Skal jeg opgive min far?

Min far har ADHD og generelle vanskeligheder ved normal adfærd. Han snakker rigtig grimt til mig. Har været vant til det siden min barndom - vi er vokset op i et ret kaotisk hjem med mange skænderier mellem min far og mor. De flyttede fra hinanden da jeg var 12 år. De har begge psykiske problemer og specielt min far har haft svært ved at acceptere, hvordan hans liv er endt ud. 

Efter at jeg fik børn, har han forsøgt at oppe sig. Han er en fantastisk morfar, der vil sine børnebørn 100%. Problemet er bare, at han taler SÅ grimt til mig. Han synes jeg er fed, har en dårlig uddannelse, skal skaffe mig et arbejde (er på barsel), ikke er der nok for mine børn osv. Det er hårdt at høre på, men er blevet i stand til at kunne filtrere det meste fra. Det store issue er jo egentlig at mine børn skal høre på den adfærd og lære at kende forskel på normal god adfærd og deres morfars afstumpede adfærd.

Forleden da vi var samlet, snakkede min bror og jeg om, at min far var ondskabsfuld. Det hørte min far og sagde at vi var nogle lede svin. Inden han gik ud af døren, ønskede han os god barnedåb den forestående dag. Dagen efter blev mit barn døbt - uden min fars tilstedeværelse. Han udeblev på trods af invitationen.

Det er nu 14 dage siden. Han forsøgte at ringe 8 dage efter dåben, men da jeg var i mødregruppe, ville jeg ikke tage telefonen. Jeg har ikke fået ringet tilbage til ham - ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige.

Han har været hjemme hos min mor. Han er så ked af sin opførsel. Han siger, at han i den uge, hvor han har været lagt på is, har erkendt at han er problemet og at han fremadrettet vil arbejde for ikke at være ond og dømmende overfor os. Han har reflekteret over sit liv og er stolt af hvor godt hans børn har klaret det og han er taknemmelig for at han må være så stor en del af vores liv og hverdag. Han har tidligere fortrudt sin opførsel, men aldrig på denne måde. Han havde grædt overfor min mor og sagt, at han virkelig havde brug for hjælp. 

Ungerne elsker deres morfar - og jeg synes at det er SÅ svært at frarøve dem samvær med ham.

Nu står jeg i dilemmaet omkring om jeg skal give ham en chance til, eller trække en streg i sandet og sige at han har forspildt sin chance. 

På min mor lyder det til, at han virkelig har fået en øjenåbner, men det er jo altid en chance at tage. Vil ikke finde mig i, at deres morfar nedbryder deres mor og mormor. Men kan jeg tro på, at han kan forandre sig. Er simpelthen splittet!

Hvad ville I gøre?

spørg gerne for uddybende spørgsmål.

Min far var en elendig far.. Han blev skilt fra min mor da jeg 1,5 år. Slog sig ned som selvstændig men endte ud i alkoholisme. Når jeg, meget sjældent, besøgte ham, handlede intet om mig, ingen hyggeture eller aktiviteter, bare øl med venner eller kæresten.. Skænderier med kæresten der var mega højlydte osv... 

Jeg fik en enkelt gave som barn af ham, ofte glemte han at ringe eller ringede den forkerte dag. Han skulle have mig hver 14 dag i weekenden, men det blev til en gang om året. Kan huske jeg sad i en vindueskarm og ventede på han hentede mig.. Han kom aldrig, var for fuld... 

Men han har oppet sig nu og sender penge til gaver til mine børn både til jul og fødselsdag. Han bor langt væk så kontakten er sparsom, men han drikker næsten aldrig mere, kun et glas vin. 

Jeg har aldrig hadet min far, men har ikke kunne forstå jeg blev fravalgt. 

Jeg tror man skal overveje hvad man forventer af sin far, hvad man ved han kan give og ikke give. Din far lider af ADHD og ganske givet et manglende filter, og dette kan ske at være sådan altid. Ikke fordi han ønsker det, men fordi han ikke kan styre det selv. 

