Hej
Jeg er simpelthen SÅ frustreret. Min skønne og dejlige søn på 4 år er simpelthen en svær gut at have med at gøre lige nu. Han er ultra bestemt og hvis det ikke lige er noget der passer ham, så nægter han at gøre som vi siger. Og så bliver han simpelthen så vred og hyler og skriger hvis han ikke lige får sin vilje eller den hjælp han gerne vil have. Derudover kan han godt finde på at slå eller sparke min kæreste, og helt umotiveret. Bare fordi han lige er der eller fordi han ikke helt kan finde ud af hvad han skal gøre. Hvis de leger fx., så kører han sig op i en spids og kan være så svær at få ned igen. Og så ender det i at han slår eller sparker og vi skælder ud.
Jeg synes jeg er lidt rådvild i forhold til hvad der sker og hvad vi lige gør. Det skal siges at jeg har termin med lillebror om 14 dage, og måske endnu mere derfor jeg har brug for at vide hvad vi lige gør med ham storebror. Hvordan undgår vi skrig og skrål når han ikke vil høre efter, og hvad gør vi lige for at undgå at han slår og sparker og det ender i skæld ud? Håber du kan give et råd eller to!
Mvh
En lidt frustreret mor
Lindas svar
Kære mor
Tillykke med nummer 2!
Din problemstilling med en super-bestemt 4-årig er velkendt. Det kommer og går i perioder og 4-årige har bestemt også deres bidrag til hovedbrud for rådvilde forældre J. Børn har den slags perioder for at prøve deres forældres grænser af – så de kan finde ro i, hvordan spillereglerne er. Denne konfliktperiode lyder dog til at være gået over gevind, når det sker må du tilpasse din reaktion.
Sæt tydelige grænser og følg op
Hvis din søn sparker og slår er det uacceptabel adfærd og han skal vide at den slags skaber afstand. Det mest normale er at forklare, skælde ud eller råbe op. Men al den slags giver barnet en masse opmærksomhed, som er det næst bedste et barn kan få – næst efter glade tilfredse forældre.
Øv dig i stedet i KORT at sige fra fx ” Jeg vil ikke have at du slår, ellers må du gå ud” sæt ham så en meter væk og kig den anden vej (så længe det er trygt). Hvis han er helt vild og ustyrlig er du nødt til at holde ham fast og rolig eller sætte ham et sted, hvor han ikke ødelægger noget (fx brusekabinen). Det handler simpelthen om at ride stormen af og tydeligt vise, at nogle typer adfærd VIL skabe afstand. På den måde fjerner du belønningen ved at slå og sparke (nemlig opmærksomheden).
Men skal man ikke være sød og pædagogisk altid?!?
Nogle mødre bliver forargede over, at jeg foreslår denne slags tydelig konsekvens (afstand). Min mening er, at det er synd at lade være! Hvis ikke der er en virkelighedsnær respons på det barnet gør, risikerer vi at barnet vil opleve at blive afvist af andre børn og voksne. Intet menneske bør acceptere at blive slået og sparket. Et barn kan vokse op og hele livet opleve sig afvist, fordi vedkommende ikke i tide har lært at respektere andres grænser. Dette er forældres opgave.
Forældrene skal have ”magten” derhjemme
Det er vigtigt at du beslutter med dig selv, hvad du vil være med til (ps. det er lidt sværere når man er gravid og ny mor, så få hjælp af kæresten og beslut jer i fællesskab). Det er vigtigt at din søn oplever at det er JER, der bestemmer derhjemme – ellers vil han blive utryg og skabe endnu flere konflikter og krav til jer.
Giv god og rigelig opmærksomhed på det du ønsker i stedet
Små børn gør mere af det der virker og mindre af det der ikke virker – så ’simple’ er de. Opmærksomhed ’virker’ for børn - positiv som negativ opmærksomhed. Derfor skal det negative barnet gør nedtones og det positive fremhæves, forklares, forventes og guides og dermed have masser af opmærksomhed. Øv dig i tydeligt og præcist at give gode forslag til, hvordan han MÅ være vred uden at slå og sparke. Læs evt. artiklen nederst på dette link. Eller find mere inspiration her.
Følgende tre regler kan hjælpe jer vende situationen:
- Husk at elske dit barn lidt ekstra i fredstid (når der ikke er ballade)
- Sæt lidt ekstra tid af til at nå konflikterne (ellers vil der blive flere af dem)
- Vær super-tydelig om hvad du vil være med til og ikke - og følg op!
Jeg ønsker jer alt det bedste i at være tydelige men kærlige forældre for jeres barn. Husk det er ok at blive vred og frustreret, dit barn har brug for at vide, at du ikke er ligeglad.
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådigiver ved Trivsel i familien.dk
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk