Hej Linda
Mig og min mand har en søn på otte år, samt to yngre døtre. Vi har, siden vores søn fik sin egen vilje på cirka halvandet år haft problemer med hans spisevaner. Han var ofte syg som lille, så vi gav meget efter og var mest glade for at han overhovedet spiste noget. Vi har talt med læger om det til hver undersøgelse hvor vi har fået at vide at det nok skulle komme med spisningen og han var sund og rask, så ingen grund til bekymring. Han kunne gå flere dage uden at spise noget særligt. Men nu hvor han er blevet ældre kommer de rigtige problemer. Han vil ikke spise noget kød eller fisk, han siger at han er vegetar (dette er ikke noget vi har diskuteret i familien før). Han spiser heller ikki grøntsager og meget lidt frugt. Hans måltider består mest af rugbrød med chokolade, som han selv sørger for at smørre. Kartofler, ris eller pasta til aftensmad med ketsjup og remolade. Han spiser lejlighedsvis æg. Jeg har altid været konsekvent med hans madpakke hvilket består af brød med leverpostej (han ved ikke hvor leverpostej kommer fra endnu), skyr, nødder og rosiner. Men det i sig selv er ikke problemet. Det er mere det sosiale i det. Alle steder han kommer f.eks. fritidsordning, fødselsdage, når han leger hos en ven, så er historien den samme. Han spiser ikke noget. Han er også meget genert så han tør heller ikke sige fra og da han er så stille, så bemærker de voksne ham ikke. Vi har været hos en kostvejleder henvist af vores læge. Hun sagde han skulle spise det han ville og hvis vi ville kontrollere hans spisevaner så kom han til at få et dårligt forhold til mad, hvilket han i forvejen har. Jeg var som så enig med hende, for jeg er imod at ødelægge hver eneste middag ved at sige han skal spise, det ender altid dårligt. Min mand er af anden overbesvisning og synes det er vores fejl at drengen ikke vil spise. Han synes vi skal være mere kontrollerende ved middagene selv om det ødelægger middagen og det altid ender med at han så ikke spiser noget. Dette påvirker vores familieliv og min mands og mit samliv, diskussionerne ender ofte med skælderi. Jeg synes at min søns problem bunder i noget psykisk, som vi ikke har redskaberne til at hjælpe ham i. Han er også meget bange af sig, tør ikke være alene i et rum, f.eks. bliver det et problem når han skal på toilet. Han har ikke mange venner, men dem han har er han meget tæt knyttet til, og de andre i klassen har svært ved at kunne lide ham, han siger han ved at der er nogle der hader ham og det er hårdt for mig at høre. Folk har ofte kommenteret at han er for slank, men han er faktisk lige der han skal være og vokser som han skal. Sundhedssygeplejersken på skolen sagde endog at børn i hans alder ofte tager for meget på og bad os være opmærksomme på det til min overraskelse. Hans søstre har derimod ingen problemer med mad. Har du nogle ideer til hvordan vi kan takle dette i familien? Hvorfor har min søn et sådant forhold til mad? Er der noget man kan gøre? P.s. jeg føler at en kostvejleder ikke var det rigtige valg til dette problem, da hun ikke fokuserede på hvorfor han ikke vil spise men kun det ernæringsmæssige i det.
På forhånd tak.
Lisbeths svar
Hej !
Det lyder som om I er kørt fast i en ond cirkel, hvor jeres søns madindtag fylder alt for meget.
Du må være klemt, din mand mener I skal bestemme, du mener han har brug for hjælp til at få lysten til mad.
Jeg er enig med kostvejlederen. Ingen pres og tvang ved den hyggelige middag. Server den sunde mad, du laver, lad ham spise det han vil. Tryk avler modtryk, jo mere der presses, jo mindre spiser han.
Når børn er så småt spisende , kan der være mange grunde dertil. Jeg er glad for han følger sin kurve, noget mad får han, så han kan vokse.
En langvarig periode med sygdom kan sætte sine spor, nu ved jeg ikke hvad han fejlede.
Jeg vil foreslå:
Besøg hos egen læge, hvor han skal undersøges for allergier, det er en blodprøve. Der kan være mad som han undgår ubevidst og ikke kan tåle.
det er vigtigt først at undersøge en evt fysisk årsag.
Bed om en henvisning til en Familie Rådgivning , hvis der er en sådan i jeres kommune.
Er der ikke en Familie Rådgivning er der et børneambulatorium, hvor I kan få den nødvendige hjælp.
Han kan få hjælp både til at få lært at sige fra og få vendt hans negative tanker og selvværd.
De kan hjælpe med hans angst for toilet besøg.
Der kan arbejdes med kroppen og give ham forståelse for madens betydning.
Hvis han har det svært med at synke maden fordi han er bekymret for det sætter sig fast, er der hjælp at få.
I skal alle inddrages som familie, i har konflikter omkring maden, det påvirker parforholdet og børnene.
Husk det er en styrke at bede om hjælp, inden det går helt i knude.
Han reagerer på noget, hvad er svært at vide uden den nødvendige hjælp.
Håber dette kan inspirere jer til at komme videre.
Ønsker jer alt det bedste.
Varme Hilsner
Lisbeth Jess
Lisbeth kan kontaktes til private sessioner i hjemmet.
Se Lisbeths hjemmeside: Dit-barn.dk
