Konstant uenige især om børnene

Kan man forblive sammen vis man er konstant uenige om børnene og opdragelse ? 

Vi står nu for 3 gang i år og er ved at gå hver til sit. Vi er ofte uvenner over latterlige ting. 

Fx. Min kæreste kommer og siger til mig der er julefrokost den 8 december på jobbet. Mit svar var nu druk igen han har lige været ude sidste weekend og mange gange i år og han er altid 2 dage om at komme sig hvor han ligger og glor på sofaen mens jeg må tage mig af vores børn på 2 - 3 år . 

Vi er ude og gå en tur på stranden igår han vil ikke have vores børn rør ved sandet med fingrene de må ikke samle en sten op og putte i lommen eller en pind op der ligger på stien for der er ingen grund til at rende og samle alt muligt lort op er hans svar. 

Han har ingen tålmodighed så vi kan ingen gang handle uden han bliver sur på ungerne vis de bare er den mindste smule besværlige har snart droppet helt at tage på nogen ture sammen da vi altid bliver uvenner han vil have børnene gør hvad han siger når han siger det og ofte går tingene ikke hurtigt nok. 

Han siger ofte Hold kæft eller luk nu røven til børnene eller så gå med dig der er sådan set ikke nogen her der gider glo på dig til vores 3 årig. Kunne blive ved. 

Og ja jeg er ofte sur og træt da jeg føler jeg står med det meste selv og vi har snakket og snakket men alligevel ender vi her igen igen.. vi har snart været sammen i 7 år så syntes ikke det er en nem beslutning at tage. . 

Er kun 24 år og ret træt af det hele. 

Men vis vi går hver til sit vil der ikke være nogen til at beskytte mine børn når deres fars tålmodighed slipper op. 

Kan man få det til at fungere ??? 

Anonym skriver:

Kan man forblive sammen vis man er konstant uenige om børnene og opdragelse ? 

Vi står nu for 3 gang i år og er ved at gå hver til sit. Vi er ofte uvenner over latterlige ting. 

Fx. Min kæreste kommer og siger til mig der er julefrokost den 8 december på jobbet. Mit svar var nu druk igen han har lige været ude sidste weekend og mange gange i år og han er altid 2 dage om at komme sig hvor han ligger og glor på sofaen mens jeg må tage mig af vores børn på 2 - 3 år . 

Vi er ude og gå en tur på stranden igår han vil ikke have vores børn rør ved sandet med fingrene de må ikke samle en sten op og putte i lommen eller en pind op der ligger på stien for der er ingen grund til at rende og samle alt muligt lort op er hans svar. 

Han har ingen tålmodighed så vi kan ingen gang handle uden han bliver sur på ungerne vis de bare er den mindste smule besværlige har snart droppet helt at tage på nogen ture sammen da vi altid bliver uvenner han vil have børnene gør hvad han siger når han siger det og ofte går tingene ikke hurtigt nok. 

Han siger ofte Hold kæft eller luk nu røven til børnene eller så gå med dig der er sådan set ikke nogen her der gider glo på dig til vores 3 årig. Kunne blive ved. 

Og ja jeg er ofte sur og træt da jeg føler jeg står med det meste selv og vi har snakket og snakket men alligevel ender vi her igen igen.. vi har snart været sammen i 7 år så syntes ikke det er en nem beslutning at tage. . 

Er kun 24 år og ret træt af det hele. 

Men vis vi går hver til sit vil der ikke være nogen til at beskytte mine børn når deres fars tålmodighed slipper op. 

Kan man få det til at fungere ??? 

Jeg ved ikke om det er psykisk terror, men det lyder som om din kærestes opførelse grænser dertil.

Min søn var næsten 5 år da min eks flyttede sammen med sin kæreste, der kørte psykisk terror på dem begge i ca. ½ år. Han var fyldt 8 år, før hans mareridt om hende stoppede.

Min eks har stadig den dag i dag, 5 år senere, mén fra det og vi er ikke sikker på at sønnen er sluppet helt endnu.

Anonym skriver:

Jeg ved ikke om det er psykisk terror, men det lyder som om din kærestes opførelse grænser dertil.

Min søn var næsten 5 år da min eks flyttede sammen med sin kæreste, der kørte psykisk terror på dem begge i ca. ½ år. Han var fyldt 8 år, før hans mareridt om hende stoppede.

