Hjælp en frustreret mor :(

Dybt suk - hjertesuk... 
advarsel - laaaaangt indlæg, men håber I vil læse med

Har endnu engang haft en dum nat-putning af søn på 6,5 år. Han har en vilje, stædighed og "modstand" som ingen anden...

Det starter allerede da jeg fortæller, at der er 10min til sengetid (har ellers gode erfaringer med, at "tælle ned" så de når at slutte legen af, fremfor lige pludselig SÅ er det slut...)

Det var ok med 10 min og ved 5min fik jeg at vide, at dét skulle jeg ikke tælle, han vidste det godt!
Okay, - da der så ér gået de 5 min fortæller jeg, at nu er det nu og så bliver han eddikesur fordi han lige var igang med noget... 

Storesøster går heldigvis fredeligt med, men sønnemand skal vises vejen frem. Det ender med far, tager ham med ( det er ham der gør dem sengeklar...) men han ender med at blive nikket en skalle af søn fordi han ikke vil bæres ud på toilettet...  Så er løbet kørt lidt...

Men vi får den rettet ind igen og tænderne bliver børstet og der bliver sagt undskyld til far mv.
Men så bliver han sur over at storesøster ikke er blevet puttet endnu - hvilket han jo ikke rigtig skal blande sig i, men det kan jeg ikke få forklaret ham idag...

Jeg tager ham med ind på værelset og prøver at få snakket med, ham hvad det egentlig er der går galt, men det er her det går helt skævt 

Det første jeg får smidt i hovedet er, at jeg hader ham og aldrig kan lide ham og at han bare har det værste liv 
Jeg syntes det er sindsygt hårde ord at få fra sin 6,5 årige søn  og forstår ikke hvor de kommer fra.
Jeg får dog talt med ham at jeg IKKE hader ham, jeg elsker ham meget højt og det siger jeg også tit til ham.
Nej det gør jeg ikke, jeg siger ALTID at jeg hader ham, og jeg ikke vil have ham.

Det er forkert, jeg har sagt jeg hader når han er så træls, når han ikke vil lytte og ikke kan tales med. Og at jeg bliver rigtig ked af det når han siger sådan noget, og at han ikke kan lide sit liv.

Jeg fortæller ham at jeg syntes det er utrolig svært at finde en løsning med ham, når han ikke vil lytte. (Han hopper rundt i sengen, gemmer sig under dynen mv).
Han siger han ikke ved hvorfor og at jeg bare skal GÅ fordi jeg ikke kan lide ham og han har bare haft det værste dag hele sit liv. 

så jeg går... Slukker lyset og siger sov godt skat...

(til info har jeg tidligere i disse situationer også prøvet at blive, men det ender 9 ud af 10x med endnu mere hysteri og råberi...)

Lidt efter kommer han så ud og siger han gerne vil snakke med mig - ok siger jeg, hvordan finder vi to så en løsning?
Det ved han ikke...

Jeg spørger ind til hvordan jeg kan få ham til at lytte til hvad jeg vil sige (netop fordi han oftest bare raser igennem og ikke hører hvad vi siger når han er i den situation.,..) Spørger hvad der kan hjælpe og hvordan vi kan komme videre.
Det ved han ikke - og NU gider han ikke snakke for jeg er altid så sur... (jeg talte pænt i tonelejet, og prøvede....)

Nu sidder jeg så i sofaen og er snart grædefærdig - hvad POKKER skal man gøre når ingen argumenter kan trænge igennem???

Jeg har prøvet at lokke, kræve, "manipulere", plaget, tryglet, undskyldt, argumenteret, råbt, hvisket - jamen i mine øjne ALT både pædagogisk og upædagogisk, intet hjælper

Jeg spurgte ham idag hvordan det kunne være, at vi ikke havde disse "råbe-ture" da vi var på ferie - han svar var, at det var fordi der var tjenere og arbejdere som kunne høre ham/os...
Okay sagde jeg, hvorfor gør du det så herhjemme??? Fordi ingen kan høre ham...

HVORDAN kommer vi ud af denne onde cirkel?! HVORDAN får vi fundet de vise sten?

Det ironiske er at han rent faktisk godt kan FORSTÅ og indse at det er forkert adfærd - han kan netop godt finde ud af efterfølgende at komme ind og give krammere, kys og sige undskyld Men hvorfor og hvordan undgår vi helt disse kampe?

