Vil kommunen starte en anbringelsessag?

Min kæreste og jeg vil meget gerne have børn - dog først om 2-3 år. Mit spørgsmål i den forbindelse er, hvorvidt vi kan forvente, at kommunen vil holde særligt øje med os og overveje en anbringelsessag.  

Denne bekymring bunder i, at min kæreste har haft nogle hårde teenageår med psykisk nedbrud, indlæggelse og masser af psykologsamtaler. Derefter har han lidt af posttraumatisk stress efter sin tid i militæret. I perioden efter forsøgte han sig med diverse uddannelser, men havde svært ved at finde motivationen. Som de fleste andre unge gik han i byen og havde et rimeligt forbrug af alkohol – men dette liv førte dog også til slåskampe og uoverensstemmelser med politiet, hvorfor han har et par domme for bl.a. gadepåstyr.  

For 2-3 år siden droppede han dette liv og begyndte at arbejde fuldtid. Han brænder virkelig for sit job og er blevet forfremmet flere gange.   

Jeg ved, at kommunen vil kigge tilbage på førnævnte udfordringer og bruge dem som argument i en evt. anbringelsessag, og det bekymrer mig meget, da jeg selv er i den modsatte situation. Jeg har taget den lige vej med den "almindelige" teenagers problemer; nu læser jeg jura, arbejder som kundekonsulent, og vi har boet sammen i et par år. Der er ikke så meget at sige om mig på den front – andet end at jeg er et ansvarligt og ambitiøst menneske, der bekymrer sig lidt for meget. 

Idet min kæreste til den tid er 28-29 år, har det så stadig en betydning, når det er så lang tid siden? Jeg føler ikke selv, at der er noget at komme efter, da jeg allerede nu er velinformeret på området og ønsker det bedste for vores børn. Jeg ved dog også, at det bliver svært at forholde sig neutralt, når først man står i situationen og hormonerne raser.

Derfor skriver jeg til jer nu i håb om, at I kan lette mine bekymringer. 

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg vil meget gerne have børn - dog først om 2-3 år. Mit spørgsmål i den forbindelse er, hvorvidt vi kan forvente, at kommunen vil holde særligt øje med os og overveje en anbringelsessag.  

Denne bekymring bunder i, at min kæreste har haft nogle hårde teenageår med psykisk nedbrud, indlæggelse og masser af psykologsamtaler. Derefter har han lidt af posttraumatisk stress efter sin tid i militæret. I perioden efter forsøgte han sig med diverse uddannelser, men havde svært ved at finde motivationen. Som de fleste andre unge gik han i byen og havde et rimeligt forbrug af alkohol – men dette liv førte dog også til slåskampe og uoverensstemmelser med politiet, hvorfor han har et par domme for bl.a. gadepåstyr.  

For 2-3 år siden droppede han dette liv og begyndte at arbejde fuldtid. Han brænder virkelig for sit job og er blevet forfremmet flere gange.   

Jeg ved, at kommunen vil kigge tilbage på førnævnte udfordringer og bruge dem som argument i en evt. anbringelsessag, og det bekymrer mig meget, da jeg selv er i den modsatte situation. Jeg har taget den lige vej med den "almindelige" teenagers problemer; nu læser jeg jura, arbejder som kundekonsulent, og vi har boet sammen i et par år. Der er ikke så meget at sige om mig på den front – andet end at jeg er et ansvarligt og ambitiøst menneske, der bekymrer sig lidt for meget. 

Idet min kæreste til den tid er 28-29 år, har det så stadig en betydning, når det er så lang tid siden? Jeg føler ikke selv, at der er noget at komme efter, da jeg allerede nu er velinformeret på området og ønsker det bedste for vores børn. Jeg ved dog også, at det bliver svært at forholde sig neutralt, når først man står i situationen og hormonerne raser.

Derfor skriver jeg til jer nu i håb om, at I kan lette mine bekymringer. 

Kommunen anbringer jo ikke bare børn uden grund. Der er en del i medierne om det for tiden, men jeg tror ikke at de gør det uden grund. Kommunen har jo tavshedspligt og derfor hører vi kun historierne fra en side af. Det kan da godt være at kommunen evt. vil være inde over jer. Men se på det som en hjælp istedet for som modarbejdelse. Så vil i komme længst. Hvis der skulle ske noget, så se positivt på det og at de vilhjælpe jeres fremtidige børn og gøre det bedste for dem. 

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg vil meget gerne have børn - dog først om 2-3 år. Mit spørgsmål i den forbindelse er, hvorvidt vi kan forvente, at kommunen vil holde særligt øje med os og overveje en anbringelsessag.  

Denne bekymring bunder i, at min kæreste har haft nogle hårde teenageår med psykisk nedbrud, indlæggelse og masser af psykologsamtaler. Derefter har han lidt af posttraumatisk stress efter sin tid i militæret. I perioden efter forsøgte han sig med diverse uddannelser, men havde svært ved at finde motivationen. Som de fleste andre unge gik han i byen og havde et rimeligt forbrug af alkohol – men dette liv førte dog også til slåskampe og uoverensstemmelser med politiet, hvorfor han har et par domme for bl.a. gadepåstyr.  

For 2-3 år siden droppede han dette liv og begyndte at arbejde fuldtid. Han brænder virkelig for sit job og er blevet forfremmet flere gange.   

Jeg ved, at kommunen vil kigge tilbage på førnævnte udfordringer og bruge dem som argument i en evt. anbringelsessag, og det bekymrer mig meget, da jeg selv er i den modsatte situation. Jeg har taget den lige vej med den "almindelige" teenagers problemer; nu læser jeg jura, arbejder som kundekonsulent, og vi har boet sammen i et par år. Der er ikke så meget at sige om mig på den front – andet end at jeg er et ansvarligt og ambitiøst menneske, der bekymrer sig lidt for meget. 