Min eks har stadig den dag i dag, 5 år senere, mén fra det og vi er ikke sikker på at sønnen er sluppet helt endnu.

Av det var en meget hurtig konklusion på et meget kort skriv.

Kære ts - jeg er en del uenig i at det er psykisk terror og fejlen alene er placeret hos din kæreste/mand.

Jeg tænker derimod det lyder som du er kørt godt og grundig træt, og derfor lige pt kun kan se udfordringer. Her tænker jeg på, at du allerede i start september forudser udfordringer og er øv over din kæreste/mand skal til julefrokost i december.

Jeg tænker også det lyder som I både skal have konstruktive snakke om jeres værdier for jeres fælles børn, og en snak om det er okay at være forskellige. Da min mand og jeg fik børn (eller rettere han havde barn da jeg mødte ham så vi sleb kante af fra dag 1), skulle vi også slibe kanter af, vi skulle også tale om de grundlæggende værdier; hvad ønsker vi at give vores børn med videre i livet, vil vi have de er nysgerrige (a la samle sten op), må de rode i stuen osv osv osv. Vi var da absolut heller ikke enige hele vejen om de små ting, men vi var forholdsvis enige om de grundlæggende værdier. OG ud fra dem kunne vi så debattere måden og vi kunne rumme at vi var forskellige. 

Du fortæller din kæreste/mand vil have de gør hvad han siger når I er på tur - det vil jeg også have. Måske jeg bare formidler det anderledes, men jo sørme mine børn skal gøre hvad jeg siger, på tur eller hjemme det er jeg ligeglad med. Og ja nogle gange er de ting jeg vil havde de gør måske lidt åndssvage og så lærer jeg af det, men jeg vil de gør had jeg siger. 

Din mand vil de ikke rører ved sandet, har du spurgt ham hvordan han selv blev opdraget? Da jeg mødte min mand var han enlig far, og hans søn måtte ikke sidde ned på jorden og blive beskidt. Jeg spurgte hvorfor og fik svaret: det havde hans ex sagt og hun var mere erfaren med børn - så kunne vi tale sammen, og jeg kunne forklare hvad jeg mente og vupti måtte drengen sidde på jorden.

I er stadig i gang med at gro som forældre sammen, og det kræver ord, ikke sure ord i situationen, men konstruktive ord en hyggelig aften. Det kræver også en gensidig forståelse af, at det er okay at være forskellige og med mindre der er tale om decideret omsorgssvigt, så er det ikke sådan at den ene har mere ret end den anden, og samspillet mellem mennesker er forskellige, vores børn har et forhold til mor og et til far. 

Så er der lige hans sprogbrug, der ville jeg selv være rimelig kategorisk: nope sådan taler vi ikke til hinanden eller til børnene, jeg kan sagtens forstå du tænker det, for for hende hvor kan de dejlige unger være rædselsfulde, men de er børn og vi taler pænt til dem - få talt om vi er vores børns forbillede, børn gør hvad vi gør og ikke hvad vi siger, ergo siger jeg hold kæft til mit barn, så vil mit barn formodentlig sige hold kæft til sine venner. 

Pøj pøj med arbejdet, for det er et arbejde at blive forældre sammen, men også en helt fantastisk rejse, hvis man gør det med åbne arme og øjne. 

lineog4 skriver:

Av det var en meget hurtig konklusion på et meget kort skriv.

Kære ts - jeg er en del uenig i at det er psykisk terror og fejlen alene er placeret hos din kæreste/mand.

Jeg tænker derimod det lyder som du er kørt godt og grundig træt, og derfor lige pt kun kan se udfordringer. Her tænker jeg på, at du allerede i start september forudser udfordringer og er øv over din kæreste/mand skal til julefrokost i december.

Jeg tænker også det lyder som I både skal have konstruktive snakke om jeres værdier for jeres fælles børn, og en snak om det er okay at være forskellige. Da min mand og jeg fik børn (eller rettere han havde barn da jeg mødte ham så vi sleb kante af fra dag 1), skulle vi også slibe kanter af, vi skulle også tale om de grundlæggende værdier; hvad ønsker vi at give vores børn med videre i livet, vil vi have de er nysgerrige (a la samle sten op), må de rode i stuen osv osv osv. Vi var da absolut heller ikke enige hele vejen om de små ting, men vi var forholdsvis enige om de grundlæggende værdier. OG ud fra dem kunne vi så debattere måden og vi kunne rumme at vi var forskellige. 

Du fortæller din kæreste/mand vil have de gør hvad han siger når I er på tur - det vil jeg også have. Måske jeg bare formidler det anderledes, men jo sørme mine børn skal gøre hvad jeg siger, på tur eller hjemme det er jeg ligeglad med. Og ja nogle gange er de ting jeg vil havde de gør måske lidt åndssvage og så lærer jeg af det, men jeg vil de gør had jeg siger. 

Din mand vil de ikke rører ved sandet, har du spurgt ham hvordan han selv blev opdraget? Da jeg mødte min mand var han enlig far, og hans søn måtte ikke sidde ned på jorden og blive beskidt. Jeg spurgte hvorfor og fik svaret: det havde hans ex sagt og hun var mere erfaren med børn - så kunne vi tale sammen, og jeg kunne forklare hvad jeg mente og vupti måtte drengen sidde på jorden.

I er stadig i gang med at gro som forældre sammen, og det kræver ord, ikke sure ord i situationen, men konstruktive ord en hyggelig aften. Det kræver også en gensidig forståelse af, at det er okay at være forskellige og med mindre der er tale om decideret omsorgssvigt, så er det ikke sådan at den ene har mere ret end den anden, og samspillet mellem mennesker er forskellige, vores børn har et forhold til mor og et til far. 

Så er der lige hans sprogbrug, der ville jeg selv være rimelig kategorisk: nope sådan taler vi ikke til hinanden eller til børnene, jeg kan sagtens forstå du tænker det, for for hende hvor kan de dejlige unger være rædselsfulde, men de er børn og vi taler pænt til dem - få talt om vi er vores børns forbillede, børn gør hvad vi gør og ikke hvad vi siger, ergo siger jeg hold kæft til mit barn, så vil mit barn formodentlig sige hold kæft til sine venner. 

Pøj pøj med arbejdet, for det er et arbejde at blive forældre sammen, men også en helt fantastisk rejse, hvis man gør det med åbne arme og øjne. 

Mange tak 

Nej jeg mener heller ikke at det ene og alene er min mands fejl på nogen måder da jeg ofte går og er pisse sur og får sagt tingene forkert til tider. 

Det der mest får mig til at blive sur er netop hans sprogbrug over for børnene det er blevet en smule bedrer men ikke nok. Dumme kælling er et brugt ord ved ham over for mig når han bliver sur. 

Onsvage pis unger små møgkøllinger osv har han osse brugt meget er dog blevet lidt beder han mener gerne det er mig der optrapper konflikten fordi jeg bliver så gal på ham det siger man sku ikke til sine børn  

Han kan gå helt amok på ungerne især den 3 årig vis hun kommer til at vælte et glas vand hvorfor helved hun ikke bare kan sidde ordentligt det er noget forbandet svinderig (hvilket jo netop vil gøre børnene bange for at fejle senere hen)  

Det jeg mener med de skal gøre hvad han siger når han siger det er fx vi tager i zoo så skal de blive siderne i klapvognen hele dagen da det ellers går for langsomt når vi går rundt. 

At han gerne vil sidde i sofaen en hel dag og så skal børnene bare gå på værelset og passe sig selv eller få skældud for at larme. 

De må ikke løbe kravle op på ting ja være børn og han har ikke tålmodighed til de går selv han råber op af dem at kom nu kom nu det kan sku godt gå hurtigere vis vi går en tur hvilket sker sjældent nu. 

Og han har sikkert lige så mange ting at sige om mig. Tror der skal  parterapi til men det er bare svært at få råd til desværre 

Anonym skriver:

Kan man forblive sammen vis man er konstant uenige om børnene og opdragelse ? 

Vi står nu for 3 gang i år og er ved at gå hver til sit. Vi er ofte uvenner over latterlige ting. 

Fx. Min kæreste kommer og siger til mig der er julefrokost den 8 december på jobbet. Mit svar var nu druk igen han har lige været ude sidste weekend og mange gange i år og han er altid 2 dage om at komme sig hvor han ligger og glor på sofaen mens jeg må tage mig af vores børn på 2 - 3 år . 

Vi er ude og gå en tur på stranden igår han vil ikke have vores børn rør ved sandet med fingrene de må ikke samle en sten op og putte i lommen eller en pind op der ligger på stien for der er ingen grund til at rende og samle alt muligt lort op er hans svar. 

