Eksperthjælp: Grænsesætning, så barnet lærer det er nødvendigt at samarbejde

Linda Stæhr

Hejsa,
Vi er en lille familie med en far, mor og August på 3 år. Mor er højgravid og har termin om små 3 uger.

August har alle dage været en bestemt fyr, bliver meget vred hvis han ikke får tingene som han vil. Da han var baby var han super sur i 3 mdr over ikke at kunne knække koden til at kravle?? Men August er derudover en aktiv, glad, nysgerrig, frisk, kærlig, sjov og skøn fyr. Han er meget vellidt i hans børnehave og vi elsker ham selvsagt helt enormt. Dertil kommer at vi som forældre godt kunne bruge lidt vejledning i opdragelsen af den bette mand - især nu hvor lillebror kommer om et øjeblik. August er meget grænsesøgende og har ekstrem selektiv hørelse. Han kan være udadreagerende hvis han ikke får det på hans måde. Eks. hvis jeg siger slut med IPad for nu ( og jeg har forberedt ham flere gange i tiden op til) jamen så slår og sparker han. Hvis jeg beder ham om at rydde op, ja så skal jeg sige det evt 50 gange - hvor han kan gøre det til en sport at grine af mig og evt kaste med legetøjet. Dette også når vi beder ham stoppe med eks. at hamre på fjernsynet, eller smide med legetøjet. Han hører det ikke, forsætter bare. Hvis vi så tager bilerne som en konsekvens, ja så bliver han rigtig vred og kan finde på at være fysisk udadreagerende. Hvis det ikke passer ham at maden er for varm eller for kold - så smider han med tallerkenen. Han råber meget højt af os hvis vi giver en time out, og bliver sådan set heller ikke siddende - så det falder helt til jorden for forældrene.. Vi kan derfor ikke finde ud af hvordan vi giver den bedste konsekvens. Fordi naturligvis skal der være en konsekvens når man slår, sparker, smider med tingene - er destruktiv og udadreagerende. Det skal siges at hvis han ønsker nærhed - også når rasende - så får han. Vi krammer og kysser når han tydeligt efterspørger det. Og ja ellers når vi får lov ?? men afvist bliver han aldrig.

Spørgsmålet er, hvad gør vi for at rumme ham som den han er? Han er tydeligvis en dreng som har brug for faste rammer/grænser og det vil vi naturligvis gerne bidrage med på bedste vis ( og helst uden alt for megen frustration fra os af, fordi det mærker han og dræner os) Derudover skal der jo tages alder og udviklingstrin i betragtning - men der skal vi jo heller ikke være slinger i valsen. August skal vide hvordan og hvorledes, lige meget hvad fase han er i. Har du nogle gode fif til hvordan vi bærer os ad fremadrettet?

Tusind tak!
Mange hilsner familien Eriksen

Lindas svar

Kære Familie!

Ja der skal lidt struktur på konsekvenserne, hvis jeres August skal lære at stole på jer og at I mener, hvad I siger. I kan læse mere på min hjemmeside for mere inspiration. For det første:

Børn tæller som duer: 1, 2, mange – efter tredje gang hører barnet ikke efter

Når I kræver noget af ham så sig det højst tre gange, før der fysisk sker en ændring, sådan her…

1. gang siger I: ”August, nu skal du rydde op, start med bilerne – op i kassen” Vær venlig men bestemt og meget guidende i hvordan han kan lykkes og starte på opgaven, tilbyd gerne at hjælpe og lav det evt. til en leg med hvem der finder flest biler osv. Hvis han ikke reagerer siger I det anden gang:
2. gang siger I: ” August, nu SKAL du rydde op, start med at…” Beton ordene endnu mere og gå tættere på, så han har fuld opmærksomhed. Nævn gerne det gode han får ud af at rydde op fx: ” Så kan vi bagefter gå ud og få en leverpostejsmad, men vi skal først rydde op” eller ” Så kan vi spille med bolden udenfor”.
3. gang siger I: ” August, nu er det nok, du SKAL rydde op, nu hjælper jeg din hånd, for ellers kan vi ikke komme til at… (leverpostej/boldspil) ”. Når I har sagt samme krav 3. gang SKAL der ske handling – enten fra hans side eller jeres. Tag hans hånd og ’hjælp’ ham løfte bilerne op. Han VIL protestere (og det er kun sundt, for I laver jo om i jeres tidligere ’aftale’ om at han bestemmer derhjemme). Hvis han bliver for vild og voldsom skal I give ham ’time-out’ i forståelsen: ” Vi kan ikke lege før du har ryddet op, så nu må du sidde her, kig på mig, når du er klar”. Løft ham op og sæt ham et ufarligt sted, hvor han kan protestere og rase ud i fred. Giv god tid, virk upåvirkede (hvis I kan) og lad stormen ride af. Hvis han rejser sig og går løfter I ham venligt men bestem tilbage til den plet I har besluttet han skal sidde. Efter at blive sat tilbage 20. gang plejer selv de meste arrige børn fatte at der kun er JERES vej til at komme videre.

Når barnet giver sig

NÅR han så giver sig (som regel efter skrig, skrål, protester, flugtforsøg osv.), så ros ham kort og hjælp ham rydde op. Lykkes det ikke er det retur til ’time-out’ igen. I SKAL vinde den kamp, så tag den ikke, hvis der ikke er tid. Vælg gode ’kampe’, I kan ’vinde’ (det føles som kampe der skal vindes), så han LÆRER at han kan regne med jer.

Kærligheden vises både i krav og kram

Pas på med budskaberne, når I giver kram midt i et skænderi. Han skal opleve, at visse former for adfærd giver afvisning!!! Det er tough love, men det er stadig kærlighed! Jeres barn skal lære at det skaber afstand at slå, råbe og sparke! Hvilken læring tager han ellers med sig i livet, hvis I kysser og krammer uanset, hvad han gør? Så bliver læringen i ham: ” Alle elsker mig altid, jeg kan gøre hvad jeg vil og jeg skal bare råbe højt nok, alle skal nok elske mig uanset!” Et sådant barn vil få det meget svært med nære relationer i fremtiden, hvis han ikke i tide lærer at det kræver samarbejde og selvbeherskelse, hvis andre skal GIDE ham.

Ubetinget kærlighed er IKKE ubetinget anerkendelse

Er det for voldsom sagt? Har vores børn ret til kærlighed JA! Har vores børn ret til ubetinget kærlighed JA! Men vores børn har ikke ret til at vi viser dem glæde, bekræftelse og godhed, hvis de pisser os af. Alt det kan vi give i fredstid, og ikke når barnet får os til at føle det modsatte. Det betyder i praksis: At et barn der griner af mig, når jeg har sagt hvad jeg kræver, skal vide, at det er uartigt og at jeg ikke gider høre på det!

Den letteste måde at håndtere det på er at ignorere barnet og kigge væk eller roligt gentage det I har besluttet barnet skal gøre. At grine af jer er kun EN måde jeres barn har lært han kan pisse jer af på - og indtil han opdager, at det er meget federe at gøre jer glade end gale, så må I holde ud.

Jeg tror allerede I VED at det er på tide at sætte grænser for grænseløs bekræftelse. Jeg ønsker jer alt det bedste, så budskaberne kommer på plads derhjemme. SMS eller ring til mig, hvis I skal have yderligere guidning: 28 58 77 98

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk