Har virkelig brug for hjælp

Sagen er den at min datter på 9 år ikke vil mig. Hendes far og jeg er fra hinanden og vi har hver især fundet nye kærester.  Jeg bor sammen med min kæreste som også har børn. Hun bryder sig ikke om ham og siger desideret at hun hader ham og derfor ikke vil komme hjem til mig. Hun virker meget vred på mig og på ham. Det har stået på lige siden vi flyttede sammen og jeg er psykisk ved at Være godt brugt. Mit andet barn har et rigtig godt forhold til ham og elsker at være hos os. 

Min ex og jeg har et rigtog godt samarvejde omkring børnene og vi har hele tiden kørt 7/7 , men det har ændret sig efter at jeg er flyttet sammen med min kæreste, vi har lyttet til hebde og tænkt at 7/7 fungerede måske ikke for hende så vi kører nu 5/9 hvor hun har de fleste dage os sin far. Mit andet barn kører stadig 7/7. 

Min kæreste og jeg har fået et fælles barn og det startede før hun blev til så jeg kan ikke forestille mig at det kan være en reaktion på det når det var der før. 

Når hun er hos os så bløder hun op og leger og hygger sig og hun hygger sig med min kærestes børn.  Dog snakker hun ikke til min kæreste og svarer ham Heller kke når han taler til hende. 

Det er så frustrerende og jeg/ vi er ved at Være godt brugte. 

Er der nogen der kan komme med nogle gode råd eller værktøjer? 

Anonym skriver:

Sagen er den at min datter på 9 år ikke vil mig. Hendes far og jeg er fra hinanden og vi har hver især fundet nye kærester.  Jeg bor sammen med min kæreste som også har børn. Hun bryder sig ikke om ham og siger desideret at hun hader ham og derfor ikke vil komme hjem til mig. Hun virker meget vred på mig og på ham. Det har stået på lige siden vi flyttede sammen og jeg er psykisk ved at Være godt brugt. Mit andet barn har et rigtig godt forhold til ham og elsker at være hos os. 

Min ex og jeg har et rigtog godt samarvejde omkring børnene og vi har hele tiden kørt 7/7 , men det har ændret sig efter at jeg er flyttet sammen med min kæreste, vi har lyttet til hebde og tænkt at 7/7 fungerede måske ikke for hende så vi kører nu 5/9 hvor hun har de fleste dage os sin far. Mit andet barn kører stadig 7/7. 

Min kæreste og jeg har fået et fælles barn og det startede før hun blev til så jeg kan ikke forestille mig at det kan være en reaktion på det når det var der før. 

Når hun er hos os så bløder hun op og leger og hygger sig og hun hygger sig med min kærestes børn.  Dog snakker hun ikke til min kæreste og svarer ham Heller kke når han taler til hende. 

Det er så frustrerende og jeg/ vi er ved at Være godt brugte. 

Er der nogen der kan komme med nogle gode råd eller værktøjer? 

 

Jeg har ikke selv dele børn så, jeg har ikke nogen erfaring, men jeg tænkte om din kæreste har prøvet at tilbringe noget tid alene med din datter, at de to tager et sted hen og lave noget hun godt kan lide.

Hun er måske jaloux på din kæreste da dine børn jo har haft dig før dig selv ind til i fandt sammen.

Har i prøvet at snakke med hende om hvorfor hun ikke kan li ham? For det er hun jo gammel nok til at kunne sætte ord på.

