Kan traumer ændre ens personlighed?

Er der mon nogle der har erfaring med om traumer kan ændre på ens personlighed?
Min mor har altid været helt vildt højdeskræk. Så højdeskræk at hun knap kunne komme op i en køjeseng uden at græde- altså virkelig højdeskræk.
Hun har for ikke så længe siden så været meget alvorligt syg, så syg så vi ikke vidste om hun ville overleve.
Nu er hun så kommet ud på den anden side og hendes højdeskræk er på mærkværdigvis fuldstændig forsvundet. Uanset hvor højt hun kommer op kan hun ikke mærke det mindste. Synes virkelig det er underligt. Kan sådan et traume godt ændre en på den måde? Og hvorfor sker det? ������

Anonym skriver:

Er der mon nogle der har erfaring med om traumer kan ændre på ens personlighed?
Min mor har altid været helt vildt højdeskræk. Så højdeskræk at hun knap kunne komme op i en køjeseng uden at græde- altså virkelig højdeskræk.
Hun har for ikke så længe siden så været meget alvorligt syg, så syg så vi ikke vidste om hun ville overleve.
Nu er hun så kommet ud på den anden side og hendes højdeskræk er på mærkværdigvis fuldstændig forsvundet. Uanset hvor højt hun kommer op kan hun ikke mærke det mindste. Synes virkelig det er underligt. Kan sådan et traume godt ændre en på den måde? Og hvorfor sker det? ������

Traumer kan bestemt ændre ens personlighed. Nu er jeg ikke psykolog eller noget men jeg tænker at det måske handler om at hun har set sin egen dødelighed i øjnene i forbindelse med hendes sygdom, derfor virker højder måske pludselig ikke så skræmmende mere?

Traumer kan bestemt ændre ens personlighed. Nu er jeg ikke psykolog eller noget men jeg tænker at det måske handler om at hun har set sin egen dødelighed i øjnene i forbindelse med hendes sygdom, derfor virker højder måske pludselig ikke så skræmmende mere?

Nah, det er lidt mere komplekst end så. Svaret her er også henvendt til trådstarter. 

For det første: det at have en specifik fobi er ikke en del af personligheden. Vi har alle nogle bestemte personlighedstræk, man kan fx være mere eller mindre grundlæggende neurotisk, veksle på et kontinuum mellem introvert/ekstrovert, men en specifik fobi er ikke et personlighedstræk. 

Man kan så sige, at et grundlæggende træk som høj neuroticisme formentlig vil gøre en mere tilbøjelig til angst og fobier grundet bekymringstendens. Men en specifik fobi vil der være et produkt af et personlighedstræk kombineret med miljømæssige faktorer som opvækst eller en særlig negativ oplevelse med det, der sidenhen har udviklet sig til en fobi. 

Det meste forskning udi personlighed peger på, at vores grundlæggende personlighedstræk er relativt fastlåste, når vi når voksenalderen. Det vil sige, at du ikke som introvert kan gå i gang med selvudvikling og blive ekstrovert. Men vi kan selvfølgelig arbejde med den måde vores personlighed kommer til udtryk, hvordan vi arbejder med den, hvordan vi ser den. En person med høj introversion og høj neuroticisme vil for eksempel være i risikogruppen for at udvikle social angst under visse miljømæssige betingelser. Men det man man jo så arbejde med. 

Så hvordan vores personlighed kommer til udtryk og hvordan den udspiller sig, vil i høj grad afhænge af vores miljø og opvækst. 

I din mors tilfælde, TS, tænker jeg derfor, at hendes traumatiske oplevelse har givet hende et klarsyn over hvor "ubetydelig" og irrationel hendes specifikke fobi har været i forhold til andre og værre problemer. Sådan en chok-oplevelse kan sagtens "kurere" en fobi. Og hvor er det dejligt for hende! 

Men  jeg håber, at det var svar nok  

Hilsen psykologen  

Anonymor skriver:

Nah, det er lidt mere komplekst end så. Svaret her er også henvendt til trådstarter. 

For det første: det at have en specifik fobi er ikke en del af personligheden. Vi har alle nogle bestemte personlighedstræk, man kan fx være mere eller mindre grundlæggende neurotisk, veksle på et kontinuum mellem introvert/ekstrovert, men en specifik fobi er ikke et personlighedstræk. 

Man kan så sige, at et grundlæggende træk som høj neuroticisme formentlig vil gøre en mere tilbøjelig til angst og fobier grundet bekymringstendens. Men en specifik fobi vil der være et produkt af et personlighedstræk kombineret med miljømæssige faktorer som opvækst eller en særlig negativ oplevelse med det, der sidenhen har udviklet sig til en fobi. 

Det meste forskning udi personlighed peger på, at vores grundlæggende personlighedstræk er relativt fastlåste, når vi når voksenalderen. Det vil sige, at du ikke som introvert kan gå i gang med selvudvikling og blive ekstrovert. Men vi kan selvfølgelig arbejde med den måde vores personlighed kommer til udtryk, hvordan vi arbejder med den, hvordan vi ser den. En person med høj introversion og høj neuroticisme vil for eksempel være i risikogruppen for at udvikle social angst under visse miljømæssige betingelser. Men det man man jo så arbejde med. 

Så hvordan vores personlighed kommer til udtryk og hvordan den udspiller sig, vil i høj grad afhænge af vores miljø og opvækst. 

I din mors tilfælde, TS, tænker jeg derfor, at hendes traumatiske oplevelse har givet hende et klarsyn over hvor "ubetydelig" og irrationel hendes specifikke fobi har været i forhold til andre og værre problemer. Sådan en chok-oplevelse kan sagtens "kurere" en fobi. Og hvor er det dejligt for hende! 

Men  jeg håber, at det var svar nok  

Hilsen psykologen  

Kan du forklare dette: 

Jeg har aldrig kunne lide at sige noget foran en hel klasse - hvis jeg endelig skulle, bankede mit hjerte detudaf, jeg blev helt rød i hovedet, svedte og kunne ikke sige en sætning uden fejl eller at stamme. Efter jeg blev mor og kom tilbGe til mit studie havde jeg ikke længere problemer med at sige noget i timen, jeg er også blevet bedre til at sige fra og sige min mening, jeg deltager gerne i diskussioner osv. 

Jeg tænker at det er gået op for mig at det er ubetydeligt hvad andre tænker om mig. Jeg synes jeg har rykket mig fra introvert til næsten ekstrovært. Idag er jeg færdiguddannet og i arbejde og her siger jeg også gerne min mening og deltager i faglige diskusdioner til personalemøderne. 

Så er personligheden virkelig så fastlåst? 

mor:) skriver:

Kan du forklare dette: 

Jeg har aldrig kunne lide at sige noget foran en hel klasse - hvis jeg endelig skulle, bankede mit hjerte detudaf, jeg blev helt rød i hovedet, svedte og kunne ikke sige en sætning uden fejl eller at stamme. Efter jeg blev mor og kom tilbGe til mit studie havde jeg ikke længere problemer med at sige noget i timen, jeg er også blevet bedre til at sige fra og sige min mening, jeg deltager gerne i diskussioner osv. 

Jeg tænker at det er gået op for mig at det er ubetydeligt hvad andre tænker om mig. Jeg synes jeg har rykket mig fra introvert til næsten ekstrovært. Idag er jeg færdiguddannet og i arbejde og her siger jeg også gerne min mening og deltager i faglige diskusdioner til personalemøderne. 

Så er personligheden virkelig så fastlåst? 

Ja, det kan jeg godt, fordi jeg ikke tænker, at dit oprindelige problem nødvendigvis direkte er fordi, at du er introvert. Forstået på den måde, at det nærmere lyder som symptomer på angst (måske socialangst, men jeg vil ikke fjerndiagnosticere), og angsttilstande kan bestemt forandre sig. Jeg er selv introvert og har døjet med de samme symptomer som dig. Det har også ændret sig, som jeg er blevet ældre. Men det er ikke fordi, at jeg er blevet ekstrovert. Det skyldes, at jeg er blevet mere moden, har fået større tro på mig selv - især efter jeg er blevet mor. 

Jeg vil dog også gerne bede om at mit svar læses igen. Jeg siger ikke, at vi 'er som vi er, det ændrer sig aldrig'. Jeg siger, at vi har nogle grundlæggende træk. Men som jeg skrev: hvordan de opleves, forvaltes og kommer til udtryk kan sagtens forandre sig. Uden at de grundlæggende træk af den årsag er skiftet pol men jeg synes også, at det tyder lidt på, at der er stor forskel heri på, hvordan folk opfatter personlighed. Fx at en frygt for noget specifikt som højde opfattes som en del af personligheden. Hvordan man forstår konceptet har nok også betydning for i hvilken grad, man selv tænker, at personligheden er foranderlig  

Det er dens oplevelse og udtryksform, ja. Men det er - i mine øjne - noget andet. 

mor:) skriver:

Kan du forklare dette: 

Jeg har aldrig kunne lide at sige noget foran en hel klasse - hvis jeg endelig skulle, bankede mit hjerte detudaf, jeg blev helt rød i hovedet, svedte og kunne ikke sige en sætning uden fejl eller at stamme. Efter jeg blev mor og kom tilbGe til mit studie havde jeg ikke længere problemer med at sige noget i timen, jeg er også blevet bedre til at sige fra og sige min mening, jeg deltager gerne i diskussioner osv. 

