Hvad skal jeg gøre??

Jeg står i en virkelig svær situation, og håber nogen har lyst til at give mig nogle gode råd med på vejen. 

Sagen er den at min kæreste ikke altid behandler mig særlig pænt. Han bliver hurtigt irriteret over småting, og siger nogle trælse ting til mig, og bagefter vil han ikke være ved det og opfører sig decideret barnligt og ubehageligt. Han har aldrig slået mig, men han har slået eller sparket til ting når han har været frustreret (ikke voldsomt) og han har et par gange kommet ud til mig og da jeg har sagt han skulle gå har han tvunget døren op og gået ind i min lejlighed. 

Vi aftaler flere gange om ugen at vi ikke skal være sammen mere, det er næsten altid ham der bringer det op. I et skænderi, ellers ikke. Når jeg så ikke stopper ham når han er ved at gå kommer han tilbage og græder og undskylder og vil gøre alt for at vi kan være sammen. Det er meget uholdbart, og jeg mister mere og mere for ham. Jeg elsker ham stadig på en eller anden måde, men slet ikke som jeg gjorde engang. Jeg bliver nemt irriteret på ham, for det meste fordi jeg ikke har lyst til at ses med ham, men gør det for at undgå skænderier. Han vil gerne ses meget og ville gerne bo sammen med mig, men alle vores skænderier og hans ubehagelige måde at være på indimellem flytter mig længere og længere væk fra ham. 

Vi har været kærester i halvandet år. I efteråret fik han en depression og i et halvt år havde vi ikke meget kontakt. Han ignorerede mig og havde kun sjældent overskud til at ses, men selvom det var hårdt var jeg der for ham. Nu er han ude af det, men har ændret personlighed til at blive irriteret og rigtig træls at snakke med indimellem.

Jeg er rigtig ked af den situation jeg står i. På mange måder er min kæreste rigtig god. Han er der for mig og er altid klar til at hjælpe mig, også med min søn (der ikke er hans). Han har et godt job og tjener mange penge, så sammen med ham ville jeg kunne give min søn et stort hus med have til. Jeg ønsker mig brændende et barn mere, og min kæreste gør det samme, så sammen med ham kunne jeg blive mor igen. Min søn er rigtig glad for min kæreste. Men jeg er bare ikke glad sammen med ham... 

Jeg har mest lyst til at gøre det forbi med ham, men jeg kan ikke. Han græder og siger han ikke kan leve uden mig og jeg er bange for hvad der sker med ham hvis jeg går fra ham. Han er stadig sårbar efter depressionen. Jeg er desuden bange for hvad han vil gøre i desperation hvis jeg ikke vil ham mere. I weekenden stod han herude og blev ved med at ringe på min dør efter en diskussion, selvom jeg sagde jeg var ved at putte min søn og at jeg ikke kunne snakke. Han gik om og stod i haven og kiggede ind ad vinduet til jeg kom ud fra min søns værelse og ville snakke med ham. Jeg er bange for han bliver så ked af det at han handler irrationelt, som det er sket så mange gange før. Jeg føler mig fanget i et forhold der ikke er godt for mig. Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre  Min kæreste er ikke noget monster og jeg har vildt ondt af ham. 

Gode råd modtages med kyshånd 

Hvis du virkelig ønsker at gøre det forbi, er du nød til at stå ved det og mene det du siger.

Fortæl ham det som det er. Din opførsel overfor mig, har ødelagt mine følelser for dig, og jeg kan ik længer se os 2 sammen.

For at gøre det letter for dig selv, ska du siger bestemt til ham. Du skal stoppe med at kontakte mig. Du skal ik ringe til mig og du ska stoppe med at møde op hos mig. Vælger du at gøre dette alligevel er jeg nød til at ringe til politiet. 

At sige at han aldrig har været voldelig overfor dig, vil jeg mener ik passer. Han har flere gange tvunget sig adgang ind i dit hjem, har luret på dig gennem vinduer og har slået og sparket på ting. Det næste trin er 100 procent at han gør skade på dig og eller i værste fald dit barn. Dette tænker jeg ik at du nogensinde ku tilgive dig selv?!

Fortæl dine venner og famile om din situation, så du har et stort netværk omkring dig, der ka hjælpe dig, med at stå fast på dit valgt og som ka passe på jer!!

Hva han vælger at gøre, er ALDRIG dit ansvar!! Vh Stine 

StineW79 skriver:

Hvis du virkelig ønsker at gøre det forbi, er du nød til at stå ved det og mene det du siger.

Fortæl ham det som det er. Din opførsel overfor mig, har ødelagt mine følelser for dig, og jeg kan ik længer se os 2 sammen.

For at gøre det letter for dig selv, ska du siger bestemt til ham. Du skal stoppe med at kontakte mig. Du skal ik ringe til mig og du ska stoppe med at møde op hos mig. Vælger du at gøre dette alligevel er jeg nød til at ringe til politiet. 

At sige at han aldrig har været voldelig overfor dig, vil jeg mener ik passer. Han har flere gange tvunget sig adgang ind i dit hjem, har luret på dig gennem vinduer og har slået og sparket på ting. Det næste trin er 100 procent at han gør skade på dig og eller i værste fald dit barn. Dette tænker jeg ik at du nogensinde ku tilgive dig selv?!

Fortæl dine venner og famile om din situation, så du har et stort netværk omkring dig, der ka hjælpe dig, med at stå fast på dit valgt og som ka passe på jer!!

Hva han vælger at gøre, er ALDRIG dit ansvar!! Vh Stine 

 

Tusind tak for dit svar 

Jeg ved ikke om jeg vil gå fra ham. Jeg tror ikke længere på vi kan få det godt sammen og jeg har ikke lyst til at ses med ham. Men jeg vil gerne hjælpe ham, og sørge for han ikke ryger helt ned igen, som han siger han gør hvis han mister mig. Han fortjener at få det bedre, for han gør ikke det her med vilje. Men jeg synes også jeg fortjener bedre end det han tilbyder mig lige nu, og det er det der er så svært. 

Han siger mange gange dagligt at han er stolt af mig, at jeg er smuk og dejlig og at han elsker mig mere end nogen anden. Men han skræmmer mig og får mig til at gøre ting jeg ikke har lyst til, og det er uholdbart. 

Jeg tør næsten ikke at sige det er slut for altid, så hellere at vi skal holde pause. For jeg er så bange for hvordan han vil reagere på det andet. Og at det kommer til at gå ud over min søn. 

Men jeg kan på den anden side godt se du har ret når du skriver jeg skal stoppe al kontakt, måske også for hans skyld. Jeg føler mig bare som en lort og har sindssygt dårlig samvittighed 

Du er nødt til at gå fra ham. Og du skal IKKE sige, at det er en pause. Du skal sige det, som det er.

jeg tror, at jeg ville skrive et brev til ham. Det, det er vigtigt, at sige til ham, er at du bliver i forholdet, fordi du er bange for hvad han vil gøre - ved dig, ved sig selv eller ved din søn. Og at det er ulideligt at leve i et forhold med den trussel hængende over hovedet. Du har brug for, at det ikke er dit ansvar, hvad han gør. 

Jeg tænker ikke, at han ser sin egen adfærd som truende og den situation, han sætter dig i. Men det er ulideligt at lave under truslen om 'jeg ved ikke hvad jeg gør, hvis du går...'

Har han en ven, forældre, søskende, du kender, som du kunne fortælle, hvad du har tænkt dig at gøre og bede tage hen til ham?

Hvadend du gør, er det nødt til at være et clean cut. Ikke noget med pause og ikke noget med 'lad os være venner, jeg vil gerne hjælpe dig og være i dit liv'. Det er slut for nu. Når du møder ham på gaden om 8 måneder og han ser glad og solbrændt ud, så kan du tilbyde ham dit venskab. Men lige nu skal du være tydelig.

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar 

Jeg ved ikke om jeg vil gå fra ham. Jeg tror ikke længere på vi kan få det godt sammen og jeg har ikke lyst til at ses med ham. Men jeg vil gerne hjælpe ham, og sørge for han ikke ryger helt ned igen, som han siger han gør hvis han mister mig. Han fortjener at få det bedre, for han gør ikke det her med vilje. Men jeg synes også jeg fortjener bedre end det han tilbyder mig lige nu, og det er det der er så svært. 