Han er ("desværre") en utrolig intelligent og snu dreng - han er ekstremt snu og finder altid en vej til egen vinding - som sagt også utroligt intelligent og har et kæmpe ordforråd og man kan næsten ikke overgå ham i argumentation og holdninger. 
Som sagt forstår han jo også at det er forkert og han VED også godt at vi elsker ham og ikke kan undværre ham - nogengange har jeg ham mistænkt for at lave disse scener for at blive bekræftet i at han er uundværlig - men jeg ville meget gerne undgå disse metoder

Men han FÅR jo netop kys, kram og kærlighed ud af det i sidste ende... 

han har netop nu været inde med en stor krammer og et kys og en undskyldning...  Men for pokker.......

HJÆLP? 

Er jeg helt alene med sådan en mundfuld?? 

Anonym skriver:

Dybt suk - hjertesuk... 
advarsel - laaaaangt indlæg, men håber I vil læse med

 

Har endnu engang haft en dum nat-putning af søn på 6,5 år. Han har en vilje, stædighed og "modstand" som ingen anden...

Det starter allerede da jeg fortæller, at der er 10min til sengetid (har ellers gode erfaringer med, at "tælle ned" så de når at slutte legen af, fremfor lige pludselig SÅ er det slut...)

Det var ok med 10 min og ved 5min fik jeg at vide, at dét skulle jeg ikke tælle, han vidste det godt!
Okay, - da der så ér gået de 5 min fortæller jeg, at nu er det nu og så bliver han eddikesur fordi han lige var igang med noget... 

Storesøster går heldigvis fredeligt med, men sønnemand skal vises vejen frem. Det ender med far, tager ham med ( det er ham der gør dem sengeklar...) men han ender med at blive nikket en skalle af søn fordi han ikke vil bæres ud på toilettet...  Så er løbet kørt lidt...

Men vi får den rettet ind igen og tænderne bliver børstet og der bliver sagt undskyld til far mv.
Men så bliver han sur over at storesøster ikke er blevet puttet endnu - hvilket han jo ikke rigtig skal blande sig i, men det kan jeg ikke få forklaret ham idag...

Jeg tager ham med ind på værelset og prøver at få snakket med, ham hvad det egentlig er der går galt, men det er her det går helt skævt 

Det første jeg får smidt i hovedet er, at jeg hader ham og aldrig kan lide ham og at han bare har det værste liv 
Jeg syntes det er sindsygt hårde ord at få fra sin 6,5 årige søn  og forstår ikke hvor de kommer fra.
Jeg får dog talt med ham at jeg IKKE hader ham, jeg elsker ham meget højt og det siger jeg også tit til ham.
Nej det gør jeg ikke, jeg siger ALTID at jeg hader ham, og jeg ikke vil have ham.

Det er forkert, jeg har sagt jeg hader når han er så træls, når han ikke vil lytte og ikke kan tales med. Og at jeg bliver rigtig ked af det når han siger sådan noget, og at han ikke kan lide sit liv.

Jeg fortæller ham at jeg syntes det er utrolig svært at finde en løsning med ham, når han ikke vil lytte. (Han hopper rundt i sengen, gemmer sig under dynen mv).
Han siger han ikke ved hvorfor og at jeg bare skal GÅ fordi jeg ikke kan lide ham og han har bare haft det værste dag hele sit liv. 

så jeg går... Slukker lyset og siger sov godt skat...

(til info har jeg tidligere i disse situationer også prøvet at blive, men det ender 9 ud af 10x med endnu mere hysteri og råberi...)

Lidt efter kommer han så ud og siger han gerne vil snakke med mig - ok siger jeg, hvordan finder vi to så en løsning?
Det ved han ikke...

Jeg spørger ind til hvordan jeg kan få ham til at lytte til hvad jeg vil sige (netop fordi han oftest bare raser igennem og ikke hører hvad vi siger når han er i den situation.,..) Spørger hvad der kan hjælpe og hvordan vi kan komme videre.
Det ved han ikke - og NU gider han ikke snakke for jeg er altid så sur... (jeg talte pænt i tonelejet, og prøvede....)

Nu sidder jeg så i sofaen og er snart grædefærdig - hvad POKKER skal man gøre når ingen argumenter kan trænge igennem???

Jeg har prøvet at lokke, kræve, "manipulere", plaget, tryglet, undskyldt, argumenteret, råbt, hvisket - jamen i mine øjne ALT både pædagogisk og upædagogisk, intet hjælper

Jeg spurgte ham idag hvordan det kunne være, at vi ikke havde disse "råbe-ture" da vi var på ferie - han svar var, at det var fordi der var tjenere og arbejdere som kunne høre ham/os...
Okay sagde jeg, hvorfor gør du det så herhjemme??? Fordi ingen kan høre ham...

HVORDAN kommer vi ud af denne onde cirkel?! HVORDAN får vi fundet de vise sten?

