Veninde med borderline

Kære alle,

Jeg er veninde til en fantastisk, sød og dejlig kvinde, som også har borderline - jeg har et problem i forbindelse med vores forhold, som jeg meget gerne vil have hjælp til.

Min veninde og jeg har kendt hinanden i 3 år, og jeg føler, at jeg igennem årene har lært at forstå hendes sygdom, og hvad hun har problemer med, så vi har i alle årene kunnet opretholde, hvad jeg synes er et godt venskab, som jeg gerne vil bevare. Det sidste års tid er hun imidlertid begyndt at opføre sig på en måde, som jeg virkelig har svært ved at håndtere: Det virker som om, at hun er blevet besat af at være fysisk syg. Hver gang jeg taler med hende fejler hun noget nyt (ifølge hende selv) - urinvejsproblemer, mavesmerter, kræft(!), forstuvede lemmer, hjernerystelse, infektioner, gigt, kønssygdomme, tropesygdomme, diskosprolaps....ringorm og listen fortsætter og fortsætter. Jeg har en kraftig formodning om, at hun ikke virkeligt er syg, men enten oprigtigt selv tror, at hun er syg eller, at hun simulerer symptomer. Jeg er ked af, hvis det lyder fordomsfuldt, men det er ikke sagt fordømmende - jeg holder meget af hende - men det er blot, hvordan jeg oplever det. De mystiske sygdomme forsvinder og skifter fra dag til dag, og hun er blevet undersøgt af alverdens læger og hospitaler, som aldrig finder noget galt med hende. Hun bruger virkelig systemet især lægevagten et par gange om ugen!!

Hvad jeg føler er begyndt at gå ud over vores venskab er, at jeg oplever, at hun meget gerne vil have, at vi pårørende er meget "ynkende" og meget medlidende over hendes lidelser....og det har jeg også været MEGET længe. Men når man for 117. gang får et opkald, hvor hun skal fortælle og ynkes for, at hun nu fejler noget nyt, må jeg indrømme, at jeg bliver træt - det er som om, at hun gerne vil behandles som en 5-årig, der skal trøstes af "mor."

Jeg har især lagt mærke til, at hendes sygdomme "tager til", når vi pårørende af forskellige grunde ikke har mulighed for at give hende konstant opmærksomhed - pga. arbejde, ferie eller andet. Kort sagt, så er det min oplevelse, at hun "bruger" disse sygdomme for at få opmærksomhed, og jeg kan mærke, at jeg begynder at distancere mig fra hende af samme grund, hvilket hun selvfølgelig mærker, og så bliver det en ond cirkel. Min mand er også ved at være grundigt træt af, at hun ringer konstant for at fortælle om sine lidelser. Desuden har hun virkelig en usømmelig omgang med medicin blandt andet morfin som jeg har fornemmelsen hun er ret afhængig af... og da jeg  er sygeplejerske går det mog meget på man kan have sådan et misbrug Til morfin.. 

Jeg vil oprigtigt gerne beholde vores venskab, men jeg føler, at jeg er ved at køre træt...at jeg ikke har mere at give. Hvis I kunne give mig nogle tips til, hvad jeg kan gøre for at få vores venskab på sporet igen, ville jeg blive meget glad! Tusind tak!

Anonym skriver:

Kære alle,

Jeg er veninde til en fantastisk, sød og dejlig kvinde, som også har borderline - jeg har et problem i forbindelse med vores forhold, som jeg meget gerne vil have hjælp til.

Min veninde og jeg har kendt hinanden i 3 år, og jeg føler, at jeg igennem årene har lært at forstå hendes sygdom, og hvad hun har problemer med, så vi har i alle årene kunnet opretholde, hvad jeg synes er et godt venskab, som jeg gerne vil bevare. Det sidste års tid er hun imidlertid begyndt at opføre sig på en måde, som jeg virkelig har svært ved at håndtere: Det virker som om, at hun er blevet besat af at være fysisk syg. Hver gang jeg taler med hende fejler hun noget nyt (ifølge hende selv) - urinvejsproblemer, mavesmerter, kræft(!), forstuvede lemmer, hjernerystelse, infektioner, gigt, kønssygdomme, tropesygdomme, diskosprolaps....ringorm og listen fortsætter og fortsætter. Jeg har en kraftig formodning om, at hun ikke virkeligt er syg, men enten oprigtigt selv tror, at hun er syg eller, at hun simulerer symptomer. Jeg er ked af, hvis det lyder fordomsfuldt, men det er ikke sagt fordømmende - jeg holder meget af hende - men det er blot, hvordan jeg oplever det. De mystiske sygdomme forsvinder og skifter fra dag til dag, og hun er blevet undersøgt af alverdens læger og hospitaler, som aldrig finder noget galt med hende. Hun bruger virkelig systemet især lægevagten et par gange om ugen!!

