Jeg er en forfærdelig kæreste.

Hej læsere. 

Jeg er så frustreret og der kommer sikkert råd fra jer om at søge hjælp. Jeg har tænkt tanken men er jeg virkelig den eneste i verden? 

Fakta er at jeg er 26 min kæreste 31 og vi har været sammen i 4 år. Vores forhold har været meget tumult men det går bedre og bedre. 

Sagen er den at jeg føler mig som en skiyzofen. Jeg kan det ene øjeblik ønske at blive gift og få børn, og det næste øjeblik så er hele verden ved at falde sammen om mig. Jeg har lavt selvværd og selvtillid når det kommer til min tro på at jeg kan klare tingene. Er lige startet nyt job og jeg gør alt hvad jeg kan for at lære tingene og lige på det her punkt der er jeg blevet bedre til at acceptere hvis jeg laver fejl eller ikke lige forstår tingene. Jeg kan godt tage kritik virkelig hårdt til mig og føle mig som en fiasko. 

Har altid været den stille i klassen der aldrig turde fejle. Jeg har svært ved at indrette hjemmet, fordi jeg ikke tror nok på at de beslutninger jeg tager er gode nok. Bliver så let påvirket af omverdenen og tror altid jeg kan gøre bedre eller få et bedre liv. 

Min kæreste og jeg er forskellige og jeg har haft svært ved at acceptere nogle ting ved ham som jeg anser som særheder, men i andres øjne er han vel bare en person med meget energi. Hver gang vi skændes så føler jeg at jeg vil væk. Hele min drøm om familie går i vasken og jeg tænker at jeg fortjener bedre. Han har temperament og kæmper med det så helt hellig er han ikke. Men han gør også bare så meget for at vise sin kærlighed til mig så jeg aldrig tvivler. Ud af det blå, gør han søde ting eller køber noget bare fordi han synes jeg er dejlig. Når vi har det godt så ser jeg positivt på at vi kan få en fremtid. Men det med at jeg bliver påvirket af andres forhold og stræber efter at jeg aldrig er tilfreds eller har det andre har, gør mig så deprimeret. Min kæreste er informeret når jeg får de her ture og han ved jeg falder ned i et sort hul når vi skændes. Jeg er så sensitiv og hvis han har en dårlig dag så påvirkede det mig negativt. Kan ikke tåle at han har en dårlig dag for jeg er vant til at han er stærk og det ham som altid er den gode til at tage initiativ til tingene. 

Jeg vil så gerne være tilfreds og føle mig god nok. Synes ikke han fortjener at leve i sådan et forhold her for det er da ikke fedt for nogen. Jeg hader mig selv for det her men hvordan pokker kommer jeg ud af det. 

Undskyld romanen men føler mig så alene. 

Anonym skriver:

Hej læsere. 

Jeg er så frustreret og der kommer sikkert råd fra jer om at søge hjælp. Jeg har tænkt tanken men er jeg virkelig den eneste i verden? 

Fakta er at jeg er 26 min kæreste 31 og vi har været sammen i 4 år. Vores forhold har været meget tumult men det går bedre og bedre. 

Sagen er den at jeg føler mig som en skiyzofen. Jeg kan det ene øjeblik ønske at blive gift og få børn, og det næste øjeblik så er hele verden ved at falde sammen om mig. Jeg har lavt selvværd og selvtillid når det kommer til min tro på at jeg kan klare tingene. Er lige startet nyt job og jeg gør alt hvad jeg kan for at lære tingene og lige på det her punkt der er jeg blevet bedre til at acceptere hvis jeg laver fejl eller ikke lige forstår tingene. Jeg kan godt tage kritik virkelig hårdt til mig og føle mig som en fiasko. 

Har altid været den stille i klassen der aldrig turde fejle. Jeg har svært ved at indrette hjemmet, fordi jeg ikke tror nok på at de beslutninger jeg tager er gode nok. Bliver så let påvirket af omverdenen og tror altid jeg kan gøre bedre eller få et bedre liv. 

Min kæreste og jeg er forskellige og jeg har haft svært ved at acceptere nogle ting ved ham som jeg anser som særheder, men i andres øjne er han vel bare en person med meget energi. Hver gang vi skændes så føler jeg at jeg vil væk. Hele min drøm om familie går i vasken og jeg tænker at jeg fortjener bedre. Han har temperament og kæmper med det så helt hellig er han ikke. Men han gør også bare så meget for at vise sin kærlighed til mig så jeg aldrig tvivler. Ud af det blå, gør han søde ting eller køber noget bare fordi han synes jeg er dejlig. Når vi har det godt så ser jeg positivt på at vi kan få en fremtid. Men det med at jeg bliver påvirket af andres forhold og stræber efter at jeg aldrig er tilfreds eller har det andre har, gør mig så deprimeret. Min kæreste er informeret når jeg får de her ture og han ved jeg falder ned i et sort hul når vi skændes. Jeg er så sensitiv og hvis han har en dårlig dag så påvirkede det mig negativt. Kan ikke tåle at han har en dårlig dag for jeg er vant til at han er stærk og det ham som altid er den gode til at tage initiativ til tingene. 