Han har ingen tålmodighed så vi kan ingen gang handle uden han bliver sur på ungerne vis de bare er den mindste smule besværlige har snart droppet helt at tage på nogen ture sammen da vi altid bliver uvenner han vil have børnene gør hvad han siger når han siger det og ofte går tingene ikke hurtigt nok. 

Han siger ofte Hold kæft eller luk nu røven til børnene eller så gå med dig der er sådan set ikke nogen her der gider glo på dig til vores 3 årig. Kunne blive ved. 

Og ja jeg er ofte sur og træt da jeg føler jeg står med det meste selv og vi har snakket og snakket men alligevel ender vi her igen igen.. vi har snart været sammen i 7 år så syntes ikke det er en nem beslutning at tage. . 

Er kun 24 år og ret træt af det hele. 

Men vis vi går hver til sit vil der ikke være nogen til at beskytte mine børn når deres fars tålmodighed slipper op. 

Kan man få det til at fungere ??? 

INGEN skulle snakke sådan til mine børn!! Og det lyder da godt nok som om han har meget lidt forståelse for børn og deres udvikling - SELVF skal de samle pinde, sten, kapsler og hvad de ellers finder!

Gætter på du ville få 100% mere overskud hvis I gik fra hinanden - syns virkelig han lyder som et røvhul! 

Har jeres kommune evt. et tilbud om gratis parterapi eller rådgivning. Det ved jeg en del kommuner har.

Jeg tænker også at han opfører sig uanstændigt overfor børnene, det virker ikke som om han er klar til at være far eller har haft urealistiske forventinger om hvordan familielivet er. Det er ikke ok at råbe af sine børn og kalde dem øgenavne. Altså vi kan alle sammen komme til det i en presset situation, hvor det hele lige ramler og overskuddet er i bund, men det skal ikke være noget, der sker på dagligbasis.

Det store spørgsmål er vel i virkeligheden elsker du din mand, og er du klar til at arbejde på problemerne? Hvis du ikke kan svare ja til det - så er det nok bedst i går hver til sit, så i begge kan få overskud til hverdagen og børnene.

Jeg tænker, at I først og fremmest skal have en helt rolig samtale om sprogbrug. For selvfølgelig skal han ikke snakke sådan til jeres børn, men det hjælper måske heller ikke, at du skælder ham ud. Det er ikke særligt konstruktivt. Så sæt jer helt roligt ned en aften, når børnene er puttet og tal roligt om det. Spørg ind til, hvorfor han bruger de ord, og forklar ham, hvorfor du ikke synes, det er i orden. Og så tag i øvrigt en snak om, hvad han forventer af familieliv, for det virker ikke, som om han forventninger til, hvad børn gør og kan i den alder stemmer overens med virkeligheden.

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, om det stikker noget andet under? Måske begyndende depression? Du siger, at han ikke har tålmodighed til børnene og larm, og at han helst vil side for sig selv. Det får lidt nogle alarmklokker til at ringe hos mig, især hvis det ikke altid har været sådan (eller i hvert fald er blevet værre).

Jeg kan i hvert fald ikke se, hvad det skulle hjælpe at gå fra hinanden. Hvis I ikke kan samarbejde og være enige nu, hvordan bliver det så ikke, når I ikke længere er sammen? 

Jeg synes, I skylder jer selv og jeres børn at finde en løsning og årsag til, hvorfor han opfører sig sådan.

Og til sidst, så er det også godt, at du prøver at kigge indad. For der er da også nogle ting, som du beskriver, at du gør og siger, som ikke lyder helt konstruktivt. For eksempel det med julefrokosten. Det er meget muligt, at han skal bruge lang tid på at komme sig, hvilket da kan være irriterende, men at brokke sig over det allerede nu, er måske også lige i overkanten af, hvad han skal finde sig i.

uanset hvad du får sagt eller gjort skal man ikke tale sådan til børn. Det ødelægger dem på sigt at blive talt ned til hele tiden.

Dertil ville jeg straks søge hjælp hvis han vil dette. Ellers ville jeg nok gå.. Hvis han ikke magter opgaven som alene far og du frygter børnenes trivsel må du jo ansøge om at far kun får enten meget lidt samvær eller overvåget samvær med børnene- evt. indtil han har lært at være en god far.

der er masser af hjælp at hente fra jeres kommune. det er blot at gå ned og tale med en fra familie afdelingen og ansøge om hjælp.. Derfra vil I så blive henvist videre til noget familie hjælp. Men dette kræver jo at faren også vil..