Hvad jeg føler er begyndt at gå ud over vores venskab er, at jeg oplever, at hun meget gerne vil have, at vi pårørende er meget "ynkende" og meget medlidende over hendes lidelser....og det har jeg også været MEGET længe. Men når man for 117. gang får et opkald, hvor hun skal fortælle og ynkes for, at hun nu fejler noget nyt, må jeg indrømme, at jeg bliver træt - det er som om, at hun gerne vil behandles som en 5-årig, der skal trøstes af "mor."

Jeg har især lagt mærke til, at hendes sygdomme "tager til", når vi pårørende af forskellige grunde ikke har mulighed for at give hende konstant opmærksomhed - pga. arbejde, ferie eller andet. Kort sagt, så er det min oplevelse, at hun "bruger" disse sygdomme for at få opmærksomhed, og jeg kan mærke, at jeg begynder at distancere mig fra hende af samme grund, hvilket hun selvfølgelig mærker, og så bliver det en ond cirkel. Min mand er også ved at være grundigt træt af, at hun ringer konstant for at fortælle om sine lidelser. Desuden har hun virkelig en usømmelig omgang med medicin blandt andet morfin som jeg har fornemmelsen hun er ret afhængig af... og da jeg  er sygeplejerske går det mog meget på man kan have sådan et misbrug Til morfin.. 

Jeg vil oprigtigt gerne beholde vores venskab, men jeg føler, at jeg er ved at køre træt...at jeg ikke har mere at give. Hvis I kunne give mig nogle tips til, hvad jeg kan gøre for at få vores venskab på sporet igen, ville jeg blive meget glad! Tusind tak!

Det lyder lidt som münchausen i mild grad. Det skulle være hyppigere hos folk med bordetline.

Måske skal du prøve at opstille nogle regler. Sige noget i retning af, at du er ked af, at hun er så sygdomsramt, men at du er nødt til at få en pause fra at høre om sygdom. I de næste tre måneder skal I kun tale om ting, der ikke omhandler sygdom - vejret, gåture, hobbyer, tv, whatever - nul sygdom. Og såmåske en fast 'telefontid' - onsdag aften.

Anonym skriver:

Kære alle,

Jeg er veninde til en fantastisk, sød og dejlig kvinde, som også har borderline - jeg har et problem i forbindelse med vores forhold, som jeg meget gerne vil have hjælp til.

Min veninde og jeg har kendt hinanden i 3 år, og jeg føler, at jeg igennem årene har lært at forstå hendes sygdom, og hvad hun har problemer med, så vi har i alle årene kunnet opretholde, hvad jeg synes er et godt venskab, som jeg gerne vil bevare. Det sidste års tid er hun imidlertid begyndt at opføre sig på en måde, som jeg virkelig har svært ved at håndtere: Det virker som om, at hun er blevet besat af at være fysisk syg. Hver gang jeg taler med hende fejler hun noget nyt (ifølge hende selv) - urinvejsproblemer, mavesmerter, kræft(!), forstuvede lemmer, hjernerystelse, infektioner, gigt, kønssygdomme, tropesygdomme, diskosprolaps....ringorm og listen fortsætter og fortsætter. Jeg har en kraftig formodning om, at hun ikke virkeligt er syg, men enten oprigtigt selv tror, at hun er syg eller, at hun simulerer symptomer. Jeg er ked af, hvis det lyder fordomsfuldt, men det er ikke sagt fordømmende - jeg holder meget af hende - men det er blot, hvordan jeg oplever det. De mystiske sygdomme forsvinder og skifter fra dag til dag, og hun er blevet undersøgt af alverdens læger og hospitaler, som aldrig finder noget galt med hende. Hun bruger virkelig systemet især lægevagten et par gange om ugen!!

Hvad jeg føler er begyndt at gå ud over vores venskab er, at jeg oplever, at hun meget gerne vil have, at vi pårørende er meget "ynkende" og meget medlidende over hendes lidelser....og det har jeg også været MEGET længe. Men når man for 117. gang får et opkald, hvor hun skal fortælle og ynkes for, at hun nu fejler noget nyt, må jeg indrømme, at jeg bliver træt - det er som om, at hun gerne vil behandles som en 5-årig, der skal trøstes af "mor."

Jeg har især lagt mærke til, at hendes sygdomme "tager til", når vi pårørende af forskellige grunde ikke har mulighed for at give hende konstant opmærksomhed - pga. arbejde, ferie eller andet. Kort sagt, så er det min oplevelse, at hun "bruger" disse sygdomme for at få opmærksomhed, og jeg kan mærke, at jeg begynder at distancere mig fra hende af samme grund, hvilket hun selvfølgelig mærker, og så bliver det en ond cirkel. Min mand er også ved at være grundigt træt af, at hun ringer konstant for at fortælle om sine lidelser. Desuden har hun virkelig en usømmelig omgang med medicin blandt andet morfin som jeg har fornemmelsen hun er ret afhængig af... og da jeg  er sygeplejerske går det mog meget på man kan have sådan et misbrug Til morfin.. 

Jeg vil oprigtigt gerne beholde vores venskab, men jeg føler, at jeg er ved at køre træt...at jeg ikke har mere at give. Hvis I kunne give mig nogle tips til, hvad jeg kan gøre for at få vores venskab på sporet igen, ville jeg blive meget glad! Tusind tak!

