Skal jeg gå fra ham?

Kæresten gennem 7 år og far til vores 3 børn går mig så meget på. 

Han arbejder 50+timer om ugen og jeg er stort set altid alene med børnene og baby ammer en gang i timen natten lang. 

Jeg føler mig som en slave herhjemme.

i dag skyndte han sig at ligge den store i seng og gik ind og spillede computer mens jeg puttede baby. Den store fik så lavet lort i sin natteble (hun er ved at lære at lave stort på tolilettet).

så skulle jeg rende frem og tilbage mellem skrigende baby og toilet og skifte 3-årig. 

Han skyder altid skylden på alle andre. Meget på børnene... det er så dumt det ender med jeg bliver frustreret og sur på børnene, når de er besværlige. 

Jeg laver alt herhjemme. Han rydder dig af efter aftensmaden. 

Har ikke rigtig følelser for ham mere, for det er så ucharmerende som han bare giver børnene og mig skylden for alt. Tager aldrig noget på sig eller ansvar. Fører sig frem med godt job og sød ved andre." Barnlig" herhjemme.

Er ikke glad med ham mere, men det vil jeg jo heller ikke være alene.... så står jeg bare der alene uden nogen ting og penge.

Min mening udfra hvad du beskriver - nej du skal ikke gå fra ham. I har børn sammen. Løs jeres problemer i stedet. Tag en snak om arbejdfordelingen i hjemmet, at han arbejder for meget, at du føler dig alene osv. Det er simpelthen for nemt at smutte nu om dage, hvis tingene ikke lige køre perfekt. Er det uretfærdigt, det han gør.. muligvis, men forsøg da lige at rette op på tingene, inden du kaster håndklædet i ringen.

Anonym skriver:

Kæresten gennem 7 år og far til vores 3 børn går mig så meget på. 

Han arbejder 50+timer om ugen og jeg er stort set altid alene med børnene og baby ammer en gang i timen natten lang. 

Jeg føler mig som en slave herhjemme.

i dag skyndte han sig at ligge den store i seng og gik ind og spillede computer mens jeg puttede baby. Den store fik så lavet lort i sin natteble (hun er ved at lære at lave stort på tolilettet).

så skulle jeg rende frem og tilbage mellem skrigende baby og toilet og skifte 3-årig. 

 

Han skyder altid skylden på alle andre. Meget på børnene... det er så dumt det ender med jeg bliver frustreret og sur på børnene, når de er besværlige. 

Jeg laver alt herhjemme. Han rydder dig af efter aftensmaden. 

 

Har ikke rigtig følelser for ham mere, for det er så ucharmerende som han bare giver børnene og mig skylden for alt. Tager aldrig noget på sig eller ansvar. Fører sig frem med godt job og sød ved andre." Barnlig" herhjemme.

Er ikke glad med ham mere, men det vil jeg jo heller ikke være alene.... så står jeg bare der alene uden nogen ting og penge.

Om du skal gå fra ham eller ej, skal jeg ikke kunne sige, da jeg kun kan læse hvad du skriver her. Men tænker at du har trods alt valgt at få 3 børn med ham på 7 år, så det er måske dine hormoner der raser lige nu og du kun ser alt det negative.

Om du skal gå fra ham er der ingen af os der kan svare på. 

Om jeg selv ville gå i din situation er også svært at svare på ud fra sådan et kort indlæg. Jeg tænker at der ligger mere bag end bare dette eksempel. Umiddelbart ville jeg nok ikke bare smutte uden at kæmpe for det først. 

Jeg synes ikke det er rimeligt at han bare sidder og spiller computer mens du skal rende mellem 2 børn.... Den var ikke gået her. Men jeg ville snakke med manden om det fremfor bare at gå. I hvilke situationer er det han skyder skylden på dig/børnene? 

Jeg tænker i skal få snakket sammen. På den anden side.... Hvis den eneste grund til du ikke er gået, er at du er bange for at mangle penge og ting, så skal der måske lidt mere til at finde tilbage til kærligheden. Hvis du tror på det kan lykkes, så giv det en skalle og kæmp for jeres familie  (som dog skal være glade sammen). 

Hvis han er en idiot, kan du vel nærmest ikke tillade dig at gå fra ham, så vil børnene skulle være alene med ham hver anden weekend imens han ødelægger deres selvværd ved at bebrejde dem at han selv er et umodent fjols. Hold ud et par år endnu til børnene er store nok til selv at sige fra overfor deres far, og find en måde at afreager på indtil der. 

Min mening udfra hvad du beskriver - nej du skal ikke gå fra ham. I har børn sammen. Løs jeres problemer i stedet. Tag en snak om arbejdfordelingen i hjemmet, at han arbejder for meget, at du føler dig alene osv. Det er simpelthen for nemt at smutte nu om dage, hvis tingene ikke lige køre perfekt. Er det uretfærdigt, det han gør.. muligvis, men forsøg da lige at rette op på tingene, inden du kaster håndklædet i ringen.

Helt enig 

og TS som jeg læser det er din ældste tre år og i har tre børn? Det er jo unægtelig også et vanvittigt pres at lægge på sig selv og sit forhold? 

I må have talt sammen og afstemt forventninger i forhold til arbejdsfordelingen. Manden skal selvfølgelig mere på banen. At han arbejder 50 timer + vidste du vel også, da i fik børnene, så det kan han jo ikke bebrejdes. Men på banen i hjemmet og i forhold til børnene det skal han.

