Jeg har fundet ud af at jeg er gravid, ca. 5 måneder henne. Vi er godt i gang med at renovere vores hus, og jeg går og spekulerer på, hvad jeg må og ikke må. F.eks. skal der vandskures med mørtel (murer-agtigt arbejde), der skal bruges en slibemaskine og der skal bruges brækjern til vores lette skillevægge ovenpå (papagtige plader). Men jeg ved ikke helt, hvor grænsen går.
MVH
Rosalyn
Karens svar
Kære Rosalyn
Tillykke med din nyopdagede graviditet!
Som udgangspunkt må du gerne være med til at renovere dit hus. Hvis jeg var dig, vil jeg gå til en fagmand med noget af 'pappet, du arbejder med, så du kan sikre dig, det er ufarligt at arbejde med for gravide - i gamle dage brugte man nogle gange asbest og det skal du holde dig fra.
Jeg vil anbefale dig at bruge mundbind/støvmaske, hvor det støver. Og ellers må du gerne vandskure. Underforstået at det materiale du bruger ikke indeholder opløsningsmidler eller andre skadelige stoffer for gravide. Spørg, hvor du køber mørtlen.
Ligeledes - når/og hvis du skal til at male, skal du sikre dig, at det er maling, der må bruges af gravide - spørg forhandleren. Det er som regel opløsningsmidlerne, man skal være varsomme med!
En helt anden ting, er det fysiske arbejde. Hvis du er fit for fight, knokler du bare igennem. De fleste oplever dog pænt store gener i ryg og lænd, ved den form for arbejde. Og her bliver jeg nødt til at anbefale dig, at tage de hvil du har brug for, for at passe på din lænd og ellers måske skrue lidt ned for ambitionsniveauet. Når først lændesmerterne er kommet, er de ikke altid lige nemme at komme af med igen, når man er gravid!
Du skal selvfølgelig også være opmærksom på din livmoder. Du må gerne få plukveer (maven bliver hård, som en fodbold), når du er så fysisk aktiv, men hvis plukveerne bliver regelmæssige – kommer igen og igen og hvis du også får murren eller smerter, når du har plukveer, skal du lægge dig ned til smerterne stoppe og derefter enten holde flere hvil eller arbejde mindre.
Held og lykke med renoveringen.
Med venlig hilsen
Karen Bøhrnsen
Jordemoder
Karen tilbyder i brevkassen personlig og individuelt tilpasset vejledning i graviditet, fødsel, barsel og ikke mindst i amning.
Se Karens hjemmeside: www.jordemoder.net
Anmeld
Citér