Har lige brug for at høre om min søns adfærd er normal eller hvad du tænker...
Marius er lige blevet 3 år. Han har altid været en aktiv og udadvendt dreng- en rigtig dreng med krudt i røven. Han er en storcharmør og går lige i alles hjerter så han har det med at slippe lidt nemt om tingene både hjemme, hos familie og i børnehaven. Vi er dog selv meget Obs på ikke at lade os blænde ??
Problemet er så at han herhjemme råber utroligt meget. Det er nærmest hele tiden. Han er fysisk voldsom og driller konstant sin lillebror. Hvis jeg siger han skal stoppe svarer han bare igen og siger stop mor, jeg mener det ??????
Han råber efter mig hver gang jeg er uden for hans synsfelt eller hvis jeg spørger ham om noget så råber han svaret. Det er til at blive skør i hovedet over.
Han råber også ad lillebror som naturligvis bliver bange.
Lige for tiden synes jeg faktisk det er hårdt at være sammen med ham og sådan burde det jo ikke være.
Er bange for at det slet ikke er normalt.. ??
Det skal siges at de ikke oplever problemer af nogen art i børnehaven hvor han startede for halvanden måned siden. ??
Lindas svar
Kære mor
Sund og helt normal dreng!
Jeg hører her en helt normal frisk og intelligent dreng, som har fundet nogle knapper at trykke på hos dig.
Det er fuldstændig normalt at børn prøver deres forældre af… faktisk ville det modsatte være bekymrende. Når det så er sagt, så er det rent ud sagt pisseirriterende (!), når det sker!
Børn ser mønstre i alt der sker og opmærksomhed er en kæmpe gevinst for de fleste børn – også selvom den er negativ. Jeg plejer sige, at opmærksomhed er som slik for børn.
Din opgave med at reagere passende
Den opgave du står overfor er derfor at bryde mønsteret, så din søn ikke ”belønnes” for at råbe. I hans verden er det en belønning at få opmærksomhed, så derfor må du fjerne noget af opmærksomheden i de situationer, hvor han gør noget forkert. Jeg har samlet nogle forslag i punkterne herunder:
- Første gang han råber siger du roligt men bestemt: ” Jeg vil ikke have, at du råber af mig, for så går jeg!” . Næste gang han råber forlader du rummet. Hvis det ikke er muligt at gå, må du vende dig væk fra ham eller om nødvendigt løfte ham væk eller ud af rummet. På den måde lærer han, at hans adfærd skaber afstand. Det er den første læring: Dårlig opførsel skaber afstand (uden at det får særlig opmærksomhed).
- Dernæst skal du finde en ny adfærd du BEDRE kan lide, fx at han taler roligt, lavt og venligt. Den nye adfærd skal du holde godt øje med og give 3 x så meget opmærksomhed, som hans råb! (Det er svært, men det kan godt lade sig gøre). For en tid skal du derfor hele tiden skanne rummet for, hvornår han gør gode og velmenende ting mod dig og lillebror. Husk, at det er dig der bestemmer. Overholder han ikke reglerne efter første advarsel, så skaber det afstand mellem jer!
- Det sidste er, at du skal passe på dine egne reaktioner. Lige nu ”vinder” din søn, hver gang han kan hidse dig op. Det er vigtigt for mig at understrege, at børn SKAL mærke forældrenes følelser. Men han må ikke få dig til at miste fatningen! Det er en vigtig forskel. For lige nu oplever han, at han kan styre dig, ved at få dig op i ’det røde felt’. Men hvis du ikke tillader ham, at få dig derop, så har du ’vundet’ kampen om, hvem der har ’magten’ i hjemmet. Jeg beklager begreberne ”kamp”, ”vundet” og ”magt”. Det er voldsomme ord at bruge om små børn, men i praksis opleves det ofte sådan af både børn og forældre – derfor har jeg valgt disse ord.
Det er utrolig vigtigt for børn, at de ikke kan vælte os og styre tingene derhjemme – ellers bliver de utrygge, krævende, grænsesøgende og provokerende. At kunne stole på sine forældre handler bl.a. om at forældrene står ved det de siger og kræver af deres børn. Tilliden mellem jer vil få et knæk, hvis du ikke konsekvent handler, på det du siger!
Samme reaktion som du vælger på hans råberi kan du bruge overfor hans drilleri af lillebror. Han skal vide, hvad du vil acceptere, og hvad du ikke vil acceptere. Han skal mærke grænsen, når han overskrider den.
Hvis han formår at opleve at DU bestemmer derhjemme giver du dit barn en kæmpe gave, fordi han lærer at man må behandle andre ordentligt, hvis man ønsker fællesskab. Det er den vigtigste læring i social udvikling.
Jeg ønsker dig og dine børn alt det bedste!
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk
Ps. Savner du større ro og indflydelse på din families trivsel og overskud? Du kan ringe til mig på 28 58 77 98 (evt. sende en sms i forvejen). Familierådgivning koster kun 450 kr./t og de første 10 min er gratis, så du kan nå at vælge, om jeg er den rettet til at hjælpe dig. Læs mere her.
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk