Hjertet revet ud

Hej allesammen. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg vil med det her indlæg. Det viser sig måske hen ad vejen :-) 

Jeg har to børn på hvv 2 og 3 år. Jeg gik fra deres far i vinters efter at have gået med tankerne og overvejelserne herom i flere år. Vi har nu en 12/2 ordning, eller hvad man siger: hveranden weekend hos far. Det fungerer umiddelbart fint og vi taler og samarbejder bedre om børnene nu, end da vi var kærester.

Det er kun mig der har et problem, og måske bliver det afhjulpet af at høre erfaringer fra andre i lignende situationer?? :-)

Jeg føler at mit hjerte mit flået ud hveranden weekend. Selvom jeg på den ene side glæder mig til at have lidt tid til mig selv og slappe af og nå nogle ting og sager man ellers ikke når, så er savnet til mine børn bare så forfærdeligt stort. Jeg plejer altid at trøstespise helt vildt om fredagen når de tager hjem til far. De sidste par gange når de så kommer hjem igen, så har min ældste datter været så farsyg og så afvisende overfor mig, at det er som at få gnedet salt og citron i det allerede storblødende sår. Hun har altid været mors pige, men også altid meget glad for sin far. I starten af deleordningen savnede hun mig når hun var hos ham og ringede hjem for at snakke. Det har hub ikke gjort de sidste mange gange. På en eller anden banal måde føler jeg jo nok at hun vælger mig fra? Og at det eneste jeg kan og må gøre er at tage imod afvisningerne med åbne arme og altid møde hende med kærlighed, selvom jeg bliver afvist blankt. Puuuuha hvor er det hårdt  

Hun er snart 4. Min største frygt er simpelthen en dag at blive valgt fra, så de hellere vil bo primært hos deres far. Det må man måsle ikke sige højt. Men det er nu engang sådan jeg føler. Det er ikke fordi jeg ikke har et liv og andet at tage mig til. Det er ikke fordi jeg ønsker at guilt-trippe mine børn til altid at bo hos mig. Jeg ved bare vitterligt ikke om jeg kan bære at blive afvist så endegyldigt af mine egne børn... Det er selvfølgelig slet ikke sket endnu og det er klart de savner deres far når de ser ham så sjældent. Det vækker bare sådan nogle grimme følelser i mig. Som det er nu kan han ikke have dem længere tid pga arbejde og han bor langt væk. Han er en sød og rar far, men han har bare aldrig været særlig meget på børnene, de har altid været mest mine. Han har ikke taget ansvar for en på nogen måde eller taget initiativer til noget, generelt har han bare været total passiv i alle aspekter af vores liv sammen og børnenes liv. Måske derfor føler jeg også lidt at den forgudelse han nyder. U, er en kende uberettiget. 

Nu fik jeg skrevet tankerne ned, nogen der tænker noget klogt eller har prøvet noget lignende?

kh

Lavendel skriver:

Hej allesammen. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg vil med det her indlæg. Det viser sig måske hen ad vejen :-) 

Jeg har to børn på hvv 2 og 3 år. Jeg gik fra deres far i vinters efter at have gået med tankerne og overvejelserne herom i flere år. Vi har nu en 12/2 ordning, eller hvad man siger: hveranden weekend hos far. Det fungerer umiddelbart fint og vi taler og samarbejder bedre om børnene nu, end da vi var kærester.

Det er kun mig der har et problem, og måske bliver det afhjulpet af at høre erfaringer fra andre i lignende situationer?? :-)

Jeg føler at mit hjerte mit flået ud hveranden weekend. Selvom jeg på den ene side glæder mig til at have lidt tid til mig selv og slappe af og nå nogle ting og sager man ellers ikke når, så er savnet til mine børn bare så forfærdeligt stort. Jeg plejer altid at trøstespise helt vildt om fredagen når de tager hjem til far. De sidste par gange når de så kommer hjem igen, så har min ældste datter været så farsyg og så afvisende overfor mig, at det er som at få gnedet salt og citron i det allerede storblødende sår. Hun har altid været mors pige, men også altid meget glad for sin far. I starten af deleordningen savnede hun mig når hun var hos ham og ringede hjem for at snakke. Det har hub ikke gjort de sidste mange gange. På en eller anden banal måde føler jeg jo nok at hun vælger mig fra? Og at det eneste jeg kan og må gøre er at tage imod afvisningerne med åbne arme og altid møde hende med kærlighed, selvom jeg bliver afvist blankt. Puuuuha hvor er det hårdt  

