Stress - gør jeg det rigtige?

Jeg havde en voldsom stressreaktion for et par uger siden ovenpå en periode med pres både privat og arbejdsmæssigt. Faldt simpelthen sammen med galopperende puls og kunne slet ikke fokusere/være til stede. Der havde været advarselssignaler op til, men dem tog jeg ikke alvorligt nok. 

Nu sidder jeg i min ferie og prøver at komme til hægterne igen, men jeg ved ikke, om jeg gør det rigtige? Jeg laver absolut intet, magter ikke at være sammen med andre mere end en times tid, sidder bare og glor ud i luften og prøver at finde ro i mig selv. Børnene er store/voksne og kræver ikke meget af mig, og manden har ikke ferie endnu, så jeg har frit slag til bare at være. Jeg kan ikke samle mig om at læse eller se tv, så jeg gør virkelig intet - en veninde har skubbet mig med til søen for at bade nogle gange, hvilket har været fint, da hun ikke har forlangt ddet store nærvær fra min side. 

Det føles rigtigt at lave ingenting - eller, føles som det eneste mulige - men et eller andet sted er det jo frygteligt spild af tid, og jeg savner jo energi og overskud til at gøre noget. Min læge har givet mig noget at sove på, men jeg vågner alt for tidligt og ligger og bekymrer mig om alt muligt. 

"Skal" man bare give det den tid, det nu må tage, før energien og appetitten og lysten til at være sammen med andre indfinder sig igen? Jeg kan ikke rigtigt kende mig selv. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg havde en voldsom stressreaktion for et par uger siden ovenpå en periode med pres både privat og arbejdsmæssigt. Faldt simpelthen sammen med galopperende puls og kunne slet ikke fokusere/være til stede. Der havde været advarselssignaler op til, men dem tog jeg ikke alvorligt nok. 

Nu sidder jeg i min ferie og prøver at komme til hægterne igen, men jeg ved ikke, om jeg gør det rigtige? Jeg laver absolut intet, magter ikke at være sammen med andre mere end en times tid, sidder bare og glor ud i luften og prøver at finde ro i mig selv. Børnene er store/voksne og kræver ikke meget af mig, og manden har ikke ferie endnu, så jeg har frit slag til bare at være. Jeg kan ikke samle mig om at læse eller se tv, så jeg gør virkelig intet - en veninde har skubbet mig med til søen for at bade nogle gange, hvilket har været fint, da hun ikke har forlangt ddet store nærvær fra min side. 

Det føles rigtigt at lave ingenting - eller, føles som det eneste mulige - men et eller andet sted er det jo frygteligt spild af tid, og jeg savner jo energi og overskud til at gøre noget. Min læge har givet mig noget at sove på, men jeg vågner alt for tidligt og ligger og bekymrer mig om alt muligt. 

"Skal" man bare give det den tid, det nu må tage, før energien og appetitten og lysten til at være sammen med andre indfinder sig igen? Jeg kan ikke rigtigt kende mig selv. 

Ja slap af.. Lad ingen presse dig til at gøre noget. Lyt til dig selv og gør kun hvad du har lyst til.

 til dig..

Mor og meget mere skriver:

Jeg havde en voldsom stressreaktion for et par uger siden ovenpå en periode med pres både privat og arbejdsmæssigt. Faldt simpelthen sammen med galopperende puls og kunne slet ikke fokusere/være til stede. Der havde været advarselssignaler op til, men dem tog jeg ikke alvorligt nok. 

Nu sidder jeg i min ferie og prøver at komme til hægterne igen, men jeg ved ikke, om jeg gør det rigtige? Jeg laver absolut intet, magter ikke at være sammen med andre mere end en times tid, sidder bare og glor ud i luften og prøver at finde ro i mig selv. Børnene er store/voksne og kræver ikke meget af mig, og manden har ikke ferie endnu, så jeg har frit slag til bare at være. Jeg kan ikke samle mig om at læse eller se tv, så jeg gør virkelig intet - en veninde har skubbet mig med til søen for at bade nogle gange, hvilket har været fint, da hun ikke har forlangt ddet store nærvær fra min side. 

Det føles rigtigt at lave ingenting - eller, føles som det eneste mulige - men et eller andet sted er det jo frygteligt spild af tid, og jeg savner jo energi og overskud til at gøre noget. Min læge har givet mig noget at sove på, men jeg vågner alt for tidligt og ligger og bekymrer mig om alt muligt. 

"Skal" man bare give det den tid, det nu må tage, før energien og appetitten og lysten til at være sammen med andre indfinder sig igen? Jeg kan ikke rigtigt kende mig selv. 

Uha hor jeg husker det. Det var ganske skrækkeligt... 

Jeg havde også utrolig svært ved bare at give slip og slappe af. Jeg sov rigtig meget. Derudover gik jeg ture i fred og ro.  Det er så vigtigt at give slip og ikke kæmpe imod. 

Du skal snakke med din læge om muligheden for sygemelding således at afslutningen på din ferie ikke står som en deadline for at nu skal du bare være ovenpå igen. Og når du skal tilbage på arbejde bør det være på nedsat tid for en periode. Sikkert nemmere sagt end gjort, men stress tager tid.