Jeg vil så gerne være tilfreds og føle mig god nok. Synes ikke han fortjener at leve i sådan et forhold her for det er da ikke fedt for nogen. Jeg hader mig selv for det her men hvordan pokker kommer jeg ud af det. 

Undskyld romanen men føler mig så alene. 

Det lyder ikke rart - men jeg tror da også, at de fleste kan genkende elementer i det, du fortæller.

Jeg tror, at du er en af dem, der finder mere ro og hviler i sig selv senere i livet. Under alle omstændigheder skal du nok overveje, om familielivet med små børn er noget, du skal nu - eller det er bedre at vente, til du har fået mere livserfaring. 

Har du en god veninde at tale med om dine tanker? Eller har du overvejet at tale med en psykolog? Det lyder på mig som om du har et lidt dumt billede af dig selv som værende mindre værd/mindre vigtig og det vil en god psykolog eller anden terapeut kunne hjælpe dig med at klemme væk fra.

Jeg har selv gået til psykolog i en periode, og det kan altså give en rigtig meget

FruSteffensen skriver:

Har du en god veninde at tale med om dine tanker? Eller har du overvejet at tale med en psykolog? Det lyder på mig som om du har et lidt dumt billede af dig selv som værende mindre værd/mindre vigtig og det vil en god psykolog eller anden terapeut kunne hjælpe dig med at klemme væk fra.

Jeg har selv gået til psykolog i en periode, og det kan altså give en rigtig meget

Jeg har tænkt på det men det er bare så pokkers svært at finde en som ikke koster for meget. Jeg tjener ikke det vilde. 

Rockertand skriver:

Det lyder ikke rart - men jeg tror da også, at de fleste kan genkende elementer i det, du fortæller.

Jeg tror, at du er en af dem, der finder mere ro og hviler i sig selv senere i livet. Under alle omstændigheder skal du nok overveje, om familielivet med små børn er noget, du skal nu - eller det er bedre at vente, til du har fået mere livserfaring. 

Jeg har i de gode tider ønsker om familie nu men lige så snart jeg får tænkt nærmere så ved jeg at det ikke er fornuftigt og jeg vil aldrig sætte et barn til verden når jeg ikke engang kan slappe af i mit sind. Synes jeg ikke er forsvarligt. 

Anonym skriver:

Jeg har tænkt på det men det er bare så pokkers svært at finde en som ikke koster for meget. Jeg tjener ikke det vilde. 

Ja, det koster penge, men helt ærligt hvis ikke det er værd at bruge penge på sin mentale sundhed, hvad er så værd at bruge penge på?

Jeg tror nu du ville kunne komme langt med f.eks 5 timer - det lyder absolut ikke sol om der er noget grundlæggende galt med dig, du skal måske bare have den rette støtte og de rigtige puf i den retning du gerne vil. 5 timer er vel omkring 5.000 kr. Er det helt urealistisk at spare det beløb op?

Anonym skriver:

Jeg har tænkt på det men det er bare så pokkers svært at finde en som ikke koster for meget. Jeg tjener ikke det vilde. 

Du kan sagtens konsultere din læge, men er det er 8 gange man gratis kan tale med lægen. Jeg havde en livskrise på et tidspunkt hvor jeg gik hos egen læge. Hun hjalp fantastisk og med samtykke fra mig vendte hun nogle af mine "dæmoner" med andre læger, så jeg følte at jeg blev taget seriøst.

FruSteffensen skriver:

Ja, det koster penge, men helt ærligt hvis ikke det er værd at bruge penge på sin mentale sundhed, hvad er så værd at bruge penge på?

Jeg tror nu du ville kunne komme langt med f.eks 5 timer - det lyder absolut ikke sol om der er noget grundlæggende galt med dig, du skal måske bare have den rette støtte og de rigtige puf i den retning du gerne vil. 5 timer er vel omkring 5.000 kr. Er det helt urealistisk at spare det beløb op?

Det er bestemt ikke umuligt. Selvom jeg erkender det herinde så har jeg bare svært ved at få hjælp af en  prof som måske rammer de helt rigtige punkter. Skal tage mig sammen. 

Mille123 skriver:

Du kan sagtens konsultere din læge, men er det er 8 gange man gratis kan tale med lægen. Jeg havde en livskrise på et tidspunkt hvor jeg gik hos egen læge. Hun hjalp fantastisk og med samtykke fra mig vendte hun nogle af mine "dæmoner" med andre læger, så jeg følte at jeg blev taget seriøst.

Tusind tak for at dele det med mig. Jeg vil ringe til min læge på mandag og bede om en samtale.