Jeg synes L-mor er inde på noget rigtigt. Du kan godt opstille nogle rammer for, hvad du kan holde til. Det, du beskriver er jo hendes sygdom, og den synes jeg du lyder til at have rigtig fin forståelse for. Og så lyder du også til at være meget tålmodig. Men spørgsmålet er så, om du i virkeligheden er for forstående og tålmodig. Du kan fortælle hende at du holder meget af hende og gerne vil beholde hende som veninde, og netop af denne årsag må I sammen finde frem til en holdbar form for jeres venindeforhold. Det er helt menneskeligt ikke at kunne holde til det, som det foregår lige nu. Jeg bider fast i at du er sygeplejerske, det kunne godt hænge sammen med hendes sygdomssnak. Fortæl hende evt. at på trods af din faglighed kan du ikke give hende diagnoser/konstatere sygdomme, men hun må samme vej i systemet, som alle andre.

Alt det, hun beder/kræver af sine omgivelser, den måde hun nemt føler sig svigtet på og hendes mmedicinmisbrug hænger fint sammen med hendes borderlinediagnose, og det må være svært for jer begge. Hvis ikke hun modtager hjælp, ville jeg foreslå hende det.

Min mor lider af angst og var på samme måde. Hun fejlede altid et eller andet og var altid negativ. 

Hele familien forsøgte at fortælle hende hvor hårdt det var at være sammen med hende når hun altid var så negativ. Hun blev altid sur og sagde at vi ikke forstod hende...

Lige indtil den dag hendes bedste veninde, som i øvrigt også lider af angst og ptsd, begyndte at være sådan overfor min mor, som min mor var overfor os. 

Bedsteveninden var altid negativ og samtalerne drejede sig altid kun om hende og hendes sygdomme. 

Så kom min mor hjem en dag og sagde undskyld til os. At hun har indset hvor irriterende hun har været overfor os. Det har krævet at hun "fik smagt sin egen medicin". 

Hun forstod også at selvom hun måske fejler noget, så behøver man ikke altid at tale om det. 

Hun har så prøvet at snakke med hendes veninde om det og veninden blev sur på hende og sagde at hvis hun ikke kan være der for hwnde når hun havde det så dårligt, så skulle de ikke ses mere. Det har desværre resulteret i at de ikke taler sammen idag. 

Jeg har ingen råd til dig men jeg kan forstå at det slider dig op og at du ikke kan længere. Jeg er bange for at mennesker som din veninde, min mor og hendes veninde ikke kan indse hvordan de påvirker andre mennesker med deres negativitet indtil de oplever lignende fra en anden. 

Får din veninde nogen terapi af nogen art? Jeg har selv en nær veninde med borderline, så jeg kender også lidt til lidelsen. Terapi har hjulpet hende rigtig meget med nogle af de ting som hun gik og tumlede med.

Vivienne skriver:

Min mor lider af angst og var på samme måde. Hun fejlede altid et eller andet og var altid negativ. 

Hele familien forsøgte at fortælle hende hvor hårdt det var at være sammen med hende når hun altid var så negativ. Hun blev altid sur og sagde at vi ikke forstod hende...

Lige indtil den dag hendes bedste veninde, som i øvrigt også lider af angst og ptsd, begyndte at være sådan overfor min mor, som min mor var overfor os. 

Bedsteveninden var altid negativ og samtalerne drejede sig altid kun om hende og hendes sygdomme. 

Så kom min mor hjem en dag og sagde undskyld til os. At hun har indset hvor irriterende hun har været overfor os. Det har krævet at hun "fik smagt sin egen medicin". 

Hun forstod også at selvom hun måske fejler noget, så behøver man ikke altid at tale om det. 

 

Hun har så prøvet at snakke med hendes veninde om det og veninden blev sur på hende og sagde at hvis hun ikke kan være der for hwnde når hun havde det så dårligt, så skulle de ikke ses mere. Det har desværre resulteret i at de ikke taler sammen idag. 

Jeg har ingen råd til dig men jeg kan forstå at det slider dig op og at du ikke kan længere. Jeg er bange for at mennesker som din veninde, min mor og hendes veninde ikke kan indse hvordan de påvirker andre mennesker med deres negativitet indtil de oplever lignende fra en anden. 

 

Helt irrelevant ift. tråden, men det du beskriver lyder præcis som min mor. Hun lider også af rigtig meget angst, og er altid enormt fokuseret på hende selv og de ting hun fejler eller føler at hun fejler. Det er meget drænende! Jeg har valgt at tage lidt afstand til hende, pga. det, fordi jeg ikke kan holde ud at være sammen med hende i længere tid af gangen.

Nå det var lige "off-topic"

Anonym skriver:

Får din veninde nogen terapi af nogen art? Jeg har selv en nær veninde med borderline, så jeg kender også lidt til lidelsen. Terapi har hjulpet hende rigtig meget med nogle af de ting som hun gik og tumlede med.

tror desværre ikke selv hun kan indse hun har brug for hjælp....