Han siger mange gange dagligt at han er stolt af mig, at jeg er smuk og dejlig og at han elsker mig mere end nogen anden. Men han skræmmer mig og får mig til at gøre ting jeg ikke har lyst til, og det er uholdbart. 

Jeg tør næsten ikke at sige det er slut for altid, så hellere at vi skal holde pause. For jeg er så bange for hvordan han vil reagere på det andet. Og at det kommer til at gå ud over min søn. 

Men jeg kan på den anden side godt se du har ret når du skriver jeg skal stoppe al kontakt, måske også for hans skyld. Jeg føler mig bare som en lort og har sindssygt dårlig samvittighed 

Hvis du seriøst overvejer om du vil være sammen med ham, skal i begge have noget professionelt hjælp! 

Men helt ærlig, så lyder det bare virkelig uholdbart, og jeg tror ik du ka hjælpe ham lige nu. Du skriver flere steder at du er bange for hva han ka finde på, hva endten det er frygt for hva han vil gøre ved dig, ham selv eller Gud forbyde at han gør noget ved dit barn, så lyder det som et meget usundt forhold og personligt ville jeg aldrig ture tage chancen og blive! 

Jeg havde en ex kæreste da jeg var helt ung, som "stalkede" mig periodisk igennem flere år. Han dukkede også pludselig op mærkelige steder, stod ude foran vores hus om aftnen og spillede højt musik. Til sidst tog min far en seriøs snak med ham og han lod mig være i flere år, også dukkede han pludselig op igen. Engang efter en bytur mødte jeg ham, hvilket nær havde endt i en slåskampe med en af mine venner. Jeg sov i mine forældres hus, og opdagede at han cyklede rundt udenfor huset i flere timer, pludselig ringer fastnetstelefonen og det er så ham. Han køre den samme smøre, jeg elsker dig, jeg vil have dig tilbage, jeg har ændret mig og ska nok ændre mig bla bla bla. Der var jeg omkring 22-23 år, havde en seriøs kæreste og var nok blevet lidt stærker og kloger. Endte med at tale med meget store bogstaver. Han endte med at sige JAMMEN jeg la ik leve uden dig, jeg ved ik hva jeg ska gøre uden dig osv i den dur. Jeg fortalte ham, at det ALTIG kom til at ske, og hva han gjorde var hans eget ansvar. At han aldrig sku kontakte mig igen og hvis han så mig, ku han godt kigge den anden vej, for ellers ville han få seriøs røvfuld 

Nu arbejder min mor, med hans nye kæreste, som bliver fuldt til og fra arbejde. Ka han ik følge hende, snakket de i tlf sammen, fra hun går hjemmefra, til hun kommer på arbejde. Han tjekket alt hva hun laver osv og det syntes hun er helt normalt. Tænker bare, at det er godt, det ik er mig! 

Så det var bare lige lidt om min erfaring, som jeg stort set aldrig snakker om, fordi jeg måske i bund og grund "skammer" mig lidt over det... Vh Stine 

L-mor skriver:

Du er nødt til at gå fra ham. Og du skal IKKE sige, at det er en pause. Du skal sige det, som det er.

jeg tror, at jeg ville skrive et brev til ham. Det, det er vigtigt, at sige til ham, er at du bliver i forholdet, fordi du er bange for hvad han vil gøre - ved dig, ved sig selv eller ved din søn. Og at det er ulideligt at leve i et forhold med den trussel hængende over hovedet. Du har brug for, at det ikke er dit ansvar, hvad han gør. 

Jeg tænker ikke, at han ser sin egen adfærd som truende og den situation, han sætter dig i. Men det er ulideligt at lave under truslen om 'jeg ved ikke hvad jeg gør, hvis du går...'

Har han en ven, forældre, søskende, du kender, som du kunne fortælle, hvad du har tænkt dig at gøre og bede tage hen til ham?

Hvadend du gør, er det nødt til at være et clean cut. Ikke noget med pause og ikke noget med 'lad os være venner, jeg vil gerne hjælpe dig og være i dit liv'. Det er slut for nu. Når du møder ham på gaden om 8 måneder og han ser glad og solbrændt ud, så kan du tilbyde ham dit venskab. Men lige nu skal du være tydelig.

