Føler mig forladt

Hej

Ved ikke helt hvordan jeg skal starte, men jeg er gravid 10+3 og er både lykkelig og ulykkelig på samme tid. 

Jeg har haft en kæreste i 7 år, som jeg elsker rigtig højt. Vi har boet sammen i 3 år. Ja vist var der lidt knas i forholdet, men ikke noget som jeg ikke mente kunne løses hvis bare vi elskede hinanden. 

Vi vælger at gøre det forbi med hinanden og jeg er knust. Jeg fortryder dagen efter at jeg sagde jeg var enig i at det bedste var at vi gik fra hinanden, men han ville ikke finde sammen igen. Jeg græd og græd af smerte. Han ville ikke finde en anden lejlighed, så det endte med at jeg måtte finde en. vi boede sammen i 4 måneder hvor vi ikke var kærester. Han kommer så i tvivl om det er det rigtige, men mener stadigvæk det ville være bedst hvis jeg flyttede, så han kunne få noget luft og tænke på hvad han ville, da han ikke ville give mig falske forhåbninger. Vi har ikke brugt beskyttelse i 2 år når vi har haft sex. Jeg har Pcos og lavt østogen som gør at jeg ville få svært ved at blive gravid og holde på barnet. Vi havde tit snakket om at få børn sammen og ønsket var højt fra min side af. Han nævnte aldrig at han synes vi skulle bruge beskyttelse da han bestemt ikke ville være far nu eller inden for nogle år, så jeg håbede jo lidt at jeg blev gravid og vi ville få en dejlig familie sammen som vi havde talt om så mange gange, men hvor han ikke havde været helt sikker. Der sker ikke noget i de 2 år og vi begge tænker at jeg ikke kan blive gravid bare sådan. Så i de 4 måneder vi ikke er kærester har vi stadig sex en gang i mellem. En uge før jeg flytter i min nye lejlighed opdager jeg at jeg er gravid. Han vil have jeg får en abort, men det kan jeg ikke få mig selv til, da jeg føler det ville være forkert. Han siger han elsker mig og at vi havde fundet sammen igen, men at hvis jeg får barnet vil han ikke have noget med mig at gøre overhovedet og ved heller ikke om han vil være en del af barnets liv. Han beder mig om at vælge mellem ham og vores barn.. dette synes jeg er helt forkert at man kan byde et andet menneske den smerte, når han selv er skyld i at jeg blev gravid. Jeg ville have fået en abort hvis det var vi havde beskyttet os, men vi begge to vidste at chancen var der, selvom den var lille. Jeg kan ikke forstår hvorfor han ikke kæmper for mig og den lille og prøver at give det en chance, når han siger at hvis jeg ikke var blevet gravid havde vi fundet sammen igen. Er jeg virkelig så lidt værd i hans øjne.. jeg føler mig forladt og forstår ham virkelig ikke. Jeg forstår at han er i panik og er skræmt. Jeg har valgt at beholde barnet selvom jeg bliver alenemor, men jeg er så bange for at jeg ikke vil kunne klare det psysisk lige nu, da jeg er så ked af det hele. Samtidig så ved jeg at min lille baby er den som vil holde mig oppe og som jeg vil kæmpe for, så jeg ikke synker helt til bunds. 

Mit spørgsmål er, er der nogle som har prøvet noget ligene og er kommet igennem det? Hvordan kom i igennem det hele? Har i fortrudt i ikke fik en abort? 

Jeg har ikke prøvet dét.. men vil bare sige jeg synes det er så fejt af ham. Det lyder som om han ville lokke dig til abort, med at du så kan få ham igen. Det er urimeligt og et umeneskeligt valg. Det skal du ikke ønske dig! Fokuser på din baby! Glem ham. Om 7-8 mdr vil du opdage at du (med største sandsynlighed) kommer til at elske din baby mere end noget andet her i verden. At være alenemor er ikke jordens undergang og du kan sagtens nå at få en skøn familie med din baby og en ny en dag.(ja det har jeg da som så mange andre også prøvet). Ham her behandler ikke dig og din baby i maven tilnærmelsesvist godt nok. Alene at han overhovedet får sig selv til at sige han ik vil være der for barnet. Shit! Det er jeg sikker på du kan se, når du er kommet ud på den anden side. 

Anonym skriver:

Hej

Ved ikke helt hvordan jeg skal starte, men jeg er gravid 10+3 og er både lykkelig og ulykkelig på samme tid. 

Jeg har haft en kæreste i 7 år, som jeg elsker rigtig højt. Vi har boet sammen i 3 år. Ja vist var der lidt knas i forholdet, men ikke noget som jeg ikke mente kunne løses hvis bare vi elskede hinanden. 

Vi vælger at gøre det forbi med hinanden og jeg er knust. Jeg fortryder dagen efter at jeg sagde jeg var enig i at det bedste var at vi gik fra hinanden, men han ville ikke finde sammen igen. Jeg græd og græd af smerte. Han ville ikke finde en anden lejlighed, så det endte med at jeg måtte finde en. vi boede sammen i 4 måneder hvor vi ikke var kærester. Han kommer så i tvivl om det er det rigtige, men mener stadigvæk det ville være bedst hvis jeg flyttede, så han kunne få noget luft og tænke på hvad han ville, da han ikke ville give mig falske forhåbninger. Vi har ikke brugt beskyttelse i 2 år når vi har haft sex. Jeg har Pcos og lavt østogen som gør at jeg ville få svært ved at blive gravid og holde på barnet. Vi havde tit snakket om at få børn sammen og ønsket var højt fra min side af. Han nævnte aldrig at han synes vi skulle bruge beskyttelse da han bestemt ikke ville være far nu eller inden for nogle år, så jeg håbede jo lidt at jeg blev gravid og vi ville få en dejlig familie sammen som vi havde talt om så mange gange, men hvor han ikke havde været helt sikker. Der sker ikke noget i de 2 år og vi begge tænker at jeg ikke kan blive gravid bare sådan. Så i de 4 måneder vi ikke er kærester har vi stadig sex en gang i mellem. En uge før jeg flytter i min nye lejlighed opdager jeg at jeg er gravid. Han vil have jeg får en abort, men det kan jeg ikke få mig selv til, da jeg føler det ville være forkert. Han siger han elsker mig og at vi havde fundet sammen igen, men at hvis jeg får barnet vil han ikke have noget med mig at gøre overhovedet og ved heller ikke om han vil være en del af barnets liv. Han beder mig om at vælge mellem ham og vores barn.. dette synes jeg er helt forkert at man kan byde et andet menneske den smerte, når han selv er skyld i at jeg blev gravid. Jeg ville have fået en abort hvis det var vi havde beskyttet os, men vi begge to vidste at chancen var der, selvom den var lille. Jeg kan ikke forstår hvorfor han ikke kæmper for mig og den lille og prøver at give det en chance, når han siger at hvis jeg ikke var blevet gravid havde vi fundet sammen igen. Er jeg virkelig så lidt værd i hans øjne.. jeg føler mig forladt og forstår ham virkelig ikke. Jeg forstår at han er i panik og er skræmt. Jeg har valgt at beholde barnet selvom jeg bliver alenemor, men jeg er så bange for at jeg ikke vil kunne klare det psysisk lige nu, da jeg er så ked af det hele. Samtidig så ved jeg at min lille baby er den som vil holde mig oppe og som jeg vil kæmpe for, så jeg ikke synker helt til bunds. 

Mit spørgsmål er, er der nogle som har prøvet noget ligene og er kommet igennem det? Hvordan kom i igennem det hele? Har i fortrudt i ikke fik en abort? 

 

Kæmpe kram til dig! Føj hvor er han fej!

Jeg har ikke prøvet helt det samme, men jeg er blevet gravid trods beskyttelse, hvor faren ønskede abort og jeg valgte at beholde. Vi var kærester og havde været sammen i et år da jeg blev gravid. - Og endte med at være sammen i alt i 2½ år. 

Vi boede ikke sammen på noget tidspunkt, så på den måde var jeg alenemor fra starten.
Har jeg fortrudt? På ingen måde!
Var det hårdt? Også i den grad!

Jeg havde en kæmpe støtte og hjælp i min mor, som har aflastet lidt i hvert fald en gang om ugen, i starten mere. Ikke længe af gangen, bare sådan gå en tur med barnevognen mens jeg slappede af, eller overnatte hos os en weekend og hjælpe med natflaskerne. 
Nu overnatter min datter hos min mor en gang om ugen, mest fordi de 2 nyder det og savner det hvis vi af en eller anden grund springer en uge over. 

Det er hårdt at være alenemor, men det er også hårdt at være 2 med småbørn. Og det giver absolut så meget igen. Jeg elsker mit liv som singlemor!

Anonym skriver:

Hej

Ved ikke helt hvordan jeg skal starte, men jeg er gravid 10+3 og er både lykkelig og ulykkelig på samme tid. 

Jeg har haft en kæreste i 7 år, som jeg elsker rigtig højt. Vi har boet sammen i 3 år. Ja vist var der lidt knas i forholdet, men ikke noget som jeg ikke mente kunne løses hvis bare vi elskede hinanden. 