Hun er snart 4. Min største frygt er simpelthen en dag at blive valgt fra, så de hellere vil bo primært hos deres far. Det må man måsle ikke sige højt. Men det er nu engang sådan jeg føler. Det er ikke fordi jeg ikke har et liv og andet at tage mig til. Det er ikke fordi jeg ønsker at guilt-trippe mine børn til altid at bo hos mig. Jeg ved bare vitterligt ikke om jeg kan bære at blive afvist så endegyldigt af mine egne børn... Det er selvfølgelig slet ikke sket endnu og det er klart de savner deres far når de ser ham så sjældent. Det vækker bare sådan nogle grimme følelser i mig. Som det er nu kan han ikke have dem længere tid pga arbejde og han bor langt væk. Han er en sød og rar far, men han har bare aldrig været særlig meget på børnene, de har altid været mest mine. Han har ikke taget ansvar for en på nogen måde eller taget initiativer til noget, generelt har han bare været total passiv i alle aspekter af vores liv sammen og børnenes liv. Måske derfor føler jeg også lidt at den forgudelse han nyder. U, er en kende uberettiget. 

Nu fik jeg skrevet tankerne ned, nogen der tænker noget klogt eller har prøvet noget lignende?

 

kh

Der er intet ondt i mit svar til dig, men det minder mig om trælse situationer med min mands ekskone (også 12/2-ordning).

Efter en diskussion sagde hun; "Hvordan FANDEN tror du, at jeg har det, når jeg skal undvære X hver 2. weekend??!!

Min mand svarede ikke, han var simpelthen rystet over den nye rekord af egoisme, hun præsterede. Hun skænkede ikke en tanke, at hans savn ikke var mindre i 12 dage - hun tænkte ikke på, at X savnede sin far, og at de fik tid sammen, som de havde brug for. 

Dine følelser er som sådan reelle nok, men for din egen skyld, så prøv at arbejde med din selvværdsfølelse, kom ud af huset, når du er alene, opsøg andre interesser, nyd din tid alene og husk, at der er en far og et barn, der har lige så meget brug for hinanden.

Prøv at vend situationen om. Du skal undvære dine børn i 2 dage, deres far skal undvære dem i 12 dage. Tror du ikke også han syntes det er hårdt?

Og når børnene ikke er ældre og de ser deres far så lidt som de gør, så er det da klart at de savner ham og bliver far dårlige. Det er ikke fordi de afviser dig, de er bare ikke gamle nok til at forstå deres følelser, og så kommer deres savn over deres far, til at virke som om at de vælger ham fremfor dig. Især for den ældste er det jo en helt ny verden der skal til at accepteres. En verden hvor man ikke bare ser far hver dag og måske kan det i den alder føles lidt som om at du som mor, tager hende fra hendes far når du får hende hjem som hurtigt igen. Som sagt forstår de ikke alt i den alder.

Du kommer til at arbejde med dig selv i det her. Lær at nyde din alenetid som hvis børnene var på ferie hos bedsteforældrene eller lign. Pas på at børnene ikke mærker dit skiftende humør, for det kan bestemt også gøre noget. Måske har du brug for professionel hjælp til at lære at takle det hele, så det kommer til at fungere? 

Du gør jo, det du skal for børnene, når ting er som de er. Så kan man godt have nogen følelser inderst inde, selvom man ikke lader dem styre sine handlinger.

Jeg kan godt genkende den følelse "Hvad nu hvis de senere vælger mig helt fra....?"

Mine børn er ældre, men de har en "feriefar". Han har valgt at flytte rigtig langt væk, så de er kun hos ham i ferier, og så kommer han til byen her en weekend nogle enkelte gange i året. Når han først er sammen med dem, er det gaver og fest og ingen rutiner. Og det forstår jeg jo. Når de så kommer hjem til mig, er det "Mor, du er så streng.  Hos far får jeg lov til ...." Jeg kan da godt blive ærgelig over, at han får en så høj stjerne, mens jeg må være den, som tager alle kampene og de upopulære beslutninger. Jeg er da nervøs for, at de en dag vælger mig fra, fordi alt hos far er fest og farver. Men så tænker jeg, at selvom jeg får al modstanden, så er jeg der også for dem, når de har brug for mig. De gør oprør imod mig - men de stoler på mig. Så selvom de måske en dag tager et valg, som jeg vil have det svært med, så ved de godt, at jeg er der for dem. Der var en klog person som sagde til mig:" Når de tager sine negative følelser ud over for dig, så er det fordi de stoler på dig." Hvis man tænker sådan på det, er det enklere at takle, når børnene reagerer mod en. Skilsmisse og adskillelse er hårdt for dem at takle. De får en masse følelser, som de skal finde ud af at håndtere. Det kan så gå ud over os voksne - men det betyder ikke, at de ikke er glad for sin mor/far længere.

