min side, så vores to børn vil stå der som de eneste i deres generation. Så efter aborten følte vi et afsavn, og som om der manglede noget, men det at gå målrettet efter at blive gravide igen var også svært at tale højt om. Vi begyndte så efter et stykke tid at lade være med at beskytte os, da vi tænkte, at vi ville gøre et sidste forsøg, men det var ved at være sidste udkald, pga. vores alder. Så i sommers fandt vi ud af, at jeg er gravid. Jeg har alderen lidt imod mig, da jeg er 43 år, men jeg har indtrykket af, at der trods alt er en del kvinder i dag, der får børn sent. og raske børn. Men de sidste 14 dage har været en enorm frustrerende følelsesmæssig rutschetur. Vi fik til vores scanning at vide, at der var 1:4 chance for et barn med Down´s syndrom. Da risikoen var så høj blev vi anbefalet at få taget en moderkageprøve. Det fik vi foretaget, men jeg læste artikler om, at en tyk nakkefold kunne være mange andre ting; det var der bare ikke så meget fokus på. Så vi håbede af hele vores hjerte, at det ville være en kromosonfejl, barnet ville kunne leve med, uden et alt for anderledes liv. Men så fik vi at vide, at det er Downs syndrom. Vi har set flere klip om folk med børn med Downs syndrom, psykologer mm, og budskabet er, at man skal føle efter, hvilken beslutning, der er rigtig for én. Men at finde ud af det, er noget af det sværeste vi har prøvet. På den ene side vil vi så gerne have barnet, tanken om at det ikke kommer er ikke til at bære - ikke efter at det også gik galt sidste gang. Endnu en abort er ikke ligefrem noget jeg jubler efter. Men vi er bare så hundeangst for, hvordan vores liv vil blive. Vi er ved at spare op til en tur til USA, som vores store børn glæder sig enormt til, men kan sådan noget gennemføres med et barn med Downs syndrom? Hvor meget skal vores nuværende børns liv ændres? Vil det koste venner? Familiesamvær? Nogle historier, vi har hørt, lyder så positive. Men så er der andre historier om børn med Downs syndrom, hvor barnet er i 20´erne, stadig går med ble, aldrig har fået sprog og næsten ikke kan kommunikeres med, og som sagt er jeg 43 nu, næsten 4 måneder henne... Det er skræmmende at stå som gammel mor med et stort barn med sådanne behov. Det virker helt uoverskueligt, og hvad hvis man slet ikke kan magte det? Vi har på sin vis ikke lyst til at have et barn med meget svære særlige behov. Men bare tanken om at fjerne barnet, og at det aldrig kommer, er ikke til at holde ud. Det er et lille barn, man ville vælge fra. Så vi aner simpelt hen ikke, hvordan vi skal komme tættere på en afklaring af, hvad det rigtige for os er. Er der nogen, der kan nikke genkendende til dette? Er der nogen, der har nogle råd? Vi er meget frustrerede."

Hilsner...

Vi ville nok ønske at man kunne sige på forhånd, hvor "svært ramt" af Downs syndrom barnet vil være. Bliver det et barn, der vil kunne få et fornuftigt liv, eller et barn lige som ham jeg omtaler ovenfor, der går med ble og ikke rigtig kan så meget i 20´erne. Vi ved simpelt hen ikke, hvad vi skal.

Lindas svar

Kære Rosalyn

Det er en stor byrde at have mulighed for at fravælge livet i maven – uanset fremtidsmuligheder. Som altid vil jeg starte med at sige, at jeg aldrig anbefaler abort og derfor vil dette svar bære præg heraf.

Sorgen følger bristede drømme

Jeg kan høre og mærke smerten over savnet af endnu et sundt og rask barn. En sorgproces som forløber sideløbende med jeres dilemma. Husk at give plads til sorgen midt i beslutningerne – intet kan bringe jeres drøm om et sundt og rask barn tilbage.

Store dilemmaer at stå i

Jeg overvejer om det er uvisheden, der er værst eller det mere er det ubehagelige der KAN komme, der er værst?!? Hvis I kunne forberede jer meget på forhånd og samle informationer om livet med et barn med down syndrom, søge fællesskab, hjælp og ordninger på forhånd, hvordan ville det så påvirke beslutningen?