Vi vælger at gøre det forbi med hinanden og jeg er knust. Jeg fortryder dagen efter at jeg sagde jeg var enig i at det bedste var at vi gik fra hinanden, men han ville ikke finde sammen igen. Jeg græd og græd af smerte. Han ville ikke finde en anden lejlighed, så det endte med at jeg måtte finde en. vi boede sammen i 4 måneder hvor vi ikke var kærester. Han kommer så i tvivl om det er det rigtige, men mener stadigvæk det ville være bedst hvis jeg flyttede, så han kunne få noget luft og tænke på hvad han ville, da han ikke ville give mig falske forhåbninger. Vi har ikke brugt beskyttelse i 2 år når vi har haft sex. Jeg har Pcos og lavt østogen som gør at jeg ville få svært ved at blive gravid og holde på barnet. Vi havde tit snakket om at få børn sammen og ønsket var højt fra min side af. Han nævnte aldrig at han synes vi skulle bruge beskyttelse da han bestemt ikke ville være far nu eller inden for nogle år, så jeg håbede jo lidt at jeg blev gravid og vi ville få en dejlig familie sammen som vi havde talt om så mange gange, men hvor han ikke havde været helt sikker. Der sker ikke noget i de 2 år og vi begge tænker at jeg ikke kan blive gravid bare sådan. Så i de 4 måneder vi ikke er kærester har vi stadig sex en gang i mellem. En uge før jeg flytter i min nye lejlighed opdager jeg at jeg er gravid. Han vil have jeg får en abort, men det kan jeg ikke få mig selv til, da jeg føler det ville være forkert. Han siger han elsker mig og at vi havde fundet sammen igen, men at hvis jeg får barnet vil han ikke have noget med mig at gøre overhovedet og ved heller ikke om han vil være en del af barnets liv. Han beder mig om at vælge mellem ham og vores barn.. dette synes jeg er helt forkert at man kan byde et andet menneske den smerte, når han selv er skyld i at jeg blev gravid. Jeg ville have fået en abort hvis det var vi havde beskyttet os, men vi begge to vidste at chancen var der, selvom den var lille. Jeg kan ikke forstår hvorfor han ikke kæmper for mig og den lille og prøver at give det en chance, når han siger at hvis jeg ikke var blevet gravid havde vi fundet sammen igen. Er jeg virkelig så lidt værd i hans øjne.. jeg føler mig forladt og forstår ham virkelig ikke. Jeg forstår at han er i panik og er skræmt. Jeg har valgt at beholde barnet selvom jeg bliver alenemor, men jeg er så bange for at jeg ikke vil kunne klare det psysisk lige nu, da jeg er så ked af det hele. Samtidig så ved jeg at min lille baby er den som vil holde mig oppe og som jeg vil kæmpe for, så jeg ikke synker helt til bunds. 

Mit spørgsmål er, er der nogle som har prøvet noget ligene og er kommet igennem det? Hvordan kom i igennem det hele? Har i fortrudt i ikke fik en abort? 

 

Han vil ikke være sammen med dig uanset, men han kan måske lokke dig til abort ved at love dig guld og grønne skove.

Du vil være bedst tjent uden ham i dit liv, du bliver aldrig fri, hvis du får barn med ham, og du vil for evigt blive mindet om det, du ikke får, en kernefamilie med ham - men han vil finde en ny kæreste og lege far-mor-børn, sandsynligt på bekostning af dit barn, der skal vokse op med den smerte.

Han lyder da som en manipulerende skid og en total idiot! Ham ville jeg aldrig nogensinde få børn med!

Ham skal du planlægge hver jul og sommerferie med, han skal være medbestemmende i utroligt mange beslutninger i dit liv. Det lyder forfærdeligt.

Jeg ville få en abort og glemme alt om ham.

Sikke en idiot. Men jeg er enig med de andre i, at du nok skulle overveje en abort. Jeg får lidt fornemmelsen af, når jeg læser dit indlæg, at du holder fast i barnet med et underliggende ønske om og tanke om, at det vil knytte dig til din x fremover. Men han er jo ikke interesseret. Er du interesseret i, RESTEN af dit liv at hænge på ham? Med mulighed for, at han gør livet surt for dig og den lille? 

Hvis han fravælger sit barn, skal dit barn vokse op uden en far. Det er der mange børn der gør, men i dette tilfælde er det ikke det eneste: dit barn skal vokse op med den smertefulde virkelighed, at dets far ønskede det så lidt, at han stak halen mellem benene. Og det er en sandhed du ikke kan skjule for dit barn for altid. 

Alternativet er, at han vil se sit barn, men at samarbejdet bliver af helvedes til. Jeg har i hvert fald ret svært ved at forestille mig en fremtid, med det du fortæller, hvor alt er rosenrødt mellem jer, og samarbejdet bare fungerer. Og en ting er hvor meget det dårlige samarbejde vil slide på dig psykisk, en anden ting er, hvordan det vil påvirke dit barn. 

Jeg synes ikke, det tegner på en særlig lys fremtid. Så kan folk sige "følg dit hjerte, dig og dit barn vil få det sp dejligt", men jeg synes virkelig ikke det er særlig velovervejet at følge sit hjerte i sådan en situation uden også lige at bruge og huske på sin hjerne og fornuft. Det er trods alt et lille menneske, vi snakker om. Og du er nødt til at overveje alle de negative konsekvenser der kan følge for dit barn og dig.

Vil du ikke hellere have barn i fremtiden med en, der virkelig vil både dig og baby? 

Jeg ville ønske at folk kunne forstår hvor sygeligt opslidende det er for både forældre og barn med et potentielt giftigt samarbejde. Tro mig!

Det er svært når jeg har lyst til at give dig 2 velmenende råd på 1 gang.

1) får barnet, men regn ikke med faren. Fint hvis han ombestemmer sig, men det er dit liv, og dit barns. Dit barn skal ikke holde dig oppe. DU skal holde dig oppe, fordi du vil noget andet end sådan en båtnakke. Du vil DIG! Dit liv kommer også først, ellers kan du slet ikke lade babys liv komme først! Så tag og hav din mor eller en anden med til scanninger og deslige og find dig et netværk der kan hjælpe dig, sig ja til al støtte du kan modtage. Han skal fandme ikke bestemme, han kunne bare have beskyttet sig, det er også hans personlige ansvar og pligt for sit eget liv. At I ikke er blevet gravide i 2 år kan ligeså godt være fordi I aldrig har knaldet direkte omkring ægløsning eller whatever, det har intet at sige om at det ville blive svært. Han vil dig ikke nu, han vil dig aldrig, du er en tilføjelse i hans liv, og han vil kun være sammen med dig fordi han ikke synes han liiige kan finde andre. Sådan virker han på mig. 

2), Jeg er ked af det, men se om du kan nå at få en abort. Jeg var selv gravid med en jeg var dybt forelsket i, men ikke kæreste med. Han ville helst have abort men var også lidt "hvad end du vælger, du skal bare vide jeg skal have et arbejde hvor jeg aldrig er hjemme" og så kunne jeg desuden se ham flirte og kysse løs på alle andre, han var trods alt en player. Jeg skulle finde ud af om jeg 1) ville have abort fordi han ikke elskede mig 2) ville have barnet fordi han ikke elskede mig 3) ville have barnet fordi jeg virkelig ville 4) ville have abort fordi jeg ville. Puuh det var svært. Jeg var så fattig, havde ingen venner, og jeg kunne mærke jeg nok ville kunne få en fødselsdepression for jeg var aldrig glad, selv de få minutter jeg ikke ville have aborten. Jeg boede langt væk fra min mor, og kunne bare forestille mig at sidde helt alene til scanninger og så videre. 
Jeg græd mest over, at det var ikke sådan jeg havde forestillet mig jeg ville have et barn.. At alt skulle være brugt, jeg intet selv kunne købe noget som helst nyt, ikke engang en sut, at ingen var der hvis nu jeg skulle have akut kejsersnit ikke kunne løfte barnet de første par dage, og generelt alle nætterne. Og ikke mindst, hvad nu hvis ham gutten slog sig ned med en kæreste, og de lavede et kærlighedsbarn sammen, ville mit så være velkommen? Jamen undskyld men der var simpelthen for meget negativt.
Ja, jeg ville sikkert have klaret det godt, men det ville altid ligge i mig at det skulle være SÅ hårdt. og det er mange enlige der klarer det hver dag. Det ved jeg. De er super seje, jeg fatter ikke hvordan de gør det. Og klart, du skal gøre hvad du føler. Men jeg er glad for jeg har sparet mig selv og et barn for så meget bøvl. 

Jeg synes selvfølgelig man skal undgå abortter, men man skal virkelig være egoistisk MENT POSITIVT hvis man skal beholde barnet: ) Skid hul i ham, tænk på dig selv og ikke på ham. If he liked it he should have put a ring on it og alt det der. Du er fandme også et menneske med følelser, og han skider på alle dine følelser.

DU kan ikke bruge 50 år mere af dit liv sammen med ham, for han bliver ikke klar før det er for sent.