Jeg er ret sikker på, at jeg også ville føle mig fanget i mit hjem, hvis jeg havde fået tre børn på tre år, men det har I jo valgt!!!

Du skal læse dit dit indlæg igen og stil dig selv de samme spørgsmål.

skal du gå fra ham? 

Gider du gå og være slave som du selv føler dig 

osv osv.

man skal ikke blive sammen med sin mand bare fordi man har børn sammen.

hvis man ønsker at blive sammen med ham ja så skal i jo få noget hjælp så i kan se af få det løst.

I et forhold er der gode og dårlige tider...det er der for os alle. Når der er små børn kræver det rigtig meget af forholdet. Du er sandsynligvis altid træt og dermed er overskuddet til at håndterer de praktiske udfordringer mindre. Det er så vigtigt at man kæmper for sit forhold, det kan da godt være at det har været nogle dårlige måneder - men kæmp dig igennem dem. Tag snakken med manden og fortæl ham hudlæst ærligt hvad du har brug for. Er det at han skal være mere hjemme, lave flere praktiske ting, vente med at spille til ungerne sover osv. Men husk også at der skal være plads til at han laver det han kan lide.

Her i huset vil manden også gerne spille computer og det er der også plads til. Han kan spille når ungerne er puttet (typisk ro kl 20) og hvis der ikke er ro eller nogen tisser i sengen, bliver syge eller bare ikke vil sove...ja så må han sige lukke pc'en og hjælpe til der er ro.

Dine manglende følelser kan nemt skyldes at alt det andet ikke fungere. Jeg synes man har pligt til at kæmpe nå der er børn og man skal være sikker på man har gjort flere reelle forsøg. Måske i trænger til en aften uden børn!

Håber du finder en god løsning.

Anonym skriver:

Kæresten gennem 7 år og far til vores 3 børn går mig så meget på. 

Han arbejder 50+timer om ugen og jeg er stort set altid alene med børnene og baby ammer en gang i timen natten lang. 

Jeg føler mig som en slave herhjemme.

i dag skyndte han sig at ligge den store i seng og gik ind og spillede computer mens jeg puttede baby. Den store fik så lavet lort i sin natteble (hun er ved at lære at lave stort på tolilettet).

så skulle jeg rende frem og tilbage mellem skrigende baby og toilet og skifte 3-årig. 

 

Han skyder altid skylden på alle andre. Meget på børnene... det er så dumt det ender med jeg bliver frustreret og sur på børnene, når de er besværlige. 

Jeg laver alt herhjemme. Han rydder dig af efter aftensmaden. 

 

Har ikke rigtig følelser for ham mere, for det er så ucharmerende som han bare giver børnene og mig skylden for alt. Tager aldrig noget på sig eller ansvar. Fører sig frem med godt job og sød ved andre." Barnlig" herhjemme.

Er ikke glad med ham mere, men det vil jeg jo heller ikke være alene.... så står jeg bare der alene uden nogen ting og penge.

Jeg forstår ikke helt dit eksempel med putningen.

Far putter den store og går ind og spiller computer. Du putter den lille. Da den store vågner med lort i bleen, går du ind og fortæller det til far, så han kan hjælpe, men han siger "nej, jeg sidder lige og spiller computer".

Er det sådan det skal forstås?

Eller sådan: Far putter den store og går ind og spiller computer. Du putter den lille. Da den store vågner med lort i bleen, går du ind og skifter, mens du stadig er i gang med at putte den mindste. Ingen mundtlig, direkte henvendelse til far.

Anonym skriver:

Kæresten gennem 7 år og far til vores 3 børn går mig så meget på. 

Han arbejder 50+timer om ugen og jeg er stort set altid alene med børnene og baby ammer en gang i timen natten lang. 

Jeg føler mig som en slave herhjemme.

i dag skyndte han sig at ligge den store i seng og gik ind og spillede computer mens jeg puttede baby. Den store fik så lavet lort i sin natteble (hun er ved at lære at lave stort på tolilettet).

så skulle jeg rende frem og tilbage mellem skrigende baby og toilet og skifte 3-årig. 

 

Han skyder altid skylden på alle andre. Meget på børnene... det er så dumt det ender med jeg bliver frustreret og sur på børnene, når de er besværlige. 

Jeg laver alt herhjemme. Han rydder dig af efter aftensmaden. 

 

Har ikke rigtig følelser for ham mere, for det er så ucharmerende som han bare giver børnene og mig skylden for alt. Tager aldrig noget på sig eller ansvar. Fører sig frem med godt job og sød ved andre." Barnlig" herhjemme.

Er ikke glad med ham mere, men det vil jeg jo heller ikke være alene.... så står jeg bare der alene uden nogen ting og penge.

Hvis du virkelig ikke har følelser for ham så ville jeg personligt selv gå. Mener ikke at man skal blive sammen uden kærlighed uanset om man har børn eller ej. 

Dog vil jeg nok overveje om følelserne har noget med hormonelt stres at gøre. 3 børn i rap efter hinanden er virkelig et kæmpe pres for forholdet og jeg selv. 

Vil råd ville være at afstemme jeres forventninger til arbejdsfordelingen og se om det ikk bliver bedre og om følelserne så ikke titter frem igen