At miste...

At miste.. 

Ja som overskriften siger at miste, jeg mistede min mor i 2012 som kun 21 år, hun var kræftsyg og havde fået diagnosen i 2009.. Hun havde rigtig meget overskud og satte mig og mine søskende ned og fortalte hvordan tingene lagde og hvad der skulle ske når hun en dag sov ind.. Hendes sidste ønske var at holde sin 48 års fødselsdag, kun en uge inden hun døde... med mig og mine søskende og det fik hun opfyld.. og det var en af de sidste dage hun var rigtig ved bevidsthed.. Hun sov ind på hospice, så sygelejskerne var meget omsorgsfuld og vi fik hende sunget ud.. Det var meget hårdt at miste hende og det sidder meget i  en at miste så tidligt i vores alder.. min mor og far var skilt, men stadig havde min far overskud til at komme og hjælpe hende, når hun ikke selv kunne klarer hverdagen .. livet gik videre ,men sorgen forsvinder aldrig.. 

Nu i år, mistede vi også vores far, det var uventet og det var et slag i ansigtet.. alle de nærmeste var der heldigvis der han sov ind, vi står nu og skal igennem det hele igen, begravlesen, tøming af hans hus og alt det praktiske og nu sidder man som 26 år og ikke har nogle forældre.. ingen bedsteforældre til kommende børn.. ingen til at rådgive.. ingen til at græde eller grine med.. forældreløs som 26 år... med 2 søskende på 21 år og 28 år.. vi har hinanden.. men vi ved hvor splittet vores familie er.. Vi prøver at se de posetive ting, og nu må lykken snart vende for os.. ikke mere død, ikke mere at miste... ikke nu og gerne ikke de næste mange år... 

Undskyld men jeg havde bare brug for at komme ud med nogle tanker :-) tak for læsningen og må i have en god aften 

Anonym skriver:

At miste.. 

Ja som overskriften siger at miste, jeg mistede min mor i 2012 som kun 21 år, hun var kræftsyg og havde fået diagnosen i 2009.. Hun havde rigtig meget overskud og satte mig og mine søskende ned og fortalte hvordan tingene lagde og hvad der skulle ske når hun en dag sov ind.. Hendes sidste ønske var at holde sin 48 års fødselsdag, kun en uge inden hun døde... med mig og mine søskende og det fik hun opfyld.. og det var en af de sidste dage hun var rigtig ved bevidsthed.. Hun sov ind på hospice, så sygelejskerne var meget omsorgsfuld og vi fik hende sunget ud.. Det var meget hårdt at miste hende og det sidder meget i  en at miste så tidligt i vores alder.. min mor og far var skilt, men stadig havde min far overskud til at komme og hjælpe hende, når hun ikke selv kunne klarer hverdagen .. livet gik videre ,men sorgen forsvinder aldrig.. 

Nu i år, mistede vi også vores far, det var uventet og det var et slag i ansigtet.. alle de nærmeste var der heldigvis der han sov ind, vi står nu og skal igennem det hele igen, begravlesen, tøming af hans hus og alt det praktiske og nu sidder man som 26 år og ikke har nogle forældre.. ingen bedsteforældre til kommende børn.. ingen til at rådgive.. ingen til at græde eller grine med.. forældreløs som 26 år... med 2 søskende på 21 år og 28 år.. vi har hinanden.. men vi ved hvor splittet vores familie er.. Vi prøver at se de posetive ting, og nu må lykken snart vende for os.. ikke mere død, ikke mere at miste... ikke nu og gerne ikke de næste mange år... 

Undskyld men jeg havde bare brug for at komme ud med nogle tanker :-) tak for læsningen og må i have en god aften 

Det kan ikke være let for jer. Man skal ikke være så ung og være forældreløs

At miste er noget l...

Jeg mistede min mor i 98 og min storebror for 2år siden. Det er pisse hårdt..

Sender kram og tanker. Jeg kender alt til det. Min far og hans ene bror blev forældreløse i en alder af henholdsvis 22 og 25 år på grund af kræft, min kusine mistede begge sine forældre til kræft, og blev forældreløs som 23-årig, hendes bror var 35. Det vil sige, at jeg på min fars side har "rekorden" i at have begge forældre, en rekord jeg har haft siden jeg var 25. Har desuden lige mistet min onkel på min mors side til kræft. 

Min far fik mig to måneder, inden han blev forældreløs, og jeg ved, at det har været ufatteligt hårdt for ham. Men til gengæld har han kunne læne sig op af dels sin stedmor, og dels min mors forældre. Min kusine er ikke mor endnu, men hun støtter sig meget op af min mor (som jeg hjertens gerne deler) og sine svigerforældre. Det bliver aldrig det samme, og det vil altid være en kæmpe sorg, som også går i arv (jeg har aldrig kendt min farmor og farfar, og jeg savner at kende den side af mit ophav), men de har "voksne", som kan lidt af det samme som forældre. Og især min kusines svigerforældre er rigtigt gode til at støtte og være der for hende, og de har taget fantastisk godt imod hende.