Hej,
Mit spørgsmål går på, om mælkeproduktionen kan stoppe i det ene bryst.
Jeg er 27 år, sund og rask, og ammer mit andet barn, en lille pige. Hun er nu 7 1/2 måned, spiser godt med mad, men ammer også stadig i den mængde, som en baby på hendes alder skal. Amningen har hidtil gået som smurt, og det gjorde det også med min første søn. Jeg ammede ham i 16 måneder uden lignende problemer.
De sidste 4 dage, føles det som om, at mælkeproduktionen i mit højre bryst er markant formindsket. Der er stadig mælk, og også i den tilfredsstillende mængde til min datter (bedømt på at hun ikke klager). Men brystet er nærmest dobbelt så lille som det venstre - det er ganske forfærdeligt ud!
Og jeg bliver nervøs for om det skal fortsætte, da min forfængelighed her, helt sikkert vil komme på prøve.
Jeg føler ikke, at jeg har ammet hende mere eller mindre på det ene bryst, og jeg forstår derfor ikke hvorfor dette skulle ske.
Der har heller ikke været en synlig forskel på mine bryster før graviditet/amning. De har egentlig altid været ret symmetriske - indtil nu!
Jeg har i løbet af i dag, prøvet kun at lægge hende til på det venstre bryst - brystet som tilsyneladende er stoppet lidt med produktionen - da jeg tænkte, at det måske vil vække liv i det igen. Men udover det, så har jeg lidt brug for råd/ vejledning i hvad jeg kan gøre.. Og om dette er normalt.
Jeg ønsker selvfølgelig, at brysterne bliver samme størrelse igen, og producerer lige meget mælk, så det ikke ser så underligt ud.
Jeg har ikke implantater eller noget andet.
Tak for svar
Mvh Laura
Karens svar
Kære Laura
Tak for dit brev
Mælkeproduktionen er hormonelt betinget er er meget påvirkeligt af forandringer. Jeg kan ikke helt sige, hvad der i dit tilfælde har gjort at du danner mindre mælk i dit højre bryst. For selv om du stadig har mælk i brystet, tænker jeg at du alligevel har mindre i det end i det venstre.
Og du gør faktisk allerede det, som jeg vil råde dig til: du prioritere det højre bryst.
Prøv over de næste dage at lægge mere til på højre bryst end på venstre. Malk evt. højre bryst ud, hvis det fungerer til dig.
Og ja, jeg har set den form for forandring af bryststørrelse under ammeperioden før. Det er under alle omstændigheder ufarligt. Og kan som regel justeres ved øget stimulering.
Under alle omstændigheder skal dine bryster nok få samme størrelse igen, når du stopper amningen helt ;-)
Venlig hilsen
Karen Bøhrnsen
Jordemoder og ammekonsulent
www.jordemoder.net
like og del: https://www.facebook.com/jordemoder.net
Hvis du har brug for en mere uddybende dialog, har du mulighed for at ringe direkte til jordemoder Karen Bøhrnsen - en halv times telefonisk jordemoderkonsultation koster kun 245.- og kan faktureres via mobilpay - så tøv ikke - ring og få en snak med jordemoderen. Ring på mobil 27216882.
Karen tilbyder i brevkassen personlig og individuelt tilpasset vejledning i graviditet, fødsel, barsel og ikke mindst i amning.
Se Karens hjemmeside: www.jordemoder.net