Håber du finder der ud af en løsning. 

Anonym skriver:

Min far har ADHD og generelle vanskeligheder ved normal adfærd. Han snakker rigtig grimt til mig. Har været vant til det siden min barndom - vi er vokset op i et ret kaotisk hjem med mange skænderier mellem min far og mor. De flyttede fra hinanden da jeg var 12 år. De har begge psykiske problemer og specielt min far har haft svært ved at acceptere, hvordan hans liv er endt ud. 

Efter at jeg fik børn, har han forsøgt at oppe sig. Han er en fantastisk morfar, der vil sine børnebørn 100%. Problemet er bare, at han taler SÅ grimt til mig. Han synes jeg er fed, har en dårlig uddannelse, skal skaffe mig et arbejde (er på barsel), ikke er der nok for mine børn osv. Det er hårdt at høre på, men er blevet i stand til at kunne filtrere det meste fra. Det store issue er jo egentlig at mine børn skal høre på den adfærd og lære at kende forskel på normal god adfærd og deres morfars afstumpede adfærd.

Forleden da vi var samlet, snakkede min bror og jeg om, at min far var ondskabsfuld. Det hørte min far og sagde at vi var nogle lede svin. Inden han gik ud af døren, ønskede han os god barnedåb den forestående dag. Dagen efter blev mit barn døbt - uden min fars tilstedeværelse. Han udeblev på trods af invitationen.

Det er nu 14 dage siden. Han forsøgte at ringe 8 dage efter dåben, men da jeg var i mødregruppe, ville jeg ikke tage telefonen. Jeg har ikke fået ringet tilbage til ham - ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige.

Han har været hjemme hos min mor. Han er så ked af sin opførsel. Han siger, at han i den uge, hvor han har været lagt på is, har erkendt at han er problemet og at han fremadrettet vil arbejde for ikke at være ond og dømmende overfor os. Han har reflekteret over sit liv og er stolt af hvor godt hans børn har klaret det og han er taknemmelig for at han må være så stor en del af vores liv og hverdag. Han har tidligere fortrudt sin opførsel, men aldrig på denne måde. Han havde grædt overfor min mor og sagt, at han virkelig havde brug for hjælp. 

Ungerne elsker deres morfar - og jeg synes at det er SÅ svært at frarøve dem samvær med ham.

Nu står jeg i dilemmaet omkring om jeg skal give ham en chance til, eller trække en streg i sandet og sige at han har forspildt sin chance. 

På min mor lyder det til, at han virkelig har fået en øjenåbner, men det er jo altid en chance at tage. Vil ikke finde mig i, at deres morfar nedbryder deres mor og mormor. Men kan jeg tro på, at han kan forandre sig. Er simpelthen splittet!

Hvad ville I gøre?

spørg gerne for uddybende spørgsmål.

Jeg har ikke ADHD men jeg ville blive så skuffet hvis Mine børn sad og talte grimt om mig i stedet for at sige det direkte.

Jeg har en søn på snart 20 som har ADD, og han er et rart og dejligt menneske men har ikke det filter som vi andre har.

Han er lyststyret og brænder indimellem sammen.

Han har myldertanker og magter ikke stress og pres. 

Det er svært både som barn og voksen at leve med en usynlig sygdom.

Når han nu forsøger at ændre hans adfærd og når han rækker hånden ud synes jeg du skal gribe hans hånd og hjælpe din far .

Det eneste jeg ønskede mig som voksen var at mine forældre fortrød hvad de gjorde imod mig i min barndom og sagde undskyld.

Det skete aldrig så jeg synes du skal se det som et stort skridt at din far har så meget selvindsigt især med tanke på hans ADHD. 

Jeg har ikke samme historie med min far, som dig. Men min far har haft os alene på fuldtid, og har simpelthen i mine øjne taget nogle uansvarlige valg, som selvfølgelig har påvirket os. Jeg har i periode lagt ham op is. 

NU er jeg jo voksen, og også langt mere voksen end min far. Så jeg siger simpelten fra, selvom det har været svært at lære(specielt når man er den evige pleaser) men jeg øver og øver mig. Når min far bliver stresset, kan han få et pludselig udbrud, hvor han siger noget grimt. Så påtaler jeg det simpelhen og sider at det, du sagde der, det er ikke ok eller den opførsel er ikke ok, så må jeg noglegange minde ham om at han er voksen.(Nu har jeg ikke et stort kendskab til ADHD, så måske andre løsninger er bedre)

Måske du kan trække ham til side, og sige at når du siger sådan og sådan så bliver jeg ked af det, eller noget andet, som ikke optrapper situationen, således at man har en konflikt.

Jeg syntes at man som mor bør give bedsteforældrene en ekstra chance, specielt når du skrive at han behandler dine børn godt. 

Et andet alternativ er at holde din egen kontakt med din far minimal, også aflevere dine børn der i en time eller to en gang i mellem. (Nu ved jeg om du har skrevet deres alder om de gamle nok til det.) Det afgørende er selvfølglig at han behandler dem godt. 

Jeg syntes bestemt det lyder rigtig at de ting, han siger til dig og din bror handler mere om ham selv og hvad han ikke selv har opnået i livet. 

Evt. kunne du overveje at hjælpe med med at finde  nogle tilbud, hvor kan kan få noget rådgivning. Der findes også mange sted man kan gå gratis eller han kunne få en henvisning fra lægen, så du ved at der rent faktisk sker en forandring og han ikke falder tilbage i det gamle. 

Anonym skriver:

Min far har ADHD og generelle vanskeligheder ved normal adfærd. Han snakker rigtig grimt til mig. Har været vant til det siden min barndom - vi er vokset op i et ret kaotisk hjem med mange skænderier mellem min far og mor. De flyttede fra hinanden da jeg var 12 år. De har begge psykiske problemer og specielt min far har haft svært ved at acceptere, hvordan hans liv er endt ud. 

Efter at jeg fik børn, har han forsøgt at oppe sig. Han er en fantastisk morfar, der vil sine børnebørn 100%. Problemet er bare, at han taler SÅ grimt til mig. Han synes jeg er fed, har en dårlig uddannelse, skal skaffe mig et arbejde (er på barsel), ikke er der nok for mine børn osv. Det er hårdt at høre på, men er blevet i stand til at kunne filtrere det meste fra. Det store issue er jo egentlig at mine børn skal høre på den adfærd og lære at kende forskel på normal god adfærd og deres morfars afstumpede adfærd.

Forleden da vi var samlet, snakkede min bror og jeg om, at min far var ondskabsfuld. Det hørte min far og sagde at vi var nogle lede svin. Inden han gik ud af døren, ønskede han os god barnedåb den forestående dag. Dagen efter blev mit barn døbt - uden min fars tilstedeværelse. Han udeblev på trods af invitationen.

Det er nu 14 dage siden. Han forsøgte at ringe 8 dage efter dåben, men da jeg var i mødregruppe, ville jeg ikke tage telefonen. Jeg har ikke fået ringet tilbage til ham - ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige.

Han har været hjemme hos min mor. Han er så ked af sin opførsel. Han siger, at han i den uge, hvor han har været lagt på is, har erkendt at han er problemet og at han fremadrettet vil arbejde for ikke at være ond og dømmende overfor os. Han har reflekteret over sit liv og er stolt af hvor godt hans børn har klaret det og han er taknemmelig for at han må være så stor en del af vores liv og hverdag. Han har tidligere fortrudt sin opførsel, men aldrig på denne måde. Han havde grædt overfor min mor og sagt, at han virkelig havde brug for hjælp. 

Ungerne elsker deres morfar - og jeg synes at det er SÅ svært at frarøve dem samvær med ham.

Nu står jeg i dilemmaet omkring om jeg skal give ham en chance til, eller trække en streg i sandet og sige at han har forspildt sin chance. 

På min mor lyder det til, at han virkelig har fået en øjenåbner, men det er jo altid en chance at tage. Vil ikke finde mig i, at deres morfar nedbryder deres mor og mormor. Men kan jeg tro på, at han kan forandre sig. Er simpelthen splittet!

Hvad ville I gøre?

spørg gerne for uddybende spørgsmål.

Jeg syntes at du skal tage en snak med ham og fortælle hvordan du har det med det.

Og fortælle at hvis han ikke få hjælp overvejer du at stoppe kontakten.

Nu hvor han har erkendt at han har et problem så tænker jeg at han skal have en chance. Hvis han vil have hjælp, jeg tror det bliver svært for ham at ændre den adfærd uden hjælp da han jo har været sådan i mange år.

Carina:-) skriver:

Jeg har ikke ADHD men jeg ville blive så skuffet hvis Mine børn sad og talte grimt om mig i stedet for at sige det direkte.

Jeg har en søn på snart 20 som har ADD, og han er et rart og dejligt menneske men har ikke det filter som vi andre har.

Han er lyststyret og brænder indimellem sammen.

Han har myldertanker og magter ikke stress og pres. 

Det er svært både som barn og voksen at leve med en usynlig sygdom.

Når han nu forsøger at ændre hans adfærd og når han rækker hånden ud synes jeg du skal gribe hans hånd og hjælpe din far .

Det eneste jeg ønskede mig som voksen var at mine forældre fortrød hvad de gjorde imod mig i min barndom og sagde undskyld.

Det skete aldrig så jeg synes du skal se det som et stort skridt at din far har så meget selvindsigt især med tanke på hans ADHD. 

Jeg synes ikke at jeg taler grimt om ham og vil lige sige, at jeg af flere omgange har rakt ud, men brændt nallerne. Jeg har af flere omgange gået til psykolog, for at få bearbejdet mit forhold til min far og de ting, som jeg har oplevet i min barndom. Min far nedbryder mennesker, helt klar ubevidst, men det er stadig forfærdelig hårdt at være offer for. Jeg er bange for, at den måde han behandler mig på, en dag går udover mine børn også. Ingen mennesker skal finde sig i at være undertrykt og føle jeg mindre værd. Jeg arbejder selv med børn og unge med diagnoser, så er klar over, at tingene er vanskelige, men føler ikke at min far gør en indsats. Nu virker det imidlertid som om, at han rent faktisk har haft tid til at reflektere over sin adfærd. Ville jo ønske at han kunne forandre sig og stoppe med at nedværdige mig, men er virkelig bange for at blive såret endnu en gang.

Anonym skriver:

Min far har ADHD og generelle vanskeligheder ved normal adfærd. Han snakker rigtig grimt til mig. Har været vant til det siden min barndom - vi er vokset op i et ret kaotisk hjem med mange skænderier mellem min far og mor. De flyttede fra hinanden da jeg var 12 år. De har begge psykiske problemer og specielt min far har haft svært ved at acceptere, hvordan hans liv er endt ud. 

Efter at jeg fik børn, har han forsøgt at oppe sig. Han er en fantastisk morfar, der vil sine børnebørn 100%. Problemet er bare, at han taler SÅ grimt til mig. Han synes jeg er fed, har en dårlig uddannelse, skal skaffe mig et arbejde (er på barsel), ikke er der nok for mine børn osv. Det er hårdt at høre på, men er blevet i stand til at kunne filtrere det meste fra. Det store issue er jo egentlig at mine børn skal høre på den adfærd og lære at kende forskel på normal god adfærd og deres morfars afstumpede adfærd.