Jeg er sikker på, at I allerede har lavet en liste så lang med for og imod, og I har sikkert allerede fået mange kommentarer på tråden. Så det vil jeg ikke stille op for jer.

Forældre er aldrig alene

Jeg vil anbefale jer at få personlig kontakt til forældre med børn, der har down syndrom. Ikke kun at læse om det. Jeg gætter på, at I allerede har været på Landsforeningen Down Syndrom’s hjemmeside, hvor dette er muligt. Ligesom spørgsmålet om hvor let eller svært det vil blive, så er et lige så relevante spørgsmål: ”Ville I have valgt fra, hvis I kunne gå tilbage i tiden?” og ”hvad gjorde I for at løse…” I er sandsynligvis ikke de første forældre, der OGSÅ har et sensitivt barn. Måske der er håb i det, at jeres to nuværende børn alligevel er så gamle, som de er?!

Nogle gange har vi valgt, før vi har valgt

I spørgsmålet kalder I det ”ubærligt” at skulle vælge abort, men også det ”helt uoverskueligt” at stå som forældre til et tredje barn, som har down syndrom. I står overfor to muligheder og kan ikke overskue konsekvenserne, men måske der allerede er en af mulighederne, der bare er så overvældende, at I faktisk allerede har valgt? I så fald er krisen ikke at vælge, men at tage ansvar for det valg I træffer og stå ved det?!?

Spørger I om min personlige mening?

Jeres situation kan synes helt umulig og der er ingen lette svar – og ingen andre end I kan finde dem.

Min personlige mening er, at der er et ansvar i denne sag, som I ikke kan komme udenom. Uanset hvor meget I har fortalt jer selv, at det nok skulle gå at få børn som 43 årig uden problemer, så var det ikke en statistisk sandhed – tværtimod. Det synes jeg tæller som en forpligtigelse, hvis man så alligevel vælger at blive gravide. I KUNNE have valgt adoption – specielt efter sidste abort, men I valgte drømmen og I valgte at blive gravide. Jeg siger ikke, at det er let, jeg siger ikke, at det er retfærdigt, jeg siger ikke, at så må alt andet vige… Jeg siger kun, at vi må tage ansvar for de valg vi træffer i livet.

Ingen kan sige, hvad fremtiden bringer. Selv sunde og raske børn kan blive syge eller opleve ulykker senere i livet, ingen kan spå om fremtiden og sikre sig. Vi står kun her i nutiden og bærer de svære beslutninger, sorger og glæder, som vi oplever her og nu – og i dette virvar må vi træffe den beslutning, som vi kan stå ved, resten af vores liv.

Jeg ønsker jer ALT det bedste fra dybet af mit hjerte

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Linda Stæhr skriver:

Linda Stæhr

Hej Linda.

Jeg oprettede nedenstående tekst som tråd på baby.dk, men har egentlig behov for at høre en eksperts kommentar. Vi har i forvejen en dreng på 12 og en pige på 10. Vores pige er meget sensitiv og vi har haft mange udfordringer med hende i forbindelse med helt basale ting i hverdagen. Det har været hårdt, og jeg har ikke oplevet mig selv som en mor med super-overskud, og er hundeangst for, hvordan det vil blive med et barn med Downs syndrom(det venter jeg nu), men en del af mig, vil så gerne have barnet. Så jeg ved simpelt hen ikke hvad det rigtige er, og min mand er lige så fortvivlet, som jeg er.

Her teksten i "tråden":
"For 3 år siden fik jeg en abort, da vi ved første scanning så, at barnet manglede noget af kraniet. Vi fik at vide, at hvis barnet overlevede graviditeten, ville det dø kort efter fødslen, og det kunne være farligt for mig at gennemføre graviditeten. Så en abort var det eneste, vi kunne gøre. Men vi blev rigtige kede af det. Både vi og vores 2 ældre børn har drømt om en efternøler. Der er ingen fætre eller kusiner til trods for søskende både på min mands og min side, så vores to børn vil stå der som de eneste i deres generation. Så efter aborten følte vi et afsavn, og som om der manglede noget, men det at gå målrettet efter at blive gravide igen var også svært at tale højt om. Vi begyndte så efter et stykke tid at lade være med at beskytte os, da vi tænkte, at vi ville gøre et sidste forsøg, men det var ved at være sidste udkald, pga. vores alder. Så i sommers fandt vi ud af, at jeg er gravid. Jeg har alderen lidt imod mig, da jeg er 43 år, men jeg har indtrykket af, at der trods alt er en del kvinder i dag, der får børn sent. og raske børn. Men de sidste 14 dage har været en enorm frustrerende følelsesmæssig rutschetur. Vi fik til vores scanning at vide, at der var 1:4 chance for et barn med Down´s syndrom. Da risikoen var så høj blev vi anbefalet at få taget en moderkageprøve. Det fik vi foretaget, men jeg læste artikler om, at en tyk nakkefold kunne være mange andre ting; det var der bare ikke så meget fokus på. Så vi håbede af hele vores hjerte, at det ville være en kromosonfejl, barnet ville kunne leve med, uden et alt for anderledes liv. Men så fik vi at vide, at det er Downs syndrom. Vi har set flere klip om folk med børn med Downs syndrom, psykologer mm, og budskabet er, at man skal føle efter, hvilken beslutning, der er rigtig for én. Men at finde ud af det, er noget af det sværeste vi har prøvet. På den ene side vil vi så gerne have barnet, tanken om at det ikke kommer er ikke til at bære - ikke efter at det også gik galt sidste gang. Endnu en abort er ikke ligefrem noget jeg jubler efter. Men vi er bare så hundeangst for, hvordan vores liv vil blive. Vi er ved at spare op til en tur til USA, som vores store børn glæder sig enormt til, men kan sådan noget gennemføres med et barn med Downs syndrom? Hvor meget skal vores nuværende børns liv ændres? Vil det koste venner? Familiesamvær? Nogle historier, vi har hørt, lyder så positive. Men så er der andre historier om børn med Downs syndrom, hvor barnet er i 20´erne, stadig går med ble, aldrig har fået sprog og næsten ikke kan kommunikeres med, og som sagt er jeg 43 nu, næsten 4 måneder henne... Det er skræmmende at stå som gammel mor med et stort barn med sådanne behov. Det virker helt uoverskueligt, og hvad hvis man slet ikke kan magte det? Vi har på sin vis ikke lyst til at have et barn med meget svære særlige behov. Men bare tanken om at fjerne barnet, og at det aldrig kommer, er ikke til at holde ud. Det er et lille barn, man ville vælge fra. Så vi aner simpelt hen ikke, hvordan vi skal komme tættere på en afklaring af, hvad det rigtige for os er. Er der nogen, der kan nikke genkendende til dette? Er der nogen, der har nogle råd? Vi er meget frustrerede."

Hilsner...

Vi ville nok ønske at man kunne sige på forhånd, hvor "svært ramt" af Downs syndrom barnet vil være. Bliver det et barn, der vil kunne få et fornuftigt liv, eller et barn lige som ham jeg omtaler ovenfor, der går med ble og ikke rigtig kan så meget i 20´erne. Vi ved simpelt hen ikke, hvad vi skal.

Lindas svar

Kære Rosalyn

Det er en stor byrde at have mulighed for at fravælge livet i maven – uanset fremtidsmuligheder. Som altid vil jeg starte med at sige, at jeg aldrig anbefaler abort og derfor vil dette svar bære præg heraf.

Sorgen følger bristede drømme

Jeg kan høre og mærke smerten over savnet af endnu et sundt og rask barn. En sorgproces som forløber sideløbende med jeres dilemma. Husk at give plads til sorgen midt i beslutningerne – intet kan bringe jeres drøm om et sundt og rask barn tilbage.

Store dilemmaer at stå i

Jeg overvejer om det er uvisheden, der er værst eller det mere er det ubehagelige der KAN komme, der er værst?!? Hvis I kunne forberede jer meget på forhånd og samle informationer om livet med et barn med down syndrom, søge fællesskab, hjælp og ordninger på forhånd, hvordan ville det så påvirke beslutningen?

Jeg er sikker på, at I allerede har lavet en liste så lang med for og imod, og I har sikkert allerede fået mange kommentarer på tråden. Så det vil jeg ikke stille op for jer.

Forældre er aldrig alene

Jeg vil anbefale jer at få personlig kontakt til forældre med børn, der har down syndrom. Ikke kun at læse om det. Jeg gætter på, at I allerede har været på Landsforeningen Down Syndrom’s hjemmeside, hvor dette er muligt. Ligesom spørgsmålet om hvor let eller svært det vil blive, så er et lige så relevante spørgsmål: ”Ville I have valgt fra, hvis I kunne gå tilbage i tiden?” og ”hvad gjorde I for at løse…” I er sandsynligvis ikke de første forældre, der OGSÅ har et sensitivt barn. Måske der er håb i det, at jeres to nuværende børn alligevel er så gamle, som de er?!

Nogle gange har vi valgt, før vi har valgt

I spørgsmålet kalder I det ”ubærligt” at skulle vælge abort, men også det ”helt uoverskueligt” at stå som forældre til et tredje barn, som har down syndrom. I står overfor to muligheder og kan ikke overskue konsekvenserne, men måske der allerede er en af mulighederne, der bare er så overvældende, at I faktisk allerede har valgt? I så fald er krisen ikke at vælge, men at tage ansvar for det valg I træffer og stå ved det?!?

Spørger I om min personlige mening?

Jeres situation kan synes helt umulig og der er ingen lette svar – og ingen andre end I kan finde dem.

Min personlige mening er, at der er et ansvar i denne sag, som I ikke kan komme udenom. Uanset hvor meget I har fortalt jer selv, at det nok skulle gå at få børn som 43 årig uden problemer, så var det ikke en statistisk sandhed – tværtimod. Det synes jeg tæller som en forpligtigelse, hvis man så alligevel vælger at blive gravide. I KUNNE have valgt adoption – specielt efter sidste abort, men I valgte drømmen og I valgte at blive gravide. Jeg siger ikke, at det er let, jeg siger ikke, at det er retfærdigt, jeg siger ikke, at så må alt andet vige… Jeg siger kun, at vi må tage ansvar for de valg vi træffer i livet.

Ingen kan sige, hvad fremtiden bringer. Selv sunde og raske børn kan blive syge eller opleve ulykker senere i livet, ingen kan spå om fremtiden og sikre sig. Vi står kun her i nutiden og bærer de svære beslutninger, sorger og glæder, som vi oplever her og nu – og i dette virvar må vi træffe den beslutning, som vi kan stå ved, resten af vores liv.

Jeg ønsker jer ALT det bedste fra dybet af mit hjerte

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.

Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk

Ja, dit svar bærer efter min mening meget tydeligt præg af at du er imod en eventuel abort. Studser meget over - at vælge en adoption -, det for du godt nok til at lyde nemt.

Linda Stæhr skriver:

Linda Stæhr

Hej Linda.

Jeg oprettede nedenstående tekst som tråd på baby.dk, men har egentlig behov for at høre en eksperts kommentar. Vi har i forvejen en dreng på 12 og en pige på 10. Vores pige er meget sensitiv og vi har haft mange udfordringer med hende i forbindelse med helt basale ting i hverdagen. Det har været hårdt, og jeg har ikke oplevet mig selv som en mor med super-overskud, og er hundeangst for, hvordan det vil blive med et barn med Downs syndrom(det venter jeg nu), men en del af mig, vil så gerne have barnet. Så jeg ved simpelt hen ikke hvad det rigtige er, og min mand er lige så fortvivlet, som jeg er.

