Det gør helt ondt i maven

Jeg bestilte i går en tid ved lægen til snak om sterilisation. Jeg troede at denne her tunge fornemmelse i min brystkasse ville gå væk igen, men efter at have sovet på det, ligger sorgen bare endnu dybere i mig.

Det er mærkeligt at jeg sørger over de børn jeg ikke kommer til at få, i stedet for bare at nyde de 2 skønheder jeg har, men det opsluger mig at jeg aldrig får opfyldt min drøm om en stor familie med mange børn.

Lidt baghistorie til HVORFOR jeg dog vælger at blive stereliseret, når jeg gerne vil have flere børn.
Jeg har en sund og rask datter fra 2014, som jeg fik med min eks. Min mand og jeg fandt sammen kort efter. Vi begyndte ret hurtigt på PB, fordi jeg altdi har drømt om at mine børn skulle være tætte i alder. Vi opnåede graviditet adskillige gange, men mistede gang på gang - den ene gang så sent som i uge 19.
Jeg fødte i december sidste år min søn i uge 23+5. Han overlevede, men vil altid være mærket af sin ekstremt tidlige fødsel.
Lægerne kan ikke finde årsagen til hvorfor jeg ikke kan holde på en graviditet. Først mistænkte de at det var noget arvæv i min livmoder, men en specialist mente at dette ikke burde være et problem. Han sagde dog også at når jeg har mistet (og født så tidligt) så mange gange som jeg har, er chancen for at opnå en successfuld graviditet senere meget lille og rådede mig stærkt imod at få flere børn.

Jeg har valgt at jeg vil stereliseres af adskillige årsager.
Den første er at jeg ikke kan tåle hormonprævention og faktisk heller ikke ville have interesse i at tage det resten af mit liv, hvis jeg alligevel ved at jeg ikke skal være gravid mere.
Den anden er at min mand og jeg jo ikke har været sammen særlig længe (ca. 3 år), vi er stadig unge (under 30) og at han stadig skal have mulighed for at få børn med andre, hvis nu vi skulle gå fra hinanden, så selvom indgrebet er mindre for en mand, så skal det være mig, der ikke kan få børn mere.
I samme skuffe, så kunne det jo være at jeg senere (eventuelt med en ny mand), når det hele er kommet lidt på afstand, ville få lyst til at forsøge alligevel, til trods for lægens anbefalinger og ville sætte mig selv og min familie igennem det samme forløb igen og det ønsker jeg bestemt ikke.

Jeg har snakket med min mor og flere veninder om det og deres svar er altid, "Tror du ikke at du kommer til at fortryde det?" og jeg ved at svaret er "JO, det VED jeg at jeg vil", men det er langt fra så meget som jeg ville fortryde at få et barn mere som skulle fødes så tidligt og igennem så meget eller endnu mere eller mere ting, for ikke at nævne det pres det ville ligge på mig og min familie.

Sikke en forfærdelig situation du står i, men når det er sagt, så kan jeg godt forstå det valg du træffer, selvom det er svært.  

Jeg sender en masse virtuelle kram, og ønsker dig og din familie alt godt i livet 

Selvom jeg som mand ikke helt kender til den der drift og store ønske om mange børn, så forstår jeg så fuldt at det er en kæmpe stor og tung beslutning.

Men jeg synes du skal rose dig selv og erkende dig selv for at du tager ansvar for din situation. Det er der så mange andre der ikke gør.

Det må være en utrolig frustrerende situation og stå i. 

Der må jo være en årsag, lægerne har vel ikke bare opgivet at finde ud af noget? 

Hvad med at bruge kondom,  ind til tanken om det måske virkelig føles rigtig. Når du ikke er ældre er det et meget permanent og drastisk valg og tage, når der endnu ikke er fundet en årsag til det. Tror at følelsen af "hvad nu hvis" ville komme til at fylde virkelig meget på sigt hvis du valgte at gøre det nu, når du allerede kan sige at du vil fortryde det. 

Anonym skriver:

Det må være en utrolig frustrerende situation og stå i. 

Der må jo være en årsag, lægerne har vel ikke bare opgivet at finde ud af noget? 

Hvad med at bruge kondom,  ind til tanken om det måske virkelig føles rigtig. Når du ikke er ældre er det et meget permanent og drastisk valg og tage, når der endnu ikke er fundet en årsag til det. Tror at følelsen af "hvad nu hvis" ville komme til at fylde virkelig meget på sigt hvis du valgte at gøre det nu, når du allerede kan sige at du vil fortryde det. 

Jo, de har opgivet at lede. De kunne ikke finde nogen årsag. Nogle gange sker det bare, sagde ham specialisten, men når det først er sket én gang, øger det risikoen for at det kan ske igen.

Der er en chance for at jeg ville kunne gå en fuld graviditet ud, som jeg gjorde med min store, men der er også stor risiko for at jeg ville føde ekstremt tidligt igen - og risikoen er efter min mening for stor.

Jeg tror aldrig at det vil komme til at føles "rigtigt", for det er ikke noget jeg overhovedet har lyst til at skulle gøre, men jeg ved at hvis jeg venter og får tingene lidt på afstand, så begynder jeg at tænke "var det nu virkelig så slemt" eller noget i den stil og jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg - med den viden jeg har nu om at risikoen er der og er stor - bragte endnu et barn til verden så tidligt, selv hvis det skulle gå "godt" ligesom det har med min lille.

Endnu værre ville det være hvis den ene graviditet så gik GODT og jeg gik til termin (eller deromkring), for så ville tanken i mit hoved være om det (den tidlige fødsel) mon ikke bare var en one time incident og blive gravid igen og så står jeg pludselig med måske 3 eller 4 børn som jeg ikke kan tage mig af fordi jeg skal være på sygehuset med en lille-bitte baby der kæmper for sit liv.

