Veninde har svært ved min graviditet

Vi har prøvet at blive gravide i 2,5 år. Og i det tidsrum er alle mine veninder blevet gravide på stribe. Det har til tider været rigtig hårdt og givet mig en følelse af håbløshed og dyb misundelse, at det lykkedes for dem og ikke for os.

MEN det har jeg naturligvis holdt for mig selv. Så jeg har vist stor glæde på deres vegne hver gang. Det var jo ikke deres skyld, vi ikke kunne blive gravide, og det måtte så være vildt dejligt for dem. Så jeg imødekom dem præcis på den måde, som jeg selv ville imødekommes den dag, miraklet skete for os.

En af mine tætte veninder blev gravid sidste år men aborterede desværre i uge 11. Det må have været umenneskeligt hårdt. Da hun først annoncerede graviditeten, var jeg misundelig - men jeg tog mig sammen og bed det i mig. De havde virkelig fortjent, at det lykkedes ... men det gik jo så desværre galt

Nu er miraklet endelig sket hos os - omend det er en frygtelig graviditet med mange komplikationer indtil videre.

Jeg har lagt mærke til, at min veninde (som aborterede sidste år), har trukket sig længere og længere væk fra mig, efter jeg er blevet gravid. For nylig gik jeg hende på klingen og spurgte, hvad der er galt - og hun har svaret, at det ripper op i hendes abort sidste år, og at hun skal anstrenge sig for at glæde sig på vores vegne.

Jeg har SÅ ondt af hende og er møgskuffet over hende på samme tid. Jeg ved, det må være svært.... men kan hun ikke spille bare en smule glad.... vi har virkelig prøvet i mange år!?

Jeg ved ikke, hvilket ben jeg skal stå på. Jeg tænker, det nok er bedst overhovedet ikke at nævne mere om graviditet og så stille og roligt lade hende vænne sig til tanken? Og selvfølgelig håbe på, det snart lykkes for dem igen? 

Hvad tænker I? 

StinePingvin skriver:

Vi har prøvet at blive gravide i 2,5 år. Og i det tidsrum er alle mine veninder blevet gravide på stribe. Det har til tider været rigtig hårdt og givet mig en følelse af håbløshed og dyb misundelse, at det lykkedes for dem og ikke for os.

MEN det har jeg naturligvis holdt for mig selv. Så jeg har vist stor glæde på deres vegne hver gang. Det var jo ikke deres skyld, vi ikke kunne blive gravide, og det måtte så være vildt dejligt for dem. Så jeg imødekom dem præcis på den måde, som jeg selv ville imødekommes den dag, miraklet skete for os.

En af mine tætte veninder blev gravid sidste år men aborterede desværre i uge 11. Det må have været umenneskeligt hårdt. Da hun først annoncerede graviditeten, var jeg misundelig - men jeg tog mig sammen og bed det i mig. De havde virkelig fortjent, at det lykkedes ... men det gik jo så desværre galt

 

Nu er miraklet endelig sket hos os - omend det er en frygtelig graviditet med mange komplikationer indtil videre.

Jeg har lagt mærke til, at min veninde (som aborterede sidste år), har trukket sig længere og længere væk fra mig, efter jeg er blevet gravid. For nylig gik jeg hende på klingen og spurgte, hvad der er galt - og hun har svaret, at det ripper op i hendes abort sidste år, og at hun skal anstrenge sig for at glæde sig på vores vegne.

Jeg har SÅ ondt af hende og er møgskuffet over hende på samme tid. Jeg ved, det må være svært.... men kan hun ikke spille bare en smule glad.... vi har virkelig prøvet i mange år!?

Jeg ved ikke, hvilket ben jeg skal stå på. Jeg tænker, det nok er bedst overhovedet ikke at nævne mere om graviditet og så stille og roligt lade hende vænne sig til tanken? Og selvfølgelig håbe på, det snart lykkes for dem igen? 

Hvad tænker I? 

Jeg har prøvet at være din veninde. Vi prøvede og prøvede og prøvede at få nummer 2 og min veninde blev gravid nærmest hun kiggede på en tissemand. Jeg trak mig ubevidst længere og længere væk bla fordi jeg måtte tage mig i slet ikke at være glad på hendes vegne. Min misundelse var alt overskyggende og jeg kunne ikke styre det! Jeg tænker at du skal give hendes lidt rum til at være misundelig, hun skal nok vende! 

Og forresten tillykke med graviditeten. 