Idet min kæreste til den tid er 28-29 år, har det så stadig en betydning, når det er så lang tid siden? Jeg føler ikke selv, at der er noget at komme efter, da jeg allerede nu er velinformeret på området og ønsker det bedste for vores børn. Jeg ved dog også, at det bliver svært at forholde sig neutralt, når først man står i situationen og hormonerne raser.

Derfor skriver jeg til jer nu i håb om, at I kan lette mine bekymringer. 

Jeg tænker ikke at kommunen begynder at anbringe børn på den baggrund, men hvis de gjorde noget tænker jeg at de måske vil være Ops på din kæreste og evt tilbyde jer støtte hvis det er, men det er jo slet ikke sikkert da du jo er fuld ud velfungerne, men nu nå din kæreste har haft psykiske problemer, så skal I nok være opmærksom på at mænd også kan få fødselsdeppresion.

Der skal rigtig meget til at kommunen fjerner børn.

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg vil meget gerne have børn - dog først om 2-3 år. Mit spørgsmål i den forbindelse er, hvorvidt vi kan forvente, at kommunen vil holde særligt øje med os og overveje en anbringelsessag.  

Denne bekymring bunder i, at min kæreste har haft nogle hårde teenageår med psykisk nedbrud, indlæggelse og masser af psykologsamtaler. Derefter har han lidt af posttraumatisk stress efter sin tid i militæret. I perioden efter forsøgte han sig med diverse uddannelser, men havde svært ved at finde motivationen. Som de fleste andre unge gik han i byen og havde et rimeligt forbrug af alkohol – men dette liv førte dog også til slåskampe og uoverensstemmelser med politiet, hvorfor han har et par domme for bl.a. gadepåstyr.  

For 2-3 år siden droppede han dette liv og begyndte at arbejde fuldtid. Han brænder virkelig for sit job og er blevet forfremmet flere gange.   

Jeg ved, at kommunen vil kigge tilbage på førnævnte udfordringer og bruge dem som argument i en evt. anbringelsessag, og det bekymrer mig meget, da jeg selv er i den modsatte situation. Jeg har taget den lige vej med den "almindelige" teenagers problemer; nu læser jeg jura, arbejder som kundekonsulent, og vi har boet sammen i et par år. Der er ikke så meget at sige om mig på den front – andet end at jeg er et ansvarligt og ambitiøst menneske, der bekymrer sig lidt for meget. 

Idet min kæreste til den tid er 28-29 år, har det så stadig en betydning, når det er så lang tid siden? Jeg føler ikke selv, at der er noget at komme efter, da jeg allerede nu er velinformeret på området og ønsker det bedste for vores børn. Jeg ved dog også, at det bliver svært at forholde sig neutralt, når først man står i situationen og hormonerne raser.

Derfor skriver jeg til jer nu i håb om, at I kan lette mine bekymringer. 

Jeg tænker, at det værste i jeres situation kan være, at du bliver udpeget som primær omsorgsperson (hvilket betyder, at han fx ikke må tage barsel alene med barnet).

Er din kæreste overhovedet i systemet længere? Det popper jo ikke bare op på kommunens skærm at nu har den og den fået barn. De får jo udelukkende besked hvis der er professionelle omkring jer (læge, jordmoder, sundhedsplejerske) der er bekymrede og underretter kommunen. 

Jeg har arbejdet i en familieafdeling og det er udelukkende ved massive manglende forældrekonpetencer, hvor Lan ikke kan hjælpe med en indsats i hjemmet, at der bliver grebet til anbringelse. 

Tænker at det Max kan føre til lidt ekstra besøg af sundhedsplejerske måske også et par besøg inden fødslen.. Men jeg ved det selvfølgelig ikke.. Tror dog bestemt ikke du skal være bange for anbringelse af barn.. 

 Nej det vil de ikke inden jeg fandt sammen med min kæreste var han tidligere alkoholiker og har været indlagt for en masse psysisk men da jeg fandt sammen med ham var han begyndt på en frisk og ingen fra kommunen sagde noget da vi fik vores søn. Og hun har han taget to uddannelser og brænder for sit arbejde og er en fantastisk kæreste og far  og vi har været sammen i 9år nu og håber da en dag vi skal have et barn mere

men jeg kommer også fra en familien hvor jeg overhovede ikke har haft en god barndom osv. Så jeg var bange men som min subdhedsplejske sagde jamen det for kan du jo godt være en fantastisk mor og det syntes jeg bestemt også jeg er 

Jeg tror ikke i skal være bekymret jeg har selv været tvangsfjernet det meste af min barndom, været en rigtig rod som teenager og blev smidt ud hjemmefra da jeg var 17 år, jeg har været rigtig meget i systemet, men har stået på egne ben siden jeg var 18.

Jeg fik mit første barn som 20 årig og har aldrig hørt noget som helst fra kommunen, hverken ekstra sp besøg eller noget. da jeres sager ligger endnu længere tilbage Ja flere år, så tror jeg virkelig ikke i skal bekymre jer.

Hej alle

Tusind tak for alle jeres svar! Det lyder som om, at jeg bare bekymrer mig for meget 

Dejligt at høre, at andre med lignende problemer ikke er blevet "forfulgt" af kommunen pga. af deres fortid. Der er jo slet ikke nogen sammenhæng med, hvordan han har det og opfører sig nu. 

Jeg tror også bare, at man bliver lidt påvirket af, hvordan dette emne bliver behandlet i medierne, og hvordan kommunerne bliver fremstillet. Det er en ærgelig udvikling, at man skal tvivle på systemet, når de i første omgang er der for vores skyld .