Jeg tænker at det er gået op for mig at det er ubetydeligt hvad andre tænker om mig. Jeg synes jeg har rykket mig fra introvert til næsten ekstrovært. Idag er jeg færdiguddannet og i arbejde og her siger jeg også gerne min mening og deltager i faglige diskusdioner til personalemøderne. 

Så er personligheden virkelig så fastlåst? 

Her er lige en tilføjelse: jeg skriver også relativt fastlåst. Hvilket er vigtigt, især i relation til hvad jeg efterfølgende skriver. Og ud fra din beskrivelse lyder det som om, at du er blevet meget mere selvsikker. Om det så skyldes, at du egentlig hele tiden har været ekstrovert men med angst for det sociale, som du har fået bugt med, eller ditto introvert nu med mindre angst og mere selvtillid, eller noget helt tredje, det kan jeg selvfølgelig ikke vide. Men introvertisme er jo ikke en patologisk tilstand, det er bare et personlighedstræk. Hjertebanken og angstreaktion ved at præstere socialt, vil jeg definere som patologisk, idet det er en hæmsko for almindelig funktion og ageren, og i det aspekt er det ikke en kernedel af at være introvert  

Jeg skal ikke kloge mig på hvad man kan og ikke kan, men blot fortælle om mig selv. 

Da jeg mistede min datter var det som Line, hende jeg troede jeg kendte splintrede som et glas der ryger på gulvet og jeg anede ikke hvordan stumperne skulle samles igen, jeg vidste ikke hvem Line var før Lias død. Det eneste jeg vidste var jeg skulle samle størstedelen af stumperne op igen og samle dem på en eller anden måde for ellers kunne jeg ikke leve. 

Det har været svært for jeg har vitterlig meget svært ved at huske Line, huske hvordan hun følte osv. Det er som om jeg pludselig var et helt nyt og tomt blad. På samme måde skulle følelser foe andre mennesker også genskabes. 

Jeg kan huske historierne, kan huske minderne , men ikke følelserne der var forbundet med dem. Kn ikke genkalde mig hvordan det var at være glad som Line uden Lia fx. 

Og jeg har forandret mig på nogle grundlæggende punkter - fx var jeg ofte pessimist før Lia, men er nu næsten grænsende til jubel optimist. Jeg var indelukket og "tør" nu åbne for mine følelser. Jeg var logisk og målstyret, hvor jeg nu rummer følelser mere og kan finde glæden i de små ting og ikke i de store succeser. Jeg har fået en anden dybde og fx angsten for døden for mig selv er stort set væk (den er så tifoldig for mine børn). 

kan man ændre sig? Der findes ikke er svar (tror jeg). Er selv meget inspireret af fx piaget om læring, han fortæller om vi har kognitive skemaer og disse skemaet kan vi enten fylde dwn nye viden ind i eller vi kan være nød til at ændre og måske endda bryde nogle af skemaerne ned når vi får ny viden. Derudover vil der fx ved traumer måske ske voldsomme ændringer af de kognitive skemaer så vi "ser" tingene helt anderledes og det er sådan jeg oplevede Traumet "ændrede" mig

mor:) skriver:

Kan du forklare dette: 

Jeg har aldrig kunne lide at sige noget foran en hel klasse - hvis jeg endelig skulle, bankede mit hjerte detudaf, jeg blev helt rød i hovedet, svedte og kunne ikke sige en sætning uden fejl eller at stamme. Efter jeg blev mor og kom tilbGe til mit studie havde jeg ikke længere problemer med at sige noget i timen, jeg er også blevet bedre til at sige fra og sige min mening, jeg deltager gerne i diskussioner osv. 

Jeg tænker at det er gået op for mig at det er ubetydeligt hvad andre tænker om mig. Jeg synes jeg har rykket mig fra introvert til næsten ekstrovært. Idag er jeg færdiguddannet og i arbejde og her siger jeg også gerne min mening og deltager i faglige diskusdioner til personalemøderne. 

Så er personligheden virkelig så fastlåst? 

Jeg er meget introvert, men kan sagtens stille mig op foran 50 mennesker og holde foredrag.

Som jeg har fået det forklaret, er forskellen på introvert og ekstrovert, hvor man samler energi. Introverte har et behov for at være alene, for at samle energi til at være sammen med andre mennesker, og ekstroverte har behov for at være sociale for at samle energi til at være alene. Det er en personlig præference og har ikke noget med generthed eller lignende at gøre.