Her teksten i "tråden":
"For 3 år siden fik jeg en abort, da vi ved første scanning så, at barnet manglede noget af kraniet. Vi fik at vide, at hvis barnet overlevede graviditeten, ville det dø kort efter fødslen, og det kunne være farligt for mig at gennemføre graviditeten. Så en abort var det eneste, vi kunne gøre. Men vi blev rigtige kede af det. Både vi og vores 2 ældre børn har drømt om en efternøler. Der er ingen fætre eller kusiner til trods for søskende både på min mands og min side, så vores to børn vil stå der som de eneste i deres generation. Så efter aborten følte vi et afsavn, og som om der manglede noget, men det at gå målrettet efter at blive gravide igen var også svært at tale højt om. Vi begyndte så efter et stykke tid at lade være med at beskytte os, da vi tænkte, at vi ville gøre et sidste forsøg, men det var ved at være sidste udkald, pga. vores alder. Så i sommers fandt vi ud af, at jeg er gravid. Jeg har alderen lidt imod mig, da jeg er 43 år, men jeg har indtrykket af, at der trods alt er en del kvinder i dag, der får børn sent. og raske børn. Men de sidste 14 dage har været en enorm frustrerende følelsesmæssig rutschetur. Vi fik til vores scanning at vide, at der var 1:4 chance for et barn med Down´s syndrom. Da risikoen var så høj blev vi anbefalet at få taget en moderkageprøve. Det fik vi foretaget, men jeg læste artikler om, at en tyk nakkefold kunne være mange andre ting; det var der bare ikke så meget fokus på. Så vi håbede af hele vores hjerte, at det ville være en kromosonfejl, barnet ville kunne leve med, uden et alt for anderledes liv. Men så fik vi at vide, at det er Downs syndrom. Vi har set flere klip om folk med børn med Downs syndrom, psykologer mm, og budskabet er, at man skal føle efter, hvilken beslutning, der er rigtig for én. Men at finde ud af det, er noget af det sværeste vi har prøvet. På den ene side vil vi så gerne have barnet, tanken om at det ikke kommer er ikke til at bære - ikke efter at det også gik galt sidste gang. Endnu en abort er ikke ligefrem noget jeg jubler efter. Men vi er bare så hundeangst for, hvordan vores liv vil blive. Vi er ved at spare op til en tur til USA, som vores store børn glæder sig enormt til, men kan sådan noget gennemføres med et barn med Downs syndrom? Hvor meget skal vores nuværende børns liv ændres? Vil det koste venner? Familiesamvær? Nogle historier, vi har hørt, lyder så positive. Men så er der andre historier om børn med Downs syndrom, hvor barnet er i 20´erne, stadig går med ble, aldrig har fået sprog og næsten ikke kan kommunikeres med, og som sagt er jeg 43 nu, næsten 4 måneder henne... Det er skræmmende at stå som gammel mor med et stort barn med sådanne behov. Det virker helt uoverskueligt, og hvad hvis man slet ikke kan magte det? Vi har på sin vis ikke lyst til at have et barn med meget svære særlige behov. Men bare tanken om at fjerne barnet, og at det aldrig kommer, er ikke til at holde ud. Det er et lille barn, man ville vælge fra. Så vi aner simpelt hen ikke, hvordan vi skal komme tættere på en afklaring af, hvad det rigtige for os er. Er der nogen, der kan nikke genkendende til dette? Er der nogen, der har nogle råd? Vi er meget frustrerede."

Hilsner...

Vi ville nok ønske at man kunne sige på forhånd, hvor "svært ramt" af Downs syndrom barnet vil være. Bliver det et barn, der vil kunne få et fornuftigt liv, eller et barn lige som ham jeg omtaler ovenfor, der går med ble og ikke rigtig kan så meget i 20´erne. Vi ved simpelt hen ikke, hvad vi skal.

Lindas svar

Kære Rosalyn

Det er en stor byrde at have mulighed for at fravælge livet i maven – uanset fremtidsmuligheder. Som altid vil jeg starte med at sige, at jeg aldrig anbefaler abort og derfor vil dette svar bære præg heraf.

Sorgen følger bristede drømme

Jeg kan høre og mærke smerten over savnet af endnu et sundt og rask barn. En sorgproces som forløber sideløbende med jeres dilemma. Husk at give plads til sorgen midt i beslutningerne – intet kan bringe jeres drøm om et sundt og rask barn tilbage.