Forleden da vi var samlet, snakkede min bror og jeg om, at min far var ondskabsfuld. Det hørte min far og sagde at vi var nogle lede svin. Inden han gik ud af døren, ønskede han os god barnedåb den forestående dag. Dagen efter blev mit barn døbt - uden min fars tilstedeværelse. Han udeblev på trods af invitationen.

Det er nu 14 dage siden. Han forsøgte at ringe 8 dage efter dåben, men da jeg var i mødregruppe, ville jeg ikke tage telefonen. Jeg har ikke fået ringet tilbage til ham - ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige.

Han har været hjemme hos min mor. Han er så ked af sin opførsel. Han siger, at han i den uge, hvor han har været lagt på is, har erkendt at han er problemet og at han fremadrettet vil arbejde for ikke at være ond og dømmende overfor os. Han har reflekteret over sit liv og er stolt af hvor godt hans børn har klaret det og han er taknemmelig for at han må være så stor en del af vores liv og hverdag. Han har tidligere fortrudt sin opførsel, men aldrig på denne måde. Han havde grædt overfor min mor og sagt, at han virkelig havde brug for hjælp. 

Ungerne elsker deres morfar - og jeg synes at det er SÅ svært at frarøve dem samvær med ham.

Nu står jeg i dilemmaet omkring om jeg skal give ham en chance til, eller trække en streg i sandet og sige at han har forspildt sin chance. 

På min mor lyder det til, at han virkelig har fået en øjenåbner, men det er jo altid en chance at tage. Vil ikke finde mig i, at deres morfar nedbryder deres mor og mormor. Men kan jeg tro på, at han kan forandre sig. Er simpelthen splittet!

Hvad ville I gøre?

spørg gerne for uddybende spørgsmål.

Jeg har svaret Ja men vær forsigtig og stop det hver gang han taler grimt til dig det er vigtigt for dine børn. Min kærestes far har ikke altid talt lige pænt om hans mor. De blev skildte for 5-6 år siden men jeg oplevet de mange små stikpiller han sendte hende mens de boede sammen. Min kæreste og hans bror er blevet påvirket af deres fars syn på moren gennem hele deres opvækst så de har ingen respekt for hende, de stoler på alt deres far siger, men tager det sjældent for gode vare hvad hun fortæller men siger bare ja ja eller nej nu digter du vist. Hun bliver sjældent taget alvorligt. Derfor syntes jeg du skal gribe ind hver gang for at vise dine børn at sådan taler man ikke. Når de nu er så glade for ham så kan jo også nemt påvirke dets syn på dig og det må ikke ske. 

Jeg ville gribe den chance der byder sig til at sætte dig ned med ham og snakke åbent om de følelser du har omkring det hele. Alt det du skriver her, skal han vide og mere til ... jeg ville personligt selv lave nogle "regler" for hvordan i skal være sammen, det lyder firkantet men hvis i aftaler det sammen, og du siger fra og fortæller ham hvordan spillereglerne burde være i jeres relation, så har i begge været med til at skabe nogle nye rammer sammen. 

Min mor har i nærmest alt min tid haft psykiske udfordringer, og har i mange pr været meget egoistisk i sin opførelse, samtidig begyndte hun at drikke for meget og samtidig var hun bebrejdende overfor mig, grim i munden og satte mig i nogle situationer en forældrerolle skal sætte sine børn i ... jeg endte med at give hende et ultimatum og lagde hende på is, tilsidst virkede det faktisk som om hun vågnede op, og jeg tig derefter snakken med hende og vi aftalte at snakke mere åbent og ja ikke mere alkohol og grim snak  vi har nu snart haft et år i fred og ro!!

Jeg brugte en veninde som bisidder til "mødet" en der kan se tingene udefra for hun ville ikke indrømme sin opførelse .. det hjalp at der i det mindste også var en anden der sad og hørte med. Måske din mor som kender jer begge godt ? 

Alt held og lykke med det, jeg er sikker på der er en god løsning  skriv endelig hvis du hr spørgsmål eller lign.