ESV skriver:

Jeg har prøvet at være din veninde. Vi prøvede og prøvede og prøvede at få nummer 2 og min veninde blev gravid nærmest hun kiggede på en tissemand. Jeg trak mig ubevidst længere og længere væk bla fordi jeg måtte tage mig i slet ikke at være glad på hendes vegne. Min misundelse var alt overskyggende og jeg kunne ikke styre det! Jeg tænker at du skal give hendes lidt rum til at være misundelig, hun skal nok vende! 

Og forresten tillykke med graviditeten. 

Jeg tænker også, at jeg giver hende noget plads. Og så må hun stille og rolig komme frem, når hun har vænnet sig mere til det.

Og det bedste er, at miraklet sker for dem snart også 

Tja, hun skal i alt fald ikke bebrejde dig for hvis I ikke snakker om et par år  Det er koldt at sige, men man kan ikke bure sig inde for altid og undgå alle mennesker. Jeg kender selv følelsen af man har lyst til at undgå børn og gravide, men man kommer ikke videre, kun tilbage. Tværtimod, da jeg besluttede mig for at engagere mig i andres graviditeter og børn, oplevede jeg en ny glæde og et "jeg skal nok få mit eget barn, bare vent"-positivitet.

Jeg synes det er hårdt at være herinde til tider, men jeg bliver herinde, fordi jeg også lærer nogle ting, og tiden ligger alle sorger

Selvfølgelig skal hun ikke høre om alt, men man skal også passe på man ikke beskytter sig selv LIDT for meget. Men det må hun om Skriv bare engang imellem du savner hende.

Bananaalice skriver:

Tja, hun skal i alt fald ikke bebrejde dig for hvis I ikke snakker om et par år  Det er koldt at sige, men man kan ikke bure sig inde for altid og undgå alle mennesker. Jeg kender selv følelsen af man har lyst til at undgå børn og gravide, men man kommer ikke videre, kun tilbage. Tværtimod, da jeg besluttede mig for at engagere mig i andres graviditeter og børn, oplevede jeg en ny glæde og et "jeg skal nok få mit eget barn, bare vent"-positivitet.

Jeg synes det er hårdt at være herinde til tider, men jeg bliver herinde, fordi jeg også lærer nogle ting, og tiden ligger alle sorger

Selvfølgelig skal hun ikke høre om alt, men man skal også passe på man ikke beskytter sig selv LIDT for meget. Men det må hun om Skriv bare engang imellem du savner hende.

Tak for dit rigtigt gode indlæg.

Jeg er meget enig. Og jeg vil selvfølgelig give hende masser af plads og lade hene vide, at jeg savner hende 

Det er så svært og følsomt et emne fordi vi alle føler forskelligt, reagere forskelligt osv.

Da vi mistede Isaac synes jeg overhovedet ikke at nogen andre mennesker fortjente at få børn. Jeg skjulte samtlige mennesker på min Facebook som har børn og jeg så ikke mine veninder med børn medmindre de var børnefri.

Mange vil synes det er voldsomt, men det var mine følelser og min måde at reagere på og det kunne andre ikke komme og belære mig om.

Jeg tror på at hun nok skal komme igen, men hvergang der kommer det der skulle have været en milepæl i hendes graviditet slår det hårdt og man ryger nærmest tilbage til start - giv hende plads og husk det er IKKE dig, det er IKKE fordi hun ikke synes det er godt for jer, men hun har måske svært ved at rumme sin egen sorg 

grinny skriver:

Det er så svært og følsomt et emne fordi vi alle føler forskelligt, reagere forskelligt osv.

Da vi mistede Isaac synes jeg overhovedet ikke at nogen andre mennesker fortjente at få børn. Jeg skjulte samtlige mennesker på min Facebook som har børn og jeg så ikke mine veninder med børn medmindre de var børnefri.

Mange vil synes det er voldsomt, men det var mine følelser og min måde at reagere på og det kunne andre ikke komme og belære mig om.

Jeg tror på at hun nok skal komme igen, men hvergang der kommer det der skulle have været en milepæl i hendes graviditet slår det hårdt og man ryger nærmest tilbage til start - giv hende plads og husk det er IKKE dig, det er IKKE fordi hun ikke synes det er godt for jer, men hun har måske svært ved at rumme sin egen sorg 

Tak for din historie 

I dag har hun kontaktet mig og spurgt, hvordan det går. Jeg er så glad 

Så vi tager den stille og roligt herfra