Jeg tænker det er helt normalt i starten at man savner dem forfærdeligt meget. Af egen erfaring vil jeg sige at det bliver bedre med tiden. Det er jeg helt sikker på det gør hos dig også. Det bedste er jo at gøre de børnefri dage til de dage hvor man har rigtig voksentid. Jeg brugte dem konsekvent til spa-ture, byture med mine børnefri veninder, male vægge derhjemme, hovedrengøring osv. alt det som bare er lettere uden børn. 

Mit ældste barn er også i deleordning og i starten føltes det somom jeg var ved at blive helt skør, hver gang jeg skulle give slip. Jeg græd (alene kun) og nu er jeg helt ok med at sende min ældste afsted. Derimod har jeg virkelig svært ved at give slip på min yngste på næsten 2. Hun er ikke delebarn. Men bare hun skal passes én dag får jeg ondt indeni. Men jeg er helt sikker på at jeg også vænner mig til det. 

I det her er det ihvertfald godt lige at huske at far også savner børnene 12 dage ad gangen. Min mand har børn fra tidligere ægteskab og han må også savne dem 11 dage inden de ses. Det er benhårdt. Det der har gjort rigtig ondt er at moren på ingen måde vil dele. Hun mener at hun har eneret på alle mærkedage, fødselsdage og højtider. Fordi hun er mor og det er "hendes" traditioner. "Traditioner" som far har været en del af i 9 år for den ældstes vedkommende. 

For mig har det været en rigtig øjenåbner at se det hele fra den anden side af- fars perspektiv. Jeg er oprigtigt ok med at dele jul osv med far. Det er ikke en trist juleaften længere, fordi min ældste mangler hvert andet år. Jeg tror du vil vænne dig til det med tiden.

Lavendel skriver:

Hej allesammen. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg vil med det her indlæg. Det viser sig måske hen ad vejen :-) 

Jeg har to børn på hvv 2 og 3 år. Jeg gik fra deres far i vinters efter at have gået med tankerne og overvejelserne herom i flere år. Vi har nu en 12/2 ordning, eller hvad man siger: hveranden weekend hos far. Det fungerer umiddelbart fint og vi taler og samarbejder bedre om børnene nu, end da vi var kærester.

Det er kun mig der har et problem, og måske bliver det afhjulpet af at høre erfaringer fra andre i lignende situationer?? :-)

Jeg føler at mit hjerte mit flået ud hveranden weekend. Selvom jeg på den ene side glæder mig til at have lidt tid til mig selv og slappe af og nå nogle ting og sager man ellers ikke når, så er savnet til mine børn bare så forfærdeligt stort. Jeg plejer altid at trøstespise helt vildt om fredagen når de tager hjem til far. De sidste par gange når de så kommer hjem igen, så har min ældste datter været så farsyg og så afvisende overfor mig, at det er som at få gnedet salt og citron i det allerede storblødende sår. Hun har altid været mors pige, men også altid meget glad for sin far. I starten af deleordningen savnede hun mig når hun var hos ham og ringede hjem for at snakke. Det har hub ikke gjort de sidste mange gange. På en eller anden banal måde føler jeg jo nok at hun vælger mig fra? Og at det eneste jeg kan og må gøre er at tage imod afvisningerne med åbne arme og altid møde hende med kærlighed, selvom jeg bliver afvist blankt. Puuuuha hvor er det hårdt  

Hun er snart 4. Min største frygt er simpelthen en dag at blive valgt fra, så de hellere vil bo primært hos deres far. Det må man måsle ikke sige højt. Men det er nu engang sådan jeg føler. Det er ikke fordi jeg ikke har et liv og andet at tage mig til. Det er ikke fordi jeg ønsker at guilt-trippe mine børn til altid at bo hos mig. Jeg ved bare vitterligt ikke om jeg kan bære at blive afvist så endegyldigt af mine egne børn... Det er selvfølgelig slet ikke sket endnu og det er klart de savner deres far når de ser ham så sjældent. Det vækker bare sådan nogle grimme følelser i mig. Som det er nu kan han ikke have dem længere tid pga arbejde og han bor langt væk. Han er en sød og rar far, men han har bare aldrig været særlig meget på børnene, de har altid været mest mine. Han har ikke taget ansvar for en på nogen måde eller taget initiativer til noget, generelt har han bare været total passiv i alle aspekter af vores liv sammen og børnenes liv. Måske derfor føler jeg også lidt at den forgudelse han nyder. U, er en kende uberettiget. 

