Når ens netværk skrumper

Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med denne her tråd, men jeg har bare brug for at skrive det... måske håber jeg på, at der er nogen, som har stået i en lignende situation og er kommet godt igennem den.

Sagen er den, at min mand og jeg blev forældre for første gang for en måned siden. Vi er meget glade og spændte, og vi elsker vores lille pige. Men vores netværk rundt omkring har altid været småt, og er desværre kun blevet mindre i den sidste tid før og efter fødslen. 

Jeg mistede min mor som lille, og jeg har reelt kun tre familiemedlemmer tilbage ud over min mand og datter. Min søster bor langt væk og er psykisk syg og stofmisbruger. Min kusine er fantastisk, men bor langt væk og har forståeligt nok travlt med sit eget liv. Og min far, som jeg har en svær relation til, men som jeg altid havde troet ville glæde sig meget til at blive morfar, har for nyligt været syg og indlagt og ændret sig efter forløbet. Han har altid haft svært ved at vise omsorg, men nu virker det som om, han ikke engang gider prøve. Han forventer, at alle står på hænder og fødder for ham konstant, også selvom han er blevet rask. Derudover bebrejder han mig for sin sygdom (der gik hul på en udposning på hans tarm så han skulle opereres og fik blodforgiftning). Dette har han sagt direkte, også selvom der logisk set ikke er nogen måde, jeg kan være skyld i det. Men han insisterer, og det er så hårdt, at jeg lidt har trukket mig væk og venter på, om han vil kontakte os. Det har han ikke. Han har ikke en eneste gang spurgt til os eller vores datter.

Min mand er enebarn og kom til Danmark sammen med sin mor som barn. Hans far er død, og resten af hans familie bor på den anden side af verden og har aldrig besøgt ham i Danmark. Hans mor har før i tiden virket spændt over at få børnebørn, men nu hvor det er en realitet, virker hun desværre ikke interesseret. Hun har sagt lige ud, at hun gerne vil se sit barnebarn, når hun har tid, men at vi ikke skal regne med hende ellers, heller ikke hvis vi får brug for hjælp. Hun har svaret på min mands sms og ønsket tillykke, da vores datter blev født, men ellers har vi intet hørt. Det er fair nok, men hårdt.

Vi bor i en ny by, og ingen af vores venner har børn endnu. Det hele føles enormt ensomt, og jeg føler mig nærmest egoistisk for at have sat min datter ind i en verden, hvor der er så få mennesker i hendes liv. Min mand siger, at vi er nok for hende, og det håber jeg, han har ret i. Men det hele føles bare svært alligevel...

Pyha, det blev langt. Hvis du har læst det hele, så tak for at tage dig tid til det. 

Jeg kan godt forstå, at du synes, at det er lidt ensomt i en bredere forstand, men jeg tror, at der kan ske rigtig meget på netværksfronten på både kort og lang sigt.

Om et par måneder begynder I at få overskuddet til mødregruppe, babysalmesang, svømmehallen, legestuer, biblioteket o.l., hvor du/I kan møde forældre med børn på samme alder. Derudover kan I også søge efter en reserve-bedste - eller tage forbi det nærmeste plejehjem engang imellem. Det plejer de at elske.

på længere sigt kan I få meget ud af institution og de børn og forældre, der går der.

pt er det i hvert fald ikke nødvendigt for dit barn - men kan bestemt godt forstå, at du kan have lyst og behov for at dele med ligesindede.

Anonym skriver:

Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med denne her tråd, men jeg har bare brug for at skrive det... måske håber jeg på, at der er nogen, som har stået i en lignende situation og er kommet godt igennem den.

Sagen er den, at min mand og jeg blev forældre for første gang for en måned siden. Vi er meget glade og spændte, og vi elsker vores lille pige. Men vores netværk rundt omkring har altid været småt, og er desværre kun blevet mindre i den sidste tid før og efter fødslen. 

Jeg mistede min mor som lille, og jeg har reelt kun tre familiemedlemmer tilbage ud over min mand og datter. Min søster bor langt væk og er psykisk syg og stofmisbruger. Min kusine er fantastisk, men bor langt væk og har forståeligt nok travlt med sit eget liv. Og min far, som jeg har en svær relation til, men som jeg altid havde troet ville glæde sig meget til at blive morfar, har for nyligt været syg og indlagt og ændret sig efter forløbet. Han har altid haft svært ved at vise omsorg, men nu virker det som om, han ikke engang gider prøve. Han forventer, at alle står på hænder og fødder for ham konstant, også selvom han er blevet rask. Derudover bebrejder han mig for sin sygdom (der gik hul på en udposning på hans tarm så han skulle opereres og fik blodforgiftning). Dette har han sagt direkte, også selvom der logisk set ikke er nogen måde, jeg kan være skyld i det. Men han insisterer, og det er så hårdt, at jeg lidt har trukket mig væk og venter på, om han vil kontakte os. Det har han ikke. Han har ikke en eneste gang spurgt til os eller vores datter.

Min mand er enebarn og kom til Danmark sammen med sin mor som barn. Hans far er død, og resten af hans familie bor på den anden side af verden og har aldrig besøgt ham i Danmark. Hans mor har før i tiden virket spændt over at få børnebørn, men nu hvor det er en realitet, virker hun desværre ikke interesseret. Hun har sagt lige ud, at hun gerne vil se sit barnebarn, når hun har tid, men at vi ikke skal regne med hende ellers, heller ikke hvis vi får brug for hjælp. Hun har svaret på min mands sms og ønsket tillykke, da vores datter blev født, men ellers har vi intet hørt. Det er fair nok, men hårdt.

Vi bor i en ny by, og ingen af vores venner har børn endnu. Det hele føles enormt ensomt, og jeg føler mig nærmest egoistisk for at have sat min datter ind i en verden, hvor der er så få mennesker i hendes liv. Min mand siger, at vi er nok for hende, og det håber jeg, han har ret i. Men det hele føles bare svært alligevel...

Pyha, det blev langt. Hvis du har læst det hele, så tak for at tage dig tid til det. 

Jeg kan i hvert fald fortælle at mine forældre fik mig så sent at jeg aldrig har haft bedsteforældre. Dertil er min mor psykisk ustabil og har egentlig aldrig været egnet til at have børn, min far har altid været en kærlig far men er nu blevet så gammel at han også kun kræver og ikke kan tilbyde noget den anden vej. Min mands far er 91 og bor plejehjem og moderen er sig selv nærmest. Vi har begge søskende men jeg ser kun min ene søs som i forvejen selv har 7 børn hvor min mands søskende bor langt væk. Vi har ikke rigtig noget familiært netværk/sparring eller bedste forældre til vores (snart 3 børn) men jeg har det lidt som din mand, vi er nok for vores Inger. Jeg har aldrig selv savnet bedsteforældre, jeg har jo ikke været vant til det. - så tænker at det nok skal gå! Men at I selvfølgelig ikke er helt så priviligerede som de som har de resurser at trække på, men det har nu ikke været et stort problem for os indtil videre at klares os selv 

Jeg og min ægtefælle har heller ikke særlig mange mennesker rundt omkring os. Vi har fået at vide at min ægtefælles mor ville være der når vi fik børn, men det har hun ikke og vi bor 5 minutter væk i bil.

Jeg vil sige at I godt kan klare det. Der er absolut intet du skal have skyldfølelse over og da slet ikke at have bragt din datter til verden. Mange mennesker eller ej, så er det ikke det er er vigtigt. I er nok og om ikke andet kan du eller I som flere gør herinde, skrive og spørge om ny bekendskaber herinde hvor flere sidder med børn og måske netop har været igennem lidt af det samme hvor deres netværk er blevet mindre efter børn. Det kan være med til at hjælpe jer lidt, og så kan jeres datter få nogen bekendtskaber på den måde.

Vi har selv et meget lille netværk, og det er ikke ret ressourcestærkt. Faktisk har både min mands mor og mine bedsteforældre behov for at vi også tager os af dem. Heldigvis hjælper min faster også meget til hos mine bedsteforældre, så det tager meget af det praktiske væk fra os. Jeg har ofte været ked af at jeg ikke har haft flere bekendtskaber i mit liv, men sociale relationer bygges desværre ikke over night. Jeg kan kun sige at det at få børn, kun har haft en positiv indflydelse på mit sociale liv. Jeg er havnet i en super mødregruppe, og vi har set hinanden meget, også sammen med vores mænd. Jeg kan kun anbefale dig at komme ud med din lille... mødregruppe, baby-salmesang, babysvømning, og måske legestue når dit barn er lidt ældre; selvfølgelig kun i et omfang der giver mening for jer, og som der er overskud til. Vi har også et vennepar uden børn. De er meget forstående, og vi ses hyppigst hvor vores søn er med. Dog ses vi ikke helt så ofte som inden vi fik børn, fordi at vi ikke er så fleksible mere. Dog har det ikke gjort vores venskab dårligere. Det er bare på nogle lidt andre præmisser. Mit bedste råd er som sagt at komme ud hjemmefra, når du har overskuddet til det.