Konfrontere kollega?

Efter en hæslig tur med stress, som overmandede mig lige før sommerferien, føler jeg mig klar til at begynde på job og startede så småt i sidste uge. Jeg har ikke været officielt sygemeldt, da jeg har haft lang ferie og er kommet mig, håber jeg, i løbet af den. Erstatningsferie har ikke haft min interesse, selv om jeg er beretttiget - det er de strukturløse feriedage, der hen ad vejen har pint mig mest, så jeg ser frem til hverdag. 

Jeg lagde kortene på bordet over for mine ledere i sidste uge og mødte opbakning, omsorg og udtrykt forsikring for, at jeg bare skulle sige til, hvis jeg fik brug for hjælp. Jeg har ligeledes været åben over for mine kolleger - herunder fortalt, at jeg havde talt med lederne. Alligevel hører jeg fra en kollega, at en anden kollega har været omkring ledelsen og udtrykt sin bekymring for mig - selv om hun vidste, jeg havde talt fint med dem. 

Jeg ved, hun har gjort det i den bedste mening, men det irriterer mig alligevel, at hun ikke lader mig om at stå for kommunikationen med ledelsen - om mig. Hun er ofte en lidt emsig og intimiderende type, som afgjort også gerne vil fremstå som den gode, omsorgsfulde kollega. Måske er hendes motiv ikke KUN at passe på mig ... Er det forsttåeligt, hvis jeg har brug for at sige til hende, at det ikke var ok i mine øjne, at hun "i smug" gik til ledelsen for at tale om mig, selv om hun vidste, jeg havde talt med dem? Eller skal jeg lade det fare og holde mig til, at hun ikke ville mig noget ondt? Jeg føler mig lidt omklamret af hende og en smule umyndiggjort - jeg gik jo netop ikke stille med dørene, men var åben og ærlig over for ledelsen, så hvorfor "hjælpe" mig ved at gentage for dem, at jeg ikke har været på toppen?

Jeg synes det kommer an på, hvad hendes rolle er og hvad hun har snakket med ledelsen om. Jeg arbejder på en arbejdsplads med store stressproblemer, og jeg er tillidsmandssuppleant. Jeg har selv været stressramt, og åben om det, og efter det er andre kommet til mig for at snakke om deres stressproblemer. Der har jeg snakket ned tillidsmanden (som har tavshedspligt) og nævnt navn, og med ledelsen uden at nævne navn. Det har jeg gjort fordi jeg ikke oplever at ledelsen gør nok for at løse de systematiske stressproblemer, og derfor er den enkeltes problem en del af et mønster som jeg prøver at gøre tydeligere for ledelsen. Og jeg indbragte tillidsmanden fordi han er god til at passe på folk.

Jeg har tænkt meget over hvorvidt det var rigtigt -- og kommet frem til at det var nødvendigt. Men jeg kan da godt forestille mig at det var grænseoverskridende hvis det kom frem.

Så i lys af mine egne erfaringer mener jeg det er tilfælde hvor det kunde være ok, men det kan også lyde som om det ikke var (hvis det nu bare var sladder, f eks). I sidste ende, spørg dig selv hvad, der giver dig mere stress. At sige fra -- eller at lade være?

snuskesmor skriver:

Jeg synes det kommer an på, hvad hendes rolle er og hvad hun har snakket med ledelsen om. Jeg arbejder på en arbejdsplads med store stressproblemer, og jeg er tillidsmandssuppleant. Jeg har selv været stressramt, og åben om det, og efter det er andre kommet til mig for at snakke om deres stressproblemer. Der har jeg snakket ned tillidsmanden (som har tavshedspligt) og nævnt navn, og med ledelsen uden at nævne navn. Det har jeg gjort fordi jeg ikke oplever at ledelsen gør nok for at løse de systematiske stressproblemer, og derfor er den enkeltes problem en del af et mønster som jeg prøver at gøre tydeligere for ledelsen. Og jeg indbragte tillidsmanden fordi han er god til at passe på folk.

Jeg har tænkt meget over hvorvidt det var rigtigt -- og kommet frem til at det var nødvendigt. Men jeg kan da godt forestille mig at det var grænseoverskridende hvis det kom frem.

Så i lys af mine egne erfaringer mener jeg det er tilfælde hvor det kunde være ok, men det kan også lyde som om det ikke var (hvis det nu bare var sladder, f eks). I sidste ende, spørg dig selv hvad, der giver dig mere stress. At sige fra -- eller at lade være?

Jeg er selv TR-suppleant og har fin kontakt til både TR og ledelse. Der er intet konkret arbejdsmiljø-issue, som har forårsaget min stress - ikke noget generelt problem på arbejdspladsen. Og hendes henvendelse til ledelsen gik på, at nu skulle de være opmærksomme på mig - hvilket jeg jo selv havde formuleret for dem, direkte og/eller indirekte. Det stresser mig faktisk at mærke hendes omklamring, som jeg også opfatter som nyfigenhed, så jeg må nok få talt med hende. 

Det lyder som noget misforstået hjælpsomhed, jeg ville lade det være. Hvis hun nævner noget igen ville jeg konfrontere hende, og bede hende om at blande sig udenom. Men lad det være for nu og koncentrer dig om at få en god hverdag igen i stedet. 

Anonym skriver:

Jeg er selv TR-suppleant og har fin kontakt til både TR og ledelse. Der er intet konkret arbejdsmiljø-issue, som har forårsaget min stress - ikke noget generelt problem på arbejdspladsen. Og hendes henvendelse til ledelsen gik på, at nu skulle de være opmærksomme på mig - hvilket jeg jo selv havde formuleret for dem, direkte og/eller indirekte. Det stresser mig faktisk at mærke hendes omklamring, som jeg også opfatter som nyfigenhed, så jeg må nok få talt med hende. 

Alternativt, snak med din TR så hun/han er klar over at situationen presser dig? Da får du en andens øjne på, uden at du risikerer at eskalere en konflikt. Og der er en, der kender hendelsesforløbet, i fald det bliver ved med at være et problem? Da jeg var syg, syntes jeg det var enormt svært (og stressende) at vurdere om jeg overreagerede eller ej. For hvis det stresser dig, er det skidt, men hvis du starter en konflikt, er det også stressende, og skidt. Og følelser er reelle, velbegrundede eller ej.