Min søsters bryllup

Jeg skriver som ano da jeg har bekendte herinde .

Min søster og jeg har haft en turbulent barndom og har kun hinanden. vi er tæt knyttede og jeg har børn det har hun ikke men er meget knyttet til mine børn og dem til hende.

Hun har aldrig haft et seriøst forhold så vi blev glade da hun for et års tid siden præsenterede hendes nye kæreste for os.

Hendes besøg eller nu deres er blevet mindre men da han har 2 børn som de har hver 2 weekend og de nu også gerne vil være alene indimellem er det jo naturligt.

Min søster har en bred vennekreds de er som hende vel og højt uddannet. Min mand og jeg er arbejdere og har ingen udddannelse

Vi har kun mødt en enkelt veninde som hun har boet sammen med men ellers ingen og er aldrig blevet inviteret med til fødselsdage eller lign .

Har før spurgt hende om hun skammer sig over os men det benægter hun og forsvarer det med at vi bor i hver vores ende af landet og der jo er børnene osv.

I går blev de så gift - vi var inv og det samme var hans bror svigerinde og hans forældre men ikke vores børn for de ønskede et lille bryllup

Men i går fandt jeg så ud af at kl 20 altså efter maden osv ville der komme ca 40 venner forbi til fest.

Og så er jeg jo uforstående for hvorfor mine børn ville fylde for meget.

En anden ting var at efter vielsen ville de gerne have et bryllupsbillede. 

Min mand blev så bedt om at tage billedet og jeg skulle holde min søsters taske.

Vi skulle altså ikke med på billedet .

Så der stod hun så med hendes mand og hans familie det var så det...

Jeg ved ikke om jeg er sensitiv og tolker noget det slet ikke er der,men da jeg endelig sad i bilen og vi kørte hjem kl 17.30 .

(Det var vi nødt til for der var ikke overnatningsmuligheder ,selv om det var der til 2 veninder  godt nok ikke hos min søster men ved en af hendes veninder der bor rundt om hjørnet og som er hende vi har mødt en gang.der også skulle køre langt så vi kunne ikke blive til festen )

Der græd jeg hele vejen hjem for er så trist over at min søster forsvinder og jeg intet kan gøre for at forhindre det for jeg ved nu at lige så vigtig hun er for mig og mine børn Lige så lidt er vi for hende.

Nu spekulerer jeg hvad jeg skal gøre ,for ved at hvis jeg vil snakke om det ender det i at jeg siger undskyld fordi jeg har misforstået alt og jeg ville sådan ønske hun kunne se det med mine øjne. 

Så er spørgsmålet bare .

Er jeg for "meget" eller er der mon en grund til at føle mig skuffet ?

Og hvad ville I gøre ved det hele.?

Anonym skriver:

Jeg skriver som ano da jeg har bekendte herinde .

Min søster og jeg har haft en turbulent barndom og har kun hinanden. vi er tæt knyttede og jeg har børn det har hun ikke men er meget knyttet til mine børn og dem til hende.

Hun har aldrig haft et seriøst forhold så vi blev glade da hun for et års tid siden præsenterede hendes nye kæreste for os.

Hendes besøg eller nu deres er blevet mindre men da han har 2 børn som de har hver 2 weekend og de nu også gerne vil være alene indimellem er det jo naturligt.

Min søster har en bred vennekreds de er som hende vel og højt uddannet. Min mand og jeg er arbejdere og har ingen udddannelse

Vi har kun mødt en enkelt veninde som hun har boet sammen med men ellers ingen og er aldrig blevet inviteret med til fødselsdage eller lign .

Har før spurgt hende om hun skammer sig over os men det benægter hun og forsvarer det med at vi bor i hver vores ende af landet og der jo er børnene osv.

I går blev de så gift - vi var inv og det samme var hans bror svigerinde og hans forældre men ikke vores børn for de ønskede et lille bryllup

Men i går fandt jeg så ud af at kl 20 altså efter maden osv ville der komme ca 40 venner forbi til fest.

Og så er jeg jo uforstående for hvorfor mine børn ville fylde for meget.

En anden ting var at efter vielsen ville de gerne have et bryllupsbillede. 

Min mand blev så bedt om at tage billedet og jeg skulle holde min søsters taske.

Vi skulle altså ikke med på billedet .

Så der stod hun så med hendes mand og hans familie det var så det...

Jeg ved ikke om jeg er sensitiv og tolker noget det slet ikke er der,men da jeg endelig sad i bilen og vi kørte hjem kl 17.30 .

