Oh my lord! Højgravid, fødslen lige om hjørnet, og mine tanker raser derud af.
Dette barn var en overraskelse, og ikke planlagt. Jeg føler stadig jeg skal vende mig til tanken om at skulle være mor igen, og nu er tiden til det ved at slippe op. Panik står øverst lige nu!!! Hvad hvis jeg ikke kommer til at elske ham med det samme, og hvad hvis jeg ikke kommer til at elske ham lige så højt som hans storebror?
Jeg er så fuld af følelser og alligevel helt tom! Jeg tror jeg glæder mig, men jeg ved det ikke. Jeg frygter det måske også. Storebror var et ønskebarn. Jeg havde nærmest brug for det barn. Det endte alligevel med at jeg stod alene med ham, og at jeg blev skilt fra min mand.
Nu så mange år efter har jeg fundet, ikke bare manden i mit liv, men min solemate. Ja tænk, de findes sq! Alligevel sidder den gamle frygt i mig. Hvad hvis jeg kommer til at stå alene igen, og kæmpe med et barn som aldrig sover (som sin bror) og hvad med følelsen af ensomhed? Min nuværende mand gør alt for at berolige mig og fortælle mig at jeg ikke skal frygte det, for det her er noget andet!
Jeg ved det gamle i min bagage er med til at påvirke min situation, og jeg håber aå inderligt at tiden vil vise mig noget andet, og at det her bliver noget helt andet!
Lige nu er jeg bare mest bange for at miste - miste min elskede mand og miste mig selv. Føj for en omgang, men det er jo panik før lukketid og kaostænkning uden lige!
No hates please, måske bare et lille klap på skulderen med, eller et "sådan havde jeg det også" - tak 
Anmeld
Citér