Nu fik jeg skrevet tankerne ned, nogen der tænker noget klogt eller har prøvet noget lignende?

 

kh

Jeg kender udmærket frygten for at blive valgt fra i fremtiden. Er skilt fra mine to børs far. Han er den der hygge/legeonkel type der forkæler med slik, iPad og masser af vilde lege. Jeg er den kedelige "speltmor" der går op i regler, ordentlig kost, sengetider og oprydningsådan sat lidt på spidsen...

Jeg tager mig klart mere af børnene også følelsesmæssigt. Men de knuselsker far, især den ældste. Det gør ondt og giver mig en kæmpe frygt for fremtiden. Ikke kun for at blive afvist, men også fordi jeg simpelthen er overbevist om, at mit hjem er bedst for dem. Hvordan hvis de så hellere vil ham og de mest dyrebare jeg har skal præges på en måde jeg finder forkert? Undskyld, kan være jeg gør det hele værre for dig, du ramte lige et ømt punkt

på mine gode dage (de fleste) vælger jeg dog at fokusere på, hvor fantastisk det er, at jeg har valgt en far til dem som de har så meget glæde af. Det havde jeg ikke selv...

måske dine børns far har oppet sig mht. Børnene efter skilsmissen, og at børnenes oplevelse af ham dermed også er Merete positiv end du har oplevet da i var sammen.

Lavendel skriver:

Hej allesammen. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg vil med det her indlæg. Det viser sig måske hen ad vejen :-) 

Jeg har to børn på hvv 2 og 3 år. Jeg gik fra deres far i vinters efter at have gået med tankerne og overvejelserne herom i flere år. Vi har nu en 12/2 ordning, eller hvad man siger: hveranden weekend hos far. Det fungerer umiddelbart fint og vi taler og samarbejder bedre om børnene nu, end da vi var kærester.

Det er kun mig der har et problem, og måske bliver det afhjulpet af at høre erfaringer fra andre i lignende situationer?? :-)

Jeg føler at mit hjerte mit flået ud hveranden weekend. Selvom jeg på den ene side glæder mig til at have lidt tid til mig selv og slappe af og nå nogle ting og sager man ellers ikke når, så er savnet til mine børn bare så forfærdeligt stort. Jeg plejer altid at trøstespise helt vildt om fredagen når de tager hjem til far. De sidste par gange når de så kommer hjem igen, så har min ældste datter været så farsyg og så afvisende overfor mig, at det er som at få gnedet salt og citron i det allerede storblødende sår. Hun har altid været mors pige, men også altid meget glad for sin far. I starten af deleordningen savnede hun mig når hun var hos ham og ringede hjem for at snakke. Det har hub ikke gjort de sidste mange gange. På en eller anden banal måde føler jeg jo nok at hun vælger mig fra? Og at det eneste jeg kan og må gøre er at tage imod afvisningerne med åbne arme og altid møde hende med kærlighed, selvom jeg bliver afvist blankt. Puuuuha hvor er det hårdt  

Hun er snart 4. Min største frygt er simpelthen en dag at blive valgt fra, så de hellere vil bo primært hos deres far. Det må man måsle ikke sige højt. Men det er nu engang sådan jeg føler. Det er ikke fordi jeg ikke har et liv og andet at tage mig til. Det er ikke fordi jeg ønsker at guilt-trippe mine børn til altid at bo hos mig. Jeg ved bare vitterligt ikke om jeg kan bære at blive afvist så endegyldigt af mine egne børn... Det er selvfølgelig slet ikke sket endnu og det er klart de savner deres far når de ser ham så sjældent. Det vækker bare sådan nogle grimme følelser i mig. Som det er nu kan han ikke have dem længere tid pga arbejde og han bor langt væk. Han er en sød og rar far, men han har bare aldrig været særlig meget på børnene, de har altid været mest mine. Han har ikke taget ansvar for en på nogen måde eller taget initiativer til noget, generelt har han bare været total passiv i alle aspekter af vores liv sammen og børnenes liv. Måske derfor føler jeg også lidt at den forgudelse han nyder. U, er en kende uberettiget. 