(Det var vi nødt til for der var ikke overnatningsmuligheder ,selv om det var der til 2 veninder  godt nok ikke hos min søster men ved en af hendes veninder der bor rundt om hjørnet og som er hende vi har mødt en gang.der også skulle køre langt så vi kunne ikke blive til festen )

Der græd jeg hele vejen hjem for er så trist over at min søster forsvinder og jeg intet kan gøre for at forhindre det for jeg ved nu at lige så vigtig hun er for mig og mine børn Lige så lidt er vi for hende.

Nu spekulerer jeg hvad jeg skal gøre ,for ved at hvis jeg vil snakke om det ender det i at jeg siger undskyld fordi jeg har misforstået alt og jeg ville sådan ønske hun kunne se det med mine øjne. 

Så er spørgsmålet bare .

Er jeg for "meget" eller er der mon en grund til at føle mig skuffet ?

Og hvad ville I gøre ved det hele.?

Jeg forstår dig godt, jeg syntes også det lyder meget mærkeligt. 

Nope - kan godt forstå dig. Tag en snak med hende og nævn de ting du skriver her ... vi hende evt teksten du har skrevet og fortæl at de er dine følelser og at du ikke vil miste hende men føler dig tilsidesat.

Men hvorfo var I nødt til at køre før maden..?

så stort er dk jo ikke

Kære du

Først vil jeg fortælle dig, at perception er virkelighed. Altså er de følelser og oplevelser du har virkelige for dig og yderst legitime. Det er altså som udgangspunkt aldrig noget du kan ende med at undskylde for. 

Hvis du virkelig kan føle at dine følelser er lige så meget værd som du ønsker de skal være, så er det nemmere at snakke med, og forklare din søster præcis det der frustrerer dig og gør dig ked af det. 

Jeg skriver det fordi du virker meget usikker på hvor dine grænser går. Og det er da utroligt frustrerende at være usikker på egne følelser ! Så konfronter din kære søster og fortæl hende som det første, hvor meget du elsker hende og savner hende, og derefter hvad du går og tumler med ifht hende og jeres forhold. Hvordan hun svarer kan du ikke som sådan påvirke, men du kan opstille en ramme hvor det er nemmere at fortælle sandheden. Husk, at søskende er dem vi kan have i flest år, så det er absolut det værd at gå all in på at redde forholdet med alle midler værdige. 

Jullesnulle skriver:

Men hvorfo var I nødt til at køre før maden..?

så stort er dk jo ikke

.. men det er nu meget forståeligt ikke st have børn med efter 20.00 til et bryllup.

Kan heller ikke se hvorfor du synes dine børn har noget at gøre til en voksenfest kl. 20 om aftenen, det er hendes bryllup så må hun også ønske de gæster hun vil have og ikke have.
Alt det andet forstår jeg god godt du er ked af, men måske hun bare ikke er som dig, og det er vel fair nok, at hun gerne vil adskille familie og vennekreds. Venner er nu engang den familie man selv vælger, og hvis det er der hun trives bedst, så må man jo respektere og anerkende det. Eller også må du tage snakken med hende, at du savner hende og du er ked af I ikke fik taget et billede på hendes bryllupsdag.

Jullesnulle skriver:

.. men det er nu meget forståeligt ikke st have børn med efter 20.00 til et bryllup.

Det var ikke festen efter 20 der var problemet for den hørte jeg først om til selve festen .

De blev viet kl 13 og derefter var der frokost og det var det mine børn ikke var inv med til

Kan heller ikke se hvorfor du synes dine børn har noget at gøre til en voksenfest kl. 20 om aftenen, det er hendes bryllup så må hun også ønske de gæster hun vil have og ikke have.
Alt det andet forstår jeg god godt du er ked af, men måske hun bare ikke er som dig, og det er vel fair nok, at hun gerne vil adskille familie og vennekreds. Venner er nu engang den familie man selv vælger, og hvis det er der hun trives bedst, så må man jo respektere og anerkende det. Eller også må du tage snakken med hende, at du savner hende og du er ked af I ikke fik taget et billede på hendes bryllupsdag.

Det var ikke festen kl 20 der var problemet for den hørte jeg først om kl 13 

De blev viet kl 13 og efterfølgende var der frokost og mine børn var ikke inviteret med til noget af det.

Undrede mig over at mine børn ikke måtte være med til vielsen når hun godt kunne overskue  40 mennesker senere.

Og ja venner er en ting og familie en anden men når man som jeg kun har haft hinanden også som børn ser jeg nok anderledes på begrebet familie. 

Det svarer jo til at din mor ikke ønskede dig til stede på hendes.

Det var ikke det at der ikke blev taget et billede men det at det billede der blev taget kun var for hans familie. 

Anonym skriver:

Jeg skriver som ano da jeg har bekendte herinde .

Min søster og jeg har haft en turbulent barndom og har kun hinanden. vi er tæt knyttede og jeg har børn det har hun ikke men er meget knyttet til mine børn og dem til hende.

Hun har aldrig haft et seriøst forhold så vi blev glade da hun for et års tid siden præsenterede hendes nye kæreste for os.

Hendes besøg eller nu deres er blevet mindre men da han har 2 børn som de har hver 2 weekend og de nu også gerne vil være alene indimellem er det jo naturligt.

Min søster har en bred vennekreds de er som hende vel og højt uddannet. Min mand og jeg er arbejdere og har ingen udddannelse

Vi har kun mødt en enkelt veninde som hun har boet sammen med men ellers ingen og er aldrig blevet inviteret med til fødselsdage eller lign .

Har før spurgt hende om hun skammer sig over os men det benægter hun og forsvarer det med at vi bor i hver vores ende af landet og der jo er børnene osv.

I går blev de så gift - vi var inv og det samme var hans bror svigerinde og hans forældre men ikke vores børn for de ønskede et lille bryllup

Men i går fandt jeg så ud af at kl 20 altså efter maden osv ville der komme ca 40 venner forbi til fest.

Og så er jeg jo uforstående for hvorfor mine børn ville fylde for meget.

En anden ting var at efter vielsen ville de gerne have et bryllupsbillede. 

Min mand blev så bedt om at tage billedet og jeg skulle holde min søsters taske.

Vi skulle altså ikke med på billedet .

Så der stod hun så med hendes mand og hans familie det var så det...

Jeg ved ikke om jeg er sensitiv og tolker noget det slet ikke er der,men da jeg endelig sad i bilen og vi kørte hjem kl 17.30 .

(Det var vi nødt til for der var ikke overnatningsmuligheder ,selv om det var der til 2 veninder  godt nok ikke hos min søster men ved en af hendes veninder der bor rundt om hjørnet og som er hende vi har mødt en gang.der også skulle køre langt så vi kunne ikke blive til festen )

Der græd jeg hele vejen hjem for er så trist over at min søster forsvinder og jeg intet kan gøre for at forhindre det for jeg ved nu at lige så vigtig hun er for mig og mine børn Lige så lidt er vi for hende.

Nu spekulerer jeg hvad jeg skal gøre ,for ved at hvis jeg vil snakke om det ender det i at jeg siger undskyld fordi jeg har misforstået alt og jeg ville sådan ønske hun kunne se det med mine øjne. 

Så er spørgsmålet bare .

Er jeg for "meget" eller er der mon en grund til at føle mig skuffet ?

Og hvad ville I gøre ved det hele.?

Åh, den er svær, og jeg forstår godt, du er ked af det. 

Jeg synes, det er helt i orden, at de ikke ønskede at have børn med til en fest for - går jeg ud fra - voksne. Det er fair nok at ønske en børnefri fest. Det undrer mig, at I først i går fik at vide, at der overhovedet skulle være fest om aftenen, og her kommer jeg lidt i tvivl: Var I inviteret til aftenfesten, og havde I selv meddelt forinden, at I ville køre hjem allerede 17.30? Det er jo en meget tidlig exit - kan din søster være stødt over, at I ville tage så tidligt hjem? Havde du nævnt for hende, at I gerne ville blive og overnatte? Kan hun være gået ud fra, I selv ville sørge for eller spørge til overnatning, hvis det var jeres ønske, og kan hun have opfattet det, som om I ikke var interesserede i det? Har de to overnattende veninder været mere opsøgende og direkte sagt, de gerne ville overnatte i nærheden? Måske selv arrangeret det? 

Jeg gætter, men kan din søster have opfattet det, som om I tidligt besluttede, I ikke ville blive længe, og være blevet såret eller stejl pga. dét? Er hendes oplevelse mon, at I ikke viste nogen interesse eller tog initiativ til at finde overnatning? 

Det med fotografering forstår jeg godt, du blev såret over - det var dybt ubetænksomt. Hvordan var stemningen mellem jer? Var din søster glad for at se jer, eller har hun på sin side ruget over, hvorfor I deltog så kort tid? 

Det kan godt være, hun er i gang med et nyt liv og ulykkeligvis at kappe båndet til jer. Jeg ville ikke tillægge uddannelse vs. arbejdere nogen betydning, snarere at hun er opslugt af sit nye liv. Og ja, måske kan hun ikke finde plads til jer i det, måske tager hun dig som en selvfølge og tænker ikke over, at også jeres forhold skal plejes. Muligheden ud fra det, du skriver, er dog også, at hun oplever, du selv var med til at parkere jer på sidelinjen i går ved måske tidligt at melde ud, at I ikke ville blive længe. Det er blot et bud på en anden forklaring.