For et par år siden var jeg også ved at forlade kæresten, da jeg savnede forelskelsen. Jeg følte vi var kørt fast i et tomrum og en dagligdag hvor vi bare fulgte med.
Men man kan jo ikke blive ved med at være nyforelsket, medmindre man vil skifte partner med jævne mellemrum. Selv med en ny kæreste ville det forhold jo også før eller siden blive hverdag. Istedet for at fokusere på det negative i forholdet, så jeg på det positive. - Jeg havde en dejlig mand der uden tvivl elskede mig, vi delte en del af de samme interesser, han tog del i husholdningen og han accepterede mig som jeg var, selv når jeg havde svært ved at acceptere mig selv. Chancen for at finde en anden mand som ham var minimal.
Men noget måtte jo ændres, så det gjorde jeg. Først og fremmest inddrog jeg ham i mine tanker, og vi blev enige om at gøre en indsats for at genfinde nogen nyforelskelse. Vi tog på dates, sørgede for at holde i hånd og ikke mindst at putte i sengen om aftenen. Efterhånden som vi begyndte at vise interesse for hinanden igen, kom interessen også og tvivlen på vores forhold forsvandt.
I dag er vi gift, har netop fået barn nummer to, og jeg kunne ikke forestille mig et liv uden ham. Vi husker at sætte tid af til at være kærester og lave kæreste ting. Indtil den lille er gammel nok til at blive passet ude, bliver det ikke til meget andet end filmhygge i sofaen/sengen, men det er bestemt bedre end ingenting. Havde jeg forladt ham dengang, havde jeg ikke været hvor jeg er i dag hverken psykisk eller fysisk.
- ikke at alle forhold kan eller skal reddes, men er man gift og har børn involveret, så skylder man sig selv, sin partner og sine børn at tænke det ordentligt igennem og sætte ord på hvad man savner, og dernæst se om det kan findes hvor man er. - og kan forholdet ikke reddes, så er økonomi ikke det rette grundlag at blive sammen på.
Anmeld
Citér