Nu fik jeg skrevet tankerne ned, nogen der tænker noget klogt eller har prøvet noget lignende?

 

kh

Ihh hvor jeg godt forstår dig! Nu bor jeg sammen med faren til min søn men den der følelse når sønnen foretrækker far er frygtelig. Det er jo ikke rationelt men der i mod egoistisk men helt naturligt vil jeg våge at påstå! Jeg kan heller ikke forestille mig at skulle undvære mit barn en hel weekend så jeg forstår virkelig godt hvordan du må have det. Ingen gode råd fra mig, men syntes bare du skal vide at der en der forstår dig

Lavendel skriver:

Hej allesammen. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg vil med det her indlæg. Det viser sig måske hen ad vejen :-) 

Jeg har to børn på hvv 2 og 3 år. Jeg gik fra deres far i vinters efter at have gået med tankerne og overvejelserne herom i flere år. Vi har nu en 12/2 ordning, eller hvad man siger: hveranden weekend hos far. Det fungerer umiddelbart fint og vi taler og samarbejder bedre om børnene nu, end da vi var kærester.

Det er kun mig der har et problem, og måske bliver det afhjulpet af at høre erfaringer fra andre i lignende situationer?? :-)

Jeg føler at mit hjerte mit flået ud hveranden weekend. Selvom jeg på den ene side glæder mig til at have lidt tid til mig selv og slappe af og nå nogle ting og sager man ellers ikke når, så er savnet til mine børn bare så forfærdeligt stort. Jeg plejer altid at trøstespise helt vildt om fredagen når de tager hjem til far. De sidste par gange når de så kommer hjem igen, så har min ældste datter været så farsyg og så afvisende overfor mig, at det er som at få gnedet salt og citron i det allerede storblødende sår. Hun har altid været mors pige, men også altid meget glad for sin far. I starten af deleordningen savnede hun mig når hun var hos ham og ringede hjem for at snakke. Det har hub ikke gjort de sidste mange gange. På en eller anden banal måde føler jeg jo nok at hun vælger mig fra? Og at det eneste jeg kan og må gøre er at tage imod afvisningerne med åbne arme og altid møde hende med kærlighed, selvom jeg bliver afvist blankt. Puuuuha hvor er det hårdt  

Hun er snart 4. Min største frygt er simpelthen en dag at blive valgt fra, så de hellere vil bo primært hos deres far. Det må man måsle ikke sige højt. Men det er nu engang sådan jeg føler. Det er ikke fordi jeg ikke har et liv og andet at tage mig til. Det er ikke fordi jeg ønsker at guilt-trippe mine børn til altid at bo hos mig. Jeg ved bare vitterligt ikke om jeg kan bære at blive afvist så endegyldigt af mine egne børn... Det er selvfølgelig slet ikke sket endnu og det er klart de savner deres far når de ser ham så sjældent. Det vækker bare sådan nogle grimme følelser i mig. Som det er nu kan han ikke have dem længere tid pga arbejde og han bor langt væk. Han er en sød og rar far, men han har bare aldrig været særlig meget på børnene, de har altid været mest mine. Han har ikke taget ansvar for en på nogen måde eller taget initiativer til noget, generelt har han bare været total passiv i alle aspekter af vores liv sammen og børnenes liv. Måske derfor føler jeg også lidt at den forgudelse han nyder. U, er en kende uberettiget. 

Nu fik jeg skrevet tankerne ned, nogen der tænker noget klogt eller har prøvet noget lignende?

 

kh

Har du tænkt på om afvisningen måske også handler om at du deres primære omsorgsperson har været væk i to dage? En lille ubevidst afprøvning af om du elsker dem ubetinget. 

Nu har jeg i ret lang tid fulgt denne side og læst med på sidelinjen. Har dog først oprettet mig i dag, da jeg så dit opslag. Har simpelthen brug for at stille dig et spørgsmål.

Du er bange for at blive valgt fra fordi dine børn elsker og savner deres far. Stopper du med at elske dit ene barn, fordi du elsker det andet? Kærlighed halveres ikke, når der er flere at elske. Den øges i stedet. Vær glad for, at dine børn har en far, de kan elske.