Det ironiske er at han rent faktisk godt kan FORSTÅ og indse at det er forkert adfærd - han kan netop godt finde ud af efterfølgende at komme ind og give krammere, kys og sige undskyld Men hvorfor og hvordan undgår vi helt disse kampe?

Han er ("desværre") en utrolig intelligent og snu dreng - han er ekstremt snu og finder altid en vej til egen vinding - som sagt også utroligt intelligent og har et kæmpe ordforråd og man kan næsten ikke overgå ham i argumentation og holdninger. 
Som sagt forstår han jo også at det er forkert og han VED også godt at vi elsker ham og ikke kan undværre ham - nogengange har jeg ham mistænkt for at lave disse scener for at blive bekræftet i at han er uundværlig - men jeg ville meget gerne undgå disse metoder

Men han FÅR jo netop kys, kram og kærlighed ud af det i sidste ende... 

han har netop nu været inde med en stor krammer og et kys og en undskyldning...  Men for pokker.......

 

HJÆLP? 

Er jeg helt alene med sådan en mundfuld?? 

Det lyder nøjagtig som min dreng på 6 år! 

Jeg tror simpelhen det er en fase, der e vidst også udviklingsspring ved 6-årsalderen.

det er sindssygt svært at holde fokus når bølgerne går højt med sådan en mini teenager i huset, vi har også prøvet alt. Men jeg er komme frem til at man skal bestemme sig for en metode, gerne pædagogisk og kærlig, anerkendende tilgang, således at drengen ser den samme "konsekvens" af hans handlinger hver gang så han ikke er nød til at blive hed med at prøve det af.

det giver ikke helt pote her endnu, men tror som sagt det er alderen og noget de skal igennem, og vores er måske bare lidt være pga deres personlighed og intelligens. Jeg tror bare det eneste vi kan gøre er at forklare det samme for 400. gang og så rumme dem og bevare roen (nemmere sagt end gjort, i know!)

knus til dig og held og lykkes med at overtage herredømmet 

Anonym skriver:

Dybt suk - hjertesuk... 
advarsel - laaaaangt indlæg, men håber I vil læse med

 

Har endnu engang haft en dum nat-putning af søn på 6,5 år. Han har en vilje, stædighed og "modstand" som ingen anden...

Det starter allerede da jeg fortæller, at der er 10min til sengetid (har ellers gode erfaringer med, at "tælle ned" så de når at slutte legen af, fremfor lige pludselig SÅ er det slut...)

Det var ok med 10 min og ved 5min fik jeg at vide, at dét skulle jeg ikke tælle, han vidste det godt!
Okay, - da der så ér gået de 5 min fortæller jeg, at nu er det nu og så bliver han eddikesur fordi han lige var igang med noget... 

Storesøster går heldigvis fredeligt med, men sønnemand skal vises vejen frem. Det ender med far, tager ham med ( det er ham der gør dem sengeklar...) men han ender med at blive nikket en skalle af søn fordi han ikke vil bæres ud på toilettet...  Så er løbet kørt lidt...

Men vi får den rettet ind igen og tænderne bliver børstet og der bliver sagt undskyld til far mv.
Men så bliver han sur over at storesøster ikke er blevet puttet endnu - hvilket han jo ikke rigtig skal blande sig i, men det kan jeg ikke få forklaret ham idag...

Jeg tager ham med ind på værelset og prøver at få snakket med, ham hvad det egentlig er der går galt, men det er her det går helt skævt 

Det første jeg får smidt i hovedet er, at jeg hader ham og aldrig kan lide ham og at han bare har det værste liv 
Jeg syntes det er sindsygt hårde ord at få fra sin 6,5 årige søn  og forstår ikke hvor de kommer fra.
Jeg får dog talt med ham at jeg IKKE hader ham, jeg elsker ham meget højt og det siger jeg også tit til ham.
Nej det gør jeg ikke, jeg siger ALTID at jeg hader ham, og jeg ikke vil have ham.

Det er forkert, jeg har sagt jeg hader når han er så træls, når han ikke vil lytte og ikke kan tales med. Og at jeg bliver rigtig ked af det når han siger sådan noget, og at han ikke kan lide sit liv.

Jeg fortæller ham at jeg syntes det er utrolig svært at finde en løsning med ham, når han ikke vil lytte. (Han hopper rundt i sengen, gemmer sig under dynen mv).
Han siger han ikke ved hvorfor og at jeg bare skal GÅ fordi jeg ikke kan lide ham og han har bare haft det værste dag hele sit liv. 

så jeg går... Slukker lyset og siger sov godt skat...

(til info har jeg tidligere i disse situationer også prøvet at blive, men det ender 9 ud af 10x med endnu mere hysteri og råberi...)