Store dilemmaer at stå i

Jeg overvejer om det er uvisheden, der er værst eller det mere er det ubehagelige der KAN komme, der er værst?!? Hvis I kunne forberede jer meget på forhånd og samle informationer om livet med et barn med down syndrom, søge fællesskab, hjælp og ordninger på forhånd, hvordan ville det så påvirke beslutningen?

Jeg er sikker på, at I allerede har lavet en liste så lang med for og imod, og I har sikkert allerede fået mange kommentarer på tråden. Så det vil jeg ikke stille op for jer.

Forældre er aldrig alene

Jeg vil anbefale jer at få personlig kontakt til forældre med børn, der har down syndrom. Ikke kun at læse om det. Jeg gætter på, at I allerede har været på Landsforeningen Down Syndrom’s hjemmeside, hvor dette er muligt. Ligesom spørgsmålet om hvor let eller svært det vil blive, så er et lige så relevante spørgsmål: ”Ville I have valgt fra, hvis I kunne gå tilbage i tiden?” og ”hvad gjorde I for at løse…” I er sandsynligvis ikke de første forældre, der OGSÅ har et sensitivt barn. Måske der er håb i det, at jeres to nuværende børn alligevel er så gamle, som de er?!

Nogle gange har vi valgt, før vi har valgt

I spørgsmålet kalder I det ”ubærligt” at skulle vælge abort, men også det ”helt uoverskueligt” at stå som forældre til et tredje barn, som har down syndrom. I står overfor to muligheder og kan ikke overskue konsekvenserne, men måske der allerede er en af mulighederne, der bare er så overvældende, at I faktisk allerede har valgt? I så fald er krisen ikke at vælge, men at tage ansvar for det valg I træffer og stå ved det?!?

Spørger I om min personlige mening?

Jeres situation kan synes helt umulig og der er ingen lette svar – og ingen andre end I kan finde dem.

Min personlige mening er, at der er et ansvar i denne sag, som I ikke kan komme udenom. Uanset hvor meget I har fortalt jer selv, at det nok skulle gå at få børn som 43 årig uden problemer, så var det ikke en statistisk sandhed – tværtimod. Det synes jeg tæller som en forpligtigelse, hvis man så alligevel vælger at blive gravide. I KUNNE have valgt adoption – specielt efter sidste abort, men I valgte drømmen og I valgte at blive gravide. Jeg siger ikke, at det er let, jeg siger ikke, at det er retfærdigt, jeg siger ikke, at så må alt andet vige… Jeg siger kun, at vi må tage ansvar for de valg vi træffer i livet.

Ingen kan sige, hvad fremtiden bringer. Selv sunde og raske børn kan blive syge eller opleve ulykker senere i livet, ingen kan spå om fremtiden og sikre sig. Vi står kun her i nutiden og bærer de svære beslutninger, sorger og glæder, som vi oplever her og nu – og i dette virvar må vi træffe den beslutning, som vi kan stå ved, resten af vores liv.

Jeg ønsker jer ALT det bedste fra dybet af mit hjerte

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.

Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk

At skrive sådan her er både noget vrøvl og uartigt.

'Uanset hvor meget I har fortalt jer selv, at det nok skulle gå at få børn som 43 årig uden problemer, så var det ikke en statistisk sandhed – tværtimod.'

Der er langt mere sandsynligt ikke at få et handicappet barn, når man er i 40'erne - som i LANGT mere sandsynligt - end det er at få et handicappet barn. Du er simpelthen nødt til at sætte dig bare en smule ind i sandsynligheden for fostre med downs syndrom i relation til alder, inden du skriver sådan noget guilt trippende vrøvl.

Jeg har nær familie med et barn med kromosomfejl. De ville HELT sikkert have vægt abort, hvis de havde vidst det. Det er deres livs store sorg, at deres barn er sygt.

At vælge aborten er lige så meget at tage ansvar som det modsatte. Det er at tage ansvar for ikke at sætte et liv i verden som måske ikke er værd at leve. Jeg ved godt nogen hævder at alle børn er glade for at blive født og man ikke fortryder et barn, men det er efter min mening noget ævl og en kæmpe floskel.

L-mor skriver:

At skrive sådan her er både noget vrøvl og uartigt.

'Uanset hvor meget I har fortalt jer selv, at det nok skulle gå at få børn som 43 årig uden problemer, så var det ikke en statistisk sandhed – tværtimod.'

Der er langt mere sandsynligt ikke at få et handicappet barn, når man er i 40'erne - som i LANGT mere sandsynligt - end det er at få et handicappet barn. Du er simpelthen nødt til at sætte dig bare en smule ind i sandsynligheden for fostre med downs syndrom i relation til alder, inden du skriver sådan noget guilt trippende vrøvl.

Meget enig. Den der undertone af ''I ligger, som I selv har redt'', er både uberettiget og ufølsom. Og så adoption som et ''let'' alternativ, der ville have sparet dem for en svær situation. Så enkelt er det jo langtfra. 

Jeg tænker på de store søskende som er på vej ind i teenage alderen og er i kæmpe udvikling og det at været svært med jeres sensitive datter.. Jeg kan sagtens se jeres frustration og dilemma, men tænker at det måske er bedre at give et rigtig godt liv til jeres familie på fire.

Jeg er enig med eksperten... der er større risiko for barn med handicap når man får børn i 40'erne, end i 20'erne. Og man bør vide at det er en risiko. Men der er selvfølgelig ikke nogle der planlægger at få et handicappet barn.

At eksperten er imod abort - og tydeligt siger det først! - er en mening hun må have lov til at have, og det skal man lade være med at slå hende i hovedet med. Det virker nogle gange som om der er heksejagt på dem der er imod abort. Hun er ærlig omkring sin personlige holdning, og det skal man have respekt for.

TS - find nogle Facebook grupper for forældre med Downs Syndrom og snak med dem. Har selv passet en lille dreng med Downs, han er det mest fantastiske, og de har aldrig fortrudt at de fik ham. Så er der andre der har fortrudt det - og det er nok derfor der er sådan et dilemma... for man ved aldrig præcist hvad man får, og derfor er der desværre heller ikke nogen der kan give dig svaret for hvad der er det helt rigtige at gøre.

Jeg sender mange tanker i din retning - og håber du træffer det valg, som virker rigtigst for dig.  Måske du har overskud til en opdatering med dig - så kan du få endnu flere kram ❤️Denne tråd synes jeg efterhånden blre mere præg af fingerpegeri end den omsorg du reelt har brug i det, som må være dit livs krise 

Kære ts

jeg har vendt tilbage til denne og en tidligere tråd men undladt at svare. Men ja nu kommer et kort svar for jeg synes svarene ofte er lidt sort hvide og glemmer er aspekt som jeg kender til, nemlig sorgen over at miste et barn også et barn hvor man selv fravælger fx pga Down eller andet. Det at ønske sig et barn og skal leve med den sorg, at der barn ikke fik et liv eller et langt liv her sammen med os. 

Jeg arbejder ydermere med elever med særlige udfordringer blandt andet også Down, og ingen tvivl om det er en sorg som forælder at ens barn ikke passer ind i normalitetsbegrebet og har særlige udfordringer som vil tegne deres liv. 

Du står desværre et sted i livet hvor sorg vil blive en del af livet enten fordi du mister et barn eller fordi dit barn fødes med et handicap - der findes ingen nem løsning, og en abort/tidlig fødsel er ikke uden betydning og noget man bare lige går igennem og så er livet som før. At få et barn med Down er heller ikke bare og så bliver livet som før, for livet vil tage en anden drejning og hverdagen skulle justeres (men det skulle den jo om alle omstændigheder).

jeg vil på ingen måde råde, men blot sige en abort/tidlig fødsel også påvirker jeres familie. Du/I skal mærke efter hvad kan I bedst leve med, hvad er jeres valg og lad ikke nogle sige: I tog jo selv risikoen eller I kunne bare have valgt abort - for her er der ingen "bare". Og ligegyldigthvillket er et svært valg.