Anonym skriver:
Jeg skriver som ano da jeg har bekendte herinde .
Min søster og jeg har haft en turbulent barndom og har kun hinanden. vi er tæt knyttede og jeg har børn det har hun ikke men er meget knyttet til mine børn og dem til hende.
Hun har aldrig haft et seriøst forhold så vi blev glade da hun for et års tid siden præsenterede hendes nye kæreste for os.
Hendes besøg eller nu deres er blevet mindre men da han har 2 børn som de har hver 2 weekend og de nu også gerne vil være alene indimellem er det jo naturligt.
Min søster har en bred vennekreds de er som hende vel og højt uddannet. Min mand og jeg er arbejdere og har ingen udddannelse
Vi har kun mødt en enkelt veninde som hun har boet sammen med men ellers ingen og er aldrig blevet inviteret med til fødselsdage eller lign .
Har før spurgt hende om hun skammer sig over os men det benægter hun og forsvarer det med at vi bor i hver vores ende af landet og der jo er børnene osv.
I går blev de så gift - vi var inv og det samme var hans bror svigerinde og hans forældre men ikke vores børn for de ønskede et lille bryllup
Men i går fandt jeg så ud af at kl 20 altså efter maden osv ville der komme ca 40 venner forbi til fest.
Og så er jeg jo uforstående for hvorfor mine børn ville fylde for meget.
En anden ting var at efter vielsen ville de gerne have et bryllupsbillede.
Min mand blev så bedt om at tage billedet og jeg skulle holde min søsters taske.
Vi skulle altså ikke med på billedet .
Så der stod hun så med hendes mand og hans familie det var så det...
Jeg ved ikke om jeg er sensitiv og tolker noget det slet ikke er der,men da jeg endelig sad i bilen og vi kørte hjem kl 17.30 .
(Det var vi nødt til for der var ikke overnatningsmuligheder ,selv om det var der til 2 veninder godt nok ikke hos min søster men ved en af hendes veninder der bor rundt om hjørnet og som er hende vi har mødt en gang.der også skulle køre langt så vi kunne ikke blive til festen )
Der græd jeg hele vejen hjem for er så trist over at min søster forsvinder og jeg intet kan gøre for at forhindre det for jeg ved nu at lige så vigtig hun er for mig og mine børn Lige så lidt er vi for hende.
Nu spekulerer jeg hvad jeg skal gøre ,for ved at hvis jeg vil snakke om det ender det i at jeg siger undskyld fordi jeg har misforstået alt og jeg ville sådan ønske hun kunne se det med mine øjne.
Så er spørgsmålet bare .
Er jeg for "meget" eller er der mon en grund til at føle mig skuffet ?
Og hvad ville I gøre ved det hele.?
Åh, den er svær, og jeg forstår godt, du er ked af det.
Jeg synes, det er helt i orden, at de ikke ønskede at have børn med til en fest for - går jeg ud fra - voksne. Det er fair nok at ønske en børnefri fest. Det undrer mig, at I først i går fik at vide, at der overhovedet skulle være fest om aftenen, og her kommer jeg lidt i tvivl: Var I inviteret til aftenfesten, og havde I selv meddelt forinden, at I ville køre hjem allerede 17.30? Det er jo en meget tidlig exit - kan din søster være stødt over, at I ville tage så tidligt hjem? Havde du nævnt for hende, at I gerne ville blive og overnatte? Kan hun være gået ud fra, I selv ville sørge for eller spørge til overnatning, hvis det var jeres ønske, og kan hun have opfattet det, som om I ikke var interesserede i det? Har de to overnattende veninder været mere opsøgende og direkte sagt, de gerne ville overnatte i nærheden? Måske selv arrangeret det?
Jeg gætter, men kan din søster have opfattet det, som om I tidligt besluttede, I ikke ville blive længe, og være blevet såret eller stejl pga. dét? Er hendes oplevelse mon, at I ikke viste nogen interesse eller tog initiativ til at finde overnatning?
Det med fotografering forstår jeg godt, du blev såret over - det var dybt ubetænksomt. Hvordan var stemningen mellem jer? Var din søster glad for at se jer, eller har hun på sin side ruget over, hvorfor I deltog så kort tid?
Det kan godt være, hun er i gang med et nyt liv og ulykkeligvis at kappe båndet til jer. Jeg ville ikke tillægge uddannelse vs. arbejdere nogen betydning, snarere at hun er opslugt af sit nye liv. Og ja, måske kan hun ikke finde plads til jer i det, måske tager hun dig som en selvfølge og tænker ikke over, at også jeres forhold skal plejes. Muligheden ud fra det, du skriver, er dog også, at hun oplever, du selv var med til at parkere jer på sidelinjen i går ved måske tidligt at melde ud, at I ikke ville blive længe. Det er blot et bud på en anden forklaring.