Lidt efter kommer han så ud og siger han gerne vil snakke med mig - ok siger jeg, hvordan finder vi to så en løsning?
Det ved han ikke...

Jeg spørger ind til hvordan jeg kan få ham til at lytte til hvad jeg vil sige (netop fordi han oftest bare raser igennem og ikke hører hvad vi siger når han er i den situation.,..) Spørger hvad der kan hjælpe og hvordan vi kan komme videre.
Det ved han ikke - og NU gider han ikke snakke for jeg er altid så sur... (jeg talte pænt i tonelejet, og prøvede....)

Nu sidder jeg så i sofaen og er snart grædefærdig - hvad POKKER skal man gøre når ingen argumenter kan trænge igennem???

Jeg har prøvet at lokke, kræve, "manipulere", plaget, tryglet, undskyldt, argumenteret, råbt, hvisket - jamen i mine øjne ALT både pædagogisk og upædagogisk, intet hjælper

Jeg spurgte ham idag hvordan det kunne være, at vi ikke havde disse "råbe-ture" da vi var på ferie - han svar var, at det var fordi der var tjenere og arbejdere som kunne høre ham/os...
Okay sagde jeg, hvorfor gør du det så herhjemme??? Fordi ingen kan høre ham...

HVORDAN kommer vi ud af denne onde cirkel?! HVORDAN får vi fundet de vise sten?

Det ironiske er at han rent faktisk godt kan FORSTÅ og indse at det er forkert adfærd - han kan netop godt finde ud af efterfølgende at komme ind og give krammere, kys og sige undskyld Men hvorfor og hvordan undgår vi helt disse kampe?

Han er ("desværre") en utrolig intelligent og snu dreng - han er ekstremt snu og finder altid en vej til egen vinding - som sagt også utroligt intelligent og har et kæmpe ordforråd og man kan næsten ikke overgå ham i argumentation og holdninger. 
Som sagt forstår han jo også at det er forkert og han VED også godt at vi elsker ham og ikke kan undværre ham - nogengange har jeg ham mistænkt for at lave disse scener for at blive bekræftet i at han er uundværlig - men jeg ville meget gerne undgå disse metoder

Men han FÅR jo netop kys, kram og kærlighed ud af det i sidste ende... 

han har netop nu været inde med en stor krammer og et kys og en undskyldning...  Men for pokker.......

 

HJÆLP? 

Er jeg helt alene med sådan en mundfuld?? 

Jeg tror helt generelt, at det er en dårlig ide at tage den slags samtaler med børn ved sengetid. Barnet er træt og der kommer ikke noget godt ud af det.

Jeg vil foreslå, at du blot siger 'nå', 'ok', 'det lyder ikke godt' og 'det må vi hellere tale om i morgen' i et roligt og neutralt toneleje. Giv ikke værdi til det han siger, diskuter det ikke, men tag i mod det uden drama. Og sig så de ting, du gerne vil have, at han skal sendes ind i drømmeland med. 'Nøj, hvor er dine strømper snavsede. Det er nok fordi du har spillet så meget fodbold i dag', 'hvor var det dejligt, at du hjalp med at dække bord', 'jeg elsker dig', osv.

Hvis han siger ting, der skal tales om, så tag det op med ham næste dag - i god tid inden sengetid!

Og så lige en observation: du klager over, at han ikke hører, hvad du har at sige. Er du opmærksom på, at du - i dine eksempler - afviser alt det, han har at sige? Selvfølgelig er det ikke rigtigt, at du hader ham. Men fremfor at svare 'nej, selvfølgelig gør jeg ikke det', kunne du svare 'hvorfor tror du det?' Og så lytte til svaret og fortsætte en samtale, hvor du ikke afviser, det han siger, men spørger ind med hvorfor og hvordan til hans udsagn. Eller svare, 'det er trist, at du tror det, for jeg elsker dig så meget. Har jeg glemt at fortælle dig det i dag?'.

Men under alle omstændigheder hold diskussioner ved sengetid til et minimum. Og prøv at tage neutralt imod det, når han siger trælse ting.

Jeg tror (ud fra din lange tekst), at du argumenterer og taler alt for meget. Hvis alt kan diskuteres, får dit barn indtryk af, at alt er til debat - hvilket kan være meget forvirrende for et barn.

Du er nødt til at tage førerrollen, lige nu beskriver du, at I er ligeværdige. Det er I jo ikke. Det er dig, der bestemmer suverænt. 

Jeg tror, at jeres liv vil blive lettere og dit barn gladere og tryggere, hvis du bestemmer mere og er en tydeligere leder.