Dette kan I gøre både som par og hvis I er gået fra hinanden. 

Ang. Juliefrokosten så er den reaktion jo nok mere et tegn på at du syntes han er for tit ude og drikke. 

En julefrokost er jo noget de fleste går til og ja nok også får drukket tæt til.. Herre gud da. Og er det med arbejdspladsen så er der jo noget væsentlig socialt i det..

Jeg tænker du i stedet skal snakke med ham om de andre gange han er ude id drikke og måske kan I finde et kompromis ? ( hvis I vælger at blive sammen)

Derudover så ville jeg aldrig gå med til at min mand lå 2 dage på sofaren mens jeg havde alle børnene efter en druktur.. Hos os så er det sådan at har man været ude eks. til julefrokost så tager den anden børnene formiddagen. Når så vores mindste står op efter sin lur ( han er 1 år) så staår man med op og er med resten af dagen. Self. hjælper man måske ikke så meget til men man er med og hjælper der hvor det kræves..

Det fungere fint for os de få gange om året det er nødvendigt

uanset hvad du får sagt eller gjort skal man ikke tale sådan til børn. Det ødelægger dem på sigt at blive talt ned til hele tiden.

Dertil ville jeg straks søge hjælp hvis han vil dette. Ellers ville jeg nok gå.. Hvis han ikke magter opgaven som alene far og du frygter børnenes trivsel må du jo ansøge om at far kun får enten meget lidt samvær eller overvåget samvær med børnene- evt. indtil han har lært at være en god far.

der er masser af hjælp at hente fra jeres kommune. det er blot at gå ned og tale med en fra familie afdelingen og ansøge om hjælp.. Derfra vil I så blive henvist videre til noget familie hjælp. Men dette kræver jo at faren også vil..

Dette kan I gøre både som par og hvis I er gået fra hinanden. 

Ang. Juliefrokosten så er den reaktion jo nok mere et tegn på at du syntes han er for tit ude og drikke. 

En julefrokost er jo noget de fleste går til og ja nok også får drukket tæt til.. Herre gud da. Og er det med arbejdspladsen så er der jo noget væsentlig socialt i det..

Jeg tænker du i stedet skal snakke med ham om de andre gange han er ude id drikke og måske kan I finde et kompromis ? ( hvis I vælger at blive sammen)

Derudover så ville jeg aldrig gå med til at min mand lå 2 dage på sofaren mens jeg havde alle børnene efter en druktur.. Hos os så er det sådan at har man været ude eks. til julefrokost så tager den anden børnene formiddagen. Når så vores mindste står op efter sin lur ( han er 1 år) så staår man med op og er med resten af dagen. Self. hjælper man måske ikke så meget til men man er med og hjælper der hvor det kræves..

Det fungere fint for os de få gange om året det er nødvendigt

Kære du. ! 

Jeg tænker, at du er helt berettiget til at føle som du føler. Desuden tror jeg, at du gør noget helt rigtigt når du fortæller dig selv, at det på ingen måde er okey at opdrage sine børn med skældsord/øgenavne osv. 

Jeg kan kort fortælle, at min egen far er lige sådan. Han kaldte mig forfærdelige ting det meste af mit barndoms- og ungdomsliv. Og det er fuldstændig nedværdigende og børn er ude af stand til at håndtere den slags ubamhjertigheder. Det ulmer og frustrationerne bygger sig op i årenes løb. Jeg kan slet ikke beskrive hvor forfærdeligt det er, at have den slags far. Min far har aldrig slået os som sådan, andet end små slag i baghovedet, mange i træk - dette som et opdragelsesværktøj. Men jeg kan ikke tælle på fingre hvor mange gange mine brødre og jeg sagde til vores mor at vi hellere bare ville have en lussing eller ja i det hele taget bare et par på kassen, i stedet for skældsord og terror. Jeg er klar over at der findes nuancer ! Og det er så dem du skal studerer med lup med hjælp fra professionelle. For hvis der er forbedring at hente, så er det guld værd. Og hvis ikke så skal du som dine børns helt beskytte dem mod alt ondt. Held og lykke med det !