Enig her!! 

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar 

Jeg ved ikke om jeg vil gå fra ham. Jeg tror ikke længere på vi kan få det godt sammen og jeg har ikke lyst til at ses med ham. Men jeg vil gerne hjælpe ham, og sørge for han ikke ryger helt ned igen, som han siger han gør hvis han mister mig. Han fortjener at få det bedre, for han gør ikke det her med vilje. Men jeg synes også jeg fortjener bedre end det han tilbyder mig lige nu, og det er det der er så svært. 

Han siger mange gange dagligt at han er stolt af mig, at jeg er smuk og dejlig og at han elsker mig mere end nogen anden. Men han skræmmer mig og får mig til at gøre ting jeg ikke har lyst til, og det er uholdbart. 

Jeg tør næsten ikke at sige det er slut for altid, så hellere at vi skal holde pause. For jeg er så bange for hvordan han vil reagere på det andet. Og at det kommer til at gå ud over min søn. 

Men jeg kan på den anden side godt se du har ret når du skriver jeg skal stoppe al kontakt, måske også for hans skyld. Jeg føler mig bare som en lort og har sindssygt dårlig samvittighed 

Søde du.... Det forhold i har lyder ikke som et sundt forhold.... Jeg har selv været i sådan et forhold og nej ham slog mig heller ikke men han var virkelig psykisk ustabil. Jeg vidste aldrig hvor jeg havde ham henne... Hvad der nu få ham til at flippe ud. Hans raseri anfald ku komme ud ad den blå luft.

Dem ene dag var han sød romantisk og kærlig.. Den anden dag var han sur, mistænksom og aggressiv... 

Min datter var på det tidspunkt 2 år.. (ikke hans) og jeg troede ikke hun opfattede noget for ham gjorde mig jo ikke noget. Men er i dag overbevist om at hun helt sikkert opfattede hans adfærd og spændingen i forholdet. 

Når du er i et forhold der tydeligvis ikke er sundt bli'r du nødt til at tænke over hvad du byder dit barn.. dit barn lærer af hvad han ser... Det forhold er hverken sundt for dig og ej heller for sundt for din søn at vokse op i.

Jeg ved det er velment når du siger du gerne vil hjælpe ham og at du frygter hvad der sker med ham hvis du gør det HELT forbi med ham. Men han er et voksent menneske. Der er ikke fik opgave at hjælpe ham. Det må han selv klare.. Det er måske hårdt men det er altså sandheden:-) 

Din opgave er at sørge for du selv har det godt og at din søn har det godt og hvad han vælger at gøre eller ikke gøre hvis du forlader ham er ikke din opgave at bekymre dig om.. selvom jeg godt ved det er svært

Men mit råd til dig er helt sikkert at du skal tage beslutningen om at bryde forholdet HELT og tænke pp din søn og dig selv  du siger det selv.. du kan ikke se det at forholdet alla blive godt på lang sigt.... så hellere stop det nu og nyd dit liv og din søn og find en mand du kan få et dejligt og sundt forhold med 

Hvad er det du elsker ved ham? 

Og du skriver selv du er bage for hvad det er han vil gøre. Jamen er du hans mor? Hvis han tager livet af sig selv er det jo ikke dig der er skyld i det og fordi han truget med det, det er langt fra det han tit vil gøre så skal han jo søge hjælp.

det er jo heller ikke et sundt forhold når du går og er bekymret på den måde og du er så usikker på forholdet 

I skændes flere gange om ugen og snakker om at slå op. Du er træt af situationen og mest af alt irriteret over ham. Samtidig har du med i overvejelserne at du sammen med ham kan flytte i et stort hus og blive mor igen? 

Beklager meget, men det lyder totalt dysfunktionelt. Du skal selvfølgelig gå fra ham og ikke noget med pause. 

Det lyder som min ex. det bedste valg jeg nogensinde har truffet var at gå fra ham. Måtte flytte til den anden side af jorden for at slippe af med ham dog! Du fortjener at være lykkelig og det vil du ikke have det sådan.