Anonym skriver:

Jeg bestilte i går en tid ved lægen til snak om sterilisation. Jeg troede at denne her tunge fornemmelse i min brystkasse ville gå væk igen, men efter at have sovet på det, ligger sorgen bare endnu dybere i mig.

Det er mærkeligt at jeg sørger over de børn jeg ikke kommer til at få, i stedet for bare at nyde de 2 skønheder jeg har, men det opsluger mig at jeg aldrig får opfyldt min drøm om en stor familie med mange børn.

Lidt baghistorie til HVORFOR jeg dog vælger at blive stereliseret, når jeg gerne vil have flere børn.
Jeg har en sund og rask datter fra 2014, som jeg fik med min eks. Min mand og jeg fandt sammen kort efter. Vi begyndte ret hurtigt på PB, fordi jeg altdi har drømt om at mine børn skulle være tætte i alder. Vi opnåede graviditet adskillige gange, men mistede gang på gang - den ene gang så sent som i uge 19.
Jeg fødte i december sidste år min søn i uge 23+5. Han overlevede, men vil altid være mærket af sin ekstremt tidlige fødsel.
Lægerne kan ikke finde årsagen til hvorfor jeg ikke kan holde på en graviditet. Først mistænkte de at det var noget arvæv i min livmoder, men en specialist mente at dette ikke burde være et problem. Han sagde dog også at når jeg har mistet (og født så tidligt) så mange gange som jeg har, er chancen for at opnå en successfuld graviditet senere meget lille og rådede mig stærkt imod at få flere børn.

Jeg har valgt at jeg vil stereliseres af adskillige årsager.
Den første er at jeg ikke kan tåle hormonprævention og faktisk heller ikke ville have interesse i at tage det resten af mit liv, hvis jeg alligevel ved at jeg ikke skal være gravid mere.
Den anden er at min mand og jeg jo ikke har været sammen særlig længe (ca. 3 år), vi er stadig unge (under 30) og at han stadig skal have mulighed for at få børn med andre, hvis nu vi skulle gå fra hinanden, så selvom indgrebet er mindre for en mand, så skal det være mig, der ikke kan få børn mere.
I samme skuffe, så kunne det jo være at jeg senere (eventuelt med en ny mand), når det hele er kommet lidt på afstand, ville få lyst til at forsøge alligevel, til trods for lægens anbefalinger og ville sætte mig selv og min familie igennem det samme forløb igen og det ønsker jeg bestemt ikke.

Jeg har snakket med min mor og flere veninder om det og deres svar er altid, "Tror du ikke at du kommer til at fortryde det?" og jeg ved at svaret er "JO, det VED jeg at jeg vil", men det er langt fra så meget som jeg ville fortryde at få et barn mere som skulle fødes så tidligt og igennem så meget eller endnu mere eller mere ting, for ikke at nævne det pres det ville ligge på mig og min familie.

Har de intet bud på årsagen? Hvad mente de om abdominal cerclage?

Har de intet bud på årsagen? Hvad mente de om abdominal cerclage?

Overhovedet intet. Moderkagen blev undersøgt og den så ud helt som den skulle. Mine blodprøver var fantastiske. Scanninerne viste intet unormalt. Min livmoderhals var lang, lukket og hård (det ændrede sig dog ret hurtigt med ve-drop).

Jeg døjede med besvimelsesanfald, feberture og generel utilpashed i flere uger før fødlsen, men det kunne de heller ikke finde nogen forklaring på, da alting så ud som det skulle.
Jeg fik spontan vandafgang 23+1, blev lagt på sengeleje og fik antibiotikadrop i hånden (for at undgå infektion) og veerne gik i gang 23+4 og jeg fødte så 23+5. Fødslen blev ikke stoppet, da baby havde haft afføring inde i maven (kunne ses på det sivende vand).

Abdominal cerclage virker kun hvis man har haft forkortet livmoderhals, hvilket min overhovedet ikke var. Desuden har jeg ikke interesse i at føde via kejsersnit hvilket jo ville være nødvendigt hvis jeg havde sådan én.
Det eneste jeg kan blive tilbudt er Progesteron (og evt. Relaxin), men da niveauerne af hormoner så fine ud i moderkagen, er de ikke sikre på at det vil hjælpe ret meget, hvis overhovedet.

Jeg kan godt forstå dine tanker men kunne i ikke bruge kondom de gange i har sex?  

Og man tager jo ikke prævention hele livet. Du går jo nok i overgangsalderen som stopper den proces at kunne få børn i det hele taget. 

Jeg forstår virkelig godt done frustrationer og du er jo på ingen måde klar til at tage skridtet, derfor synes jeg også du skal se om du på nogen måde kan vente. 

Har flere aborter været tidlige? Er du så e t tjekket for ureaplasma? Ellers så prøv at blive tjekket for det som start. 

Du virker meget uafklaret omkring at blive steriliseret, så jeg tror, at I skal undersøge markedet for prævention bedre. Kobberspiral, pessar?

Er du blevet undersøgt for stofskiftesygdomme??

Jeg har en veninder der har en søn på snart 8 år og derfra og frem til nu, har hun apoteret 8 gange. De har været igennem udredning osv og de har nu fundet ud af, at hun har en stofskiftesygdom, der gør at hun mister omkring uge 11-12, hver gang. 

Jeg tænker også at du ik virker klar, og så længe at der ik ligger nogen forklaring, ku det måske være en god ide at vente, også bare bruge kondom. Vh Stine