Jeg ville prioritere nogle gode gå-ture, f.eks. i skoven. Evt. med en rar lydbog i ørerne hvis der er for mange negative tanker. 

Og så bare forsøge at acceptere at det bliver en ferie hvor du ikke udretter noget som helst og det er OK.

IenFart skriver:

Du skal snakke med din læge om muligheden for sygemelding således at afslutningen på din ferie ikke står som en deadline for at nu skal du bare være ovenpå igen. Og når du skal tilbage på arbejde bør det være på nedsat tid for en periode. Sikkert nemmere sagt end gjort, men stress tager tid.

Jeg ville prioritere nogle gode gå-ture, f.eks. i skoven. Evt. med en rar lydbog i ørerne hvis der er for mange negative tanker. 

Og så bare forsøge at acceptere at det bliver en ferie hvor du ikke udretter noget som helst og det er OK.

Nemlig. Man kommer ikke over det på en kort ferie. Det tager virkelig tid. 

Men tænker list TS. Burde du ikke være sygemeldt nu, så du ikke bruger din ferie på at være syg? Så får du jo din ferie erstattet. 

IenFart skriver:

Du skal snakke med din læge om muligheden for sygemelding således at afslutningen på din ferie ikke står som en deadline for at nu skal du bare være ovenpå igen. Og når du skal tilbage på arbejde bør det være på nedsat tid for en periode. Sikkert nemmere sagt end gjort, men stress tager tid.

Jeg ville prioritere nogle gode gå-ture, f.eks. i skoven. Evt. med en rar lydbog i ørerne hvis der er for mange negative tanker. 

Og så bare forsøge at acceptere at det bliver en ferie hvor du ikke udretter noget som helst og det er OK.

Jeg skal tale med lægen igen lige før ferien slutter. Så må vi se, hvor jeg er, og hvad jeg kan. Vi talte kort om en delvis sygemelding til den tid, men det er jo vanskeligt at forudse, hvad behovet bliver. 

esioul skriver:

Nemlig. Man kommer ikke over det på en kort ferie. Det tager virkelig tid. 

Men tænker list TS. Burde du ikke være sygemeldt nu, så du ikke bruger din ferie på at være syg? Så får du jo din ferie erstattet. 

Det må jeg se på med min læge, når vi taler sammen sidst i min ferie. Jeg kan ikke gøre så meget ved det nu, hvor lægen holder ferie. 

Puuuh selvom det er 2 år siden jeg gik voldsomt ned med flaget husker jeg det ganske tydeligt...... Den første uge sov jeg konstant! Så snart pigerne var sendt afsted i skole og børnehave var det hjem og bare sidde og sove og lave absolut ingenting..... først efter en måneds tid begyndte jeg at få små ture og det var måske 15 min Max og så hjem igen og sove et par timer...... 

Hjernen og kroppen har sagt stop og det skal du lytte til...... gør hvad du har lyst til og magter og er det ingenting.... jamen så er det ingenting

Det tager lang tid at komme sig ovenpå sådan en omgang... for mig tog det halvandet år inden jeg nu mærke jeg var bare nogenlunde mig selv igen 

Mor og meget mere skriver:

Jeg havde en voldsom stressreaktion for et par uger siden ovenpå en periode med pres både privat og arbejdsmæssigt. Faldt simpelthen sammen med galopperende puls og kunne slet ikke fokusere/være til stede. Der havde været advarselssignaler op til, men dem tog jeg ikke alvorligt nok. 

Nu sidder jeg i min ferie og prøver at komme til hægterne igen, men jeg ved ikke, om jeg gør det rigtige? Jeg laver absolut intet, magter ikke at være sammen med andre mere end en times tid, sidder bare og glor ud i luften og prøver at finde ro i mig selv. Børnene er store/voksne og kræver ikke meget af mig, og manden har ikke ferie endnu, så jeg har frit slag til bare at være. Jeg kan ikke samle mig om at læse eller se tv, så jeg gør virkelig intet - en veninde har skubbet mig med til søen for at bade nogle gange, hvilket har været fint, da hun ikke har forlangt ddet store nærvær fra min side. 

Det føles rigtigt at lave ingenting - eller, føles som det eneste mulige - men et eller andet sted er det jo frygteligt spild af tid, og jeg savner jo energi og overskud til at gøre noget. Min læge har givet mig noget at sove på, men jeg vågner alt for tidligt og ligger og bekymrer mig om alt muligt. 

"Skal" man bare give det den tid, det nu må tage, før energien og appetitten og lysten til at være sammen med andre indfinder sig igen? Jeg kan ikke rigtigt kende mig selv. 

Jeg blev selv hårdt ramt kort før påske, efter en ( alt ) for lang periode, hvor jeg overhørte kroppens signaler . Det er først nu, jeg begynder at have lidt lyst til at være sammen med andre . Jeg havde brug for at trækket stikket fuldstændigt. Om det er det rigtige ,ved jeg ikke men det var det jeg havde brug for. Jeg begynder så småt , at vende tilbage til livet igen. Men det kan hurtigt blive for meget . Så en balance gang.