Jeg hadede også min mors kæreste så måske jeg er ret farvet af det og min mors måde at håndtere det på. Men måske det kan bruges alligevel

De fandt sammen da jeg var 10 og flyttede hurtigt sammen. Han var en anerkendt pædagog i den lokale børnehave og hans egne børn og mine søskende elskede ham, og alle synes jeg var en møgunge. Men han var så led ved mig, kom altid med små stikkende bemærkninger når folk ikke hørte det, skulle altid røre ved mig, og nej han var bare en klam gut og jeg nægtede simpelthen at være alene med ham og jo mere jeg blev tvunget til at forholde mig til ham, jo mere hadede jeg min mor for det. Jeg ville ha fortrukket at de bare havde accepteret at vi ikke var hinandens kop the. Jeg har intet forhold til min mor idag, netop fordi hun ikke respekterede mine grænser i forhold til andre mennesker da jeg var barn. Så træd varsomt. Dit barn og din kæreste skal ikke påtvinges hinanden. Lad hende være din datter og lad hende vælge ikke at have et forhold til din mand. At påtvinge dem alene tid som en anden forslår osv vil højst sandsynligt gøre det hele værre. 

Nu skriver du ikke så meget om forhistorien, men kan det tænkes at din datter har lagt noget af sin vrede over skilsmissen over på din nye kæreste? Var det dig der fandt en ny kæreste først? - for så var det jo ligesom ham, der måske slukkede for hendes drøm om at mor og far fandt sammen igen. Og selvom det aldrig har ligget i kortene og i har været fra hinanden længe, så går nogle børn nok stadig med den slags drømme.

Men som andre siger - prøv at snakke med hende om hvad der nager og hvorfor hun ikke kan lide ham - det kan jo være noget i kan ændre og det kan være i kan opnå måske ikke kærlighed men om ikke andet så accept.

Tror  også kun det vil føre til mere splid og dårlige miner, hvis i påtvinger hende en masse alenetid med bonusfar - men måske, hvis der kunne findes nogle fælles interesser, hvor hun kunne se sig selv bruge tid med ham.

Anonym skriver:

Jeg har ikke selv dele børn så, jeg har ikke nogen erfaring, men jeg tænkte om din kæreste har prøvet at tilbringe noget tid alene med din datter, at de to tager et sted hen og lave noget hun godt kan lide.

Hun er måske jaloux på din kæreste da dine børn jo har haft dig før dig selv ind til i fandt sammen.

Har i prøvet at snakke med hende om hvorfor hun ikke kan li ham? For det er hun jo gammel nok til at kunne sætte ord på.

Tak fordi du tog dig tid til at svare. 

Hun siger hun bare ikke kan lide ham og hader ham hun vil ikke sige hvorfor og hendes far kan Heller ikke få noget ud af hende.  Det med at lave noget med hende får jeg hende slet ikke til. 

Anonym skriver:

Jeg hadede også min mors kæreste så måske jeg er ret farvet af det og min mors måde at håndtere det på. Men måske det kan bruges alligevel

De fandt sammen da jeg var 10 og flyttede hurtigt sammen. Han var en anerkendt pædagog i den lokale børnehave og hans egne børn og mine søskende elskede ham, og alle synes jeg var en møgunge. Men han var så led ved mig, kom altid med små stikkende bemærkninger når folk ikke hørte det, skulle altid røre ved mig, og nej han var bare en klam gut og jeg nægtede simpelthen at være alene med ham og jo mere jeg blev tvunget til at forholde mig til ham, jo mere hadede jeg min mor for det. Jeg ville ha fortrukket at de bare havde accepteret at vi ikke var hinandens kop the. Jeg har intet forhold til min mor idag, netop fordi hun ikke respekterede mine grænser i forhold til andre mennesker da jeg var barn. Så træd varsomt. Dit barn og din kæreste skal ikke påtvinges hinanden. Lad hende være din datter og lad hende vælge ikke at have et forhold til din mand. At påtvinge dem alene tid som en anden forslår osv vil højst sandsynligt gøre det hele værre. 

Problemet ligger i at hun slet ikke vil komme her hos mig pga ham.  Og da vi jo bor sammen så er hun jo på sin vis tvunget til at forholde sig til ham.

jeg siger ikke at hun behøver at have et forhold til ham , jeg vil bare gerne se mit barn og det vil hun ikke.